- Part1: Eritrea – Mit sidste land – nr 196/196
- Part2: Oman – Gedemarked og havskildpadder
- Part3: De Forenede Arabiske Emirater – Med lejebil fra Dubai
Part1: Eritrea – Mit sidste land – nr 196/196
Besøg i landet der kaldes ‘Afrikas Nordkorea’ – selv om det minder mere om en italiensk udgave af Cuba.
Det er ikke mange timer jeg har sovet, da landingshjulene på vores Boeing 737-800 fra AirDubai rammer landjorden. Min krop sitrer af spænding. Øjeblikket er ét, jeg har ventet på længe. 25 år har jeg været undervejs på min færd gennem alle verdens lande. Nu er vi her. I mit sidste land. Eritrea.
Vi startede hjemmefra lige over middag dagen forinden og tilbagelagde den første strækning fra København til Dubai med den kæmpestore Emirates Airbus 380 (øverste etage på Economy uden at betale for at komme derop). Langt om længe lykkedes det mig at komme ombord på et eksemplar af verdens største passagerfly. Fra midnat til klokken 03.45 opholdt vi os derefter i Dubais koloenorme lufthavn der var så stor, at det tog næsten en time (!) med en lufthavnsbus at komme fra terminal 3 til terminal 2. Børnene og Charlotte lagde sig på gulvet i terminalen og sov og har vel sammenlagt sovet 4-5 timer, da vi ankommer til Eritreas hovedstad Asmara. Jeg selv sover aldrig i lufthavne og jeg har max sovet et par timer.
Klokken 06.20 går vi ned ad trappen, og jeg sætter benene på asfalten i mit sidste af verdens 196 lande. Jeg overvejer forinden at lave en lille video også af dette øjeblik, men sikkerhedspersonalet i lufthavne er sjældent glade for at man filmer og taget i betragtning af, hvor meget jeg har kæmpet for mit visum (det kan du læse om her – https://www.expedition-everywhere.com/2019/08/09/how-to-get-visa-for-eritrea/) tænker jeg, at før vi har fået vores indrejsestempler er det ikke tiden at tage nogle chancer.
Stemplet får vi heldigvis aldeles problemfrit af en flink grænsebetjent der kun spørger om, hvor vi skal bo. Jeg svarer Albergo Italia selv om vi har tænkt os at bo på Africa Pension fordi jeg tænker at det nok er bedst at det overnatningssted vi angiver passer med vores tidligere visumansøgning (hvor jeg ikke ville skrive et alt for billigt hotel på). Land nr. 196/196 er i hus. At kalde lufthavnen for travl vil være en overdrivelse. Der er stort set ingen fly og uden foran terminalen ånder alt fred og idyl i den tidlige og lyse morgenstund. Hverken taxachauffører eller andet godtfolk antaster os. Under åben himmel venter vi ved et lille cafébord lige overfor lufthavnen, indtil Aron med en halv times forsinkelse kommer og henter os i sin gamle hvide Austin Montego. Aron er 35 år, ugift og søn af Tekeste fra Asmara Grande – manden hvis hjælp, vi ikke kunne have klaret os uden, manden der i ellevte time sikrede os det forjættede indrejsevisum. ”Jeg sad fast i trafikken” siger Aron, hvilket taget i betragtning af, der stort set ingen biler er på vejene under hele vores seks dage lange ophold i landet, er lidt af et mysterium.
Eritrea er meget anderledes end stort set alle andre lande. Det er ét af det afrikanske kontinents blot 3 tidligere italienske kolonier (de to andre er dele af Libyen samt det nuværende Somaliland). Det ligger isoleret ud til kysten overfor Yemen, lige over Afrikas Horn og grænser op til Etiopien, Sudan og Djibouti. Forholdet til Sudan er anstrengt og man har tidligere bekriget både Etiopien og Djibouti. Indtil for ganske nylig har grænsen til Etiopien været hermetisk lukket, og man har ikke kunnet flyve mellem landene. Grænserne til Sudan og Djibouti er fortsat lukkede (i hvert fald for turister).
’Piccolo Roma’ – Lille Rom – kaldes hovedstaden Asmara også, og som Afrikas svar på Cuba er det som om tiden her, har stået stille siden den italienske besættelse i 40’erne. Hovedstaden er en af de bedst bevarede kolonistilsbyer på hele kontinentet og mange traditioner holdes fortsat i hævd. Først på aftenen går en stor del af byens borgere deres daglige passeggiata – dvs. deres aftenslentretur. Mange husfacader er i Art Deco stil; biografen Roma lokker med lysekroner og røde plyssæder og en café i forhallen, der også ligner noget fra en anden tid. Albergo Italia hotellet ligner en kulisse i en Fellini-film og selv den mest undseelige cafe har på disken et monstrum af en original italiensk espresso-maskine, der stadig er i operation.
Men den mest specielle bygning af dem alle, er alligevel Fiat Tagliotello-bygningen. En nu forladt tankstation, der med to kæmpe vinger udspændt over de hedengangne tankningsområder er konstrueret, så den ligner et fly.
I udkanten af byen ligger ’Tank-kirkegården’ hvor krigsskrot ad libitum vidner om landets blodige historie. Her er alt hvad hjertet kan begære af udrangerede personbiler, fly, jeeps, busser og ja, selvfølgelig: tanks. Ved ankomst tjekker en maskingeværbevæbnet vagt vores adgangstilladelse som vi dagen forinden har skaffet os hos Turistministeriet.
Al rejse uden for hovedstaden kræver i Eritrea en særlig tilladelse. Kun til enkelte særlig udvalgte destinationer kan denne bevilling opnås og ovenikøbet er den datospecifik, dvs. man kan kun rejse på de dage, der er specifikt listet på den. Det skal ikke være alt for nemt.
”Du er fra Danmark” siger John fra Singapore, da vi dagen forinden træder ind på turistministeriet for at søge om tilladelser både til tank-kirkegården og til vores planlagte udflugt til kystbyen Massawa. ”Du poster altid billeder af din familie.” siger han, mens han peger rundt på Charlotte og børnene. ”Du mangler kun at besøge et land – og det er Eritrea – og det har du ikke postet om endnu” siger han til min store overraskelse. Selv om jeg i nogen tid har haft et femcifret antal sociale medier følgere, kan de gange, jeg er blevet genkendt på mine rejser tælles på en enkelt hånd. Det er samme dag, som vi er ankommet – altså præcis på dagen for mit sidste land og det ved John altså allerede. Syret.
Straks går han i gang med at udspørge mig om svære visa og andre småkontroversielle emner, som jeg i min tilstand af paranoia, ikke har den store lyst til at berette synderligt meget om lige her foran funktionærerne på turistministeriet, der samtidig lytter så intenst, at jeg næsten kan se deres ører gro. John vil selvfølgelig også gerne se mit kamera og er i det hele taget meget interesseret. Det er smigrende med en ’fan’ – timingen er bare elendig. ”Are you an artist?” spørger den søde dame, der er ved at lave vores tilladelser så. ”Or a photographer?”. Vel vidende at journalister formenes adgang til landet, skynder jeg mig at finde på en røverhistorie om at jeg bare har en lille hobby-rejseblog og går i stedet med allerstørste interesse i gang med at se et hav af damens egne billeder, som hun med ivrighed og entusiasme bruger lang tid på at fremvise på sin telefon.
Dagene i Asmara går med at drikke god kaffe, slentre rundt mellem de mange Art Deco bygninger, gå på markeder og bowle. I hovedstadens såkaldt Multi-Sports-Arena findes verdens angiveligt ældste stadigt fungerende bowlingbane. Den er fra 50’erne og menes at være bygget af de amerikanere, der dengang havde base i landet. Vi besøger også en italiensk skole, hvor de kvikke teenagere – modsat de fleste andre børn, som allerede har sommerferie – er i gang med at forberede deres matematik-eksamener.
Ud over kolonistilscharme byder landet også på en del udfordringer. Af alle de lande jeg har besøgt, er det måske det mest afskårede. Under hele opholdet har vi ikke noget mobilsignal og WiFi er stort set ikke fungerende. Selv om jeg køber adskillige timers internetadgang på et luksushotel, ikke langt fra vores hyggelige pensionat lykkes det mig først den sidste dage at åbne en eller to simple websider(!) (efter jeg har fået installeret en VPN klient så jeg ikke bliver blokeret). Alt hvad jeg får igennem er lidt mails i klar tekst, og på Facebook kan jeg se folks tekstopdateringer, men ingen billeder. Altså stort set ingen websider, ingen nyheder, ingen Insta, ingen Messenger, ingen kommunikation med omverdenen andet end gammeldags e-mails, hvor man må vente et par dage med at tjekke for svar. Strømmen kommer og går, og det gør det rindende vand på vores økonomiklassehotel Africa Pension også. Til gengæld lyder det som om, hele hotellet er ved at blive revet ned, mens badeværelsesgulvet hakkes op på naboværelset (som vi har boet på de tre tidligere nætter inden renoveringen og som er det værelse jeg postede et billede fra) – en renovering der i øvrigt er stærkt tiltrængt.
Besøget i Massawa med en enkelt planlagt overnatning bliver desværre ikke til noget til trods for at vi har fået vores tilladelser. Om det er det manglende vand og el, der er årsagen til den manglende resturationshygiejne, skal jeg lade stå hen i det uvisse, men både Charlotte og jeg selv får på skift dårlig mave (efter at have spist på vores foretrukne restaurant med det semi-cool navn: ”New Fork Restaurant”). Der er 3-4 timers hårnålesvingskørsel hver vej fra hovedstaden til Massawa nede ved kysten og det samme tilbage igen. Det er regntid og periodevis vælter regnen ned og der ligger tyk tåge om bjergene. Med en familie, der nogle gange godt kan blive lidt køresyge og med tynde maver, kan jeg ikke helt se finten ved at tage en gammel lokalbus 2.500 højdemeter ned gennem bjergene for at se en lille kystby, der ikke ligefrem bugner med attraktioner. Selv om vi med dagtemperaturer på omkring de 20 grader oppe i det regnfulde højland godt kunne have brugt en dags strand og varme.
At vi ikke kommer til Massawa giver os mere tid i Asmara. Mens Charlotte ligger derhjemme med dårlig mave og ungerne spiller iPad går jeg på opdagelse. Da jeg er nede hos Bereket i den nærmeste lokale biks for at købe vand og bananer falder jeg i snak med en gut. ’Hawei Kemei’ siger jeg til ham for det har jeg lært betyder ’Hej min bror’ på Tigrinya (som er det mest udbredte sprog i Eritrea). Fluks inviterer han mig derefter med til barnedåbsefterfest i et telt der er slået op midt på kørebanen. Hvordan det kan være man så ofte bliver impromptu inviteret med til bryllupper og andre fester i tredjeverdenslande har jeg aldrig helt forstået. Men der er gang i den med lokal brændevin, te-ceremonier, popcorn, mad i lange baner og professionel fotograf og dj.
Samme dag er hele den gamle del af Asmara by spærret af fordi der afholdes gadecykelløb. Banen kan ikke være særlig lang for omtrent hvert femte minut kommer feltet ræsende forbi. Cykelløb er nærmest nationalsport i Eritrea og en af rytterne ved navn Daniel Teklehaimanot – får jeg at vide – er tidligere indehaver af bjergtrøjen (i 2015) i Tour De France.
Vi bliver også inviteret hjem til den gode Tekeste og hans søn Aron fra rejsebureauet Asmara Grande til trods for at vi ikke har købt nogle af deres (sikkert udmærkede) ture – og kun har brugt dem til (uundværlig) hjælp med vores visum (som jeg har måttet insistere på at få lov til at betale for). Tekeste bor i et kæmpe hus som han siger har en markedsværdi på en million dollars(!) (han har købt det for 85.000 USD i 1987) og han og hans kone og søn er fortrinligt selskab. Den traditionelle middag består (selvfølgelig) af njara (gæret madpandekage ligesom dem man får i Etiopien) med kød i sovs, kartofler og ris. Til dessert er der kaffe og appelsiner og popcorn inden Tekeste henter en flaske 12 år gammel skotsk single malt whisky som vi går i krig med mens ungerne kæler for familiens hund som hedder ’Shaft’ (opkaldt efter filmen af samme navn – amerikanske film er en stor ting i Eritrea). Tekeste fortæller i øvrigt at den eneste udenlandske gæst han nogensinde har inviteret til overnatning var min gode facebook-ven Tony Giles (www.tonythetraveller.com) – den første (og mig bekendt eneste) blinde mand i verden der forsøger at besøge alle verdens lande.
Således slutter vores ophold i mit land nr 196/196 i et land der er uretfærdigt isoleret og som bestemt har (og har haft) sine udfordringer. Men også et land med seje, kloge, stolte, venlige og hårdtarbejdende mennesker som aldrig opgiver håbet.
Det var det fra mit sidste land – Next up er Forenede Emirater og Dubai – som tre af os allerede har besøgt, men som vil bringe Jonas op på 66 besøgte lande.
Part2: Oman – Gedemarked og havskildpadder, 2019
Ukristeligt tidligt om morgenen stiger vi ombord på den lettere bedagede airbus fra FlyDubai (Emirates lavprisselskab) der leder os væk fra mit land #196/196 og videre til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. Der har vi lejet en lille Chevrolet Aveo og derfra sætter vi kursen mod Oman (turbeskrivelse fra De Forenede Emirater inkl. Abu Dhabi, Atlantis og de djævelske motorvejssammenfletninger i Dubai kommer senere).
Oman har Charlotte og jeg allerede besøgt. Det gjorde vi tilbage i 2008 før Jonas var kommet til og da Ava kun var halvandet år gammel. Men da vi ifm. Emirates/FlyDubai flyvningen til Eritrea kan få et 9-dages gratis stopover i Dubai har vi planlagt at gentage succesen. Dermed får vi mulighed for at vise vores børn – nu hvor de begge vil kunne huske opholdet – både kæmpeskildpadderne ved Ras Al Hadd på den arabiske halvøs østspids og fredagsgedemarkedet i beduinbyen Nizwa.
Vejene i Oman er gode, brede og lige. Motorvejene er mangesporede og der er næsten ingen biler. Benzinen koster (ligesom i Emiraterne) kun ca. 4 kr literen. Det er et super let land selv at køre bil i og den eneste reelle udfordring er at holde hastigheden nede så man ikke bliver blitzet af de mange radarer der konstant kontrollerer hastigheden (efter sigende må man køre op til 20 km/t over hastighedsbegrænsningen før man får en bøde).
Vores 400 kr pr nat Ras Al Hadd guesthouse som vi har udvalgt os som logi for den første nat ligger på stranden yderst på den arabiske halvøs næse. Præcis der hvor anslået omkring 20.000 grønne kæmpesuppekildpadder der hver typisk vejer over 100 kilo vralter op på stranden for at grave reder og lægge æg. Hotellet har en fin swimmingpool og vores værelse har en kæmpehjørnebalkon med fabelagtig strandudsigt og svalende brise i den knap 50 grader varme og lumre sommerluft.
Lidt længere nede ad kysten ligger Ras Al Jinz Turtle Reserve. Selv om det overskrider ungernes normale sengetid tager vi på en klokken 21.00 guidet skildpaddegruppetur (som temmelig ulogisk viser sig at starte klokken 20.30? – men vi kommer heldigvis i god tid og når den lige). Her er flere (og mere irriterende) turister end her var for elleve år siden. Til gengæld er her færre skildpadder. Ungerne er trætte og synes at to timer er i overkanten for en guidet rundtur hvor vi kun ser en 4-5 skildpadder, men vi når da at se et par af de grønlige kæmpe lægge æg og et par andre der møver sig ud i vandet efter endt forehavende. Til trods for at jeg har kørt bil i 9 timer og skal køre en del timer dagen efter går jeg i seng kl. 24 og står snart efter op igen allerede kl. 04.25 for at prøve på egen hånd at finde skildpadder før og i solopgangen. Efter et anstrengende kvarters vandring i det høje, løse sand nær vores hotel finder jeg i den mørke nat pludselig den første grønne kæmpekrabat nede i et hul den selv har gravet. Hullet befinder sig kun omkring tredive meter fra vandkanten, men det ligger på en lille forhøjning der sikrer skildpadden at dens rede ikke risikerer at blive oversvømmet. Mens dagen langsomt starter, knipser jeg – helt alene på en strand der strækker sig flere hundrede kilometer i begge retninger – fornøjet løs. Lidt senere ser jeg pludselig kaskader af sand blive kastet op i baggrunden og da morgenen gryer går det op for mig at to andre skildpadder har bygget redder ikke langt derfra. Før solen har vist sig bag horisontens tætte skyer er padderne efterladende deres karakteristiske skildpaddespor for længst vendt tilbage til havet (de lægger kun æg om natten når det er køligst). Ude i vandet kan jeg i solopgangen som knappenåle i en nålepude se hundredvis af skildpadder stikke hovedet op for at få luft. Eller hvad de nu laver – for skildpadder er også kendt for at parre sig ude i vandet hvor opdriften letter deres erotiske forehavende betydeligt. Selv om solopgangen pga. skydækket lader noget tilbage at ønske er det et magisk øjeblik og et jeg har drømt om siden sidst vi var her (hvor jeg desværre kun så skildpadderne om aftenen fordi jeg ikke gad stå op igen midt om natten).
Et par dage senere er vi kommet til byen Nizwa. Nizwa er kendt for sit store fredags-gede- og kvægmarked. Det afholdes tidligt om morgenen før det bliver for varmt og da vi var her for 11 år siden, kom vi desværre lidt for sent så vi nåede kun at se dagens allersidste handler. Denne gang har vi været oppe kl 05.00 og de meget søde ansatte på vores dejlige hotel har lavet morgenmadsbuffetten klar allerede til kl 06.00 en time før normal åbningstid. Allerede kl 06.30 ankommer vi derfor til området.
Gedemarkedet viser sig denne dag at være årets måske største da det finder sted blot to dage før Eid ul-Adha (som er ’den anden Eid’ – og ikke den der fejrer afslutningen af ramadanen, men i stedet den der fejrer profeten Ibrahims villighed til at ofre sin førstefødte søn Ishmael). Ved denne højtid ofrer hver familie typisk et dyr – hvorfor der altså i dag er usædvanligt godt gang i gedemarkedet. Det betyder også at selv den mindste og mest opportunistiske parkeringsplads for længst er taget så vi ender med at måtte parkere Aveo’en kreativt ved indkørslen til en privat gårdsplads lidt uden for byen.
Alle de lokale mænd og drenge er iført lange hvide kjortler og fine runde hatte der hedder taqiyah’er (men som kaldes kufi i mange vestlige lande). ”Tamam Sadiqi” råber jeg glad til dem (hej min ven på arabisk). Enkelte svarer ’Mia mia’ (100/100 på arabisk – dvs. jeg har det hundrede procent godt) og alle smiler de tilbage og lader sig gladelig fotografere. Her er ikke mange kvinder og de fleste af dem er beduiner iført en batmansagtig ansigtsmaske som hedder en batoola. Den bæres fortrinsvis af ældre beduinkvinder og formålet er ligesom for en Niqab at tildække ansigtet, men den er også praktisk ifht. at holde sand, støv og sol væk fra ansigtet.
I markedets midte trækkes geder den første time rundt i en stor cirkel og man kan byde på en ged når den kommer forbi. Da alle gederne er solgt, trækkes kvæget samme vej rundt og fra tid til anden spjætter en vild ko med bagbenene og forsamlingen inklusive de batmanlignende madammer må hvinende flygte derfra. Støvskyer hvirvles op og oplyses af den allerede skarpe morgensol når kvæget går bersærk. Temperaturen er allerede godt oppe over 40 grader og hele menageriet ligner noget fra en gammel arabisk film.
Vores rundtur i Oman slutter med et par tiltrængt tilbagelænede dage i hovedstaden Muscat. Vi bor på det samme fremragende Naseem hotel (400 kr pr nat) på havnefronten (som her hedder en ’corniche’) som vi boede på 11 år tidligere. Vi har også den samme fabelagtige udsigt (og den samme flinke og hyggelige indiske receptionist som en gang imellem godt gider at se lidt efter børnene). Vi besøger fiskemarkedet og ser en kæmpe friskfanget haj blive slæbt i land og nyder et par stille og fredelige dage da næsten alting er lukket pga. Eid-højtiden.
På vej tilbage til Dubai ligger vi vejen forbi Muscat forstaden Qantab og besøger søde, cool og gæstfrie Rachael MacIver i hendes fantastisk flotte hjem der ligner noget fra et boligindretningsmagasin (se næstsidste billede). Rachael er dansker, men har rejst og boet i mange lande, har arbejdet for det engelske militær og ernærer sig nu blandt andet som fotograf og har taget nogle fantastiske billeder af lokalbefolkningen og af lokale festivaler i Oman. Hun var med i DR1s ’Anne og Anders i Oman’ og efter at have set programmet skrev jeg til hende og spurgte om hun gav en kop te. Teen bliver dog til kaffe (som vi hellere vil have) suppleret med saftevand, kage og nødder. Vi når også at hilse på et par af hendes overstrømmende imødekommende naboer og går en lille tur ned til den lokale strand.
Efter at have besøgt Oman nu 3 gange (anden gang var mit besøg i Salalah i 2018 ifm. min tur til Yemen) må jeg konkludere at det er et af mine absolutte favoritlande i hele den arabiske verden. Civiliseret, velorganiseret, med fantastiske seværdigheder og en sød, gæstfri og imødekommende lokalbefolkning. En dag opdager resten af verdens turister det måske også.
Part3: Forenede Arabiske Emirater – Med lejebil fra Dubai
De Forenede Arabiske Emirater byder på herskersuiter og guldkaffe på et af verdens fineste hoteller. Vandrutsjebaner med hajrør. Motorvejssammenfletninger som ligner båndsalat. Indkøbscentre med udstillingsobjekter så ekstravagante at de overgår de fleste af verdens museer. Tag med til den Arabiske halvø midt i den stegende hede højsommer hvor luksushoteller fås i alle prisklasser mellem 200 og 200.000 kr. pr nat.
Vores ankomst til Dubai er ikke let. Vi har været oppe klokken 4 om morgenen og været undervejs i seks timer da vi i knap 50 graders varme ankommer til Dubais terminal 2. Terminal 2 er lavpristerminalen. Terminalen lever i den grad op til sit navn for ingen har gidet fylde Dirhams i de 5 forskellige pengeautomater der står i ankomsthallen og den gratis shuttlebus til Terminal 1 hvor vi skal hente vores Budget udlejningsbil er også sparet væk. I stedet må vi tage en taxa.
Allerede fra taxaen får vi en forsmag på Dubais vilde trafik. Motorvejene har typisk 6-7 spor i hver retning og når vejene krydser hinanden, forgrenes de mange baner nærmest momentant og efterlader et vejnet der betragtet fra oven mest af alt ligner at kigge ned på en skål kogt spaghetti. Banerne forsvinder vilkårligt til højre og venstre op ad broer og ned i tunneller og tilmed ud mod forvirrende normale langsomme byveje der løber parallelt mod hver motorvejs yderste højre spor. ”Tak for kaffe” tænker jeg der træt og nyankommet snart selv skal ud at køre i dette totale trafikvirvar.
Hos Budget biludlejning er der først kø hvorefter Vijayender – verdens måske langsomste inder – skal udfylde alle forsikringspapirerne der attesterer at vi må tage vores bil med til Oman (samt udlevere den originale registreringsattest der ligeledes er påkrævet). Så er det rart at vi ikke er særlig trætte, børnene overhovedet ikke er utålmodige, vi slet ikke er sultne og det overhovedet ikke er særligt varmt. Med GPS’en tilsluttet og med dens navigationsvolumen skruet op på ultramax kaster vi snart efter vores fine hvide Chevrolet Aveo ud i eftermiddagstrafikken. Allerede ved udkørslen til lufthavnen kommer vi – trods GPSen – flere gange i tvivl. Vejene deler sig hele tiden og det er nærmest et mirakel at vi kommer i den rigtige retning. Ude på motorvejen går det helt amok i valgmuligheder. Vores hotel er af samme grund valgt med en beliggenhed kun omkring 5 kilometer i fugleflugtslinje fra lufthavnen. Desværre svarer det til ti kilometers motorvejskørsel og utallige muligheder for at køre den forkerte vej i de intet mindre end 4 gigantiske sammenfletninger vi undervejs skal passere. En enkelt gang har jeg formået at placere mig i motorvejens yderbane da det går op for os at vores afkørsel godt hundrede meter længere fremme befinder sig syv baner længere til højre i inderbanen. På nærmest mirakuløs vis lykkes det mig alligevel at få flettet over til den rigtige afkørsel. Til sidst når vi stressede og udmattede frem til vores hotel i Al Jaddaf kvarteret – et kvarter der stadig er under opførelse. Overalt skyder enorme byggekraner mod himlen. Her venter os et dejligt og helt nybygget Premier Inn hotel med lækker rooftop terasse med pool og udsigt over Dubais skyline og et 4-sengsværelse der her midt i lavsæsonen utroligt nok kun koster 200 kr pr nat for hele familien.
Næste dag vover vi igen pelsen og sætter kursen i vores udlejningsbil mod Abu Dhabi. Morgenmyldretidstrafikken er vild og tæt, men heldigvis ligger vores hotel i udkanten af Dubai og vi kører modsat trafikken så vi slipper hurtigt ud af byen og kommer på den lange og lige motorvej let til Abu Dhabi. Hvad vi ikke aner er at hvor man I emiratet Dubai kan tillade sig at køre op til (tror jeg nok) 20 km/t over den tilladte hastighed før man får en bøde så gælder i emiratet Abu Dhabi den regel at hvis man kører blot 1 km/t for hurtigt så får man en bøde hvis man bliver blitzet. Kontant afregning. Til gengæld er bøderne angiveligt kun halvt så store i Abu Dhabi så familien Oyster ’nøjes’ med at måtte betale 600 kroner for den ene gang vi bliver fotograferet.
Emiraternes største moske hedder Sheikh Zayed Grand Mosque – den kan huse op til 40.000 bedende og den har kostet 545 millioner USD at opføre. Det parkeringshus vi ledes hen til, ligger foruroligende langt væk fra moskeen især taget i betragtning af at temperaturen midt på dagen igen nærmer sig de halvtreds grader. Charlotte har heldigvis været forudseende og taget paraplyer med til at skærme for solen. Dem får vi dog indledningsvis ikke brug for, for det er jo Emiraterne vi befinder os i, så naturligvis har man konstrueret en kæmpe underjordisk og fuldt airconditioneret shoppingarkade indeholdende utroligt lange rullebånd der leder fra parkeringskælderen og hen til moskeens indgang. Ret praktisk hvis man lige står og mangler en souvenirkamel eller en ny skjorte som så kan indkøbes på vejen.
En formodet fartbøde senere ankommer vi til Abu Dhabis Hotel Emirates Palace. Her koster en kop kaffe overstrøet med ’23-karat-guldflager’ 72 AED (130 kr). Selvfølgelig får frække Øster med de utroligt mange sociale-medier-følgere lige tiltusket os en gratis rundvisning på stedet. Rundvisningen leder os forbi en guld og marmorbeklædt ’Diamantsuite’ (40.000 kr. pr nat), og en 265 m2 Royal Khaleej (’guldhorn’) Suite. Til gengæld er vi ikke vigtige nok til at se en af de 6 ”Hersker-suiter” som angiveligt kun er for statsoverhoveder og kongelige og som de fleste ansatte aldrig selv har set. Den private strand der naturligvis stiller private kameler til rådighed for gæsterne, gider de meget forståeligt heller ikke have turister rendende rundt på.
Efter vores rundtur i Oman besøger vi også Atlantis-hotellet i Dubai. Vi spenderer en herlig (men utrolig varm) dag i deres fantastiske Aquaventure vandland (se separat tidligere facebook post) og ser efterfølgende deres udmærkede Lost Chambers Aquarium. Vandlandet har blandt andet end rutsjebane hvor man til sidst skydes gennem et gennemsigtigt plastikrør mens man er omgivet af levende hajer. Også på Atlantis får vi en rundvisning og vi er minutter fra at få lov til at se den ikonisk ’Bro-suite’ – hotellets øverste og dyreste suite. Her i lavsæsonen koster den med rabat beskedne 30.000 USD pr nat (suiten figurerer ofte på lister over verdens dyreste hotelværelser og i 2002 var det iflg. nogle lister det dyreste hotelværelse der fandtes). Desværre er den kinesiske superrigmand der skal bo i suiten ankommet lidt før planlagt så vi når lige nøjagtig ikke at se verdens tidligere måske dyreste hotelværelse.
Charlotte har i årevis fablet om hvor billige guld og diamantringe er i Dubai samt hvor meget hun har fortjent et repræsentativt udvalg heraf. Vi lægger derfor vejen forbi ’Guld Souq’en’ og forlader den beklageligvis 15.000 kroner fattigere. Til gengæld har Charlotte fået både et halskædevedhæng, et par øreringe, en fingerring og et armbånd, der alle skinner og funkler så det halve kunne være nok. Ude bagved sidder intet mindre end 150 fuldtidsansatte indere/pakistanere/bangladeshere og polerer og tilpasser smykker. Trods en klækkelig rabat har vi muligvis betalt for meget for vores smykker. I hvert fald bliver vi tilbudt et gratis 22 kilometers lift hjem til vores hotel af en uhyre elskværdig inder fra Kerala, der godt gider stoppe på KFC på vejen og gøre Jonas glad fordi han så får sin yndlings takeaway-mad. Senere møder vi flinke Daniel – som jeg kender fra facebook-gruppen Every Passport Stamp – og hans søde kone Rianda os i baren på vores hotel. De er fra hhv. NZ og Sydafrika, men de bor og arbejder begge i Dubai. Vi får en god snak om den store verden og vores fælles rejsevenner inden vi udmattede efter en lang dag falder om af træthed på vores værelse.
Dagen efter står den på shopping i Dubai Mall. Dubai Mall er iflg. Wikipedia verdens næststørste indkøbscenter (hvis der måles på fysisk udbredelse – eller nr. 26 på listen over flest tilgængelige butiks-kvadratmeter). Det huser naturligvis en indendørs skøjtebane, en enorm nattemodel over Dubai der hænger ned fra loftet, alverdens kunst og sågar et af verdens bedst bevarede dinosaurusskeletter. Den 24 meter lange Diplodocus longus består af 90% originalt materiale. Skulle du have lyst til at tage Dino med hjem er den efter 5 udstillings-år lige nu på auktion og buddene starter på tilforladelige 4 millioner USD.
Mens vi går rundt i Dubai mall bliver jeg ringet op af Nicklas fra Aftenshowet. Han forsøger at få mig i studiet sammen med Statsminister Mette Frederiksen samme aften. Desværre kan han (og hun) absolut ikke vente til vi er hjemme dagen efter. I stedet foreslår han en live Skype session om aftenen, men det må vi desværre også afslå da vi skal på ørkensafari. Til sidst haster vi midt på dagen hjem for i stedet at få optaget et indslag. Vi skyder det oppe på hotellets tagterrasse foran poolen hvor ungerne glade svømmer rundt. Desværre bliver det vist ikke særlig godt. Jeg er temmelig udkørt og har den knap 50 grader varme sol lige i masken. Charlotte skal holde min iPhone som vi sender fra og hun bliver nødt til at dreje den så jeg kan ikke selv se hverken skærmen eller Nicklas der interviewer mig. Midt i optagelsen lukker telefonen selvfølgelig ned fordi den overopheder og da vi får ringet op igen fra en iPad tager det nogen tid før vi får det hele til igen at virke. Utroligt hvad man gør for et par minutters sendetid på landets største kanal.
Ørkensafarier som udflugt fra Dubai koster normalt mellem 400 og 800 kroner pr person. Nærige Østerboy som har været på en sådan tur før og som er ret sikker på at alle ture er fuldstændig ens uagtet hvem de er booket igennem, finder dog hurtigt en tur på nettet til kun 200 kr pr person og efter 5 minutter har jeg kommunikeret med en flink inder og bestilt den via WhatsApp. Turen indeholder en times (privat) transport hver vej, udmærket aftensmad og drikkevarer ad libitum, ørkenræs og lidt turistkamelridning, -sandboarding, -hennatatovering samt et fotogent ildshow på en scene midt i ørkencampen. At man i ellers dyre Dubai kan få alt det for kun et par hundrede kroner er nærmest et mirakel og selv om jeg altså ikke får mødt vores statsminister og det hele selvfølgelig er noget turisthurlumhej er det en fin udflugt – også for børnene til trods for at aftensmaden først serveres lidt før klokken otte om aftenen.
Mens vi kører vild ørkenfræs i den specialbyggede firhjulstrækker tikker der pludselig en SMS ind fra Nicklas på Aftenshowet. Den informerer mig lakonisk om at mit indslag desværre er blevet pillet ud af aftenens program fordi Mette Frederiksen behøver længere tid til at forklare sin sammedags-undskyldning til Godhavnsdrengene. Lidt ærgerligt. Omvendt har jeg jo allerede en gang tidligere haft fornøjelsen af at være i Aftenshowet og at DR1 ikke bringer indslaget, muliggør formentlig min efterfølgende optræden i Go’ morgen Danmark som jeg (og forhåbentlig også Charlotte) nødigt ville have været foruden.
Således ender vores rundtur på den arabiske halvø inklusiv en 6-dages afstikker til mit sidste land Eritrea. Den store Airbus 380 leder os roligt og sikkert mod hjemlige himmelstrøg. Den er langtfra fuld og på næsten halvdelen af turen ligger jeg fuldt udstrakt på fire midtersæder, der udgør den bedste liggeplads jeg nogensinde har haft på et fly. Senere samme dag venter et 30 mand stort surpriseparty i vores have – og forude venter et par uger i mediemøllen.
Priseksempler:
Premier Inn Dubai Al Jaddaf – hotel, 4 personer pr nat DKK 200
Billeje: Chevrolet Aveo. Leje 7 dage DKK 1.075, tillæg for at tage bilen fem dage til Oman DKK 300, en uges forsikring for Oman DKK 460, en uges ekstra forsikring Dubai og Oman (for at sikre vejhjælp i Oman) DKK 570 – total en uges billeje FAE og Oman DKK 2.400:
Benzin koster 4 kr pr liter.
Ørkensafari – 5,5 time inkl ørkenræs, mad, transport oma – DKK 200 pr person.
Taxatur – 15 km – 80 kroner.
Meget andet er hundedyrt i Dubai – Normalpris for indgang til hhv. Atlantis vandland og udsigtsplatformen i Burj Khalifa er feks DKK 600 pr person.