Afghanistan and Pakistan 2025 – Turbeskrivelser

Del 1: Familieferie i Pakistan og Afghanistan. Khyberpas-udfordringer – og det første møde med Taliban

Klokken er halv tre om natten, da vi omtumlede og med svedige håndflader – og efter sytten timer undervejs – lander i storbyen Peshawar i det nordvestlige Pakistan. Med sine knap fem millioner indbyggere er byen Pakistans sjettestørste og hovedby i den uroplagede Khyber Pakhtunkhwa-provins. En provins, som diverse udenrigstjenester har malet ildrød og dermed fraråder alle rejser til. Det gør de ”på grund af den meget høje sikkerhedsrisiko, der bør medføre professionel rådgivning”. Lige nu føler vi os meget alene – og ikke særlig professionelle.

Måske er det, da vi har mest brug for det, at vi rammes af forsynet.

”Hvor skal I hen i Pakistan?” spørger i hvert fald en smilende mandlig medpassager iført en daypack, hvorfra skaftet af en tennisketcher stikker op.

Jeg holder kortene tæt til kroppen og fortæller ham ikke om vores planer om at rejse over det legendariske Khyberpas og ind i Afghanistan. Ikke fordi jeg ikke stoler på ham – han virker både hjertelig og oprigtig – men fordi jeg belært af erfaring fra tidligere rejser, ikke ønsker at indvie for mange i vores planer, når vi besøger såkaldt farlige lande.

I stedet fortæller jeg, at vi skal rejse lidt rundt i det nordlige Pakistan og spørger til hans tennisketcher og udfordrer ham selvfølgelig til en dyst.

Sulaiman Khan Mahsud er på vej hjem fra sit job (for Verdensbanken) i London og viser sig, at være søn af Riaz Khan Mahsud, som er selveste Peshawars kommissær. Kommissæren er udpeget af landets regering og er med administrativt ansvar for bl.a lovgivning, politi og skat en ret så indflydelsesrig figur her i byen. En slags provins-departementschef om man vil.

Sulaiman tilbyder idet vi forlader flyet at få sin chauffør til at køre os til vores hotel. Og det er ret heldigt for her i provinsen stiller myndighederne krav om at al turisttransport – også når den finder sted midt om natten – kun må foregå ledsaget af (statsbetalt) armeret eskorte. En eskorte vi heldigvis nu undtagelsesvist slipper for, fordi vi kører i kommissærens søns kæmpe lokum af en luksusbil, som vinkes lige igennem enhver kontrolpost.

Pakistanske Rupees har vi desværre ingen af, for vi må give op efter at midt om natten at have besøgt fire forskellige bankers pengeautomater (inkl. to i lufthavnen) og have fået forskellige variationer af beskederne ”technical error” eller ”no funds”. Og det til trods for at vi holder os under max-hævebeløbet på 450 danske kroner (hvilket er et godt bud på verdens laveste kontanthævningsloft).

Vi går i seng klokken 4. Jeg falder i søvn klokken 5. Og vågner klokken 8 og kan ikke sove mere, fordi jeg er nervøs. Dagen, jeg vågner til, skal vise sig at blive en af de mest psykisk stressende rejsedage, jeg kan huske at have gennemlevet.

”I må ikke forlade hotellet uden politieskorte,” insisterer flinke Sheezad i receptionen på Shelton Guesthouse, da vi omtrent klokken ti er klar til at tage afsted. Vi er under voldsomt tidspres for det er fredag og Afghanistans konsulat, hvor vi skal søge om visum lukker, så vidt jeg har kunnet se på nettet for ansøgninger allerede klokken 12 – og har derefter lukket for weekenden. Og på det tidspunkt skulle vi gerne være over alle hvide såkaldte Spin Gar bjerge. De udgør den sydlige del af Hindu Kush bjergkæden og planen er, at vi i denne bjergkæde skal over det i særdeleshed berygtede Khyber-pas – verdens måske mest sagnomspundne grænseovergang.

Jeg bestiller – uagtet Sheezads formaninger – bare en almindelig taxa på den pakistanske app Indrive. På ret urutineret vis kommer jeg til at bestille én uden aircondition. Et minut senere holder verdens muligvis mindste bil klar. I fyrre graders varme – hvilket ifølge vores vejr-app ”føles som halvtreds grader” – sætter vi – uden at spilde tiden med at vente på politieskorte – lidt halvnaivt afsted.

Allerede da vi når til det første checkpoint driver sveden af os. Charlotte og Ava bærer begge pga. konsulatbesøget hos Tali_ban lange kåber og slør over deres tøj og sveder i den klamme bil med den stillestående luft derfor som brydere i en sauna.

Ved det første Checkpoint får vi efter at have forevist pas og pakistansk visum til de automatgeværbevæbnede militærvagter heldigvis lov til at passere.

I det næste checkpoint er vi ikke så heldige. Her insisterer kommandøren på, at vi skal have politieskorte. Vi venter derfor et kvarter inde i verdens måske varmeste bil, inden en overdækket hvid pickup truck ankommer – med to betjente bevæbnet med Kalashnikovs siddende på aflange bænke bagi og to (formentlig pistolbevæbnede) soldater foran.

Med fuld udrykning kører vores eskorte først til byens største bank. Her har pengeautomaten den behagelige fordel at den rent faktisk indeholder pengesedler. Og den upraktiske ulempe at den trykfølsomme skærm (trods lige under en trilliard trykforsøg) nægter at anerkende et tryk på ”accept”. Først da Charlotte (der kan få alt til at virke) på typisk Charlottevis trykker på ”annuller” spytter det kyniske apparat sit forjættede maksimumbeløb på godt 400 kroner (20.000 Pakistanske Rupees + 1.000 Rupees gebyr) ud, og vi kan haste videre mod det afghanske konsulat. Men idet jeg kundgør vores forehavende for vores chef for eskorten, får jeg desværre en ubehagelig fornemmelse af, at han ikke synes det er nogen særlig god ide at vores familie vil rejse over Khyber-passet over land via Torkham-grænsen.

Afghanistans konsulat ligger godt beskyttet inde i et såkaldt ”cantonment-area”, en sikret compound, der huser private ejendomme for militærfolk og administrative bygninger som konsulater.

Da vi ankommer leder politichefen os uden om køen og ind ad VIP-bagindgangen direkte til konsulatet. Her regerer Tali_ban (hvis navn af frygt for at blive blokeret på facebook/insta er omskrevet lidt). Her er store Tali_ban-flag og fire hvide båse med hver sin Tali_ban-mand bag dem. I hjørnet er der en vældig skrå disk, som to Tali_banere sidder bag. Op ad den modsatte væg står en række simple hvide plastikstole, hvorpå min 18-årige datter Ava, min 16-årige søn Jonas og min lige omtrent 38-årige hustru Charlotte sætter sig. I den ene ende af lokalet vokser et træ op igennem bygningen. Det føles som om der er halvtreds grader varmt inde på kontoret. Et par enorme el-ventilatorer skaber heldigvis lidt luft.

Politichefen går med mig op til skranken med de to Tali_banere. Jeg er stresset og nervøs og føler, at jeg er på randen af et nervesammenbrud. Jeg synes, jeg normalt er god i disse situationer, hvor jeg er under heftigt pres. Men jeg har rejst i 17 timer, sovet i tre timer, siddet i en brandvarmbil, ignoreret en politieskorte og er blevet påtvunget en alligevel. Jeg har først ikke kunnet hæve penge og kommer nu fem minutter før weekendlukketid til møde med én af verdens mest berygtede organisationer.

Læg dertil måneders bekymringer over om vores Pakistans multi-entry visum nu også fungerer, om vores elektroniske Afghanske visumansøgning er udfyldt korrekt og om det overhovedet er en god ide at tage sin familie til et af verdens farligste lande.

Oven i posen kommer mine daglige nakkesmerter – som gudsketakoglov er blevet færre og som jeg nu har lært både at leve, at dyrke sport og at rejse med – men som er fucking enerverende dagligt at skulle udholde.

Måske jeg desuden lider af en mild form for PTSD efter at have været i særdeles vanskelige situationer i Libyen (langvarigt militærforhør og borgerkrig med skud i min gade), i Vestafrikanske Guinea (timelangt forhør af ti automatbevæbnede soldater for at have taget et foto af en militærinstallation), i Etiopien (dokumentation af ulovlig stavkamp) og i Elfenbenskysten (dokumentation af hemmelig satanistisk syvårsceremoni).

Alligevel kan jeg ikke lade være med at blive ved med at opsøge udfordrende lande og situationer. Fordi jeg synes det er spændende. Fordi jeg så gerne vil vise, at verden er uendelig mindre farlig end folk tror. Fordi jeg kan skrive gode historier fra dem. Fordi vi altid ender med at få fuldstændig unikke og eventyrlige oplevelser, når vi tør tage derhen, hvor de fleste andre ikke tør. Fordi afghanere (og pakistanere) godt kan skelne mellem folk, der kommer for at bedrive krig og folk, der kommer som gæst for at besøge deres smukke og gæstfrie land.

Nå, men tilbage til beretningen på konsulatet. Jeg fungerer virkelig dårligt uden tilstrækkelig søvn. Og nu er jeg så træt og stresset, at jeg næsten ikke kan tænke og tale sammenhængende. Det er dårlig timing. Og dårlig planlægning, at vi kommer her lige op til en weekend, som sætter os under voldsomt tidspres.

”Kinesere kan ikke få visum til at rejse over land. Kun fly” står der på et stort skilt på bagvæggen bag de to Tali_banere.

Lidt internetresearch vil afsløre, at forbuddet formodentligt er affødt af adskillige terror-selvmordsangreb her i Khyber Pakhtunkhwa-provinsen med mange døde de seneste måneder. Angrebene har dog alle været rettet primært mod kinesere – i følge det Pakistanske militær med det politiske formål at ”ødelægge Islamabads tætte forbindelser med Beijing”.

Vores eskorterende politichef taler desværre først. Jeg aner ikke, hvad han siger. Jeg er ikke engang sikker på om han taler pashto eller dari. Men det er min klare fornemmelse, at han er bekymret for vores sikkerhed. Og at han viderebringer sin nervøsitet.

Tali_ban-konsulatmedarbejderen stiller mig derefter et par enkelte spørgsmål om, hvad vi har tænkt os. Da jeg har fortalt om vores planer, hiver han en liste frem og siger:

”I kan ikke få visum til at krydse ind over land. Kun til fly.”

Så hiver han en liste frem, hvor der står hvilke nationaliteter, der ikke kan få landindrejsevisum. Hverken Tyskland, Storbritannien eller USA står på listen. Det gør til gengæld Sverige, Senegal, Monaco…. og Danmark.

”Hvor længe har den liste været gældende?” spørger jeg.

”Et par dage,” lyder svaret.

”Hvorfor?”

”Fordi der er sikkerhedsproblemer.”

Jeg bruger uendelig lang tid på research forud for mine ture. Det er dér, jeg betaler prisen for de store oplevelser, vi får. For det bliver ikke mindre hårdt at beslutte at tage farlige steder hen, når man gør det på et oplyst grundlag. Og når alle officielle myndigheder i stort set alle lande meget kraftigt fraråder, at man gør det. Når så selveste Tali_banerne selv fraråder, at man rejser til deres eget land via Khyberpasset, så burde man måske høre efter. Men vi klør på. Nogle vil måske finde det uansvarligt. Især når man har børn med. Gør vi det bare i selvpromoveringens navn? Eller er vi monstro oprigtigt interesserede i at opleve og formidle om det sande Afghanistan? Og hvor farligt er det overhovedet at besøge Afghanistan når nu Tali_ban styrer landet med jernhånd?

Jeg opererer normalt med både en plan b og en plan c. Men ikke her. Denne situation har jeg ganske enkelt ikke forudset. Ikke en eneste anden rejsende på de fora, jeg følger (primært ”Every Passport Stamp” og ”Afghan Travel Experience”) på Facebook har berettet om ikke at kunne få landvisum via Torkham-grænsen til Afghanistan. Ikke én.

”Det er Tali_banerne, der bestemmer i deres land. Det er deres beslutning,” siger den pakistanske politichef så og afskriver sig selv dermed meget belejligt ansvaret.

Jeg er ekstremt presset og min hjerne ræser derudaf. Jeg overvejer hvad der mon sker, hvis vi bare kører til grænsen alligevel (der er kun 42 kilometer) selv om vi kun får et ’air only’ visum. Men jeg tror ikke på missionen. Og jeg er ikke på toppen af mit game.

I det samme går det op for mig, at vi kan ende med at spendere tre uger af vores sommerferie her i Peshawar, hvor det er hvad der føles som 50 grader varmt, og vi ikke kan gå uden for en dør uden politieskorte. ”Fuck, det kan blive en lorteferie der her,” når jeg at tænke.

”Kan man flyve herfra Peshawar til Kabul?,” spørger jeg så Tali_ban-manden.

”I kan flyve fra Islamabad,” svarer han.

Uden at have tænkt dette mulige scenarie igennem forinden tørrer jeg panisk sveden af panden. Heldigvis har Charlotte eSim med mobilinternetforbindelse og kan hurtigt se, at der faktisk er plads på flyet fra Islamabad til Kabul på vores udvalgte rejsedage, og at det koster under 2.000 kroner retur. Så er vi måske alligevel reddet på målstregen.

Jeg går ellers ’ganske meget’ op i at nå de ting, der står på min eventyrer-bucketliste. At krydse Khyberpasset er én af dem. Ikke fordi jeg tror det er nogen særlig behagelig tur. Den er berygtet for intet mindre end: lange ventetider (især på Pakistan-siden af grænsen), tyvagtige tiggerbørn, kreative pengevekslere, tvungen polio-vaccine (som de fleste rejsende spytter ud), intens fugtig varme, lange køer som folk forsøger at springe over og uendelig administration.

Flere rejsende skriver desuden, at de når de rejser ud af Pakistan bliver spurgt om, hvor mange penge de har. Og hvis de har mere end 300 USD pr person bliver de afkrævet at veksle de overskydende dollars til en dårlig kurs. Taget i betragtning af at Afghanistan er et cash only land med ekstremt få banker, hvor man kan lykkes med at hæve penge bliver man derved sat i en ret uløselig situation. En situation vi havde tænkt os at løse ved, at jeg skulle smugle cirka 3.000 af vores dollars ind gemt i mine underhylere… Så langt nåede vi dog aldrig.

Når man kommer ind i Afghanistan via Torkham-landegrænsen, har flere rejsende ydermere rapporteret om at militæret gennemsøger deres telefoner inklusive gennemgang af billeder, WhatsApp beskeder og kontakter. Blandt andet grundet en hændelse med en pornostjerne som vi vender tilbage til i en senere post.

Når man dertil lægger at den samlede tur fra Peshawar via Torkham og Khyber-passet normalt tager 7-13 timer – på til tider svært hullede og støvede veje – er det måske at the end of the day meget godt, at vi alligevel tvinges mod en flyrejse. Herved risikerer vi heller ikke at blive ramt af de massive oversvømmelser, der de seneste dage har kostet adskillige liv i provinsen.

Tali_ban fortæller os, at vi kan hente vores ’air-only’ visum efter klokken 14, og går ud i varmen. Vi er lige ved at aftale, hvor vi i ventetiden kan spise frokost sammen med vores vagter da Sulaiman Khan Mahsud og hans ven Sayd Ahmed Jamal (som er assisterende kommissær til Peshawar) tilfældigvis kommer kørende forbi (!). Det viser sig at farens hus – ”The Commissioners House” – befinder sig inde i samme compound som det afghanske konsulat.

I ventetiden tager Sulaiman os derfor hjem i familiens palads og trakterer (via husets mange ansatte) med overdådig frokost og smoothies. Med til huset hører en privat park (der er oplyst om aftenen), privat græstennisbane (hvor jeg senere spiller en dyst mod Sulayman mens fire tjenere løber efter bolde) og en privat mini-Zoo, som spæder til husholdningen med fårekød, komælk, høns og æg (!).

”Er der en løve i den der Zoo?,” spørger en af mine rejseveninder mig, da jeg beretter om besøget.

”Nej,” svarer jeg.

”Ikke imponeret. Sig til dem at de skal anskaffe sig en” fortsætter hun.

Airconditionen i Sulaimans fars repræsentationslokale er gået, så der er ulideligt varmt. Ava må lægge sig ind på et gæsteværelse med et mindre ildebefindende/hedeslag, og jeg burde have gjort det samme. Jeg er varm, træt, udkørt og for stresset til at spise. Mens jeg tænker som en gal over om, vi alligevel skal tage chancen og rejse ind over land.

Bottom line er, at jeg tror måske, at jeg er blevet afhængig af at tage vilde steder hen for at opsøge den gode historie. Samtidig lider jeg af angst, som jeg meget langt hen ad vejen er i stand til at undertrykke. Men når jeg ikke har sovet eller er meget presset kan angsten bryde ud og det kan blive ret voldsomt. Heldigvis går det typisk hurtigt over. Og mine rejser ender næsten altid med, at jeg er helt ovenpå og lykkes med de vildeste ting – og så ’glemmer’ jeg the hardships, angst og tvivl, mareridt og urolige nætter – fordi min hjerne kun husker alt det gode.

”Han får det til at lyde så let,” hørte jeg ad omveje en tilskuer en dag havde sagt til et af mine foredrag. Og det gør jeg måske også, når jeg først er kommet sikkert hjem og ser alting med glade øjne. Men han skulle bare vide, hvad prisen kan være undervejs.

Klokken 14.30 får vi vores ’air only’ visum til Afghanistan (formedelst 80 USD pr person). Med VIP-udrykning og politieskorte kører vi de godt tyve minutter hjem til vores guesthouse. Jeg er så udkørt og presset, at jeg ikke kan sove. Charlotte må overtage styringen og købe flybilletter med KAM Air til Kabul. Selv om det med årene er blevet meget bedre er jeg stadig bange for at flyve – især med lokale selskaber som dette i tredjeverdenslande. Nu er der ikke nogen vej udenom. Billetkøbet er langt fra let på en papirstynd internetforbindelse, der helst skal virke i det øjeblik transaktionen skal gå igennem. Det lykkes heldigvis til sidst – og jeg tvinger mig selv til at lade min drøm om Khyberpasset fare, så jeg endelig kan slappe af og begynde at ’nyde ferien’.

De næste par dage står den på sightseeing i Peshawar. Vi ser det imponerende Islamia College. Basaren med de mange burkaklædte damer og byens kendte gamle huse (Haveli-style, bygget af Sethi-familien). Vi spiser frokost – superlækker Mutton Karahi serveret i en enorm gryde – sammen med vores fire vagter i et privat airconditioneret rum oppe over en slagter. For otte mand med drikkevarer koster måltidet os kun 140 kroner.

Det er svært at beskrive hvor flinke, gæstfrie, nysgerrige og umiddelbart hjertelige folk vi møder tilfældigt på gaden er. Måske fordi det ligger i deres natur. Måske fordi det står i koranen at man skal hjælpe fremmede. Måske fordi her kommer så få turister. Jeg har lært mig lidt pashto, lidt urdu og lidt farsi og når jeg lirer mine gloser af, er der ikke en ende på hvor mange måltider, hjemmebesøg og kopper gratis te vi bliver budt på. Som så ofte før møder vi en helt uforståelig overstrømmende gæstfrihed når vi tager til steder som få andre besøger. Og det hjælper nok at vi har vores børn med, så vi derved signalerer respekt og at det her ikke er et mere farligt sted at besøge end at vi godt kan have dem med. Der er heller ingen ende på hvor mange fotos med de lokale vi (gladeligt – vi vil jo også gerne fotografere dem) må stille op til.

Al transport foregår naturligvis med (gratis) politieskorte, og vi har vores armerede vagter med på sightseeing kørende foran vores taxa eller tuktuk – ofte med udrykning.

Sulaimans far – kommissæren – har dagen efter lovet at undersøge, om han kan tage os med på en dagstur op til grænsen og Khyber-passet. Desværre vurderer militæret det pt. for værende så farligt, at vi ikke engang kan tage derop sammen med byens øverste embedsmand. Så Khyber-passet får vi desværre – trods ihærdige forsøg derpå – ikke at se ☹

Et par dage senere tager vi en privat airconditioneret taxa til Islamabads lufthavn. Undervejs bliver vi fulgt af intet mindre end fire forskellige militær-pick up truck med svært bevæbnede vagter på ladet. I alt betyder det at op mod tyve soldater passer på os i løbet af en blot to en halv time lang køretur.

Flyet er en time forsinket, og det regner med uforfalsket monsunstyrke, da vi boarder mod Kabul. Forude venter vores måske største familierejseeventyr.

—

All pics with iPhone13Pro. All pics from Pakistan 2025 can be seen HERE.

Del 2: Fem dage i Kabul – “Som en bane i et Counterstrike-spil”

Solen skinner nådesløst da vi i en hyrevogn er på vej for at møde Taliban.

Omkring os synes havet af især turkis- og hvidmalede Toyota Corolla-taxaer uendeligt. Ud og ind mellem de tætpakkede, fastlåste køretøjer defilerer cyklister og fodgængere i alle retninger ubekymrede forbi. De finder plads til trods for at hovedparten af bilerne holder med ganske få centimeters mellemrum. Inde i bilerne sidder chaufførerne klar ved gassen, og må være stærke kandidater til titlen som verdensmester i at stikke snuden frem, når blot den mindste lejlighed byder sig.

Med min hustru Charlotte og vores to teenagebørn Jonas og Ava på 16 og 18 år befinder jeg mig i en af Afghanistans hovedstads Kabuls vidt berygtede rundkørsler nær den enorme Haji Abdul Rahman Mosque. Inde i vores bil er luften desværre præcis lige så stillestående som hyrevognene omkring os. Til trods for at vi befinder os i knap 1800 meters højde i verdens 12te højest beliggende hovedstad er varmen brutal.

Få turister og håbløs trafik

Den totalt fastlåste trafikale situation omkring Kabuls tre centrale moskeer – og ved vejen der fører op over det bjerg, byen er bygget op ad – bliver bestemt ikke gjort bedre af at adskillige kreative chauffører finder det opportunt at køre mod trafikken når der er to baner i hver side af vejen. Den bliver heller ikke gjort lettere af at et enormt Tali-ban compound udgør et topsikret og for menigmand ikke farbart område helt inde midt i hjertet af hovedstaden. Et område som Taliban angiveligt har overtaget efter at Natos soldater forlod landet i forbindelse med ”Kabuls Fald” i 2021.

Det er som sagt netop Taliban vi er på vej for at besøge. Inde midt i compounden ligger nemlig Ministry of Information and Culture hvor det er planen at vi skal søge om tilladelse til på egen hånd at rejse rundt i Afghanistan.

Der er ikke ret mange turister i Afghanistan. Af de få der kommer rejser de færreste rundt på egen hånd uden guide, chauffør og translatør som vi har tænkt os at gøre det. Og af de få der kommer synes ingen at være børnefamilier som os.

Som at være med i en krigsfilm

Fra det første Taliban checkpoint ved indgangen til compounden hvor taxaen sætter os af fortæller Google Maps os at vi til fods skal tilbagelægge 700 meter for at nå frem til informations- og kulturministeriet. Det skal vise sig at blive en af vores mest mindeværdige gåture nogensinde.

Militærvejen vi befinder os på, er på alle måder crazy. Her er høje mure med pigtråd på toppen. Bunkerlignende bygninger. Skilderhuse med bevæbnede vagter. Soldater i ørkencamouflagetøj på skramlede stole. Mænd med sorte turbaner. Militærfolk der skødesløst går rundt med deres potente automatvåben slynget over skuldrene. Kontrolstationer med gennemlysningsapparater. Og bag nogle af de høje mure troner paladslignende bygninger, der ligner noget en eventyrprins kunne bo i.

Til at begynde med går vi i en form for rende helt ind i siden af vejen. Forbi containere og kontrolposter. Senere går vi ude på selve vejen hvor Tali-ban som selv laver reglerne kører uforholdsmæssigt stærkt forbi os.

”Hvad har du lavet i din sommerferie,” spørger min søn ud i luften og svarer selv: ”Jeg har besøgt Taliban.”

Lidt senere bliver vi enige om at området ligner en bane i hans Counterstrike-spil derhjemme.

Konstant får vi tjekket vores pas. Stort set alle tali-banere er flinke, elskværdige, respektfulde og imødekommende. Selv om mange af dem med deres lange skæg, tunge våben og sorte turbaner mildest talt ser skrækindjagende ud. Af frygt for hvad det kan få af konsekvenser tør jeg (endnu) ikke fotografere dem.

”Manana malga-ræ” og ”tashakor dost” tak min ven på henholdsvis pashto og farsi siger jeg i stedet uafladeligt til dem.

Foran indgangen til ministeriet sidder tre automatgeværbevæbnede vagter. Efter de har tjekket vores pas og jeg med ubehjælpsom kuglepen – i den arabiske læseretning fra højre mod venstre – har udfyldt informationer blandt andet om alle vores fædres navne og hvor vi kommer fra, går vi ind ad de separate indgange for mænd og damer. Her gennemlyses vi ligesom i en lufthavn og beføles på nær de allermest intime steder af henholdsvis en mandlig soldat og en kvinde som i modsætning til stort set alle andre kvinder her i landet dermed åbenbart godt må arbejde. Gennem en topsikret gård når vi frem til en vældig bygning der oppe på anden sal huser ’Ministeriet for information og kultur’ eller turistministeriet som vi kalder det.

Til te hos Taliban

Inde i sekretariatet sidder fire lokale mænd henholdsvis bag et stort skrivebord og i to lyse sofaer og venter. En af dem er ministersekretæren Yassir. Jeg hilser respektfuldt på ham, spørger lidt ind til hans familie (han er gift og har en søn på to måneder og en datter på tre år) og fortæller ham om vores formål og hvilke provinser vi har tænkt os at besøge.

”Har I en guide, der kan vise jer rundt?” spørger Yassir.

”Vi foretrækker altid at rejse rundt individuelt,” siger jeg, men tilføjer at vi kender en lokalguide der hedder Kaiser, som vi kan ringe til hvis der bliver problemer.

”Hvad hedder hans firma,” spørger Yassir meget logisk.

”Det ved jeg ikke” siger jeg i fuld overensstemmelse med sandheden. ”Jeg tror han er selvstændig, så firmaet bare har samme navn som ham selv.”

Jeg fortæller ikke at jeg kun tilfældigt har mødt Kaiser på hotellet i går aftes da vi ankom. Og at han i virkeligheden lige nu fungerer som guide for en anden turistgruppe.

Til sidst siger jeg at vi er vant til at tage vare på os selv. At jeg er journalist og skriver artikler – uden politisk indhold – for de danske avisers rejsetillæg. Og at jeg gerne vil skrive at Afghanistan er et land man nu frit kan rejse rundt i.

”Men hvis I ikke har nogen guide, så har I jo ikke nogen til at forklare jer om de steder I besøger?” fortsætter Yassir.

”Det tror jeg godt selv vi kan researche os frem til på internettet,” svarer jeg.

Den forklaring lader til foreløbigt at tilfredsstille Yassir. For nu byder han pludselig os alle fire på te. Og siger at vi skal vente på at komme til interview – og drikke mere te – med Tali_bans turistdirektør.

”Så kan du også sige at du har drukket te med Taliban, ligesom Simi Jan har,” siger min søn, ihukommende titlen på Simis bog og hvad hun selv har fortalt i min bog ”Moderne danske eventyrere.”

Turistdirektøren (som muligvis også er turistminister, men de omtaler ham konsekvent som direktøren) hedder Haji Mohamed Thajeb Sayeb og er en på alle måder mægtig mand.

Fotoet jeg ikke måtte tage

Kontoret er enormt og det er som om alting derinde bevidst er forsøgt holdt i kun to farver. Hvid og marineblå. Langs den ene væg står det måske største skrivebord i hele verden. Rundt langs de tre andre vægge står enorme blå sofaer, der ser nye og vældigt dyre ud. Gulvtæppet er hvidt og pletfrit og et af de tykkeste jeg kan huske med mine sokkeklædte fødder at have betrådt. Direktør Sayeb er iført fnugfri traditionel hvid shalwar kameez klædedragt med en marinblå vest der matcher sofaerne og omviklet med et ligeledes blåt tørklæde. Han er en stor mand med et bredt, rundt og evigt smilende ansigt med et langt hvidt skæg. Hans imponerende og fotogene fremtoning suppleres af en gigantisk blå turban. Bag hans skrivebord vajer et kæmpestort hvidt Tali-ban flag.

”Der er ingen gud udover Gud, Mohammad er guds budbringer” forkynder Shahadaen (den islamiske trosbekendelse) inskriberet med sort midt på det enorme flag. Den hvide baggrundsfarve læser jeg mig senere til skulle symbolisere ”Tali_bans rene tro og regeringsførelse”.

Til at begynde med fortæller jeg lidt om vores planer i Afghanistan og om mine børns alder. For god ordens skyld lyver jeg Charlotte ti år yngre end de 48 år hun er. Direktør Sayed fortæller derefter lidt om landets smukke bjerge. Om smukke haver, grønne dale og brusende floder. Om landets forskellige naturfænomener og flotte moskéer.

”Vi vil gerne se udsigten fra Wazir Akhbar Khan med flaget i solnedgangen foran moskeen,” siger jeg for at holde samtalen kørende.

”Bare husk, at I skal melde jer hver gang I kommer til ny by,” fortsætter direktøren, mens sekretær Yassir pligtskyldigt udleverer et ark med såkaldte ’Tourism directions of foreigners’. De forkynder blandt meget andet at ’turister ikke må tage billeder af ulovlige militærområder’ og at ’turister ikke må lave sightseeing i beboelseskvarterer uden myndighedernes godkendelse’.

”Din søn ligner dig. Og din datter ligner din kone”, fortsætter direktør Sayed venligt inden han siger at: ”Nu vil jeg skrive jeres tilladelse under og så kan I tage ud at fortælle jeres familie og venner at de skal komme til Afghanistan og besøge os.”

Jeg tænker meget I billeder og billedet af Sayeb i hans kontor er et jeg har drømt om at tage. Det føles lidt som et lille stykke af verdenshistorien udspiller sig her i kontoret. En mægtig talibaner med en kæmpe turban i et prægtigt kontor foran et religiøst kæmpeflag der underskriver en erklæring – i et lokale som så vidt jeg forstår på Yassir tidligere har været benyttet af Natos styrker indtil de opgav kampen mod Taliban.

Taget i betragtning af at jeg lige har fået et dokument der kundgør at man ikke må tage billeder af militærinstallationer (med den underfundige tilføjelse: ’and no problem for touristic places and attractions’) er mit spørgsmål til Haji Mohamed Thajeb Sayeb om jeg monstro må tage et billede af ham her i hans imposante kontor måske ikke det allermest veltimede.

Men jeg kan ikke lade være. Og jeg tænker der jo ikke sker noget ved at spørge.

Direktør Sayeb svarer som altid venligt, men nu også bestemt: ”Personligt har jeg ikke noget imod det, men Talibans regler foreskriver at man ikke må tage billeder i de officielle kontorer.”

Så er det møde slut. Med denne afsluttende melding og overleveringen af det underskrevne dokument

Inden vi går, får jeg lov at tage et billede af Yassim ude i forkontoret, og får hans WhatsApp nummer in case vi skulle havne i problemer. Selv om besøget var rart og hjerteligt og Tali_ban direktørens kontor i særdeleshed var airconditioneret må jeg konstatere at min skjorte er gennemblødt af sved. Det er ikke hver dag man holder møde med en Taliban-direktør. Senere skal jeg møde ham igen. Den historie vender vi tilbage til.

Skamskudt ørkenarmycar

Vi går en anden og kortere vej ud af compoundet end da vi kom ind. Både for at se noget nyt, men også fordi det viser sig at vi er gået ind ad bagindgangen. Ved den største hovedkontrolpost der leder ind mod området, holder en skamskudt og bulet ørkenarmycar. Oppe over den sidder en surt udseende soldat. Det er et sindssygt fedt billede. Men jeg tør ikke tage det. Senere vender jeg dog tilbage. Og belært af mine efterfølgende erfaring ude i landet med simpelthen at spørge soldaterne om jeg må fotografere eller ej får jeg rent faktisk lov til at tage dette billede. Af frygt for hvilke reaktioner det alligevel kan afføde (og vel vidende at i Guinea i Vestafrika kostede et nogenlunde tilsvarende billede mig mange timers hårdt forhør) tager jeg det dog så hurtigt at jeg ikke får det hele med. Men tjek billedet ud i albummet.

Vores første fem dage i Kabul går med sightseeing. Efter vi har købt lange abayaer (kåber) og hijab (slør) til Charlotte og Ava. Sådan nogle har vi godt nok også med hjemmefra. Men her er de tyndere og lettere, siger pigerne. Flot udsmykkede med sølvfarvet broderi koster de kun omkring 100 kroner stykket.

I mere end fyrre graders varme går vi først fra den centrale Shahi Do Shamsira-moske og langs Kabulfloden forbi flere handlende end jeg nærmest kan huske at have set i noget andet land inden vi ender ved Pul-e Kheshti Moskeen. Her får vi et tiltrængt afbræk fra de ulideligt tætpakkede menneskemasser. Inde bag portene mod moskeen er der helt anderledes fred og ro.

”But thats a muslim name!” siger den bevæbnede vagt, da han ser min laminerede paskopi og det går op for ham at mit navn er Jakob – eller Yaquuuub som han siger.

”Name of the prophet Jakob is both in the bible and in the Quran.” Siger jeg rutinepræget, da det er et budskab jeg har afleveret mange gange før. Derefter lirer jeg lidt memoriserede høflighedsgloser af – suppleret med de sporadiske ’du er en god mand og jeg er en skør kamel’ af på henholdsvis Urdu, Pashto og Dari. Heldigvis vækker det som altid smil og latter.

Ka Faroshi fuglemarkedet

Heden er vanvittig og solen ubarmhjertig da vi præcis midt på dagen går gennem det legendariske Ka Faroshi fuglemarked, der blandt andet er berømt for at man kan vædde på agerhøne-kampe. Det lyder klichefyldt at skrive at det er som at steppe tilbage i tid, at gå ind på dette marked, men det er samtidig en kommentar det er svært at komme udenom. Blandt utallige fuglebure med lærker og kanariefugle og alskens andre bevingede væsener holder gamle mænd hvil siddende i deres trillebøre, skærslibere hvæser deres knive så gløderne springer og en ung knægt går forbi med godt et dusin afskårne og hårdt grillede gedehoveder og tilhørende gennemstegte klove.

Til frokost får vi meget apropos efterfølgende på en balkonrestaurant flere lækre lammekødsstykker spiddet på bastante spyd end vi nærmest kan tælle. Med brød, suppe, salat og drikkevarer koster det os for hele familien 55 kroner.

Vi besøger også byens zoologiske have (adgang 9 kroner) og Baburs Have (hvor krigerkejseren der i 1504 indtog Kabul ligger begravet). Taxaturene mellem attraktioner koster typisk for hele bilen kun 10-20 kroner. Flere gange oplever vi at chaufførerne siger at de ikke vil have noget for turene fordi vi er gæster i deres land. Jeg insisterer selvfølgelig og efterlader altid betaling på mit sæde når jeg står ud.

Hos boghandleren i Kabul

”Vi sælger ikke mange bøger længere,” siger Sulaiman Shah som vi møder i boghandleren ’Shah M Book Company’ som Sulaiman har overtaget fra Shah Muhammad Rais bedre kendt som ’Boghandleren i Kabul’. Det var her i boghandleren (som dog senere er flyttet til en anden lokation) den norske forfatter Åsne Seierstad opholdt sig inden hun i 2002 udgav sin berømte roman om kvinders (manglende) rettigheder og en afghansk families patriarkalske liv.

Senere sagsøgte familien hende for krænkelse af privatlivets fred og for en række faktuelle unøjagtigheder. En sag som de først vandt, men siden tabte. Shah Muhammad Rais har siden søgt asyl i både Norge, Sverige og England (hvor han lever i dag – han har to koner, en der bor i Norge og en der bor i Canada). Mens hans medarbejder Sulaiman altså trods faldende bogsalg kæmper med at drive butikken videre.

Vi besøger naturligvis også ’Chicken Street’ i det centrale Shahr-e Naw distrikt. Gaden var i 70erne samlingspunkt for rejsende der drog ad hippie-ruten og er både berømt og berygtet for tilgængeligheden af hash og opium. Ganske ulogisk i forhold til gadens navn sælger man i dag afghanske souvenirs og for at gøre forvirringen total sælges de kyllinger der må formodes engang at være blevet handlet her i gaden nu i den tilstødende ’Blomstergade’.

Sneleopardskind og kvinde i en mandeverden

Souvenirsene i kyllingegaden omfatter blandt andet afghanske tæpper og Lapis Lazuli (blå ædelsten). Udover at her altså ikke er nogen kyllinger er der desværre heller ikke rigtigt nogle kunder. Her er heller ikke flere hippier, ikke flere nato-tropper og turisterne har ikke rigtigt indfundet sig endnu. Formentlig er det derfor at butikken der sælger dyreskind, angiveligt omsætter for så lidt. Her kan man (hvis man vil gøre noget der er forbudt) købe skind fra bøffel, leopard, ulv og gudhjælpemig fra den afghanske sneleopard. Skindet fra et af verdens allersjældneste – og stærkt udrydningstruede – dyr koster kun 1.000 amerikanske dollars. Til trods for en anslået bestand på blot mellem 100 og 200 tilbageværende eksemplarer her i landet.

Aftensmaden spiser vi på en særdeles lokal restaurant i blomstergaden. Ava har lidt problemer med maven og er derfor blevet hjemme på hotellet. Måske fordi vi kun har én kvinde med får vi lov til at sidde i restaurantens primære lokale som normalt er forbeholdt mænd. Det kræver dog en del overtalelse. ”Det er dig der bestemmer,” siger jeg til den flinke tjener. ”Men vi vil helst sidde herude.” Underforstået at vi nok havde valgt en anden restaurant hvis vi var blevet gennet ind i det lille kedelige private familierum han prøver at lokke os ind i.

Ude i fælleslokalet er maden god og vi må leve med at turbanklædte herrer kaster onde blikke efter Charlotte. Blikke der i nedladenhed synes ligefrem proportional med størrelsen på mændenes turban.

Da vi går hjem, er tiggerbørnene på gaden som altid vildt nærgående og insisterende. De forfølger os længe. Mange af dem virker helt ødelagte og det er voldsomt synd for dem, men af princip giver jeg kun penge til voksne tiggere. Charlotte giver dem heldigvis ved flere lejligheder vores doggy-bag rester fra vores fyrstelige måltider på byens glimrende restauranter.

Alligevel forekommer her – i hvert fald ikke her i det centrale Kabul – ikke så fattigt som jeg har frygtet. I sine udstillinger (og i min bog) fortæller Mads Nissen om en afghansk familie der solgte deres drengs nyre for at få råd til dagen og vejen. Og Simi Jan fortæller i en af sine bøger om at blive tilbudt 350 kroner for at købe en fattig families barn, så de selv kunne have råd til at spise. Begge episoder ligger et par år tilbage. Forhåbentlig har den almene afghaner fået lidt flere penge mellem hænderne siden da.

(Begge Simis fremragende bøger: ’Til te hos Taleban’ og ’Kære Kabul’ anbefales i øvrigt ligesom de tre bøger om Afghanistan af Khaled Hosseini på det kraftigste.)

Berømte YouTubere leger med ilden

Hjemme på tagterrassen på vores fremragende Khyber-hotel møder vi de mest fantastiske rejsende (som typisk er pænt imponerede over at vi nu for anden gang har taget vores børn med på individuel rejse til Afghanistan).

En af fordelene ved at tage her til verdens (ifølge flere medier) ’farligste land’ er at vi her møder et udsnit af det der godt kunne være verdens sejeste rejsende. Mange af dem er content creators primært på YouTube. Vi møder først supercool Toronto-baserede Chris Must List (must list – som i bucket list). Han har mere end en halv million følgere på YouTube, har været fængslet i Cuba og Trinidad, er nær blevet skudt i Haiti og har en kone der er racerkører. Vi møder også seje Alex Wanders (alexwandersyt på insta). Tjetjenske Amina (Amina_finds på insta) og australske Marco David (Marco Roams på YouTube). Sidstnævnte skal sidenhen få voldsomme problemer med Taliban. Den historie vender vi også tilbage til i en senere post.

Vi føler os ikke bange i Kabul. Det burde vi måske. Men det føles umiddelbart som om Taliban har styr på sikkerheden. Islamisk stat opererer godt nok her i landet og er i krigerisk opposition til Taliban (jeg vender senere tilbage med lidt statistik herfor). Men IS er heldigvis relativt svage og deres angreb er yderst sjældne. Og selv om de siden 2021 mig bekendt kun har gennemført et enkelt terrorangreb rettet mod udlændinge ved man aldrig hvad der kan ske. Men som sagt føles her umiddelbart sikkert nok. Man kan også blive kørt ned på Vesterbrogade. Og hvis man vil have garantier her i livet, skal man købe en brødrister. (Tak til Rune og Maria for det citat)

Over bjerget til den Blå Moské

En dag sidst på eftermiddagen kører vi op over Koh-e Asamai bjerget (der er en del af Hindu Kush-bjergkæden) beliggende i den centrale vestlige del af hovedstaden. Vejen fører på den anden side af bjerget ned til den blå moske eller ”Ziaret Sakhi”. Beliggende nede i den modstående dal, omgivet af en kæmpe kirkegård og med favella-agtige tætte bebyggelser op langs bjerget, ligner det noget fra en fabel. For at vi kan komme ind på moskéens område forlanger Tali_ban fremvisning af vores rejsetilladelse. Den har vi kun på min telefon, men heldigvis kan man i en lille kopi-biks få affotograferet skærmen og printet den krævede fysiske kopi. Senere får vi taget et billede med hele familien i samme opstilling som da vi stod foran den Blå Moske i Mazar-e Sharif i år 2014. Ringen føles sluttet.

I den nedgående sol er det her det perfekte sted at afslutte vores første femdages-ophold i Kabul. Blandt familier der uafladeligt kommer og taler med os, fotograferer os og inviterer os hjem på besøg eller ud at spise. Nogle af dem kommer også simpelthen og deler deres medbragte mad med os. Afghanerne er simpelthen et godt bud på at være verdens mest gæstfrie og venlige mennesker.

Lige så venlige afghanere kan være for besøgende – lige så lidt venlige kan de som vi alle ved være det overfor indtrængende fjender. Vi slutter derfor af med endnu et af Simi Jans vilde citater udtalt af en enøjet Tali-baner hun mødte i Helmand (taget fra ”Til te hos Taliban”) som meget godt rammer Afghanistan ind:

”Hvis du kommer som min gæst, vil jeg gøre alt for dig. Men hvis du kommer som min fjende slår jeg dig ihjel.”

Del 3: Mod Bamiyans bjerge i en defekt hyrevogn ført af en Farsi-talende chauffør

Taxachaufføren Yahya smiler over hele hovedet da jeg en tidlig morgen får øje på ham foran vores Khyber Hotel i det centrale Shahr-e Naw distrikt i Kabul. Han er – finder vi lidt senere ud af – 27 år gammel og dermed præcis lige så gammel som sin kone, der hedder Latifa. Sammen er de forældre til sønnerne Farhad og Farzad på 5 og 3 år.

Yahyas arbejde er at køre sin turkismalede Toyota deletaxa de godt 200 kilometer mellem holdepladserne i Kabul og hjembyen Bamiyan. En tur der normalt tager fem-seks timer.

Afghanistan rundt med privatchauffør

Normalprisen for et sæde i en deletaxa på denne rute er 600 Afghani (55 kroner). Men for 3.000 Afghani (280 kroner) har vi lejet hele bilen, så vi nu har den for os selv. På den måde kan vi blive kørt direkte fra hotel til hotel og slipper for at skulle forbi de to byers kaotiske busstationer hvorfra deletaxaerne normalt afgår. For samme dagspris har vi tilsvarende lejet Yahya til at køre os videre rundt i Afghanistan de næste par dage. På den måde har vi for godt 1.200 kroner sikret at hele familien stadsmæssigt kan blive kørt rundt i Afghanistan med vores helt egen privatchauffør.

Det er på mange måde en perfekt deal. Den har dog også to klare ulemper.

For det første taler Yahya ikke engelsk. Som i ikke et ord. Medmindre altså at ordet tilfældigvis er det samme på engelsk som på pashto (som han taler lidt af) eller på farsi. Ordet ”toilet” forstår han eksempelvis ikke, så det hedder velsagtens noget helt andet på farsi.

Vi kommunikerer derfor primært gennem Yahyas oversætter-app. Den virker ved at oversætte engelsk tale til farsi på skrift (med arabiske tegn) eller fra farsi tale til engelsk skrift (med latinske tegn). Problemet er dog at Yahyas app kun virker så længe han har mobilt internet og det har han typisk kun når vi er i nærheden af en større by.

Vores egen oversætter-app virker til gengæld hele tiden, men offline virker den kun mellem Pashto og Engelsk og forudsætter at man skriver ordene – også dem på Pashto – ved brug af vores latinske alfabet. Og da Yahya ikke er i stand til at skrive med brug af vores latinske alfabet, kan vi kun bruge den løsning til at skrive noget til ham, men ikke til at få svar.

I løbet af de tre dage vi befinder os i Yahyas bil, giver det en række pudsige situationer – se billeder i album. Heldigvis løser vi let de fleste små oversætterproblemer – f.eks. ved at stoppe og spørge tilfældige personer om hjælp.

Den anden udfordring er at vores Toyota Corolla tydeligvis har en defekt. At skrive den kører ujævnt vil være lidt af en underdrivelse. Den humper afsted som var den på kængurubenzin og selv om Yahya er god til at holde den i gang, er den konstant lige ved at gå i stå, især når vi kører i lavt gear.

Flinke afghanere med tunge våben

På veje delvist forsynet med asfalt og sporadisk forsynet med såvel får som tunge lastbiler bevæger vi os alligevel kontinuerligt fremad igennem det spændende land. På vejen passerer vi utallige check points bemandede af Tali_ban. Her ser vi tykke mure, pigtråd, tunge håndvåben og undertiden også guncars eller Humvees. Det ser alt sammen lidt skræmmende ud. Men vores tilladelse fra Ministeriet i Kabul bringer os nogenlunde let gennem kontrolposterne – og efterhånden vænner vi os lige så stille til det høje sikkerhedsniveau.

Vi finder også ud af at mange af de Tali_banere der bemander dem faktisk er overraskende flinke.

”Må jeg tage et billede af dig?” begynder jeg derfor konsekvent at spørge dem.

Omkring to tredjedele siger nej. Nogle gange når der står tre soldater sammen siger en af dem måske ja mens de to andre siger nej. En sjælden gang – som ved Humveen på første billede i albummet – siger alle fire soldater samstemmende ja. Så her skynder jeg mig at skyde løs og håber jeg ikke dermed forbryder mig mod Tali_bans generelle regler.

Efter godt seks timer undervejs – blandt venner som måske engang var fjender – når vi til sidst frem til vores Noor Band Qala hotel i bjergbyen Bamiyan. Og kan konstatere at sikkerheden her om noget er i top. Hotellet er i hvert fald omkranset af en høj pigtrådsomviklet mur og har sit eget skydetårn! Tårnet er dog for det meste ubemandet og vagterne sidder i stedet nede i overvågningsrummet hvorfra de holder øje.

Terror i Bamiyan

Det er måske ikke en tilfældighed at det er netop her i Bamiyan at vores gæstehus har et skydetårn. Siden Tali_bans magtovertagelse i 2021 har der – så vidt jeg har kunnet researche mig frem til – kun været et enkelt terrorangreb rettet mod udenlandske turister, og det fandt netop sted her i byen. Tre spaniere og tre afghanere mistede i maj 2024 livet efter at være blevet skudt på mens de var i byen (iflg. Al Jazeera/Le Monde mens de gik rundt på byens marked – iflg. andre medier mens de sad i en bus). Islamic State – Khorasan Province (IS-KP) tog to dage senere ansvar for angrebet.

Nogle vil måske mene at det er vanvittigt at tage sin familie med til et land hvor terrorister således opererer. Men lad os bare forholde os til det statistisk: Omtrent 7.000 turister besøger angiveligt hvert år i gennemsnit Afghanistan. I løbet af de sidste fire år har der dermed været omtrent 28.000 turister i landet. Og heraf har tre altså mistet livet i et terrorangreb. Det betyder at risikoen er ca. 1 til 10.000. For nogle muligvis en ret signifikant risiko. Men for det første har det fået Taliban til at øge sikkerheden omkring udlændinge i landet – og for det andet er det måske en risiko mange alligevel vil finde overkommelig. Og man kan jo også blive ramt af terror i London, i Nice, på et tysk julemarked – eller i København.

På et oplyst grundlag besluttede vi altså alligevel at tage af sted. Og risikoen kan i øvrigt slet ikke sammenlignes med perioden før Tali_bans magtovertagelse. Dengang – tilbage i 2014 – besøgte vi faktisk også landet som familie. Men dengang holdt os af frygt for hvad der kunne ske konstant så langt under radaren som overhovedet muligt og turde ved den lejlighed ikke at være i landet i særligt lang tid.

Skrigenes by – og de forsvundne Buddha-statuer

Apropos krig og terror tæller Bamiyans attraktioner både Skrigenes By (Shahr-e-Gholghol) og Unesco verdensarvsstedet med det kringlede navn og den omtumlede historie: ”Cultural Landscape and Archaeological Remains of the Bamiyan Valley”. Ved sidstnævnte stod to kæmpe Buddha-statuer indtil Tali_ban-leder Mullah Omar i marts 2001 fik dem destrueret. Stedet omtales stadig ofte officielt (f.eks på Google Maps) som ”Buddha-statuerne i Bamiyan,” selv om der nu kun er to store huller tilbage i klippen, der hvor Buddhaerne en gang stod.

I Bamiyan oplever vi den første udfordring ved at rejse på egen hånd uden guide/fixer/translatør. Tali_bankontoret hvor vi skal registrere vores ankomst viser sig nemlig at være lukket både nu på en torsdag eftermiddag og den efterfølgende fredag som er helligdag her. Lidt af en streg i regningen.

Heldigvis hjælper en flink mand vi møder med at få sat et lille ekstraordinært præhelligdagsmøde op med Tali_ban. For 500 Afghani (45 kroner) under bordet er vores tilladelse vupti korrekt registreret. Det foregår vad at tali_baneren (som vi møder på en restuarant) simpelthen skriver lidt arabisk håndskrift direkte på originalen af vores rejsetilladelsesbrev. På den måde undgår vi at skulle vente to døgn på at få vores tilladelse.

Således kan vi alligevel samme dag fortsætte på sightseeing. Adgangsbilletten (500 AFN – 45 kr pr mand) til vores besøg ved de to historiske sites kan efterfølgende helt ulogisk kun købes ved Skrigenes By. Det svarer lidt til at man i Rom kun skulle kunne købe adgangsbillet til Colosseum ved Trevi-fontænen.

Djengis Khans hævn

Historien bag Skrigenes By – som i dag består af arkæologiske ruiner op langs et bjerg – er at Djengis Khans yndlingsbarnebarn her blev dræbt af skud fra en pil som blev affyret fra den dengang belejrede bjergby. Reaktionen fra Djengis Khan var brutal – han udslettede alle bjergets beboere og for god ordens skyld også alle indbyggere i den omgivende region (i modsætning til Tali-ban lod han dog trods alt buddhaerne stå).

Mens Yahya kører til mekanikeren for at forsøge a reparere den nu kun nødtørftigt fungerende bil besigtiger vi ”Buddha-statuerne i Bamiyan”. Stedets to nu hedengangne statuer blev oprindeligt opført år 600 e.Kr. under det buddhistiske kushanske silkevejsherredømme. Den ene nu pulveriserede statue var en 35 meter høj kvinde (kaldet ”Dronningemor”) og den anden en 55 meter høj mand (kaldet ”Saisai – lyset skinner gennem universet”).

”Hvad synes du om statuerne?” spørger en lokal fyr på stedet imens han optager os på video.

”De er jo forsvundet!” svarer jeg frejdigt. Og fortsætter for god ordens skyld med at sige lidt ukontroversielle almindeligheder om at Afghanistan er et dejligt land at være turist i, at her er gæstfrie folk, god mad og mange spændende sights. Som altid får vi taget utallige billeder med de lokale. De står gerne længe i kø for at få foreviget sig selv med en dansk familie.

Selv uden buddhastatuer er stedet en kæmpe oplevelse og udsigten fra toppen af Skrigenes By over området med de hullede klipper er uforlignelig. Og ved den tidligere ”Dronningemor”-statue spørger en flink Tali_ban vagt om vi har lyst til at få låst en dør op, så vi kan gå op ad den trappe, der er hugget ind i klippen, og som fører op over hullet i klippen hvor buddha-statuen engang stod. Det vil vi selvfølgelig gerne. Jonas der har lidt højdeskræk, vælger dog at blive nede.

Turen op er stejl og strabadserende og da vi når toppen råber jeg ned til vagten om vi bør gå samme vej ned. Det forhindres dog af en gruppe pakistanske turister der er på vej op efter os – og bagtroppen af dem råber at vi bare skal gå ned på hullets anden side.

Da vi kommer ned på den modstående side, viser det sig dog at være en ret så dårlig beslutning. For her er udgangsdøren selvfølgelig – præcis som jeg frygtede – låst. Efter måske ti minutter i varmt selskab med en flok højrøstede pakistanere lykkes det dog at få hidkaldt Taliban-vagten, så han kan låse os ud.

Et vigtigt råd

Om aftenen spiser vi – mens Yahya heldigvis lykkes med at få fikset bilen – middag med flinke engelske Alex (@alewandersyt), hans kønne kærest tjetjenske Amina (@amina_finds) og deres lokale chauffør og guide Noor og Mohamed (@mohmmadtourguide og @peacehope.afghanistan.tours). Et turisthold vi tilfældigvis mødte tidligere på dagen oppe i Skrigenes By. Og det skal vise sig at blive et ret vigtigt tilfældigt møde for Mohammed fortæller mig at det er afgørende at vi kommer meget tidligt om morgenen når vi senere skal besøge Band-e Amir nationalparken. Dermed undgår vi nemlig at møde Taliban, og vi risikerer dermed ikke at Ava og Charlotte formenes adgang. Det kan de risikere at blive fordi Tali_ban i denne provins er mere konservative end i hovedstaden. Og fordi der for nylig her har været en episode med en kvindelig amerikansk pornostjerne, som har fået Tali_ban til markant at stramme reglerne for udenlandske kvinder. Den historie vender vi tilbage til.

På markedet i Bamiyan

Dagen efter besigtiger vi byens marked. Her sælges frugt og grønt direkte fra utallige lastbilers bagsmækker, her er bagerbutikker med kunstfærdigt ophængte brød og de mest perfekt konstruerede og farvekoordinerede krydderipyramider. Selv om jeg kun har min lille iPhone er det et slaraffenland for en fotograf som mig.

”Ichtallei maschi,” siger jeg konstant for det har jeg lært betyder Salam aleikum/velkommen på Pashto. ”Singææ,” supplerer jeg derefter. ”Hvordan går det?”. Det og måske tilstedeværelsen af mine lyshårede børn, bringer sædvanligvis smil frem på mange læber.

Langt de fleste svarer med gæstfrie hilsener og opløftende tilråb. I en lille biks udspyr en ung, og ellers flink ung dreng i lang hvid kjortel dog et udsagn med lidt mere kant:

”Bior kicheiton kuchekunem,” siger han mens hans ven der sidder nede i hjørnet under disken med to fingre omkring hovedet, viser mig djævletegn.

Da jeg ryster lidt uforstående på hovedet lykkes det ham at oversætte: ”Come to kill the enemy” siger han så. Uden jeg skal udtale mig politisk, må jeg bare konstatere at det er et udsagn man godt kan forstå hvor kommer fra.

Omgivet af bevæbnede Tali-banere provianterer vi til sidst lidt frugt og popcorn til vores forestående videre køretur. Da vi går hjem, har vi udsigt til solnedgangen over det hullede bjerg uden Buddhaer. I den nu køligere aftenluft spiller folk fodbold og volleyball på store kunstgræsbaner. Luften er ren og frisk. Eventyret lever. Få steder på kloden føles lige så magiske som her.

Del 4: På kant med Tali_ban i Afghanistans ældste nationalpark

Støvet rejser sig I store skyer bag os som vi på den ujævne grusvej ræser gennem Afghanistans knastørre ørkenlandskab. Vores chauffør Yahya giver den gas og vi kører alt hvad tøjler og tandrem kan holde til. Midt på vejen står her ude midt i Bamiyan-provinsens tørre ingenmandsland fra tid til anden burkaklædte lokale kvinder og tigger. Enkelte af dem har deres børn med. Som bekendt må afghanske kvinder jo desværre ikke arbejde – og i stedet må staklerne altså ty til at stå her med fremstrakt hånd under den evigt brændende sol. En lille del af de afghanske kvinder har dog, modsat hvad mange tror, helt almindeligt arbejde – dem vender vi tilbage til i en senere post.

”Sig til ham at han skal køre hurtigere,” siger min abaya og hijab-tildækkede hustru Charlotte for måske femte gang.

Klokken er syv om morgenen og vi har allerede været undervejs i en time. Egentlig var det slet ikke meningen, at vi skulle have været afsted så tidligt. Men et par andre rejsendes guide Mohammed har fortalt os at hvis ikke vi er inde i nationalparken før Tali_ban begynder at bemande kontrolposterne, så er det langt fra sikkert at Ava og Charlotte overhovedet får lov til at komme ind.

Derfor er vi tidligere på morgenen stået op klokken tyve minutter over fem og efter at have passeret et par ubemandede kontrolposter giver vi den altså nu gas her på de godt 15 kilometer grusvej der fra asfalthovedvejen leder det sidste stykke ind mod nationalparken der er vores endelig dagsmål.

Heldigvis vinder vi kapløbet med Tali_ban og snart efter kan vi parkere ved et udsigtspunkt der byder på et vista der ikke rigtigt minder om noget andet jeg kan huske at have set.

En oase i en ørkendrøm

For foden af de majestætiske Hindu Kush-bjerge kan vi se en sandstensborg der ligger ud til en smaragdgrøn sø. Foran borgen ligger snesevis af fortøjrede, nymalede svaneformede vandcykler klar til at blive sendt afsted. En enlig gul motorbåd med et agtermonteret blafrende Tali_ban flag gennemskærer samtidig ensomt den blikstille sø. Mest af alt ligner stedet en forlystelsespark i et eventyr. Eller en oase i en ørkendrøm.

Alt ånder stadig fred og idyl som vi lidt efter ankommer til søbredden og straks sætter afsted i en af dagens først søsatte svanebåde (18 kr pr person pr time). Vores svane har fire sæder. Fra de to bagerste sæder kan man via sædvanlige små vandcykelpedalskovlhjul drive båden fremad. Mellem sæderne sørger et lille ror for at man også kan bestemme hvilken retning man sejler i. Heldigvis (og modsat hvad vi har frygtet) må lokale kvinder, familier og børn i dag både godt entrere parken og benytte bådene. Men hovedparten af bådene er nu det til trods bemandede af mænd. Mænd i alle aldre som typisk er iført løstsiddende Shalwar kameez, vest og turban eller runde pashtunske hatte skåret op i panden.

Mødet med ’det hvide Tali_ban’

Lidt efter at vi er kommet tilbage på land, ankommer Tali_ban. Deres ledere er i dag iklædt helt hvidt tøj og hvide turbaner. Typisk er de fleste Tali_banere ellers iført sort hovedbeklædning, mens de hvide turbaner så vidt vi har forstået det signalerer at deres ejermænd på et tidspunkt i deres liv været på pilgrimsrejse til Mekka. Jeg har desuden læst et eller andet sted at de såkaldte ”hvide Tali_ban” – som vistnok er dem vi træffer her – er mere konservative og at dem skal man passe meget på ikke at lægge sig ud med.

Efter ankomsten af Tali_ban virker det umiddelbart som om den mere løsslupne og afslappede ’det-er- weekend-og-alt-er-godt-familiestemning’ ændrer sig markant og bliver voldsomt trykket. Nu gælder andre regler må vi forstå på en af myndighedspersonerne, der med bryskt tegnsprog signalerer at jeg absolut ikke må fotografere de lokale, tildækkede kvinder.

Det kommer jeg så til alligevel, for kort tid efter beder to kønne, unge lokale kvinder iført traditionelle egnsklædedragter om de må have lov at tage et billede sammen med 18-årige Ava. Det er et fint motiv og derfor tænker jeg at det vil jeg da også lige forevige. Men se det skulle jeg aldrig have gjort for det får en nærtstående Tali_baner til at tage et hurtig skridt over mod mig og slå mig med knyttet næve på min kameraarm.

Det forholder sig sådan at jeg har været i clinch med politi og myndigheder mange gange i mange lande og dermed har lidt erfaring med den slags ubehageligheder. Jeg har været tilbageholdt, har været udsat for timelange forhør og er blevet truet af hiddsige automatvåbenbevæbnede vagter. Men jeg kan ikke huske nogensinde før at være blevet fysisk slået af ordensmagten.

Fra at være på idyllisk fredagsudflugt frygter jeg momentant og instinktivt pludselig at Tali_ban nu skal tilbageholde mig og gennemsøge kamerarullen på min telefon. Her er der nemlig billeder (som jeg har fået lov til at tage, men det ved de jo ikke) af militærpersonel. Heldigvis slipper jeg med skrækken og bliver ikke engang bedt om at slette det billede jeg lige har taget. Et billede som Charlotte i øvrigt godt må tage. Så udenlandske kvinder i Afghanistan må åbenbart i modsætning til mænd godt fotografere de lokale kvinder.

Pornostjerne med Kalashnikov

Forklaringen på de strikse regler ved Band-e Amir kender vi faktisk godt. Det startede med at Tali_ban tilbage i 2023 i en periode helt forbød kvinder at besøge nationalparken ifølge britiske Daily Mail ”fordi de ikke bar deres tørklæder ordentligt” og ”fordi sightseeing ikke er et must for kvinder”.

Dette forbud blev dog sidenhen ophævet. For så tilbage i marts 2025 at blive genindført for udenlandske kvinder efter den amerikanske pornostjerne Whitney Wright havde besøgt parken og poseret med en AK-47. (søg på Daily Mail og Whitney Wright på google hvis du vil læse den fulde historie).

Heldigvis ligger den for Tali_ban så uheldige associering mellem vestlig porno og afghanske turistattraktioner nu altså nogle måneder tilbage og restriktionerne synes langsomt på vej til at blive ophævet – og vores to piger har altså som sagt fået adgang til både park og svanebåde.

Visse regler gælder dog stadig. En af dem er at alle kvinder nu efter Tali-bans herkomst pludselig på dagen for vores besøg beordres til kun at måtte opholde sig inde i et afgrænset aflukke. Ava som i forvejen både er påvirket af højden (parken ligger cirka 3.000 moh.) og den evigt omklamrende varme er langt fra tilfreds med i den grad at få indskrænket sin bevægelsesfrihed. Hendes helbredssituation og hendes mange, lange, sorte og brandvarme gevandter hjælper hende selvfølgelig i den henseende ikke.

Lidt senere flytter et par lokale kvinder lidt på et par stole, så de dermed får en lille smule bedre plads. Og det skal jeg hilse at sige ikke er noget Tali-ban bifalder. Straks genlyder høje, skingre fløjtelyde gennem ørkenluften og de formastelige kvinder beordres til omgående at stille stolene tilbage.

Fra Band-e Amir returnerer vi samme eftermiddag til endnu en overnatning i Bamiyan. Derfra skal vi senere sætte kursen mod provinsbyen Ghazni, der ligger knap tre timers kørsel fra Kabul. Her skal vi besøge en by, der i langt mindre grad en ’buddhabyen’ Bamiyan og bjergsøbyen Band-e Amir, er vant til at modtage turister.

Del 5: Med Tali_ban eskorte i Ghazni

At gå rundt I den afghanske by Ghaznis menneskemyldrende gader føles lidt som at gå rundt i en centralasiatisk verden af en anden tid. Og det til trods for at byen med de godt 190.000 indbyggere kun ligger knap fire timers kørsel fra hovedstaden Kabul.

Her i byen, der typisk udgør det første stop på hovedvejen mod Kandehar, stirrer de lokale til at begynde med på os med øjne så store som tankhjul. Nogle af dem går simpelthen lidt befippede i stå midt i deres daglige gøremål.

Kulbægre og burkaer

Lokale drenge bærende på små såkaldte kangarier følger os uafladeligt rundt på gaden med deres små hænder bedende rakt frem eller skulende med længselsfulde øjne. Kulbægrene i deres hænder indeholder levende gløder og dem slæber drengene nærmest rituelt rundt til folk som ønsker at tænde ild, men som ikke selv er i besiddelse af hverken tændstikker eller lighter. Kulbeholderne fungerer tillige som små transportable radiatorer hvilket kan være praktisk i et land hvor kul ofte er billigere og lettere at få fat på end elektricitet eller gas. Om vinteren kan man derved samtidig varme sig ved disse små naturlige brændeovne, men nu midt om sommeren hvor temperaturen nogle gange nærmer sig de fyrre grader, er der ikke meget værdi i drengenes glødedåser.

Her i byen ser vi markant flere damer i den traditionelle blå burka med perforerede ansigtsstofnet end vi har set i resten af landet. Heldigvis virker det ikke, som om folk her har noget synderligt problem med, at vi fotograferer dem. Vores generelle erfaring er dog, at det er noget, der hurtigt kan ændre sig, så snart der begynder at komme lidt flere turister.

På egen hånd i provinsen

I modsætning til da vi tidligere gik rundt i gaderne i Kabul eller i turistbyerne Bamiyan og Band-e Amir – hvor turister trods alt ikke er noget helt fremmed syn – så føler vi os altså her i Ghaznis gader som om vi stikker meget mere ud. Mange byder os dog fortsat velkomne og smiler bredt mod os, men det er alligevel som om mange af dem tænker ”hvad laver den mærkelige familie dog her?”

Jeg ved ikke helt hvordan eller hvorfor men det er desuden som om de lokale altid har en særlig evne til at lugte når nyankomne rejsende som os lige er kommet ind med firetoget (som i vores tilfælde var en deletaxa). Det er altid som om man er lidt mere udsat på den første gåtur.

”Manana Malgare” (tak ven) har jeg heldigvis lært at sige på pashto. Og ordet ven kan jeg sige i yderligere tre variationer på henholdsvis dari og pashto: Dost! andywol! og rafik! råber jeg derfor uafladeligt til nærmest hvem der måtte være inden for hørevidde. Suppleret med lidt øvrige gloser på landets to primære sprog. Og hurtigt vænner vi os som altid alligevel til omgivelserne og stemningen bliver lidt mere afslappet.

Vores chauffør Yahya har kørt os her til Ghazni og er derefter alene returneret til sit hjem i Bamiyan. Derfor er vi nu helt på egen hånd og afhængig af offentlig transport for at rejse videre. Manglen på guide/fixer/translatør betyder også, at vi selv er ansvarlige for at melde os på byens Tali_ban kontor for at søge tilladelse til at opholde os her i byen. Det visit har vi dog besluttet at udskyde til dagen efter – da vi først er ankommet her til Ghazni ud på eftermiddagen.

Tilfældigvis befinder vores nye rejsevenner engelske Alex (@alexwandersyt) og Amina (@amina_finds) sammen med deres guide og chauffør også her i byen. På WhatsApp aftaler jeg derfor med gode Mohammed at mødes ved deres hotel for sammen denne første aften at gå ud at spise.

”In ten minutes I will be at Uranus,” skriver jeg derfor frejdigt til ham på WhatsApp. Ti sekunder efter afsendelsen går det op for mig at jeg – til trods for at have brugt gruppens hotels helt korrekte navn – dermed har skrevet en sætning der forholdsvist let kan misforstås.

Forsøg gerne selv, kære læser, at sige denne sætning tre gange hurtigt efter hinanden uden at tænke på andet end et hotel der hedder Uranus. Efterfølgende kan du eventuelt forlyste dig med hastigt at repetere den lidt tilsvarende sætning: ”Slagteren sad i kælderen os pillede spæk.”

Næste morgen starter med en lille episode af den slags som man nærmest kun oplever i Mellemøsten og Centralasien. Da vi sidder ved morgenbordet på vores restaurant i Hotel Taj Continental (195 kroner pr nat pr dobbeltværelse inklusiv morgenmad) kommer en tilfældig lokal restaurantgæst over og siger:

”Velkommen til Afghanistan. Jeg vil gerne byde jer på kaffe, smoothies og milkshakes på min regning, fordi jeg synes, det er sejt, at I rejser som familie i mit land”

Jeg forsøger som altid, når jeg får sådanne tilbud at argumentere med, at det er alt for meget, og vi sagtens selv kan betale for os selv. Men det vil vores nye ven overhovedet ikke høre tale om. Han har allerede betalt oppe i baren, beretter han og uden at forlange det mindste til gengæld forlader han restauranten. Hvad denne her slags gæstfrihed angår tror jeg ikke jeg har oplevet noget lignende udover i også helt formidabelt gæstfrie lande som: Irak, Iran, Syrien og Oman.

På det lokale Tali_ban-kontor

For ni kroner tager vi efterfølgende en taxa til det lokale ’ministry of information and culture’-kontor også kendt som det lokale Tali_ban-kontor. Så snart vi har taget vores sko af bliver vi her ledt ind på Tali_ban chefen Mosamel Hotaks kontor. Ligesom sine tre kontorfæller er han superflink og gæstfri. På måske tyve sekunder underskriver han vores rejsetilladelse og laver desuden et nyt dokument, der certificerer at vi må opholde os her i Ghazni. Vi må tage alle de billeder af ham, os selv og hans ansatte som vi skulle have lyst til.

”Har I en translatør,” spørger Mosamel Hotak så.

”Nej,” svarer jeg.

”Så vil min kollega tage med jer rundt.”

Vi får derfor tildelt Ahmed Shah som vores – gratis – lokalguide og translatør. Det er ikke noget der er til diskussion. Og et eller andet sted er det jo både meget rart – og lidt spændende – sådan at have sin egen turistguide og Tali_ban-eskorte. Formentlig fungerer Ahmed Shah også som en form for vagt. Men i modsætning til i Khyber Pakhtunkhwa-provinsen i Pakistan er vores ledsager her ikke armeret. Eller det vil sige, han er i hvert fald ikke åbenlyst armeret med et stort automatvåben, som det var tilfældet i Pakistan. Jeg gætter på, han alligevel har et mindre håndvåben gemt et sted under sin løsthængende kjortel, men det er ikke noget vi nogensinde får at se.

Ahmed Shah taler nogenlunde engelsk og fortæller os at han er gift og har en datter på to år. Hans nu afdøde far var landmand, mens hans mor stadig er iblandt os. Vores eskorte fortæller desuden at han – i modsætning til sin far – har nydt godt af at få gratis uddannelse og har studeret pashto på universitetet i Kandahar.

Vi starter med at besøge museet med det noget ulogiske navn ”Ghazni National Museum” som er et arkæologimuseum. (det svarer lidt til hvis nationalmuseet lå i Roskilde og lokalmuseet i København). Derfra fortsætter vi til byens hovedbibliotek, der drives af en smilende tali_baner med en kæmpe turban. Både hans kontor og hans forkontor er rigt udsmykkede med Tali_ban-flag som vi – ligesom ham selv – hjertens gerne må fotografere lige så tosset vi lyster. Da bibliotekschefen (som jeg har glemt hvad hedder) viser mig rundt blandt etablissementets mange bøger kommer jeg til at fortælle at jeg selv har skrevet to bøger.

Nærmest så snart ordene har forladt min mund fortryder jeg mit udsagn. Ikke fordi mine bøger bør være særlig kontroversielle. Men de indeholder dog både min personlige (faktuelle og upolitiske) beskrivelse af vores første korte familiebesøg i Afghanistan i 2014 og et interview (faktuelt og sobert synes jeg) med den gode Simi Jan, der blandt andet omhandler Tali_bans magtovertagelse i 2021. Ikke noget Tali-ban burde kunne sætte en finger på. Men man ved aldrig og det havde været lettere bare at undlade at nævne mine bøger.

Og det kan netop være ulempen ved at rejse i lande som dette. At man hele tiden skal være på vagt for ikke at komme til at sige, gøre eller referere til noget som Tali_ban, som man jo ikke nødvendigvis altid er helt enig med, kan finde kontroversielt.

Ude på gaden hyrer vi formedelst 60 kroner en lillebitte taxa for resten af dagen. Ahmed sidder på passagersædet. Kun med nød og næppe kan vi skrue vores families fire (ellers ikke specielt store synes jeg) bagdele ned på det smalle bagsæde.

Med vores egen private turguide besigtiger vi derefter først byens to berømte minareter. Hvert af de omtrent tyve meter høje tårne er rigt dekoreret med terrakotta-relieffer, arabisk kalligrafi og islamiske mønstre og ornamentik vistnok helt tilbage fra deres opførelse i det 12te århundrede. Derfra fortsætter vi til det vældige mudder- og stenfort (opført omkring år 1.000) der troner over byen og sikrer en formidabel udsigt.

”Handler dine bøger om Afghanistan?” spørger Ahmed Shah på ret så observant vis da vi går det sidste stykke op ad bjerget.

”Nej,” siger jeg for simplicitetens skyld. Og skifter så delvist emne og fortæller ham at jeg har arbejdet som ’ingeniør’ i mange år, men nu lever af at skrive ikke-politiske rejsereportager. Den forklaring synes heldigvis at tilfredsstille ham.

Samtaler med Tali_ban

Oppe på fortet møder vi lidt senere en lokal familie, der inviterer os hjem i deres nærliggende hus hvor vi kan få lidt koldt at drikke.

Den invitation takker vi fluks ja til. Men sådan spiller Tali_bans klaver ikke.

”I må ikke besøge lokale, for i deres hjem kan vi ikke garantere for jeres sikkerhed,” siger Ahmed Shah blot med bestemt mine.

Til frokost byder vi i stedet hjemme på vores hotel Ahmed Shah på vores lokale favoritret – Mutton Karahi (med 1,5 kilo kød), som er en fantastisk gryderet med lammekød i en halvstærk, fed og langtidsindkogt tomatsovs. For i alt fem mennesker udgør den samlede pris på en fin restaurant og med drikkevarer blot 130 kroner. Samme dag besøger vi også byens fuglemarked og militærmuseet hvor dusinvis af gamle russiske og amerikanske tanks er opstillet langs Ghazni-floden (som er biflod til Helmand-floden).

I løbet af vores godt to uger i Afghanistan taler jeg med ganske mange Tali_ban medlemmer. Samtalen med en af dem – og her nævner jeg bevidst ikke hans navn for man ved aldrig hvem der læser med – lyder sådan her:

”Hvis kvinder ikke må arbejde i Afghanistan, hvordan kan det så være, at vi har set flere af dem arbejde både i sikkerhedskontroller og som tjenere på landets restauranter? – Og at vi har hørt at kvinder arbejder som sygeplejersker på flere af landets hospitaler?”

”Fordi der er regionale forskelle. Og fordi der gøres undtagelser hvor tilstrækkeligt magtfulde lokale Tali-ban-ledere regerer,” kommer svaret prompte.

”Tror du at der er folkelig opbakning til Tali_bans strenge regler overfor kvinder inklusiv at de kun må gå i skole indtil 6. klasse?” fortsætter jeg.

”Jeg tror at 95% af Afghanerne ønsker at give kvinder ret til at arbejde og få uddannelse. Og kun 5% er i mod. Men internt blandt Tali_ban tror jeg at 70% er for at opretholde restriktionerne og kun 30 procent er i mod.”

Lidt baggrundsinternetresearch (som jeg ikke 100% kan garantere validiteten af da kilderne er lidt sparsomme) viser at kun omkring 13% af befolkningen generelt støtter Taliban og at antallet af bevægelsens medlemmer i det hele taget kun udgør under 1% af befolkningen. Disse tal stemmer således fint overens med de tal jeg får fortalt.

”Hvad laver din hustru?” spørger jeg så.

”Hun er hjemmegående.”

”Kunne hun godt tænke sig at studere eller arbejde?”

”Ja, selvfølgelig,” svarer min kilde ”og det kunne jeg også godt tænke mig at hun kunne.”

”Tror du at Tali_ban kunne finde på at slække på reglerne senere?”

”Det kunne man sagtens forestille sig.”

I løbet af vores tid i Afghanistan bliver vi også på et tidspunkt opsøgt af et Tali_ban medlem som vi tidligere på rejsen har været i kontakt med. Igen nævner jeg ingen navne. Det undrer mig til at begynde med voldsomt at denne person således ud af det blå opsøger os og først er jeg nervøs for om han skulle synes at vi kunne have gjort et eller andet vi ikke måtte. Efter at have danset lidt om den varme grød kommer den reelle grund til besøget dog for dagen:

”Kan du hjælpe mig med at få en måneds visum til Danmark?”

Det er et spørgsmål jeg er ret vant til at få når jeg rejser. Men jeg har ikke forestillet mig at få det fra et medlem af Tali_ban!

Jeg fortæller ham hurtigt lidt om Danmarks meget skrappe immigrationsregler, siger at jeg desværre ikke kan hjælpe og spørger ham så efter en pludselig indskydelse om han kender bøgerne ”Boghandleren i Kabul” og ”Drageløberen”. Begge bøger der – på godt og ondt – beskriver Afghanistan. Og om disse bøger monstro er tilladte her i landet?

Underligt nok kender han ingen af dem – eller også vil han bare ikke af taktiske årsager indrømme at han kender dem – til trods for at han fortæller at han er meget belæst.

”Men hvis du kan købe dem i Kabul, så er de ikke ulovlige,” fortsætter han.

Hvad angår Khaled Hosseinis (fantastiske) tre bøger (”Drageløberen”, ”Under en strålende sol”, og ”Og bjergene gav genlyd” så viser de sig faktisk at stå på Tali_bans forbudsliste. Så disse udgivelser er der måske en naturlig forklaring på at Tali_ban-manden ikke kender til. Men jeg har ved selvsyn konstateret at man godt kan købe ”Boghandleren i Kabul” hos, ja, boghandleren i Kabul. Så måske er censuren fra Tali_bans side alligevel ikke helt så omfattende som mange måske tror.

Sidst på eftermiddagen går vi selv en tur i byen efter Ahmed Shah er taget hjem. Vi går i basaren, ser et lille tivoli med et rustent pariserhjul, krydser byens udtørrede, plastikaffaldsfyldte flod og køber en kæmpe vandmelon for 90 øre.

Aftenens dramatik består i at børnene opdager at der er en mus på deres værelse. Det resulterer i en lang efterforskning der udmunder sig i at vores gode, flinke hotelansatte Osman lokaliserer et musehul under Avas seng. Mens musen er inde i hullet, propper gode Osman det til med gamle klude så den frække lille gnaver ikke burde kunne forstyrre vores Afghanistanseventyr yderligere.

Tilbage til Kabul

Dagen efter sætter vi kursen retur mod Kabul. Det er snydelet at arrangere. Normalt ville vi først tage en privat taxa til holdepladsen for deletaxaerne i Ghazni, derfra en deletaxa til den tilsvarende holdeplads i Kabul (som ligger 17 kilometer fra centrum) og derfra til sidst endnu en taxa til vores hotel. Men i stedet booker vi bare – nu vi alligevel er fire personer svarende til at fylde en hel taxa op – en privat taxa hele vejen til vores hotel i Kabul. Den koster – for cirka fire timers dør-til-dør transport kun 3.000 Afghanis svarende til 280 kroner. Og samlet er det faktisk lidt billigere end hvis vi var taget via holdepladserne.

Dagens chauffør hedder Fayaz og er lidt for ung til min smag og måske er det derfor han kører lidt for friskt. En enkelt gang bliver vi i høj fart tvunget langt ud i grusrabatten fordi en modkørende samtidigt hasarderet overhaler en lastbil og Fayaz ikke rettidigt når at få sat farten ned.

Vejen er for det meste asfalteret, men byder undervejs på strækninger med vejarbejde der tvinger os ud på vilde og lange omveje. Her foregår kørslen på stenede, hullede grusveje hvor jungleloven hersker. Kæmpelastbiler, tuk-tuker og almindelige biler halvt forsvundet i enorme støvskyer slås her opportunistisk om den ofte alt for trange plads.

Selv her I den private taxa skal Charlotte og Ava bære fuld tildækning – og med op mod 50 grader udenfor i solen er turen en i sandhed varm fornøjelse.

Da vi ankommer til Kabul, føles det dejligt at være tilbage i hovedstaden på det fænomenale hotel Khyber med den fantastiske og svalende tagterrasse (igen 190 kroner pr dobbeltværelse pr nat med morgenmad).

Her skal vi tilbringe de kommende dage med at tage på minemuseum, blive interviewet til afghansk TV, blive inviteret til bryllup, blive foreviget af en fotograf med et 60 år gammelt kamera, forsøge at komme i vandland og besøge det ikoniske Tali-ban-dominerede Wasir Akhbar Khan udsigtspunkt.

Vi skal også opleve endnu et par mildest talt specielle møder med Tali_ban blandt andet et der udvikler sig ganske dramatisk. Mere om det i den næste post. Stay tuned – og tak fordi du læser med.

Del 6: ”No retreat, baby, no surrender.” Taliban stormer vores hotel i Kabul, besøg på landminemuseum og interview på afghansk tv

Det er nærmest som om vi vender hjem til vores længe savnede familie da vi efter vores afghanske rundrejse returnerer til Khyber Hotel i Kabul.

De er der i hvert fald alle sammen da vi ankommer: receptionisterne Mohamed, Hedoyat og Hamid Allah, chefen Hafiz, chaufføren Faisal og værelsesdrengene Bilal og Ferdavs. Og der er ingen grænser for hvad de nu vil gøre for den tilbagevendte danske familie.

I særdeleshed gælder dette 20-årige Ferdavs der tydeligvis har et godt øje til vores datter Ava. Vi tror måske det skyldes at han ikke ligefrem er vant til at se smukke udenlandske piger på nogenlunde samme alder som ham selv her på stedet. Så han vil rigtig gerne invitere vores familie til te på tagterrassen. Og den hjertelige hoteldirektør Hafiz insisterer samtidig på hver dag at byde os på frokost og minsandten om han ikke også via sin ven – ud af det blå – pludselig inviterer os med til et bryllup.

”Der kommer cirka 1.000 mennesker. Festen afholdes i et kæmpe bryllupspalads, og selvfølgelig skal I med” insisterer Hafiz’ højre hånd muntert da han overbringer os invitationen.

Selvfølgelig skal vi det – og det sender naturligvis Charlotte (og ungerne) på momentan hovedstadsgavejagt der resulterer i indkøbet af to flotte æsker. Den ene indeholder utallige chokolader, den anden er en knaldrød, hjerteformet ledsagerkasse til det beløb man normalt også donerer til brudeparret.

Eventyrligt udsigtspunkt

Før vi skal til bryllup besøger vi dog udsigtspunktet i det mondæne Wazir Akhbar Khan-distrikt. Et nærmest mytisk sted for mig, for det var her at store dele af handlingen i romanen ”Drageløberen” udspillede sig. I dag er området et rigmandskvarter, der også huser ambassader for de nu meget få lande der fortsat har diplomatisk repræsentation i Afghanistan (både den Amerikanske og danske ambassade har været lukkede siden 2021).

På toppen af Wazir Akhbar Khan-bjerget vajer det hvide Tali-banflag fra en af landets højeste flagstænger. Her i parken, der udgør udsigtspunktets base, ser vi ikke en eneste lokal kvinde. Og langt hovedparten af mændene omkring os er iklædt mægtige Taliban-turbaner lavet ved at vikle lange sorte tørklæder stramt om deres hoveder. Det er et i sandhed eventyrligt sted– især når det som nu er skumringstime, som i aften søreme tillige byder på en malerisk solnedgang.

Nær det høje flag ligger en moske der lidt ligner Al Aqsa moskéen i Jerusalem. Og bag den ligger, utroligt nok et nu forladt og udtørret svømmebassin. Bassinet byder på et udspringstårn med et par fortsat strittende fem- og timetervipper. Som forladte troldefingre rækker de spøgelsesagtigt ud mod afgrunden.

Lidt internetresearch afslører efterfølgende at sovjetrussiske soldater brugte bassinet – der ligger i knap 2000 højdemeter – til højdetræning under deres besættelse af landet i 1980erne.

Ligesom amerikanerne lykkedes russerne som bekendt ikke med deres forehavende om at overtage styringen af landet. ”No retreat, baby, no surrender”, som Springsteen synger – synes nemlig fortsat, og upåagtet af hvad landet har oplevet af modstand, at være både mujahedinernes og Talibans vedblivende motto.

Som sædvanlig er alle vi møder overstrømmende imødekommende og gæstfri. Sådan har det dog ikke altid været. I september 2022 – godt et år efter Talibans magtovertagelse – blev syv mennesker dræbt og 41 sårede ved et bilbombeangreb lige udenfor moskeen.

Mens vi er afsted, får vi pludselig en besked om at vores værter alligevel ikke skal til bryllup samme aften. Angiveligt fordi de pludselig har fået at vide at de alligevel ikke er inviterede (?!). Dermed bortfalder vores invitation selvfølgelig også, og vi får i stedet fornøjelsen af at slæbe rundt på to fine æsker under vores videre rejse. Vi funderer lidt over om det måske i virkeligheden er Talibans forbud mod at besøge folk i privat regi der her spiller ind, men får aldrig nogen fuld forklaring. En anden teori kan være at mange angiveligt omgår Talibans regler om at musik ikke må afspilles til bryllupper og at der kan komme mere fokus herpå, hvis udlændinge deltager i en fejring.

Militærmuseum og TV-studie

Dagen efter hyrer vi en taxa for en halv dag (formedelst 95 kroner). Via Mohamed i receptionen har vi aftalt med vores overhovedet ikke engelsktalende chauffør, at han først skal køre os til hovedstadsmilitærmuseet der lyder navnet Omar Landmine Museum. Det misforstår han desværre og sætter i stedet kursen den gale vej, op over bjerget og med retning imod Nationalmuseet. Heldigvis opdager jeg hurtigt miseren og får ham via min GPS og Google Maps ledt i den rigtige retning. Det betyder dog at vi kommer den forkerte vej gennem centrum og ender med at spilde en time i et særdeles stillestående afghansk bilhav.

Minemuseet er omgivet af en tyk mur med pigtråd og beskyttet af tungt-armerede vagter. I 2017 blev stedet angrebet af medlemmer af Islamisk Stat, der var forklædt som politimænd. Ifølge Washington Post sprængte en selvmordsbomber sig selv ved porten, mens tre øvrige angribere trængte ind i bygningen med skydevåben og granater. En sikkerhedsvagt blev dræbt og 20 blev sårede.

Museet drives i dag af afghanske Imran, som har studeret IT i Pakistan, men er returneret til sit fødeland for at hjælpe til med blandt andet minerydning og museumsdrift. Efter de internationale styrker trak sig ud har han ikke haft råd til ansatte og har stort set ikke fået nogen løn. Han har været far til fire børn, men har nu mistet dem, fordi de alle var født med den samme sygdom, som han og hans kone ikke havde råd til medicin imod. Det har de desværre stadig ikke, og nu har de opgivet håbet om at få flere børn.

Imran fortæller en række facts om minerydningsindsatsen i landet. Så vidt jeg kan researche mig frem til stemmer disse tal dog ikke allesammen helt godt overens med virkeligheden, så tag dem venligst med et gran salt. Han fortæller at ”1.500 mineryddere har mistet livet i løbet af de sidste 35 år”, at ”der dør i gennemsnit tre børn om dagen pga. miner,” at ”Afghanistan længe var verdens mest minerede land, men at det nu er blevet overhalet af Ukraine,” at ”der nu sker markant flere mineulykker end for fire år siden” (fordi færre har fokus på faren) og ”at ulykkerne primært sker i landområderne – ofte i forbindelse med boldspil – og de sker til trods for at 85% af landet nu er renset for miner.”

Lige ved siden af minemuseet – og beskyttet af samme sikkerhedsparameter – ligger Shamshad tv-studierne. Selskabet er en af landets største privatejede tv-stationer. Det tidligere omtalte terrorangreb mod museet var samtidig også rettet mod tv-studierne. Snart efter landets sikkerhedsstyrker havde neutraliseret angriberne var stationen dog trodsigt i luften igen.

Taliban bandlyste i øvrigt alt tv (og biografer, musik og andre medier) i perioden fra 1996 til 2001. I dag er tv igen tilladt. Der er dog fortsat ikke rigtigt nogen opererende biografer i landet. Og musik er officielt forbudt – selv om det høres over hele landet, både ved Taliban checkpoints og afspillet ud ad vinduerne fra deres militærkøretøjer. Ifølge CNN er vandpiberygning og at få en vestlig frisure desuden fortsat strafbart.

Efter museumsbesøget får vi en rundvisning i Shamshad tv-stationens studier. Kanalen har opereret dels her fra Kabul og dels fra Dubai siden 2005. Set-up’et ser yderst professionelt ud. Vi får lavet et par små familie-interview (blandt andet et forestået af en af kanalens mest kendte værter), selv om jeg er lidt i tvivl om det er et uheldigt signal sådan ukritisk at hylde Afghanistan som rejseland. Omvendt betyder det jo langt fra at vi er enige i styrets til tider uhyrlige restriktioner, og vi tænker at folk nok godt selv kan skelne mellem disse ting – især hvis de rent faktisk ulejliger sig til at læse hvad jeg skriver om landet her i mine medfølgende opslag.

Hos landets sidste box-kamera fotograf?

Vi fortsætter ud til den østlige Kabul-forstad Karte Naow. Her bor 77-årige Haji Mir Zaman, der er kendt som den måske sidste professionelle boxkamera-fotograf i hele Afghanistan. Hans gamle træboksapparat – kaldet et kamra-e-faoree – fungerer på en gang som mørkekammer og kamera.

Haji Mir Zaman startede som teenager i sin fætters studie i Kabul og har nu praktiseret denne helt specielle kamerateknik i årtier. Under Talibans styre i 1990’erne, hvor billeder af levende væsener officielt var forbudt, var folk som Haji Mir Zaman med til at sikre at fotograferingstraditionen i det skjulte alligevel blev videreført.

Haji Mir Zaman tager sine billeder ved først manuelt at fjerne linsedækslet og eksponering kan efterfølgende vare i op til 40 sekunder. Derefter udvikles papirnegativet inde i boksen. Med fremkomsten af digital teknologi er denne gamle kameratradition dog hastigt ved at uddø. Der findes nemlig kun stærkt begrænsede reservedele og relevant fotopapir. Så når Haji Mir Zaman sidste forsyninger er opbrugt, vil denne kulturarv formentlig gå tabt.

Da vi ankommer møder vi først Haji Mir Zamans kvikke 15-årige barnebarn Sahel. Han drøner hurtigt afsted for at hente sin bedstefar og beretter efterfølgende at han (altså bedstefaren) har hele 12 børn og 55 børnebørn. Og at her kommer 50-100 turister pr måned om sommeren og måske 20 om måneden om vinteren.

I modsætning til stort set alle hans landsmænd er Haji Mir Zaman meget lidt charmerende. Han insisterer eksempelvis hårdnakket på kun at blive afbilledet med den grimme røde forside af hans kamera vendt fremad og er paradoksalt nok i det hele taget ikke meget for selv at blive fotograferet. Flere turistpiger der kommer herud, har desuden rapporteret, at han har gramset på dem. Uagtet dette er det stadig en unik oplevelse at besøge den gamle fotografhåndværksmester.

Praktisk info boxkamerafotografering: Pris for foto (grundet materialemangel): 2000 AFN = 180 kroner. Det tog et sted mellem 10-20 minutter at producere mit foto. Kun en person kan fotograferes ad gangen (vi fik nej til at forsøge at forevige alle fire ansigter på et og samme billede.).

Taliban stormer vores hotel

Idet vores taxa returnerer til Khyber hotellet og kører op foran indgangen ser jeg to svært bevæbnede Taliban-soldater der i det samme stormer hotellet.

”Sh*t, jeg håber ikke det er os de er ude efter,” når jeg at tænke.

Da vi snart efter når ind i receptionen er alting kaos. Mellem ti og femten automatgeværbevæbnede soldater i enten sort eller camouflagefarvet tøj kommanderer højlydt med hotelpersonalet. ”Police” står der på en af soldaternes bukser. Mohammed i receptionen siger skyndsomt til os at vi lige nu ikke kan komme forbi de ophidsede mennesker. I stedet for at fortsætte op mod vores værelser beder han os derfor om at tage plads på en række stole i lokalets hjørne yderst mod udgangsdøren.

Talibanerne vil helt tydeligt have fat i en eller anden. På en mobiltelefon viser de et eller andet til Mohammed og peger ophidsede på skærmen. Som den eneste kan Jonas se, hvad der er de fremviser.

”Det er en vesterlænding – og jeg tror han laver livestream,” fortæller vores søn os.

Soldaterne forlanger nu, at hvem der end er på videoen straks bliver udleveret. Mohamed fremfinder hurtigt vedkommendes pasoplysninger, og siger på pashto – får vi senere fortalt –– at vedkommende ikke længere bor på hotellet. Og at han så vidt vides faktisk allerede helt har forladt Afghanistan.

Det tilfredsstiller dog langt fra Taliban, som nu forlanger at få adgang til at gennemsøge alle værelser på hotellet.

Det synes de hotelansvarlige – som i mellemtiden er kommet til – naturligvis ikke er nogen særlig god idé.

Forestil dig selv at bo på hotel i Kabul og pludselig at blive banket op af svært bevæbnede, ophidsede Taliban soldater.

Hotelchefen nægter, bølgerne går højt og på et tidspunkt begynder Talibanerne sågar at skændes indbyrdes. Senere får vi fortalt at det skyldes at der er forskellige fraktioner indenfor Taliban (militær, politi, myndigheder) og at de langt fra altid er enige om tingene.

Efter nogen tid synes soldaterne dog så småt at acceptere at de ikke kan få adgang til værelserne og at ham de er ude efter, ikke længere befinder sig på hotellet. Lidt efter eskalerer situation kortvarigt igen for så endnu engang at falde til ro. Og da det sker giver Mohammed os besked om, at det nu er tid til at vi skynder os forbi soldaterne og op på vores værelse.

Resten af dagen er alle, der arbejder på hotellet, tydeligt nervøse af frygt for at eventuelle yderligere restriktioner ville kunne påvirke den fortsatte hoteldrift.

Forklaringen

Om aftenen møder vi på vores tagterrasse canadiske Chris Must List og hans lokale guide Kaiser som vi også mødte inden vores rundtur i landet. Via deres fortælling, sammenholdt med det vi selv har oplevet, kan vi sammenstykke, hvad der skete tidligere på dagen.

Personen Taliban var ude efter viser sig at være den australske YouTuber Marcus David Romer (”Marco Roams” på diverse sociale medier) som Chris og Kaiser ugen forinden har rejst rundt i Afghanistan sammen med. Chris ringer derfor fluks til Marco på WhatsApp for at prøve at finde ud af hvad der er sket.

Marco befinder sig nu i Dubai og tidligere samme dag har han derfra lavet en livestream. I titlen på denne stod der noget med Afghanistan (og noget med Dubai) og på streamen sad Marco med en øl foran sig. Og hvis der er noget Taliban ikke ønsker at få sammenkoblet så er det (udover erotik og turisme jf. den tidligere historie med pornostjernen) indtagelse af alkohol og turisme.

Læg dertil at Marco også havde optaget en drengerøvsvideo i Afghanistan hvor han står med en lokalt indkøbt flaske, og holder en finger over de tre første bogstaver i ordet ’non-alcoholic,’ for derved at lade som om, at han på ulovlig vis er i besiddelse af lokalt ildvand.

Efter at have set denne video troede Taliban åbenbart at Marco stadig befandt sig på Khyber-hotellet (til trods for at der altså også stod Dubai som lokation på livestreamen) og ville have fat i ham. Kun Allah ved, hvad der var sket med ham, hvis de havde fået fat i ham, før han forlod Afghanistan.

”Marco forekom til tider psykisk ustabil,” beretter Chris videre om sin tidligere rejsefælle. Undervejs på deres fælles tur havde Marco pludselig meddelt at han ”på grund af huller og trafik” ville stå af et sted på vejen og derfra afsøge sin egen transport. Hvorefter han selv havde fundet en taxa og aftalt en pris på 150 USD for solo at blive kørt videre.

Det gav imidlertid Chris og Kaiser store problemer, hver gang de skulle igennem et checkpoint, fordi Marco var registreret på deres rejsetilladelse, og han nu manglede. Efter alskens genvordigheder måtte Marco til sidst vende tilbage til Chris og Kaisers firhjulstrækker og sammen vendte de – efter på ret cool vis at have besøgt både Kandehar, Helmand og Tora Bora-bjergene – til sidst tilbage til Kabul. Hvorefter Marco altså forlod landet.

Efter vi har fortalt Chris både om den tidligere episode med pornostjernen og hvad der skete tidligere på dagen i receptionen, bliver han tydeligt nervøs og overvejer at nedtage hans offentlige YouTubevideoer, hvor han besøger afghanske våbenmarkeder og affyrer guns. Kaiser beroliger ham dog med, at han ikke har gjort noget ulovligt, og godt kan lade dem blive. Snart vil Chris i øvrigt også være ude af landet for dagen efter sætter han kursen mod den usbekiske grænse.

Det sidste Taliban interview

Som om jeg ikke havde fået spænding nok skriver jeg undervejs i denne misere en besked til Yassir på Turistministeriet (som officielt hedder Ministry of Culture and Information) og spørger om jeg må komme forbi og få et nyt møde med turistdirektøren.

Min skumle plan er at forsøge at spørge Taliban lidt ind til deres syn på kvinderettigheder her i landet. Men selvfølgelig ved jeg godt at dette er et særdeles ømtåleligt emne og noget der kan risikere at bringe mig i problemer.

Situationen bliver ikke bedre da jeg ser svaret fra Yassir i turistdirektørens forkontor:

”If you want trouble, come here, otherwise I don’t want you to bother coming back.”

En ret så urovækkende besked at få fra Taliban. Og et eller andet sted vel også en udspekuleret meddelelse. Det er jo tydeligt at Yassir netop her mellem linjerne skriver at jeg får problemer hvis jeg skulle formaste mig til at spørge ind til kontroversielle emner.

Så hvad gør man når man stadig befinder sig på Talibans hjemmebane. Dropper man interviewet? Laver man et tale-manden-efter-munden-interview? Eller går man alligevel lidt til ham?

”Jeg vil ikke skabe problemer. Jeg vil bare sige tak for jeres hjælp og give jer lidt feedback på vores familierejse rundt i landet og måske få styr på et par sidste fakta til en eventuel positiv artikel om Afghanistan,” ender jeg med at svare.

Næste dag sveder jeg som et svin i en sauna, som jeg om morgenen til fods går gennem Kabuls gader. Google Maps har langt fra styr på, hvor der er adgang til Talibans compound, og hvor der ikke er. Derfor leder appen mig ud på en ganske lang omvej. Drivvåd under armene når jeg til sidst frem til turistkontoret et kvarter efter at det er åbnet – kun for at erfare at hverken Yassir eller turistdirektøren Haji Mohamed Thajeb Sayeb endnu er til stede.

Lidt efter ankommer Yassir heldigvis. Han er superflink. Og modsat de andre ventende – som mest består af lokale guider, der på vegne af deres grupper søger om rejsetilladelser – får jeg både serveret te og kage. Efter en lille time ankommer turistdirektøren også, og efter han har ekspederet et par tilladelser, får jeg foretræde på hans imposante kontor med det mægtige skrivebord og de store blå flydesofaer.

Jeg fortæller, hvor vi har været, om de flinke mennesker vi har mødt – og om hvor smukt vi synes der er i Afghanistan. Om at vi registrerede os uden problemer undervejs og sågar fik en Taliban-translatør og guide tildelt i Ghazni. Jeg roser de Talibanere vi mødte på vores vej og siger at jeg synes Afghanistan er en stærkt undervurderet destination og at vi hele tiden følte os sikre mens vi var afsted.

”Havde du nogle problemer med Taliban undervejs?” spørger Haji Mohamed Thajeb Sayeb.

”Nej,” svarer jeg. Og fortæller dermed helt bevidst ikke noget om, at jeg jo faktisk blev slået da af en Talibaner da vi befandt os ved Band-e Amir-søen. Eller om Talibaneren, der godt lige ville hjælpes med at komme til Danmark.

Derefter laver jeg lidt faktatjek. Jeg får derved først fortalt at der årligt kommer 5-7.000 turister pr år her til landet. Typisk fordelt som op til 1.000 besøgende pr måned om sommeren og langt færre om vinteren.

Derefter spørger jeg lidt forsigtigt om hvornår Taliban har tænkt sig at asfaltere vejen til Band-e Amir (svaret er at det ”er planlagt i løbet af et år”) og færdiggøre vejen til Ghazni (svaret er: ”forhåbentlig i løbet af et par år”) og foreslår at man også bør kunne købe adgangsbilletter ved ’buddha-stedet’ i Bamiyan.

Jeg tør ikke spørge til kvinders rettigheder. Det nærmeste jeg tør komme det er det her:

” Må udenlandske kvinder rejse selvstændigt rundt i hele Afghanistan”

Hertil svarer Haji Mohamed Thajeb Sayeb rutinepræget:

”Ja, vi skelner ikke på køn for udlændinge. De kan frit rejse individuelt i hele Afghanistan bare de har de rette tilladelser fra turistministeriet. Sikkerheden er god. Det er muligt at rejse i hele landet.”

Nærmere kommer vi det ikke. Et foto må jeg stadig ikke tage. Selv om Hr Turistdirektøren inden han så igen fortryder alligevel er lige ved at give mig lov ”såfremt jeg kun anvender det i privat regi”.

Derefter ringer Haji Mohamed Thajeb Sayeb til nationalt afghansk TV som blot tyve minutter senere ankommer for ude i gården at lave et interview med mig. Et interview der handler om hvordan det er som familie at rejse selvstændigt rundt i adskillige afghanske provinser. Som en af de allerførste vestlige familier i løbet af de sidste årtier.

Angående sikkerhedssituationen supplerer jeg lige med et citat fra Mohammed der var guide for engelske Alex og tjetjenske Amina som vi mødte undervejs (og som arbejder underlagt styret og dermed ikke er objektiv, men som jeg alligevel gætter på her taler sandt):

”Hvis man for nogle år tilbage blev røvet og sagde nej så blev man typisk bare skudt på stedet. Det sker ikke mere for nu er der meget bedre styr på sikkerheden under Taliban.”

Han fortæller også at: ”Taliban ikke længere tillader hanekampe og ej heller at man skyder op i luften til for eksempel fester. For gør man det risikerer man at Taliban konfiskerer våbnene og idømmer folk årelange fængselsstraffe.”

Et lukket vandland – og en trodsig kvindelig fotograf

Efter mit interview tager hele familien på Nationalmuseet. Det er et fint museum, men ikke vildt ophidsende. Vi er stort set de eneste gæster og strømmen går mens vi er der.

Efter museet har Jonas og jeg besluttet os for at gå i Kabul Water Park. Et stort vandland med vandrutschebaner, og hvor der helt i tråd med landets generelle politikker kun er adgang for mænd. Jeg er jo så heldig at kende Jim Latrache-Qvortrup (som spillede falsk undercover oliemilliardær i Mads Brüggers film ”Muldvarpen”) og i mit boginterview med ham fortæller han en røverhistorie om et besøg i et nordkoreansk vandland. Den historie vil jeg mægtigt gerne forsøge at matche her i Afghanistan. Sådan går det dog ikke, for da vi ankommer, viser det sig at myndighederne har lukket vandlandet resten af dagen – og dagen efter kan vi ikke nå det før vi skal i lufthavnen og rejse videre.

Vores sidste aften spiser vi afskedsmiddag på vores favoritrestaurant i Kabul. Ziyafat hedder den og det er vistnok hele landets bedste restaurant. Alt inde i den enorme restaurant (5 etager, plads til 1.000 gæster) er gult, sort eller hvidt og som taget ud af et arabisk eventyr (tjek billederne). Her er enorme lysekroner og det hele ligner noget fra 1.001 nat. Hele familien kan inklusive drikkevarer spise for ned til 150 kroner i alt. Og i familiesektionen som vi besøger er her sågar adskillige kvinder der – modsat hvad mange tror om Afghanistan – åbenbart godt må arbejde som tjenere (se billede i album).

Vores sidste formiddag i landet byder på et tilfældigt møde med danske Jes, som forud for vores møde og sin ankomst her til landet har kørt på motorcykel gennem det nordlige Pakistan. Han fortæller mig blandt meget andet om forfølgelsen af landets Hazara-befolkning (som ”Drageløberen” også handler om).

Jes beretter desuden om sit personlige møde med den 19-årige fotografpige Zalfa (@zalfa_photograghy på instagram). Fra sit hemmelige studie i udkanten af Kabul fortæller denne modige unge fotograf, via sine billeder, andre afghanske kvinders historie. Desuden afholder hun workshops og uddanner andre spirende afghanske kvindelige fotografer. Taliban, der angiveligt synes, at hun derved forbryder sig mod deres regler, skulle angiveligt have konfronteret hende, og smadret et af hendes kameraer, men har så vidt vides endnu ikke fundet hendes hemmelige studie. Zalfa ville vi også selv mægtig gerne have mødt, men hendes eksistens går desværre først op for os for sent her på sidstedagen af vores Afghanistanbesøg. Man kan ikke nå det hele.

Farvel til Kabul

Sikkerheden omkring Kabul lufthavn er vildere end jeg husker at have set det i nogen anden aerodrom, Erbil i Irak måske undtaget. Flere gange bliver vi undervejs i indtjekningsforløbet separeret fra vores bagage. Og fire gange skal vi gennemlyses. Fire gange! – så er man da vist også blevet behørigt tjekket.

Ligesom da vi ankom er jeg lidt nervøs for at skulle flyve med det private afghanske selskab KAM Air. Men det hjælper mig meget, at flyet igen ser nyt ud, og at vejret er fremragende med høj sol og ingen vind. Flyets hjul er godt nok foruroligende længe om at slippe asfalten under take-off, men til sidst lykkes det heldigvis at komme i luften og vi stiger hurtigt og stejlt for at nå op over de vældige Hindu Kush-bjerge. Helt efter planen slipper vi dermed i god behold ud af det der nogen steder beskrives som ”verdens farligste land”. Efter en ganske forrygende individuel rundrejse der ikke har skortet på eventyr.

Faktaboks

Om opium i Afghanistan. Taliban indførte i 2022 et totalforbud mod opiumsdyrkning. Dyrkningsarealet og produktionen faldt efterfølgende med 95%. Siden er kiloprisen på Opium grundet det reducerede udbud steget ganske voldsomt, men landmændene i Afghanistan går alligevel glip af en milliardindtægt. Grundet Talibans restriktioner har Myanmar i 2023 overtaget titlen som verdens største opiumproducent. Der er bekymring for, at reduktionen i afghansk opium kan bane vej for udbredelsen af flere syntetiske stoffer som metamfetamin og fentanyl.

Visum til Afghanistan fås enten i Dubai, Islamabad eller Peshawar. Lettest er det normalt i Peshawar som ikke kræver LOI (Letter of invitation).

Overnatning. Khyber hotel i Kabul, Noor Band Qala i Bamiyan og Taj Continental i Ghazni er alle glimrende hoteller og koster alle kun omtrent 200 kroner for et dobbeltværelse inkl. morgenmad.

Offentlig transport. Deletaxaer hvor man kun betaler for sit eget sæde og busser kører mellem alle større byer.

Selvstændig eller guidet rundrejse? Det er suverænt mest eventyrligt at rejse selvstændigt rundt i landet. Men det kræver at man undervejs selv skal kommunikere ret intensivt med Taliban og at man ofte skal køre med chauffører der ikke taler et ord engelsk.

Del 7: Islamabad og Peshawar – Jingle Trucks og besøg på Farman’s våbenfabrik

Alt går egentlig efter planen efter vi er landet i Islamabads lufthavn. De tager vores fingeraftryk. Vores multiple entry visum virker. Vi får vores stempler. Alt er godt.

I hvert fald lige indtil vi som det allersidste skal gå forbi narkotika- og sikkerhedspolitiet. Dvaskt henslænget på en stol sidder nemlig her verdens måske mest arrogante militærofficer. Han er iført en camouflagemønstret uniform og han er umiddelbart vurderet et af de mindst tiltalende mennesker jeg har mødt i mit liv.

”Har I en kontakt her?” spørger han aggressivt.

”Ja,” siger jeg, ”Kommissærens søn.”

”Hvor kender I ham fra?”

”Ham mødte vi på flyet da vi kom til Pakistan.”

”På det fly I lige er kommet med”.

”Nej, på vores første fly til Pakistan for nogle uger siden da vi ankom til Peshawar”

”Hvad skulle I i Peshawar?” siger han med fornyet aggression i stemmen.

”Vi skulle have visum til Afghanistan”

”Har I ikke en ambassade i jeres eget land?”

”Nej”

”Hvor fik I så visum?”

”På ambassaden i Peshawar.”

”Der ligger ingen ambassade i Peshawar.”

”Nej, undskyld jeg sagde forkert, jeg mente på konsulatet i Peshawar.”

”Hvorfor fik I ikke visum i Dubai.”

”Fordi det er billigere at få det i Peshawar.”

”Hvor mange penge har I med”

”Det ved jeg ikke helt,” siger jeg og frygter helt vildt at idioten skal forlange at vi fremviser alle vores kontanter – som der kan være begrænsninger på hvor mange man må tage med ud og ind af Pakistan af.

Derefter får vi et længere foredrag om at han ikke forstår hvad en familie har lavet i Afghanistan. Eller i Peshawar. At der kan man ikke rejse frit og selv bestemme. Han nævner så en eller anden pakistansk provins som han ikke selv kan rejse frit i og derfor ikke kunne drømme os selv at besøge.

”Du træffer dine valg. Vi træffer vores,” er jeg lige ved at svare, men tager mig heldigivs i det.

Vores ven – vi kunne kalde ham Brutalis Militaris Maximus – tilbageholder samtidig en afrikansk mand, som hvad fingre angår kun er i besiddelse af sine to tommelfingre. De andre to gange fire fingre mangler helt oppe fra knoerne og kan næsten ikke være andet end bevidst hugget af. Hvilket ikke ligefrem gør det let at få taget fingeraftryk når man skal rejse ind i et nyt land.

”Sæt dig godt til rette, det her kommer til at tage lang tid,” siger stasisikkerhedspolitimanden henvendt til afrikaneren. Inden han til sidst – efter yderligere en gennemlysning af vores bagage – opgivende vinker os videre.

Velkommen til Pakistan. Som jeg i parentes bemærket havde næsten tilsvarende dårlige erfaringer med ankomsten til tilbage ved mit besøg i 2018.

Besværlig pengeveksling og ødelæggende oversvømmelse

Centrum af Islamabad er en underlig størrelse. Vi bor i det der ligner et kedeligt beboelseskvarter. Men som faktisk ligger inde i det såkaldt ”Blue Area” der udgør byens centrale område – og som hedder sådan fordi arkitekten havde farvet det blåt på byens oprindelige masterplan. Ligesom sidst vi var her i landet bruger vi den glimrende InDrive-app til let at bestille taxaer, der for næsten ingen penge tager os rundt.

Pakistan må i øvrigt være noget nær verdensmestre i besværlig tilgang til kontanter. Som også tidligere berettet virker pengeautomaterne i den nordlige del af landet kun meget sjældent og hvis de gør, kan man kun få grinagtigt små beløb ud. Og at veksle 200 Euro til pakistanske rupees i et af de anerkendte vekselbureauer har cirka samme omstændelighedsniveau som at optage et huslån i Danmark.

De næste dage besøger vi først i måske en milliard graders lummer sommervarme det superfotogene Pakistan Monument og udsigtspunktet Daman-e-Koh med de mange aber. Vi lægger også vejen forbi Zoologisk Have, men ifølge vores InDrive chauffør har stedet været lukket de seneste 3-4 år ”fordi ledelsen ikke gav dyrene nok mad så mange af dem døde.”

Derfra fortsætter vi til landsbyen Saidpur. Det er en af regionens ældste bosættelser som har været beboet af både buddhister, hinduer, Gandhara-folket, grækere, ashokaerne fra Maurya-imperiet, mughalerne udover også at have været en del af Britisk Indien (Raj). I dag er det et fredeligt turistområde, der dog fire dag før vores besøg var knap så fredeligt For da fik kraftig monsunregn i Margallabjergene floden der løber gennem landsbyen til at gå over sine breder. 157 millimeter regn faldt der i alt, flere biler og motorcykler blev smadret og ødelæggelserne ses stadig tydeligt. Og i det såkaldte DHA-5 kvarter ikke så langt derfra døde en far og en datter efter at være blevet fanget af vandmasserne i deres bil.

Møde med Usbekistans udenrigsminister

Vi besøger også landets nationalmoské der hedder Faisal, som Jonas synes ligner noget fra en Star Wars film. Her ledes vi ind i moskéens enorme indre gennem VIP-indgangen hvor vi møder Usbekistans udenrigsminister. Vi skynder os selvfølgelig at fortælle ham, at vi var glade for vores besøg i hans land.

”Havde I jeres børn med?” og ”Har I smagt plov?” får det ham til hurtigt at spørge. Vi bekræfter selvfølgelig begge dele, og fortæller at vi har fået plov (sammenkogt ret med ris, kød, gulerødder og løg) lavet i en af landets legendarisk store gryder.

Derfra fortsætter vi til naturhistorisk museum inden vi slutter dagen af med at skyde til måls efter balloner med luftgevær og køre med enormt kitschet hestevogn foran byens imponerende etnografimuseum. Her ser vi også en bil ankomme hvorefter intet mindre end 13 personer lynhurtigt stiger ud af den – fem af dem fra de to forsæder og otte fra bagsædet. Desværre vil de ikke have at jeg fotograferer dem.

Dagen efter kører chaufføren Tajer os i sin fine, nye airconditionerede bil til Peshawar.

”Af pagel he. Mæ pagel næ-o” lærer han mig at sige på vejen. ”Du er skør. Jeg er ikke skør”.

På vejen ser vi at motorvejens to midterste baner er afskærmede af tunge betonklodser, så man ikke kan køre på dem.

”Det er fordi vejen mellem Punjab og Khyber Pakhtunkhwa provinserne hurtigt skal kunne konverteres til en nødlandingsbane hvis konflikten mellem Indien og Pakistan skulle eskalere,” fortæller Tajer som om det var den naturligste ting i verden.

Farman’s våbenfabrik

Senere på dagen får vi for første og eneste gang lov til at forlade vores Shelton Guest House i Peshawar uden at have politieskorte. Det skyldes at ”det er weekend og soldaterne har fri”. Og det er måske meget heldigt for vi har planlagt at besøge adskillige af byens våbenfabrikker, som selv om de er lovlige, måske ikke er overmåde begejstrede for at have opsnusende repræsentanter for ordensmagten rendende. Fabrikken vi primært besøger lyder det uforlignelige navn: Farman & Sons Gun Factory.

Udenfor er der mere end 40 grader og indenfor føles det som om det er mindst dobbelt så varmt. Fabrikken består af talrige små rum der ligner noget fra en raseret cykelkælder under første verdenskrig. I hvert af de ubegribeligt varme rum sidder utallige fortrinsvis unge drenge og laver våben ved håndkraft. Her er drejebænke og filer i alle tænkelige størrelse.

Det virker måske lidt underligt sådan at komme vadende en hel dansk familie lige midt ind i dette hede helvedeshul af en interimistisk våbenfabrik uden at have hverken sikkerhedsstyrker eller en translatør med os. Men det er præcis det vi gør. Og som sædvanlig mødes vi kun af venlighed og gæstfrihed. Alting er gratis og alle vil byde os på te. Efter et par søde medarbejdere har vist os rundt på fabrikken bliver vi inviteret ind i et af stedets showrooms. Her får vi forevist almindelige pistoler (kopier af Glock og Beretta) som vi får at vide sælges for omtrent 135 USD (1.000 kroner) og en kopi af et M4-karabin automatvåben som koster 325 USD (2.200 kroner).

Lige som vi er blevet budt på såvel chips som cola går strømmen. Så sidder vi der i buldermørke og håber hverken vi smelter eller bliver skudt. Det gør vi selvfølgelig ingenlunde og efter børnene er blevet foreviget med butikkens største gun bliver vi ført til et mere moderne airconditioneret showroom, der denne gang ligger ud til gaden og ikke inde midt i labyrintiske gange i verdens måske varmeste fabrik.

Det er lovligt at sælge skydevåben i Pakistan, hvis man altså som Farman & Sons er indehaver af en licens. Så vidt vi fik fortalt er det dog kun tilladt at erhverve sig de tunge automatvåben, hvis man er ansat enten i politiet eller militæret. Automatvåben skulle dog angiveligt også kunne erhverves af civile uden licens ude i stammeområderne (tribal areas) langs grænsen til Afghanistan.

”Her i gaderne ligger 60 autoriserede våbenfabrikker,” fortæller vores flinke rundviser Ahmed som meget passende selv er en af Farman’s sønner os.

Flere gange undervejs på rundturen hører vi høje skud.

”Vi afprøver vores våben i et skyderum med sandsække,” siger Ahmed og trækker let på skuldrene som om det var en hel normal ting at affyre automatvåben ind i et lukket rum fyldt op med sand oppe på taget af en pakistansk våbenfabrik.

Udover at besøge en våbenfabrik bliver jeg – utroligt nok – også tilbudt at blive sat i kontakt med en repræsentant fra Al Qaeda. En lokal kontaktperson jeg har fået af Chris Must List – som vi mødte i Afghanistan og som laver vilde videoer – skulle kunne skaffe mig et interview med et medlem af denne terrorbevægelse. Den mulighed vælger jeg dog ikke at forfølge yderligere. En ting er at interviewe Taliban som jo nu udgør ordensmagten i Afghanistan. At sætte mit liv på spil ved at mødes med en repræsentant for Al Qaeda har jeg ingen ambitioner om.

Græstennis og Tomahawk-steak

Om aftenen har Sulayman – kommissærens søn som vi jævnfør min første post mødte på flyet da vi første gang ankom til Peshawar – inviteret os over for at spille tennis og spise bøf.

Den oplyste have tilhørende kommissærens embedsbolig er retteligt nok nærmere en park. Midt i parken ligger udover en mini-Zoo også en græstennisbane. Bag banen er der opsat plastik til at fange bolde – og derudover står fire tjenere på spring for at hente bolde til os. Over os synger og skræpper fuglene så det lyder som om vi står midt i Singapores Zoologiske haves største voliere. Naturligvis er såvel stier, løbebaner og selve tennisbanen i parken oplyste, hvilket er heldigt, for det betyder, at vi kan spille om aftenen, hvor temperaturerne ikke er lige så sindssyge, som de er om dagen.

Min debut på græs går nogenlunde. Især i de første tre partier hvor jeg ved en fejl er kommet til at nappe Sulaymans ketcher. Det opdager jeg dog ved stillingen 2-1 til mig og insisterer på at den skal han selvfølgelig selv spill emed. I stedet får jeg den vildeste begynderhaveketcher med syg trampolineffekt. Den er fuldstændig umulig at spille med især når jeg forsøger at serve med blot det mindste kick. Men det er nok meget heldigt, for det er jo bedst, at værten vinder, nu han tager sig så godt af os og har budt på bøf. Efter en brav dyst må jeg til sidst se mig slået med cifrene 6-4.

Byens bedste steakrestaurant byder på udsigt over byen foruden enorme ’tomahawk’-steaks med lige så meget spark på krydderdåsen som aftenens tidligere kickserv. Under middagen takker vi selvfølgelig Sulayman Khan og hans ven Sayd Ahmed Jamal for deres herlige selskab og uforlignelige gæstfrihed. De har virkelig gjort en forskel på et svært tidspunkt da vi først ankom her til byen. Det er utroligt, hvordan hjælpen altid finder vej, når man behøver den – og hvor mange gode, venlige og gæstfrie folk der findes i vores kære verden.

Næste morgen skal vi vente længe på, at vores sædvanlige politieskorte ankommer, formentlig fordi det er weekend. Og en forsinkelse viser sig sjældent at komme alene, for vi må snart efter cancellere dagens først bookede inDrive taxa, da chaufføren ringer og siger, at han på vejen desværre har været involveret i et mindre trafikuheld. At folk kan køre galt kommer måske ikke helt bag os, når man tager i betragtning hvor tæt folk på disse kanter ynder at køre.

Vildt dekorerede busser og Jingle Trucks

Vores forsinkede afgang gør, at vi ankommer til virvaret omkring Daewoo Bus Station da solen står næsten så højt som den kan på himlen, så varmen er igen altomsluttende.

Stedet viser sig med sine utallige traditionelle og vildt dekorerede gamle busser som et sandt mekka for fotografer. At fotografere her kun ved brug af en mobiltelefon er dog lidt af en udfordring. På grund af varmen opbruges batteriet med ekspresfart. Forevigelse af de fænomenale motiver bliver heller ikke gjort lettere af, at telefonen konstant går i power saving mode og skruer så langt ned for lyset, at jeg næsten ikke kan se noget på skærmen. Og det til trods for at jeg konstant febrilsk forsøger at skure op for den. Samtidig bliver selve iPhonen så varm, at jeg næsten ikke kan holde den i hånden.

Vores for dagen hyrede chauffør Ajmal og hans hvide Toyota Aqua hjælper os efterfølgende med også at finde holdepladsen for de tilsvarende dekorerede gamle såkaldte Jingle Trucks. Som sædvanlig fyrer jeg alle mine tillærte gloser af på urdu/pashto og farsi da vi ankommer og som sædvanlig skorter det ikke på tilbud om mad, hjemmebesøg, kølige drikke og skygge fra de gæstfrie de lokale som vi går rundt på pladsen.

Lastbilerne er ligesom busserne udsmykkede så de ligner rullende gallerier. Mange chauffører bruger angiveligt et helt års indkomst på at udsmykke deres højtelskede trucks. Måske fordi mange af dem bruger mere tid på landevejen end med konen derhjemme. Under kofangerne er ofte placerede små klokker, der ringer, når trucken bevæger sig, hvilket også forklarer, hvordan køretøjerne har fået deres navn. Hver en tomme er typisk rigt dekoreret med enten maling, metalarbejde, træudskæringer, 3D figurer eller spejlmosaikker. De malede motiver omfatter typisk blomster, dyr, landskaber eller religiøse ikoner. Både Charlotte og jeg har i årevis været fascinerede af disse busser og trucks, og jeg kan ikke forestille mig noget bedre at se og fotografere dem end her i hovedbyen i Khyber Pakhtunkhwa-provinsen, som man mener er et af arnestederne for denne vilde kunstart.

Efter at have set flere rigt dekorerede busser og trucks end vi troede der fandtes i hele verden inviterer vi vores fem armerede vagter på ”Mutton Karahi” på vores favoritrestaurant. Her får vi også besøg af gode lokale Kausar Hussain, som har hjulpet os med lidt vejledning og som er bosat her i byen. Han var en af de allerførste journalister der begyndte at hjælpe udenlandske medier med at dokumentere fra Afghanistan og har arbejdet med både BBC, New York Times og mange andre store medier. Han er desuden en fremragende fotograf – i en separat post kan du snart se et par af hans billeder, som jeg har været så heldig at få lov til at bringe.

Den sidste politieskorte

Da vi til sidst midt om natten skal fragtes de blot 10-15 minutters kørsel til Peshawar’s internationale lufthavn foregår det igen med politieskorte. Som sædvanlig følger vi efter soldaternes køretøj i vores taxa som så ofte før er en Toyota Corolla. Corollaen har vi specialchartret til forhøjet pris på 55 kroner på grund af det ukristelige tidspunkt (vi kunne i stedet via inDrive-appen have booket en taxa til 12 blot kroner, hvilket kunne have været en stærk kandidat til titlen som verdens billigste lufthavnstaxa).

Det er lige før at tjekket, da vi skal køre ind i lufthavnen, er mere tidskrævende end hele turen dertil. I hvert fald er det som om, der omkring os nu er et helt kompagni soldater, der dels insisterer på at affotografere alle vores pas og som skal ringe op til et eller andet sted for at tjekke, at vi nu også er på passagerlisten på det udgående Qatar Airways fly. Det skal åbenbart ikke være alt for let hverken at komme ind eller ud af Pakistan.

Enjoy the photos – husk at gå frem til Jinge Trucks billederne i albummet – de er ret vilde.

All pics with iPhone 13Pro. Delayed Posting.

Next post: Stopover i Doha, Qatar hvor vi ror i gondol, ser hvordan VM i fodbold har påvirket landet, besøger The Pearl (Dohas svar på Palmen i Dubai), tager sunset-billeder over ’Rialto-broen’, besøger et falkehospital og bliver tilbudt at købe en udstoppet løve i basaren. Der kommer også en lille quick guide til hvordan du selv let kan få et gratis stopover når du flyver på langrute.

Del 8: Tredages gratis stopover i Doha, Qatar: ”Nogen der skal have en udstoppet løve, en vandrefalk eller et flyveegern med hjem?”

Turens sidste stop er Doha, Qatar, hvor vi har tre ’gratis’ nætter. Da vi flyver med Qatar Airways er prisen nemlig den samme om vi ved vores mellemlanding lægger et stop ind i Doha eller vælger at flyve direkte videre. Og derfor har vi naturligvis planlagt at gøre ophold her i byen.

Se sidst i posten hvor let det er at få et sådant gratis stopover (jeg har postet denne info flere gange før, men folk spørger altid til den, så here we go again).

Men før det starter lige med lidt hurtige facts om Doha/Qatar:

Der bor lidt over 3 millioner mennesker i Qatar
Mindst 80% bor i eller omkring hovedstaden Doha
Det vurderes at op mod 90% af befolkningen er immigranter
Immigranterne kommer typisk fra: Indien, Bangladesh, Nepal, Egypten, Filippinerne og Pakistan
Gennemsnitslønnen pr time for immigrantarbejdere vurderes at udgøre cirka 10-15 kroner (iflg. bla. Wikipeida og Guardian).
En taxachauffør vi kørte med, sagde han for at kunne få lov at køre hyrevogn skulle betale 6.000 kr (3500 QR) årligt for at forny sin arbejdslicens.
Migrantarbejderne ser typisk kun sjældent deres familier der typisk bor i hjemlandet. Mange ser dem kun en gang hvert andet/tredje år.
I juli måned er gennemsnitstemperaturen i Doha normalt 40-45 grader. Det stiger til 45-50 grader når der er hedebølge. Varmen er fugtig og omklamrende da Doha ligger ved havet.
Styreform: Emiren Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani er statsoverhoved, regeringschef, øverstbefalende for militæret og har kontrol over lovgivende og udøvende magt.

I Doha bor vi på et hotel der lyder det uforlignelige navn: Wonder Palace Hotel. Her får ungerne et velfortjent skud tagterrasse-swimmingpool. Poolen ligger godt nok direkte i solen og vandtemperaturen ligger vel på temmelig lune 35-40 grader, men ungerne er alligevel lykkelige og har en fest.

Fra vidunderpaladshotellet tager vi på udflugter. Her er opført en næsten splinterny og ret billig metro, men taxature koster kun cirka 10 kroner for korte ture – eller 50 kroner hele vejen de 22 kilometer ud til ”The Pearl”. Uber virker desuden upåklageligt, deres vogne ankommer typisk stort set momentant og når det er så varmt, er det ret fedt at blive kørt hele vejen til døren, så vi holder os til dem.

Alle har hørt om Dubais ”The Palm”; kunstige øer formede som palmer ud for Emiraternes kyst. Langt færre kender til Qatars ”The Pearl”, som er inspireret af Qatars oprindelige tradition for perlefiskeri. Men her i Den Persiske Bugt ud for Doha er opført en tilsvarende kunstig ø (se første billede) som fra luften angiveligt skulle ligne en perle (?). På øen ligger moderne luksushøjhuse rundt om tre kunstige bugter ”som perler på en snor”.

”Folk gider ikke komme her når det er så varmt,” fortæller ejeren af en traditionel karrusel opført langs Perle-promenaden. Han er i færd med at åbne forlystelsen nu klokken har passeret 17 og temperaturerne er lidt mere udholdelige.

Udsagnet forklarer de manglende turister. Og lokale. Her er ingen. Som i ingen. Til trods for at her er bygget boliger til omtrent 40.000 mennesker. Men alle balkoner er tomme. Her er intet liv. Alting har vi for os selv. Formentlig skyldes manglen på mennesker også at det kun er ikke-qatarere der her kan købe (eller leje) fast ejendom – og at udlændinge helt generelt ikke gider komme hertil i den varme højsommer.

En del af ”The Pearl” består af det såkaldte Qanat Quartier. Her har man utroligt, men sandt opført en ganske vellignende Venedig-kopi med adskillige kanaler og sågar en nærmest en til en kopi af Rialto-broen. Selv om børnene ikke er kæmpe fortalere for at vente på, at solen går ned når det er så altomklamrende varmt, indvilliger de til sidst. På den måde kan farmand med brug af lidt efterfølgende Photoshop Express på telefonen nemlig tvinge lidt flere farver frem på sit foto.

Den intense hede var også grunden til at fodbold-VM-slutrunden i Qatar 2022 helt undtagelsesvist blev afholdt i november og december måned. Forud for det havde stakkels migrantarbejdere i hobetal opført en ny metro og alskens vilde stadions – designmæssigt inspireret af blandt andet beduintelte, skibscontainere og den arabiske runde hvide hat der hedder en gahfiya.

Tilbage på vores vidunderpaladshotel har vi udsigt til den største parkeringsplads jeg kan huske at have set. Den blev også lavet inden VM i fodbold, så tilskuere kunne parkere deres biler her og fortsætte mod stadionerne i dedikerede busser. I dag er pladsen af gode grunde næsten tom – men om aftenen benyttes den dog heldigvis af migrantarbejdere der spiller fodbold og af køreskoleelever, der nu har helt utrolig meget plads at øve sig på.

Vi lægger også vejen forbi landets nationalmuseum som på spektakulær vis er modelleret efter en ørkenrose. Og to gange besøger vi basaren ”Souq Waqif”. Her kan man købe en udstoppet løve (Jeg har glemt prisen – men måske var det 2.000 USD), kæle med et flyveegern og sågar besøge både en falkeshop og et falkehospital. Falkene (vandre-, slag- og jagtfalke) koster fra 2.000 til en million Qatar Riyal (3.500 kr til 1,8 millioner DKK). Og skulle f.eks. vandrefalken (som er verdens hurtigste dyr) brække en knogle kan den efterfølgende blive lappet sammen på det nærliggende fuglehospital. På dette er vi heldige at få en rundvisning, her er klinisk rent og supermoderne. Som det fremgår af billederne, ligner stedet mest af alt et dansk privathospital.

Efter at have slæbt børnene med til møder med Tali_ban i Afghanistan, på våbenfabrikker i Pakistan og rundt med armeret eskorte i begge lande tænker vi de har fortjent et besøg i indkøbs- og forlystelsescentret Villagio Mall. Her kan man indendørs (ligesom på The Venetian i Vegas) sejle i elektrisk gondol under et malet, buet loft der forestiller en himmel. Her er også en skøjtebane og et forlystelsesland med rutschebaner, laser-tag-forlystelse og indendørs elektriske gocarts.

Under besøget undrer Charlotte sig over at der er så utroligt mange nødudgange alle steder. Forklaringen på det giver Wikipedia os. I 2012 opstod der ulykkeligvis en større brand i centret. 19 mennesker døde, fortrinsvis børn der befandt sig i en børnehave tilknyttet centret. Efterfølgende blev flere fra centrets ledelse dømt og fængslet fordi de ikke havde sikret at man kunne slippe væk, hvis der skulle ske en katastrofe.

Quick guide til hvordan man får gratis stop-over i f.eks Doha.

Søg langrute-flybillet på f.eks. Momondo. F.eks. CPH-PEW (Peshawar) retur.
Vælg dine cirka datoer/find billig afgang.
Når du har fundet den valgte afgang/dine mulige datoer så søg på Momondo efter ”Rundrejse” i stedet for ”tur/retur”. Søg nu på dine valgte datoer (idet du dog selvfølgelig vælger en hjemrejsedato på den sidste strækning, der er tre dage senere fordi du ønsker tre dages ophold i Doha) Lav din nye rundrejse-søgning som en samlet søgning på ruten CPH-PEW, PWE-DOH og DOH-CPH. Note: Hvis et af flyene ikke afgår dagligt så tjek først på flightconnections.com for at se hvilke ugedage der er en afgang, således du kun søger på valide datoer, hvor der rent faktisk afgår fly.
Tjek om prisen inkl. stop over nu er den samme som uden stop. Er den det ikke så prøv dig frem med lidt alternative datoer.
Køb – når du har fundet den rigtige pris – billetterne på flyselskabets egen hjemmeside (eller på Momondo hvis du vil gå via en broker).
Bemærk at dette lille trick kun virker hvis luftfartsselskabet tillader gratis stopover (og har brugt de rigtige koder herfor i deres system). Det er min erfaring at du kan få gratis transport til en ekstra by i op til cirka 75% af tilfældene på langruter.
Selv tak.

Del 9: Oversigt over udgifter og galleri med bedste billeder

Trip costs:

Highlights (på engelsk):

Driving around with multiple heavily armed police escorts in Khyber Pakhtunkhwa-provinsen in northern Pakistan (paid for by Pakistani administration).
Playing tennis on a grass court at the Commissioners House in Peshawar.
Seeing the College Islamia, the Bazar and the old Sethi-houses also in Peshawar.
Visiting the Bookseller in Kabul.
Making five interviews with the Tali_ban including with the Kabul Tourist Director
Visiting Bird Street, Chicken Street and The Blue Mosque at dusk all in Kabul.
Meeting cool YouTubers: Chris Must List, Amina Finds, Marco Roams and Alex Wanders.
Visiting Mir Zaman with his super old wooden box camera outside Kabul.
Seeing the ‘City of Screams’, the (disappeared) Buddhas of Bamiyan and the Band-e Amir National Park in Afghanistan.
Being escorted (for free) around Ghazni province by Tali_ban.
Being interviewed for Afghan television.
Meeting Uzbekistan’s foreign minister in Faisal Mosque, Islamabad, Pakistan.
Seeing loads of Jingle Trucks and buses near Peshawar.
Visiting Farman & Sons Gun Factory in Peshawar and interviewing one of the sons.
Having a free (transport wise) stopover in Doha, Qatar on the way home.
Visiting Souq Waqif, a falcon shop, a falcon hospital, a copy of the Rialto-bridge and taking a gondola through Villaggio Mall in Doha.

Bedste fotos fra hele turen – Pakistan, Afghanistan and Qatar:

END OF TRIP – Thanks a lot for following.

All pics with iPhone13Pro. Delayed posting.