Forviklinger på Vestbredden – familiebesøg i Ramallah
Bussen (12 kr pr mand) fra Jerusalems Nablus Rd busstation ligner fuldstændig dem der til dato kører rundt i Københavns gader. På omtrent 40 minutter fører den os nordpå op til det såkaldte Kalandia Check Point der adskiller Jerusalem fra Vestbreddens hovedstad Ramallah.
Vi er de eneste passagerer der står af ved check point-holdestedet som også er bussens endestation. Synet der her møder os minder ikke rigtigt om noget jeg kan huske at have set nogen andre steder i verden. Her er skyde- og overvågningstårne og kilometervis af høje betonmure med pigtråd på toppen der adskiller Israel og Vestbreddens hovedstad Ramallah. En enormt lang hævet gangbro leder os ind mod det palæstinensiske territorie. Vi bliver givetvis overvåget fra nogle af tårnene, men her er underligt øde og vi kan ikke få øje på en eneste vagt. Ingen tjekker os eller siger at vi ikke må fotografere. Eller at vi ikke må noget som helst andet. Jeg har muligvis ikke de allerbedste erfaringer med at fotografere militærinstallationer, men jeg knipser alligevel så diskret som muligt løs med min iPhone (som er det eneste kamera jeg har med på denne tur).
Ingen forlanger at vi skal vise pas eller en anden form for identitetspapirer. De fleste skilte står på hebraisk og ingen steder gøres der opmærksom på at nok kan vi forlade Israel og bevæge os ind på Vestbredden, men uden vores pas får vi ikke lov at komme tilbage igen.
Et par jernsvingdøre som man absolut kun kan komme ud af men ikke tilbage af leder os under mystiske henholdsvis hebræiske og arabiske skrifttegn ud i en gul tunnel hvorfra endnu et sæt envejssvingdøre lidt senere leder os ud til et par af Ramallahs ventende gule taxaer. Chaufførerne derude forlanger 50 Shekel (ca 100 kr) for at køre os et par kilometer ind til byen. Heldigvis møder Charlotte en mand der siger at vi bare kan gå 50 meter ind i landet forbi et par monstrøse afspærringer og tage en meget billigere deletaxa (sherut). Ud over denne mand og altså et par taxachauffører er vi igen alene. Området ligner noget fra en krigsfilm, der er skydetårne og høje mure allevegne. Og graffiti med palæstinenserlederen Yassir Arafat. Heller ikke på denne side synes nogen umiddelbart at tage den mindste notits af at vi fire blege danskere snart efter lusker rundt og fotograferer.
Sherutten kører med det samme og for kun 4 x 4 Shekel (4 x 8 kr.) er vi snart efter i Ramallahs midtby. Da chaufføren hører at vi gerne vil besøge Yassir Arafat museet der ligger et par kilometer uden for centrum insisterer han på at køre os helt derud, så vi slipper for at gå både derud og tilbage til centrum under den stegende formiddagshede. Gæstfriheden er som vanligt i højsædet i de arabiske lande.
Arafatmuseet er desværre lukket da det er fredag. Men den moderne mausoleumsbygning opført omkring palæstinenserlederens grav må vi godt gå ind i.
Lidt før mine tre familiemedlemmer når jeg tilbage til museets udgang. Her står Waseem og Basim, to palæstinensiske vagter med hver sit formodentlig velsmurte maskingevær. De virker smilende og flinke selv om de er svære at kommunikere med da de kun taler få ord engelsk. Jeg fyrer et par af mine memorerede arabiske sætninger af og efter et par minutter begynder de at spørge mig om jeg godt kan lide Israel. Jeg glider af på deres spørgsmål og siger noget i retning at vi har mødt mange venlige mennesker både i Israel og i de Palæstinensiske territorier. Vi skilles i al fordragelighed og begynder at vandre ind mod byen.
Vi er kun nået rundt om hjørnet og 5-10 minutter ned ad vejen der fører ind mod centrum da en politikassevogn pludselig kører på tværs af vejen med retning lige imod det fortov hvor vi befinder os. Inde i bilen sidder tre mænd på forsæderne. Den ene er i uniform. Ingen af dem taler ret meget engelsk. Manden i uniformen er en korpulent cigaretrygende fyr der i en kommanderende tone gennem den åbne siderude siger at vi skal ”show him the book”.
Til at begynde med er jeg helt forvirret og aner ikke hvad han taler om.
”The Israel book” siger han så.
Jeg viser ham vores Lonely Planet guidebog, som Charlotte (lidt urutineret) kort forinden har ladet ligge ovenpå sin taske som vi ikke måtte medbringe ind til Arafats gravkammer.
Den palæstinensiske politimand ligner og lyder som en der synes vi har begået en alvorlig forbrydelse. Han kalder over radioen. Og beordrer os derefter til at gå tilbage til museet.
Da vi kommer tilbage, har Waseem og Basim fået følgeskab af Oday. En ung soldat, der taler udmærket engelsk.
”Vis mig jeres bog,” siger han.
Jeg giver ham den, hvorefter det går op for os allesammen at de to palæstinenservagter med det beskedne engelske ordforråd tror at vi rejser rundt med en bog der hedder ”Israel and the Palestinian Terrorists” og derfor har anmeldt os til hovedkvarteret. (…)
Heldigvis har Oday boet et par år i Bangladesh og taler udmærket engelsk og misforståelsen går hurtigt op for ham og vi kan grine lidt af det hele.
”Vil I se museet?” spørger Oday pludselig i stedet og bruger – for at råde bod på miseren – det næste kvarter på, desværre forgæves, at forsøge at få åbnet museet kun for os, selv om det er officiel fredagshelliglukkedag. Derefter går han i gang med at informere os om Vestbreddens i hans øjne bedste turistattraktioner.
Efterfølgende spadserer vi ind til centrum hvor vi ser folk valfarte til fredagsbønnen i Ramallahs største moske og går rundt og besigtiger byens enorme marked hvor jeg er lige ved at købe en ret cool orange Just-Eat taske hvor firmalogoet står på arabisk. Frokosten består af ægge- og millionbøf-brød, suppleret med en hjemmelavet pizza med oliven i den eneste fredagsåbne restaurant vi kan finde.
Nærmest alle vi går forbi på gaden udbryder spontant ”Welcome”, ”Where are you from?” eller inviterer på te, og vi fornemmer en endnu større venlighed og gæstfrihed end vi normalt gør i arabiske lande – sandsynligvis fordi de lokale hungrer efter normalitet og flere besøgende ligesom før urolighederne ulykkeligvis eskalerede. ”Shokran Saddiqi” – ”tak min ven” på arabisk, siger jeg til mange af dem. Ud over den lille misforståelse med de palæstinensiske politimænd ånder alting fred og idyl, her hvor vi lige nu formentlig er de eneste vestlige turister i Vestbreddens hovedstad. Det føles ret vildt hvor forskelligt og umiddelbart trygt det føles at være her i forhold til det billede man har af den hårdt prøvede by fra medierne.
