Charlottes Blog Stillehavet og jorden rundt 2012

Blog fra vores 3 måneders jordomrejse. Ruten er Kuwait – Thailand – Cambodja – Hong Kong – Fiji – Kiribati – Samoa – Tonga – Salomonøerne – Vanuatu – Fiji – evt. Tuvalu – Los Angeles – Las Vegas – Bryce Canyon – Grand Canyon – Island.

Part1: I morgen går det løs

Taskerne er pakket, huset skippet af og sommerfuglene er begyndt at lette i maven… Imorgen kl 8.30 står vi i lufthavnen, klar til 3 måneders eventyr – og sikkert også hårdt arbejde med to banditter på 5 (Ava) og 2½ (Jonas) år i bagagen.

Første stop er Kuwait City, byen hvor der – iflg researchen – er masser af shoppingcentre, ikke er fodgængere på gaden, og bilisterne kører hurtigere og vildere end gennemsnittet i “crazy-driving-countries”. Men mon ikke Jakob er mester for at støve et eksotisk eventyr op til sin lille familie? Der må være en kamel derude med vores navn på!

Vi skal bo på Mirage Hotel. Det ser marginalt bedre ud end det vi plejer at bo på. Mellemøsten holder!

KH Charlotte

Part2: Kuwait – the Oyster has landed

Dagens 5 års humor: Vi er i KOwait, hvor folk er MUSlim…

Så er turen skudt i gang med 8 timers vandretur. Vi
forlod først hotellet ved middagstid og gik over vejen og ned til Cornichen,
som er en 10 km lang strandpark, som løber langs Golfen. Det blæste kraftigt,
så selvom der var omkring 20 grader, føltes ikke det ikke specielt varmt – men sol
og blå himmel, og så kan man jo ikke ønske mere! Heldigvis var det pålandsvind,
ellers havde vi oplevet en gedigen sandstorm. Enkelte af de lokale var ikke blege for at iføre sig en vinterstøvle, ørevarmere eller en fiks dynejakke!

Vi gik en lang tur langs med stranden, og da vi var
klar til at tage en taxa ind til byen, var spørgsmålet bare, hvordan man
støvede sådan en op! Der var strandparken og den 2×3 sporede motorvej ved siden
af! Vi mødte tilfældigt en lokal fyr som heldigvis var frisk på at køre os til
Grand Mosque (Den største moske i landet), gratis forstås, mellemøstlig
gæstfrihed er absolut ikke at kimse af!

Kuwait City virkede mildt sagt lidt død i sværen. De
fleste butikker på gaderne havde skodderne rullet ned og der var meget få folk
på gaden. Bygningerne vekslede mellem topmoderne skyskrabere, grimme 70-80’er
boligblokke og lurvede 2 etagers bygninger med butikker forneden. Det ligner på
ingen måde et af verdens rigeste lande. Her er sjovt nok temmelig sandfarvet.
Palmerne er pt. lidt visne at se på og grå af støv. Den foretrukne husfarve er
sandfarvet, og da jorden består af sand og grus bliver udtrykket ikke just
sprudlende! Rigmandshusene er flottere i orientalsk stil, men dem har vi kun kørt forbi.

Men folk er venlige, hilser pænt og klapper børnene på håret
og prøver at tale med dem! Ca. 1/3 af damerne går helt tildækkede med kun
synlige øjne. Hovedparten af resten går med håret tildækket. Mange af mændene
går med dishdash (lang kjortel, enten kridhvid eller sort – dog altid nystrøget!)
og såkaldt palæstinensertørklæde – det ser jo forrygende ud!

Vi fandt heldigvis den store overdækkede souq
(markedet) med alt, hvad hjertet kan begære, og masser af folk. Det er ikke
marokkansk snuskebasar-agtigt, men rent og lækkert uden at være specielt
eksklusivt, hvilket især blev synligt, hvis man rettede blikket lige op over
butiksskiltet og så de hærgede facader og alternative strømføring…

Vi blev inviteret på te i et af mændenes
vand(pibe)huller. Folk er generelt gode til engelsk, så det er en fornøjelse at
sludre lidt, når nu man rent faktisk kan tale sammen! Det lykkedes en overtræt
Jonas at vælte teen ud over mig…Så der røg formodentlig min eneste langærmede bluse
og 1/8 af t-shirt beholdningen. Grrr.

Efter 2½ times slentren i basaren, fik vi en guidet
rundtur kl. 17.30 i Grand Mosque. Jeg skulle have en fin beige nylon-heldragt
på med indbygget tørklæde, og Ava fik en sød pigemodel, så hun lignede et lille
spøgelse. Selve den store bedesal var lukket pga. renovering, men via
dameafdelingen på 1. sal kunne Ava og jeg kaste et blik derind. Hele komplekset
rummede 100.000 bedende under sidste ramadans afslutning. Det er ganske
imponerende. Udsmykningen kunne dog på ingen måde måle sig med fx Irans
moskeer, men det er dejligt man bliver budt indenfor, det er ikke altid man er
velkommen i et lands moskeer. Her var den rimeligt moderne med legestue
indrettet med Ikea møbler m.v., og Ava fik lov til at lave et smukt bogmærke
islamic-art-style i en kreativ workshop. Jonas tilbragte tiden med at bælle de brikjuicer,
som normalt uddeles gratis (Da vi var i Bahrain i 2008 måtte vi engang forlade
en moske, fordi vi simpelthen ikke kunne indtage mere juice!)

Efter besøget gik vi tilbage på markedet til en lokal
aftensmad på souq’ens torv bestående af kebab (her i
køfte-lange-kødboller-stilen), stegt kylling, ris, sovs, fladbrød og salat.
Super lækkert og lige hvad vi trængte til. Jeg lærte at helt tildækkede damer
lige løfter mund-sløret, når de skal spise eller drikke. Det ser spøjst ud. I
de andre mellemøstlige lande vi har rejst i har de tildækkede damer altid spist
i særlige kvinde- eller familierum. Men de virker afslappede her og samtidig meget
noble og dannede.

Der stod nogle mænd med fyldte indkøbsvogne og ventede
ved siden af restaurantens borde, hvilket undrede mig. Indtil en bord med damer
rejste sig og viftede af dragerne, som fluks kom med deres vogne og fulgte
efter dem ned til deres bil. Jeg så også en drager komme med en indkøbsvogn med
varer plus barn i – man kunne lige overveje denne model i Herlev Bymidte, så
ville jeg da benytte det!

Kl. 20 var ungerne stegte – Øster Tours er for de
udholdende med stærke ben! – og vi tog en taxa hjem til hotellet. I morgen står
der Aquarium og hotellets indendørs pool – a la Arndal Spa – på programmet. Poolen
er indendørs, da vandet i poolen bliver for varmt udendørs om sommeren! Jeg er
nu meget glad for, vi er her om vinteren og har startet ferien med et diskret
varmespring mellem dansk 0-5 grader og næste stop Thailands 30+ grader.

/Charlotte

Part3: Sidste overnatning Kuwait

Så har vi sidste overnatning i Kuwait City. Vi har været på fredagsmarked med alle de lokale. Det var ikke kønt, men meget…lokalt! Man kunne købe tæpper i megamål, alskens pynteting og udsmykkede kommoder og tøj (brugt?) i tonsvis og og og…

Vi mødte et venligt ældre par, en pensioneret general i politistyrken og en pensioneret lærerinde. Hun var iført heldragt med kun synlige øjne. Det sjove var at hun sagde hun normalt ikke gik med ansigtet tildækket, men at der var så mange ikke-kuwaiteriske mænd, så hun følte sig utryg og de behandlede hende ikke med respekt! Spøjst, jeg tror sjældent, at jeg har været tryggere og blevet behandlet bedre. Og hun havde været i København og Oslo, så hun vidste jo ligesom hvad vi kom fra.

Vi fandt en kæmpe legeplads midt i souq’en, så der legede børnene længe. Vi forsøgte også at besøge museet til erindring om Golfkrigen, men det var desværre lukket.

Der har været mange folk på gaden idag, da det er deres fridag (fredag).

Jakob fortsatte på fototur mens ungerne og jeg gik hjem og badede i den virkelig fantastiske indendørs swimmingpool. Vi ville have svømmet imorges, men der var den booket til en private session, så anstændige damer kunne være i fred!

Part4: At komme fra A til B(angkok)

…er ikke altid uden forhindringer.

Vi tjekkede ud af
det dejlige Mirage Suites Hotel klokken 15, badede i poolen til 17.30, spiste
dejlig japansk og indisk take out inden vi drog i lufthaven kl. 19.30. Vi sku
først flyve til Bahrain og derfra videre mod Bangkok. Det var helt underligt
ikke at være eneste turister, men omgivet af horder af europæere (i transit) på
udkig efter lidt sol og varme. Vi fik pladser på 2. sidste række (not jay!) Og
sjovt nok på én af de to eneste midterrækker ud af 50, som kun havde tre sæder.
Jeg blev sat dér med afkommet, og Jakob sad på et sæde ved siden af i
vinduesrækken. Bag Jakob sad et yndigt par, som mindede lidt om ”Amy Winehouse
going 50 and her drug-addict lover”. Det var to grækere, som havde dybet
snablen i deres plomberede spirituosa, hvilket de fik besked på at stoppe med
af Gulf Air stewarden. Det var så eneste gang, der var lidt myndighed over dét
selskab. Flyet lettede kl 1.45 om natten. Ava faldt i søvn 00.45 på en bænk,
mens Jonas stadig var i hopla. Han sov først 2.10, og jeg fatter ikke, hvordan
han kunne holde den kørende så længe!

Jakob og jeg tænker, at vi har 6½ times flyvetid, så
lad os snuppe en lur, når nu det er midt om natten. Vi lægger os til at sove,
ligesom de fleste andre, hvilket indebærer sædet lægges ned. Vi er ved at døse
hen, da stewardesserne synes, der skal serveres en omgang mad! Damen tænker,
hende med tæppe, sovemaske, hovedpude og hættetrøje trukket helt hen over
hovedet, hun må da være sulten og rusker i mig. ”Nej, tak til ildelugtende
fiskeret kl. 2.30 og gider du skride?!”, opsummerer vist bedst mit svar. 2
minutter efter er den gal igen. Jakobs skøre grækerdame skal selvfølgelig spise,
og det er umuligt, når Jakobs sæde ligger ned. Ergo skal manden vækkes, og det
kan kun gå for langsomt! Hun rusker i sædet og slår ham i hovedet med en avis og
– hvis man kender Jakob, kan man måske forestille sig, at den slags gør man
ikke ustraffet! Han råber forskrækket, hun skal lade være og at han sover…
Hvorefter madame flejner fuldstændig og vil kaste maden efter ham og river og
flår i hans sæde, indtil det kommer i oprejst position. Hele flyet glor på
optrinnet, og Gulf Air kan slet ikke takle det og gør ikke rigtig noget. Jeg er
fuldstændig målløs (Jeg har en gang tidligere oplevet en fuld mand på et fly få
en advarsel, og det blev håndteret temmelig anderledes håndfast) og siger, hun
skal slappe af og tage en tur til Indien, hvis hun synes, hun har det hårdt! (Ved
ikke lige hvor det kom fra, var en smule træt!). Damen vil bytte plads med mig,
ja klart, kom og sid mellem mine børn og smadr manden, som sidder foran mig,
for hans sæde ligger også ned. Det var som at deltage i absurd teater.

Efter halvanden time er stewardesserne endelig færdige
med deres madshow, og så skal der deles tæpper ud til dem, der endnu ikke har
fået. Slam, slam, slam, tæpperne ligger nemlig midt i kabinen i et af
overskabene. Og slam. Og folk snakker og
pludrer, som var det en større fætterkusine-fest og ikke sort nat. Der skal
tisses af, slam, slam, suuuug, slam med dørene igen og igen. Vi prøver at få
pulsen ned, Jakob har rettet sædet op af frygt for at få tun i nakken, som hun
har truet med, men efter spisningen må han stadig ikke slå sædet ned, selvom
grækerdamen slår sit eget ned for der skal soves rus ud. Hun knalder knæerne
hårdt imod Jakobs sæde, så han ikke kan rykke det, og hvis han bevæger sig i
sædet, bliver det lige rusket bagfra… Der er en knaldhyggelig stemning på de
billige rækker…

Pludselig er Jakob væk, han har fået bevilliget et sæde
på 1. klasse i en time eller to. Endelig er der ro, og lyset bliver slukket…
netop som freden når at forplante sig i sjæl og legeme kommer grækermanden og
Jakobs sidemand mega op og skændes, og jeg tror, de vil gå i slåskamp. Grækermand
synes det er unfair, at sidemand har lagt sædet ned, når nu Jakobs (tomme) sæde
står op. Dem store sidemand forsøger at forklare, at manden foran ham også har
lagt sædet ned, og at han må tage sig sammen… Man ser ikke noget til
stewardesserne, de gemmer sig i køkkenet lige ved siden af. Meget mærkeligt
firma. Jeg prøver endnu engang at få pulsen ned (er lidt utryg ved dem, så tæt
på mine børn, hvis nu de skulle finde på at trimle omkring).

Da roen sænker sig igen begynder – ved gud –
stewardesserne ude i køkkenet at råbe ad hinanden! Dette er et absurd teaterstykke
uden lige. Klokken er nu omkring 5 om morgenen og jeg har stadig ikke sovet…
Okay, bare en times søvn inden landing vil være fantastisk, tænker jeg.
Desværre synes en dame, at hun skal åbne gardiet, så lyset vælter ind. Normalt ville jeg have spurgt,
om hun ku bruge sin læselampe i stedet, men tænker kvoten for verbale passager-udvekslinger
er opbrugt, giver op og tænker, vi tager sgu en all-nighter. To timer før
ankomst er det tid til at stå op ifølge Gulf Air! Der skal skramles, tændes
loftslys og ind køres morgenmad… Man er jo blevet lidt gammelsulten i løbet af
de forløbne 4 timer og 1 måltid siden!

Vi kommer fint ud af lufthavnen, får glimrende pink
taxi (Ava likes) og ankommer klokken 13.45 lokal tid til hotellet: New Siam
Guesthouse II, hvor vi også boede i 2003. Det skal blive spændende om meget er
forandret. De var ikke særlige venlige dengang, men stedet var nyt og med
glimrende beliggenhed, så vi prøver igen!

Gulf Air – not so
sure about that…

Part5: Bangkok

Så har ungerne påbegyndt deres 3. nattesøvn i Bangkok,
så mens fatter er ude og tage nattebilleder, er der en lille, stille stund til
mutter.

Vi skal tidligt op i morgen – klokken 6 – da vi skal
til ”Floating Market”, hvilket ingen af os har besøgt tidligere. Vi har begge
været her i 1996 og 1997 og sammen i 2003 og nu igen i 2012.

Jeg er faktisk positivt overrasket (Undtagen måske på
Khao San Road skalaen, men mere om det senere), da stemningen generelt er meget
bedre end sidst, vi var her. Thai’erne er glade og der max gang i den! De
sidder sørme ikke og drikker mynte-te hele dagen, som visse andre lande. Det er
hårdt arbejde fra sol står op til sol går ned! Der er crap, der skal sælges,
uanset om det er en lodseddel, en fisk, en pung, kniv eller en dippedut eller
dimsedat.

Hotellet er vi meget tilfredse med! For 150 kr. har vi
fint og rent værelse, restaurant, swimmingpool, fiskebassiner, andre børn og
hygge. Og vigtigst af alt location, location, location. Vi mødte hurtigt Karsten,
Katja og Sigurd (4), som kender min søster. Det er en lille verden

I dag har vi ikke bedrevet stort andet end at tage en
flodbus – som vi heldigvis bor lige ved siden af – en halv times tid op ad
floden for at besøge Karstens foretrukne brilleforretning Hawaii Optics for at
se, om vi ku gøre en god handel. I halvanden time kartede ungerne rundt i
butikken udstyret med legetøj (frisk de udleverer plastikgolfkøller og -bolde i
en forretning med glasskabe fra gulv til loft), mens især Jakob prøvede løs.
Jeg fandt hurtigt et interessant par, men synes 850 kr. var lidt dyrt, når jeg
ikke behøvede nye briller. Efter meget lang tid prøvede Jakob tilfældigt det
par jeg havde valgt (som var ret maskuline skal det lige tilføjes) og snupti,
så slap jeg for at spekulere på om jeg havde gysser til nye briller Han
skulle give 1100 kr. fordi hans glas er så meget dyrere. Til gengæld er de klar
på 24 timer! Jeg tror han giver 1200 kr. pr glas i DK, så ikke nogen helt
ueffen handel.

Bagefter besøgte vi Lebua, hvor slutscenen til filmen ”Hangover
in Thailand” er optaget på den vildeste udendørs bar ever i 64. sals højde.
Børn under 7 år forbudt plus strict dresscode gjorde at jeg og ungerne ikke
regnede med at komme derop – Men heldige os! Da Baren endnu ikke var åben for
gæster fik vi lov til at køre op med elevatoren og kigge ud – og sikken en
udsigt og übercool bar!

Ungerne og jeg tog bådbussen hjem, mens daddy iførte
sig lange ben og pæne sko og tog op til baren igen for at tage billeder.

Vi snupsede i stedet en time i poolen, mens vi ventede
på en evt. dinnerdate med K,K og S, men de sad desværre fast i trafikken i 1½
time, så Ava fik ikke lært Sigurd at spille Uno.

Vi gik en lille aftentur i de hyggelige gader omkring
os. Det hippe kvarter er i løbet af de sidste 10 år flyttet herhen, hvor vi bor
(omkring Phra Athit) og det er jo ren Khao San Road anno 1997! Selve den
berømte backpackergade er et værre cirkus og rend (og hop) – Meget charmeforladt,
om end man sikkert kan gøre sig et kup, hvis man har tålmodigheden til at kæmpe
sig gennem horder af blegfede masser. Turistmassen består for en stor dels
vedkommende af ungdom iført grimme t-shirts (kan stadig ikke komme mig over
fyrene med hhv: ”Fuck You – (og på ryggen) You Fucking Fuck”! og ”Teamwork” med
billedet af tre mænd der gennembanker en fjerde med en kølle! WTF, siger jeg
bare. Hvad er det for et signal at sende til søde, høflige og meget velklædte
thai’er?! Og så øl-tee’s med lokale ølmærker, ikke bare last decade, men to
siden… Man skammer sig indimellem som turist…Så på med øjenskyggen, mascaraen
og den pæne kjole, så mødes man med lidt mere respekt.

Ungerne er i hvert fald en god indgang til kontakt med
de lokale. De er svært glade for børn, ikke mindst med lyst hår. Gad vide om de
har noget hår tilbage, når vi er færdige med turen, de bliver seriøst nusset af
alle der kommer forbi.

Part6: Flydende marked (thailand)

I dag har vi været på udflugten til ”Floating Market”.
Op kl. 6 og alt gik fino. Vi ender med crazy driver, som er sent på den – man skal
igennem den klassiske forbi 3 hoteller for at samle folk op – og hvad gør en
klog mand så? Han kører 140 km i timen og indhenter på den måde noget af
forsinkelsen. Og en ting er at køre 140 på Thai motorveje, en anden ting er at
være en dårlig chauffør som gasser op og ned og generelt er elendig bag et rat….
Vi kom frem i et stykke og kun to brækposer rigere (Ava igen igen), hvilke Jakob andægtigt
overrakte chaufføren efter kørsel, som bevis på vedkommedes duelighed.

”Floating Market” var – selvfølgelig – turistet, men
faktisk overraskende hyggeligt. Vi sejlede først i en lang motorbåd, det syntes
ungerne var herligt og ankom til selve markedet som var lidt i stil med
mini-Venedig (uden yderligere sammenligning i øvrigt!) små gader langs vandet
med butikker og – tadaa- lange kanoer med varer – fra alt til hatte, vifter,
frugt og tilberedning af mad. Man kunne leje en man med kano som håndpadlede
rundt, men dette gjorde vi ikke. Vi købte en meget fin håndsyet uglepung til
Avaneseren og tussede bare rundt og så på varerne. Jonas fik charmet nogle
frugtsælgende damer til at forære ham og Ava stykker af rosen-æbler, hvilket
smager rigtig godt. Det er dejligt at prøve noget nyt!

Jonas var lige en tand for populær på markedet. Alle de
lokale ville have kontakt og prikkede ham i maven og ville løfte på ham og det
blev for meget. Han blev pænt tosset og rystede sin lille næve ad folk. Det er
da fint han giver ren besked. Frugtdamen var han selvfølgelig vild med, man er
vel til fals for lidt føde. Ungerne er bl.a. blevet glade for omelet med ris og
hotellets glimrende havregrød med æble eller melon, så de får noget indenbords.

Turen hjem gik rigtig fint – vi fik lov til at køre med
en anden minibus, hvor chaufføren holdt sig til hastighedsgrænserne plus besad
betydeligt større køreevner, så det var en ren fornøjelse!

Vi tog lige en slapper på værelset, mens far hentede
briller. Vi har kun Cartoon Network på tv’et, så vi har set en del Tom &
Jerry film og Pink Panther, det ku da være værre…

Poolen kalder og så en aftenslentretur. Life is goood

Part7: Chinatown (Bangkok)

Afsted med bådbussen (eller som Jonas siger bådfærgen)
og af ved kvarteret, som kaldes Little India videre til Chinatown, som er en af
de få originale Chinatowns tilbage udenfor moderlandet.

Bangkok er i forvejen proppet, men her er det helt
ekstremt med fodgængere, kærrer, handlende, biler, motorcykler, tuktuks,
knallerter og varer ALLE vegne! Trafikstøjen og forureningen var overvældende,
men folk forstod at sno sig, så vi kom fint rundt med klapvogn og Ava. Der var
et stort overdækket område med meget smalle gange (en person bred) og små boder
som var fyldt HELT op. Der kan sgu godt lige hænge 10.000 ure på 2½ m2. Ava fik
lokket en fin ring ud af sin far, men ellers købte vi ikke noget udover en
lille hængelås. Det der med at skulle slæbe ting 3 måneder sætter virkelig en
begrænsning på købetrangen…

Vi spiste frokost på en superfed kinesisk restaurant,
hvor Jakob bestilte stegte østers. Så har han prøvet det, det var noget slimet
stads med vistnok ost omkring. Jeg snuppede and, og det går man jo ikke galt i
byen med!

Vi endte vist med at gå 4-5 km mellem forskellige
bådbusstops og godt brugte, tog vi båden hjem og nød roen og den friskere luft
ude på vandet.

Så gør det godt at komme hjem til en jordbærjuice til 7-8
kr. på hotellet. Ahhh. Og så en tur i poolen…

Part8: Ankomst Cambodja

Søde farmand var taget på busstationen dagen før afgang
og sørget for superbus og –pladser til sin familie. Vi tog en fin 1. klasses
airconbus i 4 timer op til grænsen (Poipet hedder grænsen på Cambodja siden).
Det gik rigtig fint. Undtagen for den turist dame som ikke vidste (- vi andre har lært af bitter erfaring) at aircon i udviklingslande betyder AIRCON! Vi havde derfor lange bukser, sko, og langærmede og hele pivtøjet på. Hun sad 4 timer i shorts og t-shirt i 14 graders kulde. Not a happy camper…Vi skulle køre med tuk tuk et lille stykke ind til selve
grænsen. Tuk tuk-fusker syntes, han skulle sætte os af ved hans fætters ”Betal-overpris-for-visum-som-også-kan-fås-på-grænsen”
shop! Så måtte vi ellers traske en god tur i solen med to små unger og en
hulens masse bagage op til den rigtige grænse, grrr. Vi kom rimelig hurtigt ud
af Thailand, og det gik rimelig nemt at få visum i Jakob havde set på
landets officielle hjemmeside at børn under 12 år var gratis. Det var
betjentene ikke helt vilde med, for så mistede de 40 dollars indtægt de ku
stikke i lommen. Men vi fik det hele for 40 dollars, hvilket vist var det samme
som Bangkok-we-can-help-you-biksene tog for ét visum (plus de sagde børnene
også sku have, så vi sparede vist $120).

Køen der mødte os var lang og bred og stod delvis i
solen og delvis i en lang mørk tunnel. Ikke lige hvad vi havde behov for med
sovesur Jonas, så en lille forhandling og 30 kr. skiftede hånd og vupti var vi
allersomforrest i køen Gratis transitbus til taxa/buspladsen, hvor vi spiste
en aldeles glimrende frokost, serveret af en charmerende dværgemand, som børnene var ret vilde med. Cambodjansk mad er superlækkert med masser af grønt
og gode saucer. Folk er superflinke og afslappende. Jeg havde forventet noget i
retning af folkementaliteten fra Laos, som er temmelig bister og uudgrundelig,
men den forestilling kunne jeg heldigvis pakke sammen allerede på grænsen!

Vi tog en fin taxa de to sidste to timer ind til Siem
Reap. Ungerne fik lov til at se film på computeren og så fløj tiden jo af sted.
Vi ankom ca. 18.30.

Hotellet blev Mekong Angkor Palace. Vi fik lækkert 3
sengsrum (2 dobbeltsenge og en 1½ mandsseng plus stor altan og pool udsigt. $35
pr nat. Første aften her hørte vi om terrorplanerne mod turistmål i Bangkok, så
vi udvidede fra 3 til 5 nætter i Cambodja. Her er nemlig malaria, og kun
ungerne tager medicin, så vi dunster os godt til med DEET og bliver nogenlunde
inde efter mørkets frembrud.

Vi spiste på Curry Walla (fedt navn), en indisk
restaurant som ligger lige overfor hotellet. Ungerne skabte sig som ind i …,
men mutter fik en sweet lassi og god korma og så kan man lidt igen. Den normale
måde at komme rundt på her minder mest en lille, overdækket hestevogn trukket
af en knallert. Meget behageligt. Vi hyrede en sød fyr som hed Art, til at køre
os rundt hele næste dag. Temples awaits!

Part9: Angkor Wat

Vi havde en hel dag ved templerne ved Angkor Wat. Vi
kørte rundt med Art, som vi var meget tilfredse med. Først så vi det kæmpestore
hovedtempel, som hedder Angkor (Wat betyder tempel). Der var massive turistmængder,
men fin stemning og området er så kæmpestort at det var okay. Men jeg får altid
lidt kvalme, når jeg ser de japanske turistflokke iført ens kasketter taktfast
travende efter guiden… Der var et bryllupsselskab, som fik taget bryllupsfotos
oppe på templet, og så var Øster Photo straks på pletten. Der var ikke mange
børn, så ungerne fik igen meget opmærksomhed, hvilket Jonas for det meste ikke var
så begejstret for. Den surmule-mund og demonstrativt lukkede og bortvendte øjne
udtrykker så afgjort hans mening ganske forståeligt uanset sprogbarrierer.

Templerne er bygget i 1200tallet og virkelig, virkelig
imponerende! Gigantiske og med udsmykning på alle flader af stenene.

Det er ikke en handicapvenlig udflugtsmulighed, da det
er tusindvis af trapper og ujævne sten, man klatrer rundt på. Ava blev træt
efter de to første templer og blev siddende i vognen med Art. Hun læste bøger
for de lokale børn, som gerne ville sælge hende en fløjte eller en tromme. Jonas klarede alle de templer, vi havde
udvalgt (plus et skønt ét som guiden overraskede os med). Vi så bl.a. Bayon,
som er kendt for at have ansigter på alle flader, Ta Prohm, hvor slangelignende
træer voksede henover og igennem templet og fæstningemuren ved Angkor Thom.

Banteay kdei var den positive overraskelse. Man gik
gennem porten og så ca. 400 meter igennem en smal åbning i skoven, og pludselig
stod man ved en 900 år gammel klosterruin, indre strakte sig uendeligt langs en
midterkorridor. Det var ikke blevet forsøgt vedligeholdt/restaureret som de
andre, så det var sjovt at se naturens barske gang. Foran klostret stod et
kæmpestort sølvfarvet træ, det nærmest så malet ud, men det var barken, som var
speciel, ikke mindst i det varme eftermiddagslys. Det var få besøgende, så den
intime stemning var også med til at gøre det til noget særligt.

Jonas og Jakob ved porten til B. kdei:

Vi så 4 elefanter, som man kunne betale for at slæbe
sig op på et bjerg og se hovedtemplet på afstand. Det var meget spændende,
synes børnene. Der var også vilde aber.

Art kørte mig og ungerne hjem til hotellet, mens Jakob
blev og tog solnedsgangsbilleder. Så blev han hentet af Art, da det blev mørkt.

Part10: Børneværnet anyone, Cambodja

Vi havde en pausedag, da Jakob ved et uheld kom til at
tabe Ava da de legede så hun slog hovedet i klinkegulvet. Kæmpe bule over det
ene øje fik den lille pige. Hun blev selvfølgelig rigtig ked af det og efter
massiv trøsten, en smule googlen og lysen i øjnene med lommelygte for at tjekke
pupilreaktioner og andet sjov, fik hun lov til at sove lidt under opsyn. Hun
kastede op, da hun vågnede, så vi aflyste dagens planer og blev hjemme på
hotellet. Vi overvejede at konsultere det lokale og gode børnehospital, men der
var i regntiden et massivt epidemisk udbrud af denguefeber (den hæmoragiske,
dvs med indre blødninger), så hospitalet var fyldt op med børn som var ofre for
dette, og det synes vi ikke, vi ville i nærheden af uden rigtig god grund (Se
skiltet som stod udenfor hospitalet). Vi gik ud til aftensmad og Ava fik lov
til at vælge, så det blev KFC, så hun ku få et kyllingelår og en kyllingeburger.
Hun spiste låret, kastede op i en pose og spiste burgeren bagefter! Meget
mærkeligt. På vej ind i værelset drillede nøglekortet, så Jakob gik i forvejen
med Jonas på skuldrene, mens jeg prøvede at få nøglen ud og sat i holderen, så
vi ku få lys i værelset. Pludselig skreg Jonas og Jakob om kap…Det viste sig at
stuepigen havde viklet hele myggenettet op på den nylonsnor som holdt det
udspændt, hvorved den kom længere ned end før! Jonas fik et rigtig flot gnavsår
hen over halsen af snoren. Det ser drabeligt ud, men er kun overfladisk.

Alt i alt en dag som vi godt kunne have undværet.

Part11: Kampung Phluk, Cambodja

Dagen efter var alle mand friske igen og vi var så
heldige at støde ind i Art, vores driver, på vej til frokost. Han ville
hjertens gerne køre os på udflugt efter maden. 10 dollars så var han vores mand
resten af dagen. Vi spiste på vores lokale stamsted, en slidt restaurant som
blev drevet af den sødeste familie. Og de ku koge et måltid, så det sang. Meget
mere varieret i smagene end i Thailand og med flere forskellige grøntsager.
Ungerne fik deres første kokosnød, det var en stor oplevelse, og der blev
drukket meget mælk, men de kunne ikke lide den friske kokos. Et måltid kostede
ca. 7 dollars for hele familien med masser af retter og drikkevarer. Og
efterhånden som vi kom ofte var der også suppe og frugt på huset.

Vi ville have Art til at køre os til en ”floating
village” – en landsby ude i mangroven (vandskov) på kanten af Sydøstasiens
største ferskvadsø. Husene var bygget på stylter for forskellen i vandstanden
mellem tør- og regntid er vist omkring 4 meter! Så nogle af husene var på 6
meter høje stylter.

Der er ingen vej derud, så man skal sejle i sin egen
båd fra hvor vejen ender (smart utænkt).
Art tøffede derud af på sin lille scooter med os på slæb. Der var masser at
kigge på i den time og tyve minutter turen tog. Vi kom igennem en masse sjove
lokale markedsområder, huse med husdyr og der blev råbt ”hunde-alarm, ko-alarm,
vandbøffel-alarm, hønse-alarm” meget jævnligt. Jonas troede vandbøflerne var
flodheste, men som de lå der og gassede sig, kunne de også godt ligne. Vi så
masser af rismarker og Ava har helt styr på hvordan plantning mv. foregår. Hun
kan også palmesorterne: Dadel-, banan-, kokos- og blomsterpalme. Så vi har
botanik som ”skolegruppe”. Vi skulle leje en båd som sagt, 22 dollar-bobs pr
voksen snude. Så var den da betalt. Den var kæmpestor og larmede infernalsk,
men ud over stepperne gik det. Vi sejlede et godt stykke hen til landsbyen.
Desværre var det overskyet først, så det var svært at tage gode billeder, men
det var sindssygt imponerende med alle de huse balancerende på toppen af avancerede
styltestilladser… Det havde hverken jeg eller Jakob set før på den måde, så det
var sjovt at se noget nyt. Vi blev lokket over i en meget flad og bred kano på
tur gennem mangrove-skoven, som lignede en forhekset skov med masser af krogede
træer uden blade på de nederste 3-4 meter, da de jo i regntiden var dækket af
vand der. Folk var søde og stille og rolige. Vi havde med vilje valgt en
landsby som lå dobbelt så langt væk og som var meget mere besværlig at komme
til end den hovedparten af turisterne vælger, så det virkede meget uspoleret!
De lokale kiggede på vores unger og mange vinkede og råbte Hello!

Folkene i landsbyen lever primært af rejefangst (i det
grågrumsede vand – jeg må indrømme jeg undgår fiskemad i Thailand og Cambodja).
Men kød må der til, så de havde selvfølgelig tømmerflåder med grisebure ovenpå
flydende foran huset! Det synes børnene var sjovt! Og høns på taget osv.

Efter køreturen hjem trængte vi til noget aftensmad,
men kunne ikke helt overskue at få ungerne til at gå ned i byens kendte
restaurantgade, som vi ville prøve på den sidste aften. Så mod et generøst tip (som
vi alligevel ville have givet) ventede Art i 15 min foran hotellet, mens vi fik
lange bukser på og myggebalsam på. Der er jo desværre malaria i området,
hvorefter han drønede os ned til den lækreste restaurant, hvor vi sad på en
balkon med udsigt over gaden. Lidt dyrt – ca. 4 dollar for en hovedret (22 kr.),
men skal der være fest, så lad der være fest! Jakob bestilte nationalretten,
som hedder ”Amok”, og jeg fik and i rød karry. Mit smagte genialt, mens Jakobs
smagte autentisk, haha.

Vi slenterede hjem, pakkede og da ungerne sov, tænkte
jeg det var NU hvis jeg skulle nå at have den massage jeg havde villet prøve i
5 dage! En times Kmer-full body massage 5 dollars (28 kr)!!. Der blev givet
gas, ikke sådan noget dappen rundt. Næ, Kmer-massage er pænt hårdhændet og
massøren brugte hænder, knæ, fødder, album og spændte mig hid og did på
madrassen på gulvet! Men dejligt, trods de vilde mærker på ryggen bagefter.
(Her i Bangkok koster en times massage omkring 50 kr.). Har jo en genopblussen
af min bækkenløsning (fra Jonas) ovenpå slæberiet efter vandskaden i sommers,
så havde pænt ondt inden hun startede – men det har sørme virket ret glimrende.
Og kan da kun ryste på hovedet over, jeg ikke nåede at få flere omgange…

Part12: Lidt af det løse, Cambodja

Netop landet i Siem Reap skulle jeg købe et glas mælk til ungerne, da de skulle
have deres malaria medicin. Jeg stepper ned i restauranten på hotellet og får
skænket et glas mælk. ”4 dollars” siger tjeneren! (Det kan man hyre en chauffør
og vogn for i 3 timer). WHAT?!, er vist mig svar. En halv liter mælk på
hotellet i Bangkok kostede 3 kr., så synes måske 22 kr. for et glas er i
overkanten. Jeg går i stedet i en butik på gaden, hvor priserne står i
dollars!? Jeg synes altid det er lidt nitten, når de ikke bruger lokalvaluta,
så føler man sig meget turistet! (Man ku godt betale med lokal valuta dog.) Der kostede en liter mælk 1.80 dollars. Så på
nogen områder er her pænt dyrere end Thailand (hvoraf Bangkok er billigere end
turistresortsne på øerne).

Cambodjanere er okay til at kommunikere på engelsk, i
hvert fald kan man ofte tale om de mest basale ting – eller der er en i
nærheden som kan oversætte. Deres butikker bærer præg af de kender engelske
ord, der var en tøjbutik der hed: ”Cookie!”, og et fint sted som hed noget så
avanceret som ”Burger & Online” – nuvel, jeg ved da, hvad de sælger! Eller den frække kiosk: “6-11 open all hour”.Vi
passerede på en køretur en flot skole som hed: ”I love you International School”
– det må sgu være den eneste af sin slags i hele verden! Vi har lige set en thai tatooshop med det smukke navn: Sex Tatoo! Det er nok ikke dem, der skal lave min fuldrigger (Inden nogen bliver nervøse: Har vasket nok ældre medborgere til at beslutte aldrig at få en tatovering, sådan noget stads ældes ikke med ynde!)

En anden ting ved Cambodja er selvfølgelig hele deres
forhistorie med De Røde Kmere og Pol Pot og tonsvis af landminer, som stadig
ikke er fjernet. Så det er landet, hvor tisseture i busken er STRENGT forbudt.
(Heldigvis er der meget rene og fine toiletter alle vegne). Inde på Angkor Wat
tempelområdet sad et orkester af landmineskadede og spillede. Mig og Jones gav
en skærv og Basse gav et lille dansenummer. Der stod et fint skilt som
forklarede musikanternes situation (på dejligt cirkus-engelsk) – og så stod der
ellers kunstige bene pænt linet op ved siden af dem. (uploaded driller igen)

Part13: Luksustur, Cambodja

Børn – og måske alder – gør noget ved antallet af, hvor mange
strabadser man orker. Måske havde det været yndigt for 15 år siden at trille af
sted på ladet af en pick up truck med 20 lokale, men nu er den slags autencitet
ovre – og ind i aircon private taxi og af sted mod grænsen – vi skal retur til
Thailand. Det mest spøjse ved turen var de knallerter/små motorcykler med halvanden meter brede bagagebærere. På en eller anden måde var der fastgjort en kasse med to aflange rum i. Hvert rum indeholdt en stor slagtemoden gris – som på dyrevenlig maner – var placeret med benene i vejret!

2½ time senere er vi ved grænsen, som det sidst tog to stive timer at
krydse. Denne gang gør vi det på flyvende 45 minutter – bliver vinket forrest i
køen af flinke betjente (man kan altid mærke et folks charmeniveau på deres
politi og grænsekontrol), som smiler, vinker og niver Bassejones i kinden. Og
denne gang helt uden at skulle betale bestikkelse!

Vi – her mest mig – blev lidt tændte på tanken om en
privat taxa tilbage til Bangkok til 1900 baht (380 kr ca) mod busbillet til
6-800 + taxa i Bangkok til 150. Der var kun 25 min til den næste 1. kl. bus gik
til Bangkok, men tanken om 1. bagage ind i tuk tuk. 2. børn 4½ time i bus. 3.
bagage gennem busstation. 4. bagage ind i taxa gennem Bangkok i myldretiden. Så
vi fik overtalt søde farmand til at spendere en taxa, så vi kunne drøne hjem
til hotellet i Bangkok på 3½ time i stedet. Det var meget dejligt og vi kom
frem allerede 15.30. Vi havde holdt et hyggeligt stop undervejs med
kyllingespyd, udskåret vandmelon og iskold is-the (ungerne drikker heldigvis
ikke sodavand, men man bliver træt af vand, så isthe er helt perfekt). Ved
grænsen havde ungerne fået en mælk hver af en fremmed dame, som desværre kun
talte thai, men de drak det (pyh) og sagde det smagte af koldskål. Man kan også
få sukkermælk, som vi kalder det…euu.

Vi tilbragte aftenen ved og i poolen (jeg ved – ungerne
i) sammen med en tysk pige på 5 år, det var herligt med lidt børnekontakt. Pool med restauranten i baggrunden – med et akvarium, et stort bassin med 13 karper og et lille fiskebassin:

Part14: Dusit Zoo

Sidder på hotellet, ungerne sover og endelig lidt fred
og ro. Jeg har været alene med ungerne i to dage, da Jakob er taget to nætter
til Brunei (og muldvarpeskindet på tegnedrengen synes ikke vi andre skulle
med). Det har faktisk været ganske hyggeligt og afslappende, i modsætning til
hvad jeg frygtede. Sidder under den brummende aircon, og kommer i tanke om sjov
hændelse i Siem Reap (Cambodja). Vores aircon dér var ny og forholdsvis lydløs,
jeg lå på sengen under den og læste i en bog, mens ungerne legede. Pludselig
begynder den at hvine og brumme og skære tænder, lidt uhyggeligt og jeg ligger
og kigger op på den og overvejer om jeg sku slukke den inden den eksploderer.
Inden jeg når at rejse mig, kommer den arme maskine med et sidste metallisk
hvin og ud popper en stor, 1 cm høj firkantet isklump, som vupti, lander lige i
min bog! Den fødte sig sgu lige en ”galdesten”, det stakkels pus. Derefter lydløst
arbejde. Det har jeg altså aldrig oplevet før, men nu ved jeg at også en aircon
har lydelige veer

Det var et sidespring. Som nogle har set på facebook,
har ungerne og jeg i går fredag været en dejlig tur i Bangkok Zoo, som hedder
Dusit. Det bliver sikkert lidt langt, men ungerne kræver genfortælling, og jeg kan ikke huske en snus om nogle dage

Prøver at indsætte link til fotos derfra. Det var jo lidt af et eventyr. Det var heldigvis fredag, så
der var omkring 20 turister, 5 thaifamilier og 500 skolebørn i uniform. Som en
bemærker i en kommentar til et af billederne; ”Hvem vækkede mest opsigt? Blonde
børn eller dyrene?” Der tror jeg godt, vi kan sige Bassemand på en stor 1.
plads (drengebørn er livets salt her, no doubt about it), Ava på en genert 2.
plads, og så de der dyr på 3. pladsen. Han havde også en sej løvebluse på, så
han var ret nuttet, det må jeg medgive.

Nå, Zoo’en er faktisk overraskende pæn og moderniseret.
Den ligger i en park med en stor sø, hvor man kunne leje en vandcykel, hvilket
jeg ikke lige magtede. Det kostede 20 kr. for mig at komme ind, børnene var
gratis. (Taxa derud kostede 14 kr). Vi fik udleveret et kort; en ½ A4 side –
lyserød – med et grumset aftryk af noget, der kunne ligne Zoos grundplan – Det
kunne de godt lige arbejde lidt videre med. Men hvad gør det når der lige
indenfor indgangen står 3 elefanter, man må fodre og klappe?! Det var ret
herligt (Jeg valgte lige at blokke dyreværnet mentalt). Vi var der praktisk
talt alene jo, så det var meget afslappet. Vi købte en skål roer for 4 kr og
jeg tog billedet hvor snablen strækker sig for at sniffe til dem. Vuuuups, blev
den lange snabel lige 20 cm længere ved hjælp af maksimeret strækreserve og
kurven fløj ud af hånden på mig – af skræk for at den sultne elefant skulle æde
kurven, prøve jeg at vriste den fra ham igen, og fik en én til én oplevelse af,
at man ikke skal wrestle med en stor elefant! Og han havde det som trick, så
jeg senere da andre uforsigtige madammer blev udsat for det samme. Og efter
fråderen samlede han kurven op og rakte den tilbage til hende damen som solgte
roerne, høj klasse! Ungerne var rigtig modige og fik fodret og klapper og
snakket med elefanterne.

Vi gik videre da søløveshowet var ved at begynde –
efter lidt baksen med kortet – valgte vi at gå efter lyden! Thaier er vilde med
overstyrede og overskruede højtalersystemer og så fandt vi det uden problemer.
4 kr. måtte jeg rive for 20-30 min’s show med ”Luffe, Luffe, du den dejligste
søløve, søen har set” etc. Det var overraskende sjovt og vi nød det allesammen.

Så tussede vi ellers rundt i haven og ledte efter nogle
dyr – No shit, har nok aldrig set så få dyr i en stor Zoo! Der var
spillehaller, små-karruseller, 7-11’s og andet godt forrest, og så sku man lige
være vaks og finde et dyr hist og her i baggrunden. Der var også højttalere for
hver 20 meter med blid thai-pop, for det kunne dyrene så godt lide! Yes yes. Vi
fandt ”Afrika”, hvor børnene ikke ku se zebraerne for den fede struds, der hele
tiden stod i vejen, så det endte med Jonas råbte: ”Gå så væk, din dumme struds”
med sin søde lille stemme, men den stod godt fast, gjorde den.

Vi kom op på en lang trætoppe-bro, hvor man kunne kigge
ned i indhegningerne, det var faktisk ret smart, og gjorde det meget nemmere
for børnene at se. Det var lidt hot, for det var den varmeste dag indtil
videre, men der var sgu gang i ungerne, som nød at kunne bevæge sig frit ovenpå
”PAS PÅ!”-trafik lige siden vi tog af sted. Der var en nedgang ved løven, men
den missede vi og så gik der ca. en km, hvor man ikke kunne komme ned – så vi
endte med at måtte gå det hele igennem to gange (og det var langt!). Vi fandt
en lille markedsplads, hvor børnene fik hver deres kikkert til 10 kr. – som de
nu har leget med i to dage, yay – De fik
lov til at fodre karper eller kæmpeguldfisk? til 2 kr. og der var også andre små fornøjelser for
børn. Vi klappede en chimpanse med ble på som blev båret rundt af en dyrepasser
dame, den lignede fuldstændig en menneskebaby på den måde den puttede sig ind
til hende. Pelsen var overraskende ru – Først elefanter, så aber, sikken en
dag. Vi legede på en dejlig legeplads, så hysteriske skolekonkurrencer – igen med et frygteligt
højttalersystem, så vi måtte gå – og da vi var endt i parkens fjerneste hjørne,
kom vi lige en tur om den kæmpe sø. Men det viste sig at være meget fedt, trods
heden, da vi så noget mystisk svømme i vandet. Jeg troede først det var en
odder…men så sagde Avanes, at det lignede den der firben der solede på land. Så lå der
bare en motherf***** af en Varan på 1½-2 meter og skulede til os. Ava var frisk
og ville have taget billede med den, så hen bagved – derefter Jonas i fuld
lillebrorgalop for at komme med også. Og Jonas står altså ikke ovenppå dyret, men på en trærod i samme højde.

Den bandit havde vi så ikke lyst til at klappe…

Efter lang
strækmarch uden Ava beklagede sig (hun er sej, når hun er i god gå-form, bedre
end sin halte moder) endte vi ved elefanterne igen. Der blev fodret, der blev
klappet…men vi sku finde pingvinerne, så vi måtte gå en runde til. Da vi kommer hen
til pingvinerne er det fodringstid, og der er ca. 20 folk. Efter fodringen, som
er pænt kedelig, tager dyrepasseren en stopfodret pingvin ud og lader os klappe
den og stå med den. Det var sjovt! Folk går hurtigt, når de har fået deres
billede, og vi er tilbage som de sidste, så ungerne får lov til at hygge lidt
længere med pingvinen, men de er også meget søde og rolige overfor den –
hvilket ikke just er thai-style mht. dyr. Så det ender med at blive en stor
oplevelse. Vi er faktisk lige ved at gå før tid, da det er et virkelig kedeligt “show” at se
pingvinernes bur blive spulet…Godt vi ikke nåede så langt!

Derefter går vi runden nede under trætopsbroen og ser
rovdyrene igen. Superfedt! De ligger bare alle og slanger sig så man kan se
dem. Vi er 20 min. hos de to sorte pantere som rigtig gør sig til og er
overraskende aktive. De komme op og toppes, ligesom jeg har rykket kameraet, så
jeg får en tremme i biledet, det så ellers fedt ud ;o)

En thai familie kommer kortvarigt forbi. Den ene
machoman synes panterne er for sløve, så han banker hårdt på skiltene og hvæser
og brøler, mens hans kone og børn fniser henrykt. Klaphat.

Så beslutter vi at det er på tide at komme hjem, Jonas
er træt, og han og Ava kommer konstant i karambolage med de medbragte plastik-golfkøller,
vi købte dagen før (magen til dem i brilleforretningen – og de er et hit, Jonas
har sovet med køller, bolde og mål lige siden). Ved udgangen er elefanternes
arbejdsdag forbi, og de bliver redet af sted af elefantpassere i fine røde
dragter. Da vi kommer (plus der er 5 andre) stiger den ene straks ned og
lader os klappe elefanten og tage billeder. Service – og det er en rigtig sød
elefant, som nærmest nusser Ava med snablen!

Ude foran indgangen holder der en taxi og en masse tuk
tukkere. Der er fixed price på 150 baht (30 kr). Ahr, når man kan køre herud for
60, så er det lige pebret nok…Vi stepper da bare ud på gaden og fanger én. Jaaa…
3 km og omkring 100 optagede taxaer senere, kunne man måske godt have revet
sig. Ava klager ikke, Jonas sover i klapvognen, og det værste, der kan ske er,
at vi kan komme til at gå det meste af vejen hjem. Der var i det mindste et smukt
nyrenoveret fortov langs vejen. Heldigvis møder vi Mr. Sakkit, som er en sød ung
taxachauffør, som er ledig!!! Yay! Vi drøner lige hjem og går i poolen. Ungerne
er sultne som ulve til aften, så der er ingen brok under spisningen – herligt!
Så op og se en Barbiefilm som Disneysjov og bagefter høre lydbøger på
computeren, mens de små falder i søvn. Alt i alt en dejlig dag.

Part15: Shop shop (Thailand)

Dagens program for Ava, Jonas og jeg bestod i en tur i
shoppingmekka nr 1 i byen, MBK. Taxa kostede 16 kr. og vi fik en skrammel taxa
med minimal aircon og affjedring, men heldigvis blev ingen unger køresyge. MBK
er 7 etager højt og pænt kaotisk. Rigtige butikker yderst og så smalle rækker
med mindre butiksboder i et ælte. Vi fandt en Boots (engelsk Matas) og fik
tanket op på solcreme til stillehavsøerne, det var det mest ophidsende udover
de mange rulletrapper. Vi spiste frokost i et kupon-cafeteria. Man gav en
kassedame fx 40 kr., så fik man små papirslapper med forskellige beløb på a la
matadorpenge. Så kunne man gå rundt til de forskellige madboder og shoppe med
sedlerne. Jeg fik superlækker and i kraftig suppe med grøntsager og mørkebrun tofu.
Jonas troede det var chokolade, og blev slemt skuffet :o) Det kostede 8 kr. Vi
købte det, vi ville have, spiste ved langbordet og fik til slut vekslet resten af
sedlerne til kontanter igen.

Elektronik-etagen var den mest populære! Fyldt med handlende og små butikker, som solgte ALT hvad hjertet kan begære til mobiltelefoni m.v. Hvis jeg havde haft en smartfone af den ene eller anden art, var jeg nok kommet hjem med krystalcovers og andet uundværligt bling bling. Man kunne købe mobilnumre, og jo nemmere nummer eller jo heldigere tal, jo dyrere. Så en butik bestod fx af 1-2 m2 med sedler med tal ALLE vegne. Det andet der var værd at se på var skobutikkerne. Nu ved folk, der kender mig godt, at jeg hader skoshopping pga mongolfødder, men her var der smæk på inovationen med farver, højder, hæle og ikke mindst massiv bling bling!! Der var desværre fotoforbud i butikkerne med de skøreste sko, så jeg har nok ikke været den eneste der tænkte, det var anderledes fashion…Man kunne også få syet to jakkesæt, to skjorter og det løse på kun 8 timer…Ja, jeg er sikker på man kommer til at ligne en halv million (rupies) med slige håndværkerevner.

Vi gik i centrets taxi kø for at få taxameter taxa, så
vi slap for de evindelige ”150 baht-chauffører” som holdt udenfor
hovedindgangen. Det var ret tjekket. Vores chauffør var ret god til engelsk, og
vi fik en god sludder på vej hjem. Ava sang for os, og han syntes, hun skulle
optræde på fjernsynet! Ava har lært sig hele Thomas Tog sangen, så nu er Jonas
hendes største fan.

Vi nåede ikke i svømmepølen for første gang, så vi tager revanche imorgen!

Jonas faldt i søvn i taxaen, så der var et hyr med at få
dem til at sove, når man er i lokalet. Så kunne man godt bruge at have to rum!

Part16: Zoo revisited

Vi gik over til Golden Palace i formiddags. Meget er sket på 10 år, der var HORDER af turistbusser og blegfede alle vegne! Entreen var røget op på 80 kr pr voksensnude – det er altså meget i Thailand! – så vi kiggede ind ved indgangen og besluttede os for at leve på minderne. Dengang tullede der måske 100 mennesker rundt i komplekset ad gangen, nu var der 1000+.

Vi tog en taxa til Dusit Zoo igen for lidt fred og ro og børneleg. Det var ikke ligeså dejligt som i fredags, da det kinesiske nytår medførte der var mange mennesker – små børn i kinesisk tøj heriblandt – og masser af boder, høj musik, ramasjang mv.

Vi fik klappet elefanter igen igen. Desværre var kattedyrene mere generte, så dem var der ikke meget spas ved. Men en is ved siden af girafferne kan opveje for meget!

Jakob var træt ovenpå sin Bunei tur og tog tidligt hjem, mens ungerne og jeg udforskede tivoliet vi ikke hvde prøvet sidst. Stor oplevelse med gode småbørnsforlystelser med 6 lange ture for 18 kr.

Bagefter legede Ava og Jonas længe på legepladsen. Sidst var de fire børn i alt, denne gang over 30! Jonas blev jagtet af børn med kameraer – udsendt af deres mor – men det synes han ikke alt for godt om og løb sin vej fra dem.

På vej hjem faldt vi tilfældigt over børnezoo med klappehest og klappekøer mv. Ava fik en tungeslasker af en ko fra hagen til midt på issen. Totalt overraskelsesmanøvre, men hun tog det pænt! Beskrivelsen koslik giver nu fornyet mening mht. frisure. Det vat rent L.O.C. tilbagestrygning!

Vi ku selvfølgelig ikke få en taxa hjem – der var mange i kø og en klapvogn solgte ikke lige varen. Så vi endte med ti minutters tuk tuk ræs gennem byen med en sovende Jones. Men Det var nu også meget hyggeligt, og Ava nød det.

Efter siesta på hotellet gik jeg og ungerne i poolen i en times tid – jeg på land dog. De er begge rigtig vandhunde og er gode til at komme frem ved egen kraft og svømmevinger. Vi øver svømning med Ava, men det er jo ikke helt let, men hun bliver da bedre for hver gang. Man kan aktivere et boblebad i poolen i et lavere indhak, det er bare sjov, sjov…

Vi skal pakke iaften/imorgen. Imorgen går turen til Hong Kong – ved frokosttid skal vi i lufthavnen. Vi skal bo i Kowloon bydelen.

Part17: Chungking Mansions Hong Kong

Så kom vi ellers op og flyve med noget, der kunne
bruges! Royal Jordanian har min stemme; douze point! Der var kun 50 med
maskinen, som ellers kunne rumme 330, så masser af albuerum, super service, lækkert fly og – we love – inflight entertainment med egen skærm. Fik lige
høvlet to premierefilm og et lækkert måltid inden vi var fremme. De fleste af
os i hvert fald, vores klapvogn var tabt et eller andet sted mellem her og dér, men det gik (i
lufthavnstid) rimelig hurtigt med at få den registreret som missing. Desværre
medførte forsinkelsen, at vi gik glip af det store – og husk vi er netop landet
i en kinesisk provins – årlige nytårsfyrværkeri, som befandt sig lige udenfor
vores hotel nærmest. Lidt grrr. Men okay, vi kunne læse os frem til gaden er
afspærret, så vi skal ud og gå i regnvejr, hvis vi tager en dyr taxi. Så vi
diner på Burgerking og snupper en bus, som kører lige til døren for nogle
basører i stedet.

Klokken er efterhånden mange, men børnene er i topform og tegner på
duggen på busvinduet – Jonas kalder det maling og i løbet af 45 min er vi
fremme ved Chungking Mansion. Det legendariske Chungking Mansion. Det er ikke for
folk med klaustrofobi eller…tja, mest klaustrofobi. Det er 17 etager højt.
Underetagen er ”åben” med masser af minibutikker af ”samosa”/”brugte mobiler”/”saronger”/”moneychanger”-typen
etc. Der er mildt sagt folk i alle regnbuens farver. Det kaldes Little Africa
og der mange indere og pakistaner, ja, sådan cirka alle nationaliteter, inkl.
backpackers og illegale immigranter. Man finder sit opgangsbogstav inde blandt
butikkerne og stiller sig i kø til elevatorerne. Én til lige numre og én til ulige,
og så finder man ellers sin ”manjana”-hat frem og undlader at tænke på, hvordan
en elevator kan bevæge sig SÅ langsomt op og ned fra G->16. Efter at have været en kæmpe, ikke-vedligeholdt brandfælde i årevis, medførte diverse ”uheld”, at man i 1993 opsatte videokameraer og fik sikkerhedsvagter og rengøring som hele tiden rydder brandtrapperne etc.
Elevatorer og gange er derfor videoovervågnede, og så man kan da i det mindste
forlyste sig med at kigge på dem, der kører op og ned i elevatoren, mens man
venter!

Vi bor på Apple Hostel på 10. sal. Der er 1980 hotelværelser i huset, og mange af guesthousene har kun en enkelt gang med 7 værelser, så je tør slet ikke tænke på, hvor mange forskellige,
der findes. Imellem hostelsne er der diverse indiske og afrikanske restauranter
fra meget basic til pænt. Alle er dog mini efter normal standard eller godt
proppet med borde! Rygtet siger, her er masser af stoffer og damer til salg,
men dem har vi altså ikke set meget til. 20 % af ale mobiltelefoner i Afrika under Sahara kommer fra Hong Kong (brugte/stjålne), så masser af african businessmen og -kvinder her.

Jakob har researchet godt og har fundet et fint sted. De er supersøde, her er meget rent og pænt (ikke en selvfølge i dette hus), og vi har en absolut glimrende seng. Dét er så rimelig meget et plus, da værelset ER sengen…Nåja, så er der lige ½ meters gulvplads på to sider og et
lille indhak med et fjernsyn – Vi har eget toilet med bad – lækkert, men i
bedste Nørrebro-stil med brusning oven på toilettet. Jonas seng er
placeret inde under en bordplade, som hænger ud fra væggen og halvt inde under
sengen. De smarte mennesker har selvfølelig hævet sengen, så bagagen kan være
dér – ellers var vi på spanden…Vinduer bruger man ikke her. Men der er dog en skakt, man kan åbne et vindue ud til. Men det har sgu sin charme at roughe den lidt og rejse som i gamle dage.

Part18: Hong Kong i fuld galop

I går var en helligdag i Hong Kong, så der er fyldt med
lokale samt kinesiske turister fra fastlandet. Det var heldigt, Jakob havde booket
værelset for 3 måneder siden til 40 us$, for han har lige mødt en backpacker,
der af nød måtte betale 45$ for et klamt singlerooms kosteskab uden toilet og bad.

Første stop var McDonalds
til morgenmad (vi fandt et supermarked på vej derover så det bliver brød,
yoghurt og frugt fremover) – sammen med ca halvdelen af turisterne i byen. Men
det smagte faktisk ret godt og der var masser at vælge mellem til morgenmad.

Derefter besøgte vi et gigantisk mall med 700 butikker. Vi var på jagt efter en
ny kamerataske til Jakobs, da hans gik i stykker i Cambodja, selvfølgelig da
jeg skulle lyne den…øv bøv. Vi passerede så sindssygt mange high fasion
butikker, som jeg aldrig havde set samlet på et sted før. Rodeo Drive x 50! Prada, Dior, Chanel,
Michael Kors – bam bam bam, den ene efter den anden efter den tredje efter….sygt.
Selvfølgelig med køer ude foran de fineste, så man kunne blive lukket ind i
hold. Følte mig lidt malplaceret, da vi ikke har meget varmt tøj med, og det er
ualmindelig koldt for årstiden –omkring 10 grader og regnvejr og god wind chill
factor – så så superspiff ud i leggings over lang pludderbuks, undertrøje,
t-shirt, tynd langærmet, tynd cardigan og 17 år gammel hættetrøje – dog fra
Esprit, kom ikke her :o), samt tørklæde. Og lettere blåfrossen. Ungerne havde
heldigvis fleecetrøjer med, så de klarede den lidt bedre (Jones supplerede med
bomuldsshort under natbukser under velourbuks, vi var så fikse). Men når de
lokale drøner rundt i huer, vanter og dynejakker, så må man jo sno sig. Faktisk
gik børnene i Kuwait rundt med vinterstøvler og dynejakker i 20 graders varme,
men det var jo koldt dér for dem.

Efter at have fundet en måske-taske, tog vi metroen ud
til en galopbane, for det var dagen for det store nytårshestevæddeløb. Vi gik i
gåsegang med en masse kinøjsere fra stationen til banen. Der var så den
lillebitte hage, at børn under 18 ikke måtte komme ind! Pga. gambling. Selvom vi
lovede ungerne ikke ville satse børneopsparingen, var der ikke noget at gøre –
Kinesere føler reglerne! Og så var der endda gratis indgang for turister i
dagens anledning (normalt 100 kr.) Men udsynet til banen var næsten det samme
indenfor som udenfor, så ungerne og jeg stod udenfor billetlugerne og frøs en kende
i regnen, mens farmand skulle ind og sætte 40 Hong Kong Dollars på højkant (30
kr.). Vi nåede at se to løb, så var ungerne stivfrosne – jeg lånte endda Ava
mit tørklæde og pakkede Jonas ind i en sarong, men det hjalp ikke – heller ikke
på mode-barometret! Uden gevinst på lommen gik vi ned til metroen. Lige på togpladsen
var der en filial af den kamerabutik, vi havde fundet den indtil videre bedste
taske i, og vi steppede ind og fandt supertasken, så alle var glade (også
ungerne, de sad på gulvet i tørvejr og så tegnefilm i fjernsynsafdelingen).

Derefter tog vi
hjem og fik varmen! Til aften spiste vi på Taj Mahal Club. Jeg troede først, det
var noget skummelt noget, men så heldigvis en anmeldelse af stedet, hvori der stod
de lavede en mean ”Rogan Josj” – yndlings indisk-lammeret – og mek mek var Fraulein
Felk med familie monteret på 3. sal. Det var et af de fine steder i huset, så
hovedretten kostede omkring 70 kr. Men så var der også dug på bordet – under plastik
forstås – og stole med polster – og sweet lassi to die for. Jakob bestilte noget
der hed Chicken Buhna, han er så modig, og der har vi aldrig fået før. Det var
for en gang skyld lækkert, så jeg kunne få min himmerigsmad i fred.

Ungerne spiste hvide ris…De savner hotellet/maden i
Bangkok…Så der suppleres med bananer, appelsiner og æbler på værelset.

Part19: Hong Kong Zoo Park

Vi tilbragte en dejlig, omend råkold dag i Hong Kong Zoo park, det tror jeg, den hed. Der var absurd mange trapper, da den lå et godt stykke oppe på bjerget. Vi var sejlet med Star Ferry fra Kowloon over til den anden side. Det tog måske ti minutter og gav et godt vue over Victoria Harbour. Ungerne nød deres fleecetrøjer og vinden i ansigtet, mens vi sejlede. Vi tog en lokal bus op til Svævebanen, som lå meget tæt på Zoo parken. Vi ville have været med svævebanen op til peak’en, men der var sort af kinøjsere på ferieudflugt. Køen lignede noget som kunne gøre Louvre i Paris misundelig og diverse skilte angav den forventede ventetid var over to timer. Det var vi ikke i tvivl om ville blive meget lidt festligt med Ava og Jonas – samt hvor god kunne udsigten være i gråvejr og lavthængende skydække. Vi traskede derfor op ad bjerget og mange trapper senere ankom vi til det skønneste lille åndehul. En meget fin park og botanisk have med en afdeling med dyr omgivet af skyskrabere. Der var forskellige abearter og en masse fugle. Ungerne fik en lille kinesisk ven, Kevin, som fulgtes med os i en times tid. Hans mor og mormor kunne desværre intet engelsk, så der blev ikke sludret det store. Ungerne – alle tre – nød tydeligvis at kunne løbe frit omkring uden at skulle passe på trafikken og andre mennesker for der var praktisk talt tomt.

Der var et stort springvand, og det måtte man selvfølgelig ikke pille ved, da man jo kunne falde i, som vagten forklarede med diverse fagter. Yes yes. Det var der sikkert en bøde for, men den fik vi dog ikke oplyst! De er vilde med bøder i Hong Kong. De har jo haft gigantiske problemer med fugleinfluenza, så det kostede 1500 kr. at fodre de vilde fugle i parken! Det kostede 3500 kr. ikke at behandle toiletterne ordentligt og hjemme i Chungking Mansion kostede det den nette sum af 7500 kr. samt mulighed for op til 6 mdr.s fængsel at smide et cigaretskod ud af vinduet. Men okay, med de typer der boede dér, var det helt i orden med mig :o)

En anden spøjs historie som dukker op i denne sammenhæng var ved ankomsten til Hong Kong. Der stod en nydelig, ung mand med den der klassiske maske foran munden da vi stod af et af rullefortovene på vej mod immigrationen. Han jagtede mig og Jonas, og jeg blev helt ”kan du så komme væk fra min søn” – men han fik sneget sig op bag os, hvorefter han zappede Bassemand lige i hovedet med en temperatur-kropscannertingest for at se om ungen havde feber! Det gjorde man åbenbart med små børn. Ava gik fri. Gad vide, hvad der var sket, hvis han havde haft feber? Sat i karantæne i lufthavnen?? Der stod også herlige lysaviser i metroen og andre steder, hvor folk stod tæt, at man skulle hoste i sit ærme og vaske hænder i mindst 20 sekunder, bruge håndsprit osv. Meget opbyggeligt! Men med SARS som arnested, er det jo meget rart, de er på stikkerne. Nå det var et længere sidespring.

Vi spiste nudler, jakabov og spejlæg i dejlig varm suppe til frokost i parken, lavet af en ældgammel gubbe med stor sindighed. Ava fik en flyvepind, man kunne rulle mellem hænderne, så den fløj af sted, og hun legede længe med en kinesisk pige, som havde en magen til. Vi fandt en sjov legeplads i parken som afslutning og pludselig havde vi brugt det meste af dagen, og vi slentrede nedad mod kabelbanen, hvor køen var uformindsket. Vi snupsede derfor en bus ned til Star Ferry og sejlede hjemad.

Vi gik på McDonalds efter varme drikke og en liten burgerhaps til Ava. Det lykkedes mig endelig at få bestilt en is-frappé med varm kaffe, men retardo som stod for at udføre ordren gav mig selvfølgelig kold kaffe, så varmen fik jeg sgutte. Kan slet ikke skrive om ham, han var simpelthen for belastende…

Vi gik i gennem shoppingmekkaerne Harbour City og Ocean Mall og fandt til sidst tilbage til en H&M, hvor vi kunne købe nogle nye leggings til Ava. Der var ”væg-til-væg-kines’” i butikken og de shoppede, som var der ingen dag i morgen!

Det har været rart at være i Hong Kong med børnene. Fortovene er virkelig brede og velholdte. Der er lyskryds og for at folk skal bruge disse har mange fortove hegn ud mod kørebanen, hvilket er supersmart, når man har små banditter med på tur.

Om aftenen fik vi mere indisk mad! Jakob hentede tandoori chicken, som vi spiste på værelset.

Part20: Hong Kong store kulturdag

Dagens program stod på museum, nærmere bestemt Science museet, som skulle være godt for børn. Vi vandrede derover og så var det lukket to timer endnu…Hmm. Heldigvis lå Nationalmuseet lige overfor, og det kostede kun 10 kr. for voksne og 5 kr. for børn at komme ind, så det var jo til at overskue. Det var faktisk et rigtig fint og spændende med store udstillinger man kunne gå rundt i, fx en ægte husbåd i ”vand”, en landsby, en by fra det 1900 århundrede inkl. sporvogn, samt diverse festlige tableauer med optog m.v.

Der var også en god – og billig – restaurant, så vi fik tanket op, inden vi drog over på Science museet a la vores Experimentarium. Vi tog med det samme helt op på øverste etage, hvor der var en super børneafdeling. Der var meget få mennesker, og ungerne gav den gas og prøvede alle mulige maskiner; sæbebobler, røgringe, cirkulation af kugler osv. Der var et kæmpestort puderum med sådan nogle plastik pudeklodser a la gymnastiksal, som så meget tiltrækkende ud for en træt mor og far. Den var desværre lukket en time efter museets åbning, da det skulle rengøres. Yes yes. Til sidst blev der lukket op, og vi fandt os et godt hjørne, mens ungerne fløjtede rundt og byggede slotte – Okay, Ava byggede slotte, som alle de andre børn hærgede…arme pige. Jakob formastede sig til at ligge ned i puderummet. Fluks stod der en vagt og insisterede på, at han ikke måtte sove dér. Jakob sagde, han ikke sov, og hun ku hoppe i havnen, sådan omtrent. Så fik han lov til at blive liggende.

Museet var indehaver af noget, der må være verdens største kuglebane, den var i 4 etager på begge sider af opgangsrulletrapperne og så hen over loftet på hele 5.salen. Lignede en gal ingeniørs værk, hvilket det sikkert også var. Kl. 15 var der show og 10-20 kugler som i arbejde og fløjtede rundt i de sindrige indretninger som spillede tromme og duttelihut og futtelifut….Det var imponerende. Pludselig var der sort af mennesker, og så fik vi nok af museer for én dag.

På vejen hjem så vi en anden, mindre fancy side af Hong Kong, som var rigtig charmerende, med almindelige gadebutikker man ligefrem havde lyst – og turde – gå ind i.

Aftensmaden spiste vi på 2. sal hjemme på vores Mansion. Det var en billig, indisk restaurant, hvor der bare stod et par borde i et indhak. Men koge en Chicken Korma, det kunne de. Jakob førte os med kyndig hånd ned på havnepromenaden med udsigt over Victoria Harbour. Der var lys- og musikshow hver aften kl. 20. I anledning af nytåret var der samtidig en hulens masse flotte lanterner i en vandkunst, som symboliserede de 12 forskellige dyr i den kinesiske kalender. (Vi har lært dem udenad: Dragen (i år og Charlottes dyr), Grisen (Jakobs), Hunden (Avas), Oksen (Jonas), Haren, Slangen, Tigeren, Rotten, Hanen, fåret, hesten og aben). Ava og Jakob morede sig med at tage billeder, hvor det lignede at Ava kyssede dyrene, det var en god oplevelse med alle de fine lanterner og plads at løbe på.

Part21: Bye bye Hong Kong

Charlotte gik en tur med ungerne for at krudte dem af inden den lange flyvetur, mens Jakob bookede hoteller fremad på turen. Vi prøvede helt utroligt mange rulletrapper – turens store hit at køre på!

Lufthavnsbussen stoppede lige udenfor hotellet, så det var meget nemt at komme derud. Lufthavnen var gigantisk, så det var ikke ligetil at finde den rette terminal. Hold k… hvor vi vadede. Vi sad i en skønnus lounge, som Jakob har klip til, og som vi udnytter rundt omkring, så vi kan få aftensmad og drikke, internet og tv gratis, når der er størst behov for det. Flyet var kæmpestort i to etager og fyldt med væg-til-væg-kines’ igen igen (Som vi efterhånden havde opnået fuld kvote af…). De snakkede, larmede og læste og gad i hvert fald ikke sove. Så vi endte med minus søvn til mig og Jakob, ungerne fik 4 timer ca. De her natteflyvninger har virkelig ikke været et hit.

Part22: fiji – Part 1

Vi ankom klatøjede til Fiji. Fik lov til at komme foran køen (praktisk med børn ind i mellem) og tog en taxa til New Town ved Nadi, hvor der ligger en håndfuld backpacker strandhoteller. Vi endte heldigvis på Tropics of Capricorn, hvor Mama hersker med hård hånd. Ungerne var straks solgt pga. en frø der svømmede rundt i poolen. Vi har et kæmpe værelse med to senge til børnene og en dobbeltseng samt sofa, altan, toilet/bad etc. for 180 kr. pr nat inkl. morgenmad. Lidt af en omvæltning fra Hong Kong!!!

Børnene fløj ned på stranden og legede. Vi spiste frokost på Smuggler Cove, nabohotellet. Jakob og jeg fik ”Bangers and mash”, som lignede kartoffelmos med kæmpe, kampstegte pølse-blomster på (pølser skåret op så de åbner sig, nice touch not) og klam, uspiselig oste-pizza til ungerne. Derefter sov alle undtagen Ava en time, mens der kørte børnefilm på computeren.

Vi var totalt groggy, men skulle lige holde os vågne til aftenstid, det gik også fint. Vi var på stranden indtil kl. 18. pakke. Meget lykkelige unger! Jakob badede med dem i det lave, varme vand i lang tid.

Vi spiste aftensmad på hotellet: Sunday roast med sov og kartøvler og is til dessert. Ungerne skovlede indendørs, det var skønt med lidt hjemligt mad. De spiser nu godt hele tiden, men dette var overvældende! På terrassen medførte tusmørket en masse frøer kom frem fra deres skjul. Ava faldt hele tiden i søvn under maden, hun var så sød, – men vågnede til isen! Nabo hotellet havde gratis show med traditionelle danse. Ungerne og jeg så først en knivdans, og under den efterfølgende Hula-dans tiggede begge børn om at komme i seng!

Jakob og jeg gik i seng 21.30, for vi var helt stegte og skulle op kl. 5, da vi skulle flyve videre til Kiribati næste morgen kl. l*rt.

Part23: Kiribati – Søpølsens land

Mama serverede morgenmad kl. 5.30 og hun er en fest at være sammen med. Totalt tør humor. Børnene proppede sig igen! de er glade for at være her, her er hunden Lindsey, katte, frøer og så kan man se 5 heste fra altanen, så superspændende.

Det var mega regnvejr. Det er regntid i øjeblikket og der ligger et lavtryk over området, som har medført en masse oversvømmelser, også her i Nadi, byen ved siden af, hvor vi bor, er folk i lavereliggende egne blevet evakueret. Så vi var meget heldige med solskinsdagen, da vi ankom dagen før!

Fiji har en fin lufthavn, og Air Pacific virker tjekkede i forhold til, hvad vi havde frygtet. Det var en meget fin flyvetur med to sovende børn, og filmen Captain America (som var virkelig sløj)…

I luften blev det annonceret at vi skulle udfylde Kiribatis immigrationskort i lufthavnen, da de ikke havde flere tilbage i Fiji. Lidt efter tilføjede de at der heller ikke var flere immigrationskort i Kiribati, så vi skulle bare gå til paskontrollen uden! Welcome to Kiribati! Desværre havde de nået at være innovative og havde fotokopieret nogle og klippet dem ud til os. (Det er ufattelige mængder kort, vi kommer igennem på turen, for Fiji kræver et kæmpekort udfyldt hver gang vi passerer…). Der var en shop nær lufthavnen, som hed: ”Photocopies – a speciality”, måske havde de været på banen.

Vi lagde an til landing, hvor der var en helt ufattelig flot udsigt fra luften over atollen. En atol er en koral-ø, dannet på kraterranden af en udslukt hav-vulkan. Der var det smukkeste, mest turkise hav jeg nogensinde har set i bugten omkring øen Terawa. Det var lige til en bountyreklame.

Lufthavnen var meget lille. Ét lokale, hvor bagagen kom ind ad et vindue. Der var kun 6 bagagevogne i lufthaven, så dér var vi ikke hurtige nok. Vi blev mødt af Nterea fra Marys Motel, som samlede dem sammen, der skulle bo hos dem. Udenfor ankomstrummet var der et stort halvtag med bænke under, og her var der ellers folkefest med børn, gamle og unge, som formodentlig ventede på nogen eller bare hang ud. Der er 2 internationale fly om ugen, så det er ikke den travleste lufthavn i verden.

Vi kørte ned gennem øen, som er halvmånefomet og bønnetynd! Man kunne se vandet til begge sider det meste af vejen. Det er en tidligere engelsk koloni, men de blev selvstændige, da de løb tør for fosfat (gødning), således englænderne ikke længere havde behov for dem. Det er den fattigste nation i Stillehavet, da de fik den dårligste afslutning på kolonistyret af alle tidligere kolonier. Landets navn udtales faktisk Kiribas, da det var missionærer fra Hawaii, som gav dem skriftsprog, og de havde desværre ikke selv lyden/bogstav for /s/, så /ti/ udtales /s/…

Øen Tarawa, med 60.000 indbyggere, rummer hovedstaden Bairiki og ligger 130 km nord for ækvator. Der er ca. 24 km, der er tæt beboet, og så er den måske 150 km lang i alt, men de 100 km er svært tilgængelige, og der bor næsten ikke nogen. Faktisk har Kiribati en af verdens højeste befolkningstætheder, fordi der er så lidt land.

Hele kiribati består af 33 små atoller, som ligger spredt ud over et gigantisk havområde (over 3200 km langt).

Øen gav ikke just et sprudlende udtryk, da vi skrumlede ned ad øens eneste gennemkørende vej. Der var fyldt med skrald for at sige det pænt! Husene var skure med bliktag eller palmetag, og så var der sådan nogle store forsamlingshuse med hævet gulv og uden vægge. Der foregår dagliglivet meget med alt fra bryllupper, begravelser, banko (det så vi selv!), fællessovning, sladder, oplysningskurser til folket (tilsyneladende hørte de kun efter den dag de havde om dåseindsamling, for dén ros skal de have, de genindsamler metaldåser!).

Vi havde på forhånd ikke det bedste indtryk af Marys motel, grundet deres manglende mailkorrespondance evner, men da det var det eneste hotel, der blev anbefalet, havde vi booket hjemmefra. Det var heldigt, for det var fyldt da vi kom, da alle udlændinge, som hjælper landet, bor her. Som Chris fra New Zealand sagde: ”Dette er det bedste hotel, der løber fx ikke rotter rundt inde på værelserne…”Vi synes ellers nok at 70 aus dollar var en meget hamper pris for et lille værelse med seng og dobbelt seng, bord, stol og køleskab og toiletbrædt man selv skulle lægge på og den klammeste stejleste trappe op til værelset. Vi boede i old wing, skal det siges. For 100 dollars kunne man bo helt pænt. Men alt var optaget, da vi overvejede rumskift ved ankomst. Værelset var ikke gjort rent, så vi skulle sidde og vente en times tid, plus de ansatte var pænt ucharmerende, så vores første indtryk af landet var i ikke i top…

Vi læste i guidebogen, at dette er landet, hvor folk smiler til dig, som om de sagde: ”How lucky, we share this moment together!” – Det grinede vi meget af.

Faktisk er dette det første land i verden, vi har besøgt, som der ikke findes en Lonely Planet Guidebook til – vi kan ikke bebrejde dem, de ikke har orket opgaven, haha, så Jakob opstøvede derhjemme en brugt guidebook fra Moon fra 2003 på nettet fra England. Den er meget malerisk for at sige det mildt. Turister er der heller ikke just ikke mange af. En hvid ”aid” (”hjælpearbejder”) fyr sagde målløs: ”Er I turister? Men der er jo aldrig turister på Kiribati!”. Han var kommet der meget ofte gennem 9 år og havde aldrig set en turist. En anden mente dog at have mødt hele to turister i løbet af samme årrække.

Nu tænker man jo fluks, at det skønne vand og tropestrandene kan opveje alt Og dog. Det lokale udtryk for at ”gå på potten” er slet og ret ”going to the ocean”. Og det helt bogstaveligt! De skider på strandene og i havet og skyller de kloakker, de måtte have, direkte i havet. Det var sikkert fint, da befolkningsmængden ikke var så heftig som nu, og før japanerne under 2. verdenskrig byggede en hulens masser broer og causeways (veje på kunstige sandtanger) mellem Tarawas små-øer, således at gennemstrømningen af vand i lagunens blev drastisk mindsket. Så det smukke vand er bare euuu med euuu på. Plus stranden er fyldt med alt fra rustne biler til glasskår og gl. tøj, bleer og husholdningsskrald.

De HAR fået sponsoreret latriner i byerne, men befolkningen nægter at bruge dem!

Faktisk var maden overraskende god, men de vidste godt, hvad de ville have for den :o) Man kunne ikke lige steppe ned i en butik, for bare det at købe mineralvand var indimellem svært, da deres udvalg var meget begrænset. Ved hård indsats fik jeg skrabet cornflakes og mælk sammen, men opgav på brød og frugt. Da Jakob kom hjem med fire små bananer en dag, troede ungerne jo nærmest appelsinskibet fra kommet fra Amerika, så glade blev de.

Vi snakkede med expats som rejser jorden tyndt for verdensbanken og diverse hjælpeprogrammer, og herunder mødte vi danske Thomas, der blev mange hyggelige timer med ham om aftenen :o) Thomas er udenlandsdansker, som har arbejdet for nødhjælp og verdensbanken m.m. i de sidste 20 år og nu er bosat i Fiji.

Part24: Kiribati – Slow day like the locals

Vi gik en tur rundt paa stranden – euuu – og snere paa dagen en lang tur rundt i byen og så en masse skraldegrunde og -huse, og nogle enkelte helt rene grunde. Vi så en masse søde grise (hvis drikketrug var gigantiske muslingeskaller), katte og høns. Vi så byens fængsel, som bare var et almindeligt hus, for hvor skulle folk stikke af til? (De hårde forbrydere havde de dog et andet fængsel til). Der var en del kirker og så var der diverse regeringsbygninger, som kunne kendes på de var to etager høje. Præsidentens bolig var fin med en flot have, men han var desværre ikke i landet, ellers – sagde de andre på motellet – kunne vi sikkert sagtens have hilst på ham. Han var en flink mand!

Vi kan godt forstaa de handler med deres stemme i FN indimellem for anden maade at opnaa indtaegt paa er svaer at se umiddelbart…

Part25: Kiribati – turdag

Klokken 8 stod vi klar i receptionen, så vi kunne komme rundt og se alt, hvad der var at se. Desværre var der gået noget galt for ’receptionisten igen igen, og hun kunne først skaffe en vogn til os efter frokost! Thomas var supersød og lod os låne hans bil – en Toyota Carina, så herr Øster var jo hjemmevant! Så dukkede vores udlejningsbil vist alligevel op 30 min senere end aftalt, men den måtte de så beholde.

Vi kørte først ned til Betio (Beso), hvor der var mange efterladte japanske bunkere fra 2. verdenskrig. Der havde vist været omkring 4000 fastboende japanske soldater (pænt ærgerlig post). Der var bunkerne, en gl. kirkegård og diverse mindesmærker samt store havkanoner, som stor og rustede op. Desværre var områderne jo placeret i strandkanten og 20 meter ind på land, så der blev trådt varsomt… Vi kørte ud på molen og så en lokal færge, som sku til en af de ydre øer, det var farverigt! En lille pige var helt forhekset på Basse og måtte bare prøve at røre ved hans arm. Jeg tror ikke, der kommer mange hvide børn herude, det er jo praktisk talt kun folk, der hjælper regeringen, som kommer derud. Vi saa en masse skibe som laa for anker laengere ude. De opkoeber tunfisk og bl.a. soepoelser til det europaeiske og asiatiske marked fra de lokale fiskere.

Bagefter kørte vi op langs øen og tog lidt fotos. Jakob hev os ned på en ildelugtende klippestrand, hvor der lå et dekorativt, efterladt skib i det smukke vand! Så stod vi ellers og poserede, mens 8 snottede unger kiggede på, og Jakobs kamerataske stod snedigt placeret mellem 4 efterladte bleer…umhh. Tropeparadis. Befolkningen boede ofte i traditionelle hytter som var med palme eller bliktag; de var små og bygget med gulvet omkring 1 meter over jorden. Så havde de flettede måtter og ikke meget andet. De var virkelig fattige mange af dem. De brugte dagen på at sove eller gå ned i de store fælleshuse, som landsbyernes liv centrerede sig omkring.

Vi kørte op omkring lufthavnen og kørte forkert i et kryds (sådan cirka ét blandt to på øen) og kom den anden vej rundt om lufthavnen. Pludselig holdt bilen foran landingsbanen, som i ”hvis vi kører en meter længere, ér vi på landingsbanen!”. Vi fandt heldigvis en vej rundt om, vi kunne tage. Derefter fandt vi tilbage på rette vej og kom helt op, hvor vejen endte. Der kunne man tage en outrigger (kæmpe kanolignende båd med påsat sidekano, så den ikke vælter) over til den næste ø. Der var ikke så mange der boede heroppe plus vandet havde masser af gennemstrømning, så det var skønt endelig at kunne dyppe futterne i det smukke, varme hav.

Vi gik i fem minutter til venstre til øen, så skulle der ligge et resort. Ja, jeg trænkte ”noget i stil med ”Marys Motel”, men der blev jeg klogere. Det var en masse store stolpehytter med flettede vægge der kunne hejses op og ned. Så lå der nogle madrasser på og vupti – her er dit hotelværelse et par meter fra strandkanten! Der var også to stolpehytter ude i vandet man kunne bo på. Det lignede ikke der var nogen gæster, men det fik ikke rigtig nogen af de mange sovende lokale i hytterne til at tænke: Vi kan lave penge!! Vi måtte jage nogen op og høre om de kunne lave os noget mad i deres restaurant. Tja, frokost?, spurgte pigen. Øh, ja! Vi kan ikke finde menuen, sagde pigen og ledte efter den i utrolig lang tid. Vi fik lov til at bestille langt om længe. Tunsandwich, tun chopshui og fried rice, mener jeg. Det blev 120 kr. Yes yes. Vi satte os ned i nogle dejlige lånestole tæt på vandet, og læste mens ungerne legede i sandet i skyggen. En time senere, som maden endelig! (Tak til sand som afledning, da Jonas sikkert ellers ville have gået banjo) Det smagte virkelig godt, så det var ventetiden værd.

Vi blev hængede en times tid endnu, og jeg kan da lige indskyde deres toiletter var almindelige og suuuuper rene og fine, så thumbs up dér. Men actionpacked holiday, det var det ikke! Det vildeste der skete i de tre timer vi var der, var at den gamle, tykke bedstemor vendte sig fra den ene side til den anden, hvorefter hun snorkede videre. K*ft det må være kedeligt at bo sådan et sted. Generelt lige meget hvor og hvornår vi kom, så lå folk og sov eller slængede sig. De skulle tage at rydde op i stedet for sku de :o)

Vi slentrede tilbage til bådestedet og fem minutter til højre for dette. Thomas kendte en australier, som hedder Mike Savins, som udover at være en dygtig bådebygger, opdrættede ”gigant clams” – kæmpemuslinger? – han havde samlet nogle ”moderdyr” som var over 40 år gamle og lige så store i omkreds som hvis man sætter fingerspidserne mod hinanden og laver en cirkel med armene. De havde ”læber” (det kaldes kødet, som ligger rundt i kanten) i alskens farver, blå og brune, mønstrede og prikkede. Jeg har aldrig set noget lignende! De havde to åndehuller, hver som de blæste vandbobler ud af. Fascinerende. De afgav yngel, som blev opdrættet i et sindrigt system. De fine muslinger blev eksporteret til vesten, når de var på størrelse med et ok-tegn. Det var ikke altid lige nemt og nogle tyske toldere havde sat 500 stk. på køl, da de ankom til en tysk lufthavn. Det kunne de ikke tåle. Arme opdrætter.

Vi besluttede det var på tide at skrumple hjemad. Af sted med båden, som ventede og ind i bilen, som heldigvis ikke havde fået en kokosnød i bøtten under parkeringen (En kokosnød landende med et brag 1 meter fra bilen tidligere på dagen, og det er sgu heller ikke ufarligt at få en i hovedet, så vi fik lige en reminder om at se op dér!)

Vejen var ok på nær diverse huller, men værre utrolig høje bump som en almindelige bil skrabde på uanset hvor langsomt man trillede over.

Dette hotel blev døbt gravko-hotellet. Jonas tilbragte nemlig mange timer med at lege med en skøn gravko, han kunne sidde på, som motellets unger havde. Den overtog han fra start til slut! Ava kravlede rigtig meget i Fangipani træerne og dekorerede ting med muslinger og koraller og konkylier.

Så kunne moder og fader sidde og snakkede med Thomas og Hannah og andre flinke folk imens. Hannah var studerende på opgave. Det var sgu lidt lige som de gl. backpackerdage, hvor folk snakkede og drak en øl på kryds og tværs i stedet for kun at kigge på deres bærbare….

Vi snakkede en del om frustrationerne ved at samarbejde med lokale folk fra Kiribati. Oh, the stories… Vi talte også om hvorfor folk så holdt arbejdet ud, for de havde næsten alle resten verden rundt det meste af deres liv. Chris, som var ”Head of Mission”, dvs. manden med moneterne, sagde, alle der bestred sådan et job havde forskellige grader af det, han kaldte de 3 m’er:

De var:

1. Missionaries – missionærer – de følte måske et hjælpekald og/eller kunne deltage i gigantprojekter de aldrig ville komme i nærheden af ellers.

2. Mercenaries – lejesvende – der var god hyre, og de betalte ikke skat

3. Misfits – utilpassede i en almindelig 9-17 hverdags trummerum – ingen af dem boede i deres oprindelige hjemland og havde giftet sig med andre udlændinge med samme baggrund etc.

Part26: Kiribati Adios Amigos

Tidligt op og af sted til lufthavnen. Vi fulgtes med Hannah, en sød 22 årig amerikaner, som havde været 3½ uge på Kiribati og omliggende øer for at grave sedimenter til geologi forskning – hun var klar med klar på til at komme af sted med sine ufattelig mange kilo rock-samples!

Der er et lidt ubehjælpsomt håndmalet ”Departure” skilt, som inviterede indenfor i skuret til de to korte rækker, der var plads til. Der var en whiteboard tavle med afgangstider på, men de havde ikke gidet skrive dagens på fly, fordi, tja, alle vidste jo man kun kunne flyve til Fiji.

Og så starter Cirkus Kiribati ellers:

Vores bagage bliver gennemgået på et gammelt skrivebord by hand! Der er intet gennemlysningapparat! Vi har været i de skumleste lande, men sådan ét havde de dog. Lad mig sige dette pænt, så ville det ikke være det sværeste sted at få noget ulovligt med igennem. Derefter forsatte man ½ meter videre hen til skranken. Nu kunne man ikke høre noget, fordi et propelfly var begyndt at varme op 3 meter bag skranken. De havde en vægt til bagagen, den ros skal de have, uagtet den ikke var nulstillet, og så kunne vi ellers vente på at manden fik håndskrevet vores bordingkort! Vi skulle betale en kæmpe tax for at forlade landet – ikke noget de havde oplyst om ved ankomst, også børnene, så der røg lige 80 australske dollars (gange med over 6) og et sidste los i skridtet fra den herlige ø-stat Kiribati. Jakob syntes, vi havde betalt taxen på forhånd, så han prøvede at sno sig uden om, da de hverken tog imod us dollars eller havde en ATM – Han blev tilbudt at blive kørt til den nærmeste by med hæveautomat, men så måtte han bøje sig. En mand forklarede de 20 dollars pr snude gik til ”the fascilities” – hvorefter han stolt pegede på lufthavnsskuret og påpegede, der var sæder, man kunne sidde på!

Det tog hundrede år at komme igennem sikkerhedstjekket – igen by hand – og så stod to madammer ellers og bladredede i vores pas i hundrede år og kiggede stempler igennem og kunne ikke finde indrejsen, fordi der var så mange stempler. Com’on ladies, vi har nogle sæder, vi skal nå at sidde på for at få noget valuta for pengene!!!

Den store skræk var fly-aflysning – der er kun 2 fly om ugen, og de skal til at fikse landingsbanen efter den har smuldret i to år (med fare for at punktere eller suge sten ind motorerne). For nogle år siden var et fly gået gennem asfalten på Kiritimati øen (Christmas island) i landet, og det blev ikke repareret i lang tid, så der ikke fly i flere år, og befolkningen var strandet uden vaccinationer og medicin eller bare en vej ind eller ud, etc.

Chris fortalte en historie, mens vi ventede – han står for at tilføre de 30-40 mio. dollars som de skal bruge på lufthavnen nu plus en hulens masse andet – så han ved et og andet.

Historien gik ud på flg.: Den australske Højkommissær skulle for 8 mdr. siden hjem efter 3 år på Kiribati, og hun var sindssygt træt af stedet. Hun så flyet lægge an til landing, da nogle hunde forvildede sig ind på landingsbanen, hvorefter piloten steg op igen og landende på en anden ø. Hun var gået helt i spåner, og man bebrejder hende ikke.

Hvorfor er der intet hegn om lufthavnen, spørger man straks? Jo jo, Kiribati havde fået opsat 4 fine hegn for nødhjælpspenge. Desværre er der ikke skyggen af dem tilbage! Befolkningen har stjålet rub og stub hver eneste gang, inkl. ground light’sne der angiver landingsbanen! Dem kunne man eftersigende se lyse blåt i landsbyen om natten, og grisene nød godt af det solide hegn i deres grisestier. Ved det femte hegn, som snart skulle opsættes i forbindelse med nyasfalteringen af lufthavnen, ville de prøve en ny fremgangsmåde: Landbyboerne skulle ansættes som hegnets vogtere i stedet, og hvis det forsvandt igen, ville de blive fyret, og landsbyen ville miste den eneste indtægt, de kunne komme i nærheden af. Så er man altså fattig og kold i måsen, når man opfører sig sådan. Der er postet mia. af kr. i Kiribati, men de passer ikke på deres ting eller bygninger og venter bare på at nogen kommer og bygger noget nyt for dem, når det gl. er faldet sammen. Den ene af af de to brandslukningskøretøjer i lufthavnen virkede heller ikke og tja, brandmændene var der alligevel ikke altid på deres poster, så det gjorde ikke den store forskel. Dejlig, opbyggelig samtale inden afgang.

Vi kom om mandagen, og fløj ud torsdag. Faktisk blev det fly, som skulle flyve mandagen efter aflyst, mens vi var der, pga. asfalteringsprojektet, men desværre var præsidenten booket ind på det fly, så det nedlagde han forbud mod. Der var ellers lige panik i motellet, da dem der skulle hjem mandag pludselig troede, de var strandet 3 dage længere.

Men af sted kom vi og jeg må indrømme jeg var nervøs ved take off. Det er heldigvis store Boing fly, men alligevel.

Flyveturen gik godt og de tre timer gik hurtigt.

Vi kom tilbage til Mama på ”Tropic of Capricorn” på det samme værelse som sidst. Det var børnene rigtig glade for. De kalder det ”Mamas frø-hotel”. Jonas sagde, at han ville ”hjem til Mama”, som han sagde på Kiribati.

Men det sjove ved besøget på Kiribati er at nu er vi slet ikke i tvivl om hvilket rejseland, vi synes, er det ”værste” i verden: Tadaaa, Kiribati! (De er sikkert dødsøde ude på en fjern atol, men mange ”How lucky, we share this moment”–smiles blev der altså ikke disket op med, hvor vi kom).

Part27: Fiji – Samoa

Den megen regn der havde været mens vi var i Kiribati og de vilde byger der pludselig kom på denne dag, havde åbenbart gjort et eller andet over vores værelse mørt, for der stod en lille dryppen ud af revnerne i en af vores loftspladers sprækker – eller det var nok snarere vandansamlingen om havde mørnet pladen. Fiji i regntiden kan være vådt – Øen er jo ikke et ”frodigt tropeparadis” uden en hel masse nedbør. Da jeg var her for 12 år siden i samme periode, var der solskin, så det varierer åbenbart. Vi er ret glade for det fine vejr vi har været udsat for indtil nu! Der går nogle folk og mukker højlydt på hotellet, de havde lige set 14 dages sol for sig og får bare oversvømmede veje og hærgede strande! Der er mange på hotellerne i Nadi for folk tør ikke tage ud på øerne eller tager tidligt tilbage af frygt for at blive fanget derude og misse deres fly.

Ungerne havde en dejlig hviledag. Mor og far skiftedes til at skrive og lægge på nettet, mens ungerne blev underholdt med værelsesgolf – i mangel af strandgolf – heldigt vi har giga værelset :o), badning i pool med indlagt brusebad fra oven, samt en utrættelig kæle-katte-og-hunde-jagt. Det er bare et hit med hotel fyldt med dyr. Om aftenen gik vi på frøjagt, og det var ikke svært at finde banditterne :o) Ungerne spiser godt på turen! Ikke mindst her og på Kiribati. De skriger på fisk, og Jonas ender normalt også med at spise halvdelen af min…I øjeblikket er morgenmaden cornflakes og toastbrød, som jo glider ned. I Thailand var det havregrød med vandmelon, i Cambodja flutes og æg, i Kuwait og Hong Kong selvcatering med frugt, croissanter og yoghurt.

Mama har dejlig kontant facon. Det styrtregnede og der ankom nye gæster. Jakob råbte til Mama – som er en ældre dame – at Bella var ankommet og sad og dyttede. Så fik han ellers besked på at skrubbe ud og hjælpe dem ind med en paraply og bære deres bagage. Smukt!

Men vi kunne ikke hygge hos Mama hele dagen. Det var en supertimet afgang, vi havde. Vi kunne vente med at tjekke ud til 18 – service! –

Fin indtjekning uden kø, vi nåede lige op og finde en siddeplads. Der var strømafbrydelse i lufthavnen, hvilket der har
været on/off i Nadi pga. regnen, og der gik et lille stykke tid, så kom
nødgeneratoren på. Det var lidt mærkeligt at gå og ”vinduesshoppe” i halvmørke.
Lyset kom heldigvis igen.

Jakob gik i butikkerne med ungerne. Og så kom der et servicekald om, at vores fly var udsat til kl. 5 næste morgen, da piloten ikke måtte flyve pga. hviletidsbestemmelserne. Vi ville få middag og overnatning på hotel i nærheden. Efter 30 min. fik vi en voucher på opholdet og så skulle vi vente fordi lufthavnen ikke kunne eller ville opbevare bagagen om matten, så alt sku slæbes frem og tilbage. Grr. Fiji og mange andre af øerne herude (Kiribati nej) har en tradition med live-musik i lufthavnen ved ankomster og afgange og nogle gange bare for underholdningens skyld. Normalt er det 3-5 mænd i hawaii-skjorter blomsterkranse og saronger (a la nederdel), som giver den gas med ukuleler og små guitarer og skønsang – de synger godt, men musikken er lidt ovre i diskanten. Air Pacific mente der var behov for noget til at holde humøret oppe hos de arme mennesker med aflyst fly, så ind fra højre steppede orkestret, og så var vi ellers tvangsindlagt til ramasjang i ventetiden (dobbeltstraf lige dér). Efter lang ventetid blev vi gennet ned til immigrationen. Der var en stor kø foran og ikke noget med at sende dem med små børn foran i køen – klokken var efterhånden 20.30 og vi havde sørget for Jonas ikke havde sovet middagssøvn, så han kunne sove i flyet… Jakob fangede retardo-ansat som sagde at vi (og damen med sovende 1 årig i favnen) ikke kunne komme foran i køen, da alle foran i køen var på business class. Meget imponerende at der var mindst 30 passagerer til de 8 businesspladser i flyet. Da vi endelig fik bagagen og blev sendt i retning af bussen som skulle komme fluks. Fluks betød vi nu stod bag i hvert fald 40 mennesker og Jakob fik opsnuset der var plads til 22 i bussen. Der var ikke nogen fra Air Pacific – nu Air Patetic – så vi valgte bare at gå op foran køen. Jeg stod og snakkede med et sødt, ældre ægtepar fra Australien, mes minutter sneglede sig af sted. Til sidst tænkte jeg at vi da bare kunne tage en taxa! Hotellet lå 5 min. væk! Jeg hentede en taxa lige rundt om hjørnet og det kunne vi med lidt snilde have gjort 30 minutter tidligere, tsk tsk. Bussen ankom næsten samtidig, så vi fik lige speedy gonzales på, så vi kunne tjekke ind inden buspassagererne kom.

Vi skulle sove på Tanoa. Dyrt og kedeligt! Kl. 21.30 drønede vi ned til aftensmaden, som desværre var grillmad. Det var sgu ikke en imponerende buffet, men vi fik hevet noget indenfor! Regnen stod ned og heldigvis var der overdækkede gange på hotellet. Værelset var med to dobbeltsenge og nydeligt. Stedet kostede 3-4 gange så meget som på Tropic (og var rejsens allerdyreste). Og det eneste sted på rejsen med kakerlakker! Heldigvis nogle rimelig små nogen, men jeg så 5 på de ca. 4-5 timer var på hotellet. For når man skal flyve kl. 5, skal man tjekke ind kl. 3! Yihaa. Vi havde sove tid fra kl. 22-2.20, hvor 3 væggeure bimlede.

Der var også et lokalt 3 mandsorkester på hotellet. Det var fredag aften og de spillede til ca. 23.30. Rimelig ærgerligt for os der gerne ville nå at sove lidt inden vi skulle op igen. To ørepropper og et par hænder for ørene tog lige toppen af plingplangen. Men ingen tvivl om jeg fik fuld dosis lokalmusik den aften.

Jeg sov først efter midnat, og vi var alle en smule klatøjede, da vi gik ud til receptionen. Vi havde bestilt en taxa til at komme, for vi synes ikke Air Pacific havde været helt heldige med bus-logistikken dagen før, så vi spenderede gerne 20 kr. på god ro og orden. Vi ankom igen før bussen, så slap for ventetid. Vi spiste noget brød, jeg havde scoret fra buffeten dagen før og endelig kom vi af sted. Begge unger sov før flyet lettede og blev vækket igen efter flyet var landet. Faktisk var det her også tidspunktet, hvor vi har haft de hidtil eneste tilfælde af diarre er forekommet. Begge børn havde en hurtig omgang (eller 2-3 stykker), men ikke så det var et problem.

Part28: Samoa – Apia

Samoa er også en samling af koraløer – Landet består af 10 øer, hvoraf der er to store. Vi er på hovedøen Upolu, hvor hovedstaden Apia ligger. Der er vistnok omkring 100.000 indbyggere i landet, hvoraf 1/3 bor i Apia. Apia er vist mest kendt for at den berømte forfatter Robert Louis Stevenson ligger begravet her og har et berømt citat på sin gravsten.

Byen ligger langs en bugt og er meget langstrakt. Der er en strand i den ene ende, som vi havde satset på at frekventere. Det er ikke just en storby-feel! Lave huse, tomme grunde, store ministerier, små markedsstader samlet ved strandparken og et kæmpe Farmer Joe’s supermarked. Og så ikke meget andet…Der er to luksushoteller, hvor det gamle og berømte/berygtede Aggie Grey’s er det absolut mest charmerede – men desværre ikke i vores prisklasse! Men hvis man købte frokost i deres restaurant måtte man benytte deres lækre, store pool – Så det havde vi planlagt, men vejret har desværre ikke været til den slags udflugter – endnu…

Vi havde taget flyets morgenmad med til ungerne, så de kunne spise den i ankomsthallen. Der er meget strenge regler for indførsel af madvarer på øerne pga. deres økosystemer er sårbare. Bagagen kom lynhurtigt, og folk drønede ud af lufthavnen (flyet skulle videre til Honolulu, så der var kun omkring 50 der skulle af), bandet pakkede sammen og så var vi ellers de eneste tilbage i lufthavnen udover persoanlet og en mand der fik konfiskeret fem pakker cigaretter. Da også han var gået, tænkte vi, at vi hellere måtte se at komme videre! Vi tog en taxi-minibus de 25 km/45 min. ind til Apia. Det hele virkede meget afslappet og ordentligt – og rent ikke mindst! Det var tydeligvis et folk med stor selvrespekt og haver og huse var velordnede. De var også langt bedre stillet end på fx Kiribati (som næsten alle jo sådan set er bedre stillede end herude!).

Vi havde bestilt værelse på Hotel Elisa. Der er ikke meget at vælge imellem! Priserne var pebrede men vi tog 2 nætter på lækkert og kæmpestort 500 kr.s værelse med dobbeltseng, enkeltseng, skrivebord, sofagruppe (Jonas’ seng) plus altan, morgenmad og the works.

Vi var helt groggy den første dag og tilbragte det meste af tiden med at hygge på værelset eller i den lille, men glimrende pool. Både Jakob og jeg nåede i Farmer Joe, som lå ti min’s gang væk og det var dagens aktivitet udover en aftentur ned på en kæmpe kinesisk restaurant – The Treasure Box – hvor vi fik et solidt og velsmagende måltid :o) Det var lidt dyrt, men portionerne var mega, så vi fik resterne med hjem og med nogle kopnudler fra vores ven Joe som supplement var aftensmaden på værelset næste dag reddet (længe leve køleskab og el-kedel). Det viste sig der var hotel ovenpå restauranten til en rimelig penge, så der ville vi flytte hen – enten efter de to nætter eller når vi kom tilbage fra køretur med overnatning senere på ugen.

Jeg ved jo fra sidste gang jeg var på Fiji, hvor fine gudstjenester de holder herude, da de elsker at synge (Charlotte og jeg var i kirke hver søndag, det sker ikke så tit ellers).

Det var ikke helt nemt at få et starttidspunkt for gudstjernesterne! Men vi endte med at mene det varede fra 9-11. Vi blev guidet i retning af en angelsaksisk kirke, hvor gudstjenesten var på engelsk og ankom kl. 10.15. Det gjorde ikke noget og vi blev budt velkommen og sendt op på anden forreste række. Der var en masse aktører, en kvindelig præst med sådan noget fint silketøj på og en anden, ældre dame, som nærmest var andenpræst og så nogle unge piger der var kirketjenere og så også lige en mandlig præst med matchende silketøj. Plus et stort kor og det løse. Kirken lignede egentlig en fin lille protestantisk kirke, med hvidt kirkerum, sideskib, absis med alteret og glasmosaik-vinduer. Der var næsten fyldt og sangene var rigtig fine. Der var en lille, tyk pige til højre for os med stærke aspirationer om at blive kirkesanger for hun gav den max gas. Der var ikke bibler, derimod sad en ung mand med en bærbar computer og trykkede powerpoints frem med en projektor. Rimeligt moderne :o) Men med den søde detalje, at han ikke havde stillet det helt rigtig, så første bogstav og nederste linje manglede – men det spillede ingen trille – folket kunne deres sange! Der var en lille håndfuld udlændinge til stede. De blev alle budt varmt velkommen af den mandlige præst og bedt om at præsentere sig selv kort, navn, fødeland og hvorfor man var i Samoa. Første familie var fra NZ og de skulle være i 2 år i Samoa (og var tydeligvis faste kirkegængere), så de blev lige shanghajet til menigheden! Jakob førte ordet for os og det var egentlig meget hyggeligt at de var interesserede i hvem der kom til deres kirke. Bagefter var der velsignelse ved præsterne af dem der ønskede, mens folk sang en meget yndig sang gentagne gange indtil de var færdige. Så var det tid til at synge Happy Birthday til én fra menigheden som havde fødselsdag, meget hyggeligt! Bagefter var der kaffemik med let forplejning. Så blev der snakket og minglet og folk var meget søde. Maden var ikke så tosset, fra æggesandwich til lækre kager og is.

Så vi fik lige en gratis frokost med i købet, ikke
tosset i et land som virker tømt for almindelige spisesteder og dem der er,
kræver en hamper pris. Vi tog en taxa ind til
byen og ledte efter det andet hotel vi overvejede at flytte over på. Det
var lukket for renovering, men så fik da en rundtur rundt i byen, som virkede
mere end almindelig død i sværen, da søndag i allerhøjeste grad er kirke- og
hviledag. Vi var omtrent de eneste på gaden i hele byen! Vi gik ind på hotellet
Aggie Grey og fandt en lille dam med verdens mest sæbeglatte bro henover. Der
var katte i tilgift og ungernes Samoa højdepunkt indtil videre opnået! Og note
til selv: Solen skinnede og vi tog solcreme på!! Deres pool var lækker lækker
og – skriver jeg om tirsdagen – hvis det da nogensinde holder op med at regne,
så er det altså et must-try!

Vi gik hjem igennem byen, hvor alt var lukket undtagen
Den Gyldne Måge. Men den har byens eneste legeplads (den anden var lukket!),
som er overdækket i tilgift, så der brugte ti 1½-2 to timer. Vi talte bl.a. med
en meget flink englænder, som var Head of the European Unions office i Samoa.-
Det lød fancy, men var kun et enkeltmandskontor :o) Han havde kone, som han
havde mødt i Dominica (Caribien) og tre børn med. Igen, det er nogle sjove
konstellationer, der kommer ud af aid-work!

Aftensmaden blev kinøjser-rester med kopnuddel
supplement hjemme på palads-værelset. Det var desværre sidste nat i det rum, da
500 kr. er i overkanten.

Part29: Samoa -. Wet wet wet

Ja, det er regntid, men vi er landet lige ned i REGNTID med stort og vaadt R. Det har pisset ned hele dagen idag og meget af tiden igaar. Vi er ved at faa hotelkuller. Vi skullet have vaeret med lejet bil ned til bountystrand og bo i strandhytte, men det er udskudt nogle dage. Jeg haaber virkelig vi naar at komme derned, for surt kun at have set Samoa i regn – og tropiske skybrud er ikke noget at spoege med :oS Internet kostede paa sidste hotel 60 kr i timen, her kun omkring 30 kr. paa internet cafe over for Mcdonalds – eneste “vestlige kommercielle” indslag paa oeen og den eneste legeplads…

Vi er flyttet fra Elisa til et “kinesisk” hotel. Ligger overpaa restauranten Treasure et eller andet. Meget fint bortseet fra Jakob blev laast inde paa vaerelset da laasen jammede – men vi fik da et nyt vaerelse. Mere om det senere!

Har klippet nyt afsnit ind i starten af Kiribati opholdet – det med soepoelsens land…

Part30: Samoa – kyllingetyven

Mandag morgen – så var der ellers hustle & bustle
på gaden fra før kl. 8! Jeg gik ned på vaskeriet med vores vasketøj kl. 9 og
der var langt fra totalt øde gader til 300 busser, taxaer mv. Busstationen lå
lige bag ved Laundretten, så der er sikkert ekstra mange biler i området.

Vi spiste den inkluderede morgenmad – bortset fra vi
selv medbragte Skipper cornflakes (NZ’s foretrukne!), da deres Weetbix kun fik
en fan i Jonas – Det er sådan nogle formpressede klodser af ? som når det
overhældes med mælk minder utrolig meget om den grove Sempers babygrød til 12
mdr+ Og da vi fik udleveret kold mælk, gav det ikke just en bedre
smagsoplevelse!

Formiddagen gik med at lege på altanen og i værelset,
og kl. 12 rykkede vi over i den fattige afdeling! Til 300 kr. pr nat, fik man
nu: Lille hummer, dobbeltseng, enkeltseng, DELT bad og toilet (der var kun os
og andet par til 3 badevær pga. lavsæson), en lænestol og lille skrivebord. Der
var en stor opholdsstue og et køkken, hvis indhold bestod i en 25 år gl. mikroovn
som ikke virkede, et køleskab og noget service. Jeg fik tiltusket mig en
el-kedel af personalet dog. Der var ikke engang sæbe på toiletterne, det skulle
man selv ”provide!” Gulvene var nogle slidte linoleumsgulve, som lå lidt i
forskellige mønstre alt efter, hvor der var blevet slidt og dækket til med
andet. Vores værelse lå så uheldigt at vinduerne vendte ud til trappen der
førte ned til poolen, så hvis gardinerne ikke var trukket for så kunne man glo
lige ind. Hvad værre var så var vinduerne, de der vipbare ti cm høje
glaspaneler, som de store fans af herude. Dvs. de er på ingen måde lydtætte.
Derfor var vi lidt lorne, da en ældre dansk herre ude på trappen lige kiggede
ind ad vinduet og lige ville advare om, vi ikke var de eneste danskere på
hotellet! Øh tak og skrub ud af mit rum… Vi sendte farmand ud på jagt efter en
lejebil, så vi kunne flytte ned på øens tip – den med de hvide Bountystrande,
suk… – og grave i noget sand samt på jagt efter frokost etc. Efter nogle timer
med kulrede unger og en tur i poolen kom han endelig hjem. Og vi spiste dejlig
helstegt kylling fra Farmer Joe’s med kæmpe-agurker, lokal ananas, friskbagt
brød osv. Vi spiste ikke kyllingen op, og jeg pakkede grundigt resterne af
kyllingen ind og satte den i køleskabet og smed skroget ud.

Det regnede helt vildt, og ungerne løb rundt på gangen
og i opholdsstuen, det var lidt svært at underholde dem (golfsættet ligger hos
Mama). Jeg fik udgangstilladelse og drønede ned efter vasketøjet. Så et smut i
supermarkedet efter vand og 40 bleer – Bushtails fra Aus – og det løse, og så
ellers hjemad inden himlen brød løs igen.

Vi håbede inderligt, inden vi fløj herover, at Samoa
kunne undgå det store lavtryk, der bringer en masse regn ind over området i
øjeblikket. Desværre tog vi regnen med os… Jeg fik investeret i en lille paraply
da vi ankom til øen – af billigste kinesiske fabrikat – som med nød og næppe
overlevede det fem minutters skybrud, jeg blev fanget i på vej hjem. Mig med 3
poser indkøb, 2 poser tørt vasketøj (i stofposer) og en pose med vådt vasketøj
og en mini paraply og kalasplask for et regnvejr og intet sted med læ. Jeg blev
våd, men reddede tøjet!

Vel hjemme opdagede jeg, at nogen havde taget vores
kylling i køleskabet! Børnenes aftensmad, grrrr. De havde hverken rørt mælk
(koster ellers 12 kr. literen) eller Jakobs øl eller det andet vi havde. Til
gengæld lå der nogle gamle, ækle panerede kyllingelår i en pose. Hmm, meget let
af tage fejl af dem og så vores lækre kylling. Jakob talte med personalet, som absolut
ikke ar tilfredse med tyveriet! Der boede kun ét andet par på hele gangen,
såååå hmm, hvem mon der har scoret maden? Jakob spurgte den skumle dame i
parret om det var dem, men det var det i hvert fald ikke…Så det får vi jo ikke
helt opklaret.

Ergo måtte vi steppe ned på McD igen igen, selvom det
er vildt dyrt, så ungerne kunne rase lidt af på legepladsen. Jonas kan ikke
lide maden dér, så han fik 3 lækre syltetøjsmadder til aftensmad. Det er
virkelig god kost her på øen… På McD mødte vi en hvid fyr med familie. Eller
det troede vi, men han hed faktisk Rasmussen, og hans oldefar havde giftet sig
med en pige fra Samoa, og det var åbenbart nogle kraftige gener, for han var
stadig helt lys. Vi mødte også en lille pige på omkring 1 år som hed
—tadaa— Ava. De havde heller ikke mødt andre der hed det, og det var lidt
sjovt for Ava.

Part31: Samoa – Going chinese

Her tirsdag morgen, tænkte vi, at vi havde fået nok af
Elisa og flyttede derfor vores habengut over på Treasure Garden, hotellet som
ligger ovenpå den kinesiske restaurant. For kun 325 kr. for vi et rigtigt
værelse igen med to dobbeltseng, sæbe og altan og ingen der kigger ind! Folk
her er super flinke og virker også en tand skarpere end på Elisa. Og så ligger
det tættere på diverse butikker og McD, biograf etc.

Det er rimelig bittert at sidde og kukkelure i
hovedstaden i regnvejr, når man inden rejsen havde indre forestillingsbilleder
af grave sandslotte af kridhvidt sand med palmerne svajede i baggrunden. Vi
vidste selvfølgelig godt det var regntid, men det plejer normalt at udmønte sig
i en times regn midt på dagen eller lign.

Ungerne fik lov til at se lidt Thomas tog, mens vi
læste og regnen haglede ned – Fuldstændig heldagsregn. Klokken 14 fik jeg spat
og insisterede på vi trodsede regnen og gik ned på det overdækkede marked lige
bag hotellet. Jakob er ikke meget for vand, så han synes det var en rimelig
tosset idé, da vi fik forvildet os ind på busstationen i stedet for at gå
direkte til markedet. Der var vandpytter, 27 busser og 400 mennesker som skulle
hjem alt i mens det stod ned i hhv. alm regn og torve. Vi så markedet med en
masse boder med friske grøntsager og lidt med souvenirs – jeg kommer ikke til
at købe mig fattig i kokosnøddeskals-øreringe eller krigs-køller – så alt i alt
meget lokalt og ikke så ophidsende. Vi forsøgte at arbejde os hen mod McD men
blev fanget under diverse halvtag, når regnen tog til.

Moder blev belønnet med en time på internettet lige
overfor McD (til kun 30 kr./timen, mod Elisas 60 kr. i timen). Bagefter
steppede Jones og jeg hjem i supermarkedet (uhh, fedt at bo lige ved siden af)
og købte aftensmad til os – vi endte med boller med fyld og syltetøj, vi kører
god enæringsuge som sagt – mens Jakob og Ava gik i den lokale og meget flotte
biograf og så TinTin filmen. Det var et kæmpe hit i begge lejre. Jonas og mor
spiste kager, øh aftensmad, og så Peter Pan i sengen, og Ava var helt elektrisk
over den gode film og popcorn, hun havde set og fået.

Part32: Samoa – Nu med aaavvv

Vejret var klaret lidt op – Dagens program gik på
frokost pa Aggie Grey med efterfølgende svømmetur i deres pool. Vi nåede lige
indenfor døren, så brød himmel og jord i ét og der faldt en mase regn. Det
regnede i en halv times tid og det passede med vi bestilte frokost og spiste.
Ungerne løb rundt og snakkede med katte og fandt blomster etc. Der er rigtig
mange farvestrålende blomster her og de går meget op i at holde deres
haver/grønne områder, så det er en fornøjelse at beundre. Der groede endda en
ananas på en palme lige ved poolen.

Vi var de eneste ved poolen, så det var jo en
fornøjelse! Jeg fik svømmet en del baner og ungerne legede på en lille ø med en
lille palmebladsparasol på ude i poolen. Jeg, der ellers er så hysterisk med
solcreme, glemte at smøre mig ind på ryggen – av av, siger jeg stadig 2-3 dage
senere, med en flot hvid bikiniryg! Så tovligt! Klokken var 14-16 og det var
overskyet, men fool nobody, solen steger her. En lille huskekage, som har
intensiveret solcremeforbruget drastisk.

Vi gik på McD på vej hjem for en omgang legeplads og om
aftenen var der kinesisk på menuen – kylling og orange peberfrugt, meget
lækkert, – det er simpelthen verdensklasse at bo ovenpå byens bedste kinesiske
restaurant, som lige smider maden op på værelset.

Om aftenen gik Jakob ned og så danseshow med lokale
danse på Aggie Grey (Jeg har set min del sidst jeg var på Fiji), mens jeg og
ungerne så en film på computeren. Tophyggeligt.

Der er efterhånden nogle særkender der er dukket op for
Samoa. Det er en rigtig fin og afslappet lille ø. Måske lige en tand for
afslappet med deres lukketider. Det er jo helt tosset at sidde i en hovedstad,
hvor ALT er lukket kl. 17 med undtagelse af McD, Supermarkedet og biografen.
Jeg har nået i 0 butikker – selvom jeg gerne ville ind i dem – for enten var
der lørdag kl 12 lukket, eller søndagslukket, heldagsregn man+tirs som først
stoppede om eftermiddagen og så lukkede de før tid…Can’t work with this!

Et andet særkende er deres skraldesystem. Som virker
btw. Foran alle huse – måske ikke lige ”downtown”, men ellers er der et slags
bur på høje ben ud til vejkanten. Der smider de deres skrald ud og hunde og
andre dyr går ikke i det. De fancy har pigge og er avet i metal (De er åbne
foroven), mens de mere basale er bygget ud af nogle gamle planker. Det er måske
ikke så yndigt, men hey! det virker.

En anden ting er multi-business. Man skal jo tjene
nogle penge. Vi bor ved siden af en forretning der hedder: International Investment
– Gift & Tyre shop! Jeg køber lige lidt udenlandske aktier, en vase og et
dæk under same tag?? Det giver ingen mening :o)

En anden meget Samoansk ting er deres gamle busser. Det
er ikke bare gl. skolebusser a la Amerika, men selve passagerdelen er bygget i
træ med åbne vinduer – de har været herlige her i regnvejret – og der kan
saftsuseme stoppes mange ind i sådan en. De er alle sammen malet i flotte
farver og med forskellige kælenavne på siderne. Jeg håber Jakob når at tage et
billede af dem inden vi tager i lufthavnen i morgen, da det har regnet, når vi
havde muligheden for at fotografere dem.

Part33: Samoa – På bountystrand Endelig

I dag var det officielt godt-vejr-tilbage-på-Samoa-dag,
og inden vi fik kuller af Apia, styrede vi af sted i en lejet Daihatsu 4
hjulstrækker. Destination: Sol og strand!

Øen Upolas sydøstlige hjørne skulle være helt
paradisisk og selvom det lød pebret for at bo i en ”fale” (udtales ligesom:
falde), som basalt set bare er et hævet trægulv med palmetag og –vægge, som
kunne trækkes for om natten, samt madras og myggenet! Jakob havde som sædvanlig
superreseachet og fundet frem til Faufau Beach, hvor vi kunne få et rigtigt
værelse inkl. to måltider og eget bad/toilet til en god pris (6-700 kr. pr
nat). Jeg kunne ikke helt se Jonas bo ude på selve stranden i et hus uden faste
vægge. Jeg ville ikke få lukket et øje :o) Plus Ava skulle følges på
fællestoiletter om natten etc.

Vi kørte en omvej på vej derned, da øen jo ikke er så
stor. Vi kom igennem en superfrodig ø med flere bjergtoppe på 950 meters højde.
Der var tonsvis af palmer og fuldstændig ufremkommelig regnskov op ad
bjergskrænterne. Det meste af kyststrækningen er klipper eller sort sand –
koraløer er jo tidligere havvulkaner. Men, men, men The real deal Bounty
reklame-strande er at finde nede på denne tip af øen. Vi spiste frokost og
badede på en superdejlig strand ”Lalumanu”, hvor der lå 3 fale-hoteller – Altså
sådan nogle rimelig basic træhytter eller palmehytter. De var meget dyrere end
vores overnatning. Så da vi så deres primitivitet, blev vi lidt lorne ved hvad
der ventede os. Men indtil da nød ungerne at grave i det kridhvide sand og
plaske i det krystalklare vand. Der var omkring 20 turister alt inkl. på en
lang strækning, så det var lækker, lækker.

Vi sad under (de var ret høje dér)
og i skyggen af en fale, for solen bagte ubarmhjertigt ned over os. Jeg havde
heldigvis taget min go’e gamle surfertrøje med. som jeg har brugt til at
snorkle med, så den kunne jeg have på, så min min arme ryg ikke behøvede mere
sol.

Efter nogle timer med sand mellem tæerne, kørte vi videre til vores beach
resort som lå 15 min’s kørsel nede ad vejen. Der lå kun det hotel og så en
lille landsby. Super idyl med den smukkeste strand og det vildeste backdrop: Ca
100 meter fra kysten startede bjerget brat og det var frodigt og knaldgrønt i
alle tænkelige nuancer. Det var lige åben mund og polypper et øjeblik. 1-0 til
Samoa at last! Vores hotelmutter hed Korsetta – og nej, hun var trivelig kvinde
helt uden de snærende bånd fra en bysteholder – men hun var sød og hjertevarm
og vi var meget glade for at have valgt Fau Fau. Hun startede med at byde mig
og Jakob på kaffe og bananer, mens ungerne sov en lur i aircon bilen lige ude
foran restauranten. Nu skal man jo droppe de der gængse billeder af hoteller.
Det er en stor ”grus/koral”-p-plads. Der er bygget et højt halvtag med søjler
rundt i kanten på et hævet gulv. Bordene er hjemme-snedkererede og stolene af
plastic (umage forståes), lige for at bryde stilen var der en diskokugle i
midten og en lille orkesterplads i det ene hjørne med plads til live musik
(Polynesere elsker at feste). Vejen løb mellem restauranten og stranden, som
ikke var specielt bred. Bred nok til to rækker fale’r – bagerste rækker var til
at sove i og forreste rækker var til ”solbadning” – det var genialt. I stedet
for grimme parasoller – solen er nådesløs – kunne man vælge sig en lav, åben
hytte med trægulv, til sig og sine sager. Mutter var solgt.

Vi holdt en siesta på værelset, da alle var lidt kogte.
De rigtige værelser lå en lille toetagers hotelblok vinkelret på stranden bag
ved restauranten. Blokken var bygget i 2010. Grunden til alt var så pænt og nyt
var at netop Upolas sydøstlige tip blev ramt af en tsunami i september 2009 efter
et jordskælv til havs. Korsetta fortalte os om det: En morgen kl. ca. 7.30 en
morgen havde der været et kraftigt jordskælv. 80 minutter senere opdagede de,
at alt vandet på stranden blev suget ud, og revet lå helt bart. Der var ingen
advarsler fra myndighederne, men de lokale vidste, det var et tegn på en tsunami
var under opbygning (Bølgen kan kun vokse sig stor ved at suge vand til sig).
De fik samlet de 52 gæster de havde boede plus børn og ansatte og fik dem til
at løbe op ad deres vandresti op på bjerget i sikkerhed. Taget i betragtning,
hvor ufremkommeligt den bjergside ellers var, var et deres lykketræf, at de
havde en afmærket sti op til toppen af bjerget (andre steder er det bare lodret
klippevæg de første 30 meter op). Så sad de oppe på bjerget og kiggede på
bølgen som bragede ind og tog alt med sig, inkl. 32 beboere fra landsbyen, som
ikke nåede med op. Som Korsetta sagde, var det godt tsunamien ikke kom om
natten, for så havde de alle været væk. Hendes familie havde boet tre uger i en
hytte på bjerget, efter turisterne blev evakueret. Dette skete i september 2009
og allerede i december samme år havde de fået bygget restauranten og 4 små
fale’r op igen. Med hjælp fra bekendte i udlandet fik hun råd til at genopbygge
hele ”resortet” med flere hytter, og den rigtige toetagers bygning med
hotelværelser, vi boede i.

Efter en siesta på værelset gik vi på stranden fra
18-19, hvor vi troede, der var middag. Det var desværre først kl. 20, så ungerne
var sultne. I hvert fald Jonas, Ava havde pludselig næsten 39 i feber og var
helt slatten. Vi fik hevet hende ned til maden og puttet lidt ris i hende,
hvorefter hun sov ved bordet. Maden var ellers det absolut bedste vi fik i
Samoa: Tun i karrysovs, stegte kyllingelår, røreæg, pastaret og lokal frugt. Det
lyder måske ikke så lækkert, men det var lige, hvad vi trængte til; god,
hjemmelavet mad.

Jakob bar Ava op på værelset og der var kun en
gulv-fan/ventilator, og hvis det nu var hedeslag, hun havde – hun havde kaldt
den første strand for en ørken fordi der var så varmt :o) – så blev den sat på
hendes seng. Jakob syntes vi skulle lave gennemtræk fra dør til altan og det
var også en god ide, bortset fra at der efter 10 min. var fyldt med mærkelige
småfluer som kunne kravle gennem myggenettet og bed det stakkels barn (og faren
som tappert var gået med derind for at slå dem ihjel). Den ene side af vores
dobbeltseng også var helt sort af dem fordi der sad i lampe på væggen, så Joans
og mor klaskede løs på los animals. Jeg fik hurtigt hys-nok og fik en
insektspray af Korsetta plus vi tændte altanlyset og badevær lyset i stedet for
at lokke dyrene væk. Det virkede heldigvis tip top, selvom vi var glade for, at
vi skulle sove med åbne glasskodder (myggenet yderst) med alt den spaying inden
sengetid.

Vi endte med en lidt træls nat: Ava talte i søvne og
fik vand og skulle tisse fire gange (vi havde postet vand på hende om
eftermiddagen/aftenen), lidt gang i restauranten kl 2, en nabo-hund der gøede
(og gøede) i 30 min. i streg omkring kl. 5, så lige et katteslagsmål hen ad 6
tiden og så fremdeles.

Part34: Samoa – Faufau beach

Ava havde det heldigvis meget bedre om morgenen. Vi fik
en fin morgenmad med toast, spejlæg, frisk frugt m.v. Skønt at sidde i
morgensolen med kig til vandet. Det var lidt overskyet, men helt fint med os.

Vi var på stranden fra 9-11.30, inden solen for alvor
satte ind. Charlotte fik endelig prøvet snorklen og dykkermasken, selvom det
ikke var et specielt godt og levende rev, var der fine fisk og lidt blå og gule
koraller. Ungerne havde gang i sådan nogle børne-vandgeværer, jeg har slæbt med
i troen på at vi kun skulle kukkelure på strande. Det er sådan et 30 cm langt
skumgummirør og så trækker man bare et stempel op for at lade det, og trykker
stemplet ned for at skyde – selv Basse kan håndtere det – og det var sjovt at
skyde (fjollede, skøre) palmer, mors fødder og andet godt.

Vi spiste frokost på altanen. Skippy Cornflakes og
værelseslun, langtidsholdbar mælk. Ja, det er et dyrt land, så man må jo klare
sig med det forhåndenværende :o) Til oplysning kan jeg fortælle, at en (1)
liter yoghurt i det billigste supermarked koster over 70 kr.!!!!! Skippy
måltidet stod i knap 40 kr.

Derefter kørte vi aftes. Først var kursen sat mod en
såkaldt Ocean Treach, som var to kæmpestore huller i jorden/klippen tæt på
kysten, men vand i bunden. Klippekanten lå helt ud til kysten der og der var
skræmmende langt ned – hegn bruger vi ikke – de to huller lå i en dejlig,
velplejet have fyldt med fales, hvor man kunne slænge sig i skyggen og nyde det
azurblå hav forneden og den blå himmel foroven :o) Jakob var den eneste der
skulle bade, jeg har noget med meget lange, primitive stiger, så hen steg ned
på bunden af et af hullerne og tog en svømmetur. Bagefter gik vi en tur og
kiggede ned på kysten, hvor stivnet lava engang havde lavet nogle mægtige
blowholes og bassiner.

Derefter kørte vi hen og så Sapoaga vandfaldet, som var som taget ud af en eventyrfilm, en dyb kløft fyldt med palmer
og urskov og et 180 meter vandfald i enden. Der var en lille have ved
udkigsstedet, som børnene var ret begejstrede for: Der var lokale trommer at
slå på (udhulede træstammer), høns at jagte og ikke mindst et skilt, hvorpå der
stod Ava – Kava foran en busk. Kava er det lokale rusmiddel, man får ved at pulverisere
en peberplante, som giver én en herlig følelse af bedøvet mund hos tandlægen.
Her på Samoa kaldes Kava dog Ava, det synes de lokale er ret sjovt, når de
hører Avaneserens navn.

Derefter så vi endnu et vandfald, hvor det fedeste ved
det, var navnet: Papapapaitai Falls. Love it. Derefter kravlede Jakob op på et
bjerg (af myg) og så forfatteren Robert Louis Stevensons grav, hvor skønne ord
står indgraveret.

Derefter var der kun 5 minutter tilbage til hotellet
Treasure Garden, hvor vi prøvede endnu et værelse. Vi har jo været meget glade
for hotellet, selvom Jakob blev låst inde i værelse nr 1, da låsen gik i
baglås. Værelse nr 2 havde defekt toilet, som lavede regnvejr i den fine
kinesiske restaurant nedenunder, og nu værelse nr. 3 havde halvskør on/off
låsbar altandør (stor fællesaltan som fungerede som brandtrappe) og en af sengene
var så hård som et bræt, at jeg ligefrem tjekkede om det var et bræt! m.v. Men
det gik alt sammen. OG vi var glade for at være tilbage. Jakob gik på netcafe,
da hans mobils memorykort er stået af og der ligger vores gps på til især USA
og Island, så det arbejdede han på at fikse – uden held desværre.
På vejen hjem – fredag aften er åbenbart party night – kom han forbi en
gospelkirke med store mænd og damer der sang Halleluja, så taget lettede.

Apropos store så er Samoas kvinder gennemsnitlig de
tungeste i verden. Det er de tykke numsers paradis! Og frituremadens….Det er
ikke et spinkelt folkefærd i forvejen – og jeg ved godt, man ikke skal kaste
med sten, når man selv har de mest mandhaftige ankler i Skandinavien – men jeg
skal love for, at det er nogle imponerende, udspændte bayonneskinker kvinder i
alle aldre kan diske op med som underben her i landet.

Omvendt kønsmæssigt morsomt er det jo, at mænd her
meget gerne går med sarong (nederdel til lige under knæet) eller lava lava, som
de kalder det. Det ser altså sjovt ud, når en række politimænd er linet op
udenfor stationen eller i lufthavnen i uniformssarong! De rigtig vovede har
takker forneden, så de ligner noget fra en Flintstones film. Altså politimænd!

Part35: Samoa – Fiji

Sidste dag i Samoa gik med at få en ordentlig hovedpine til at forsvinde (tak, hårde seng), slentre en tur i byen med ungerne og rent faktisk bevæge sin ind i en åben butik!!! Yay. Ikke en skid at købe, men bare princippet huer mig stærkt. Vi ledte efter badevinger, da Jonas ene taber lidt luft…Men de havde alt andet end badevinger i oppustelige sager. Endda det præcis det samme badebassin, vi har shoppet i Føtex derhjemme og til samme pris! Vi fandt en lækker, lækker butik hvor jeg måske kunne have revet mig og købt nogle dyre øreringe (Jakob og jeg havde 11 årsdag), men damen i butikken var skruphysterisk og jamrede: No, no, no touch bare Jonas satte en lille finger på en glasmontre. Hvilket er meget lidt samoansk, skal jeg hilse og sige. Så vi skred ud igen og det eneste pæne jeg har set på turen, måtte blive tilbage… :o((

Flyet var sørme 5 timer forsinket, men denne gang blev vi advaret i tide. Så i lufthavnen kl. 14 med os og vente, vente i verdens kedeligste (næsten) lufthavn med 100 % kulret Jonas. Heldigvis var han sød i flyet og jeg undrede mig bare over damen ved siden af mig var så ualmindelig sur. Hun viste sig at have massiv flyskræk (nr 2 på hitlisten over mest flyskræk mennesker jeg har siddet i nærheden af) og under landingen var der lidt turbolens, og hun var ved at krepere, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så til sidst tog jeg bare hende i hånden og talte til hende om, at alt var godt, og vi var nede lige om lidt og blah, blah, blah. Totalt grænseoverskridende, men hun var glad for det og slappede lidt af.

Vi kørte fluks hjem til Mama, som måtte skuffe os og sige der stadig var vandskade i værelset og vi ikke kunne bruge det. Vi fik hendes andet familierum, med køjeseng – se lige et hit for ungerne. Total underholdning hele aftenen :o) Desværre ligger det lige ved poolen aka 2 meter væk uden kant, så de kan ikke selv løbe udenfor, da klinkerne er glatte efter al den regn.

Part36: Fiji – Jonas sløj

I dag har det været solskin efter enkelte byger i morges! Vist første gang siden vi var her for allerførste gang! Jubii. Der var høflig selvbetjening i morgenmadskøkkenet (Mama tænkte nok det var søndag og vi var gl. i gårde). Jonas drak en masse saft i morges, som han så sad og kastede op på sin plastikhagesmæk. Bagefter havde hand et fint og spiste morgenmad. Vi legede på værelset, vaskede tøj og gik en lille tur. Jonas faldt i søvn under frokosten og det lille pus viste sig at have 39,6 i feber – uden beklagelse overhovedet! Han blev lagt til at sove i overkøjen, mens Ava legede i hulen nedenunder. Nogle timer senere stadig høj feber, men ikke værre end han var tørstig og spiste kiks og spillede golf, som havde han Tiger Woods i overarmen. Han, farmand og Ava er nu ude og grave i noget sand i skyggen. Vi håber han er klar på 12 timer lige som Ava, men jeg undrer mig altid over de kan karte rundt med høj feber. I aften står den på Mamas søndagssteg med is og vi glæder os allerede – bestilte aftensmad allerede om morgenen, hæhæ.

Han var rask igen naeste morgen, det var dejligt!!

Part37: Fiji – In the sun

Dagens program var simpelt – vejret var skønt, så leg ved og i poolen hele formiddagen. Det er lidt sjovt at have det nye værelse, det føles som om vi har eget hus med pool :o) Her er ikke så mange turister lige nu, da folk er taget videre ud til øerne. Før var de strandet her eller kom tidligt tilbage fra småøerne af frygt for at strande et eller andet sted i uvejret.

Vi kom endelig ind til Nandi town! Vi tog en herlig bumlebus, som kører en gang i timen fra New Town (som mest er en samling småhoteller), nogle km udenfor byen ved stranden. Der er sket en hel del siden jeg var her sidst i 2000 – New Town var der fx ikke endnu, kun to hoteller eller lign. Det eneste, jeg kunne genkende af hele byen, var en vej over en flod lige før hovedgaden, og så et pludselig flash back i et vejkryds, hvor jeg oppe ad en sidegade fandt vores gamle hotel. Resten var fuldstændig nybygget eller forandret. Vi spiste frokost på en indisk sidegadebiks. Der er rigtig mange indere i Nandi, så der er masser af indisk mad. Resten af dagen gik med shopping i mini-format. Vi gik i byens fineste butik for at købe en ny kuffert, da vores i metal (igen igen) ikke har kunnet klare mosten. Desværre var prisen lige 450 kr. dyrere for den kuffert, vi havde forelsket os i end i lufthavnens taxfree! Så den fik vi ikke med os. I stedet raidede vi det lokale supermarked for en mindre formue i jagt på bleer, vand og nødrations-koopnudler etc.

Eftermiddagen gik med familiefællesbadning i swimmingpoolen og masser af gang i vandgeværerne (farmand er irriterende med det der boldøje) :o)

Det er simpelthen så skønt som vejret er sået om til det bedre. I går sad jeg i stiv kuling og tiltagende regn og så et lokalt danseshow ved stranden. De har en knivdans, vi så samme sted første aften vi kom til Fiji, og de unge mænd danser/fægter/svinger rundt med en rigtig machete. Den kan ikke anbefales i stærk pålandsvind, kan jeg afsløre. Kniven var våd og svær at styre i blæsten, og jeg er glad for at alle havde fingre og tæer i behold bagefter!

Part38: Tonga – Naarh ikke idag

Taskerne ompakket, værelset ryddet. Af sted med Bella kl. 10.30. Heldigvis bor vi så tæt på lufthavnen, at vi var der i en ruf (10 min.). Vente på check ind, blå himmel og flyet på plads, alt er smukt. Jakob skal lige et ærinde på Air Pacifics kontor, som aldrig har mailet den anmeldelse af forsinkelsen ved Samoa flyvningen, så der går lidt tid. Bagefter spiser vi frokost i check ind hallen og går mod sikkerhedskontrollen. Fra vi går fra frokostrestauranten til sikkerhedskontrollen bliver flyet aflyst! Vi må ikke komme igennem til departureloungen og bliver sendt retur til skranken. Grrrr. Det viser sig at problemet skyldes lufthavnen i Tonga er lukket pga. cyklonen Jasmine, som har drevet rundt i området og hærget i alt for lang tid efterhånden. Vi har slet ikke overvejet det var dårligt vejr i Tonga, da cyklonen allerede har været forbi dér, og nu er vendt tilbage! Vi får at vide vi vil få nyt kl. 18. Vi skal selv betale hotel, da det er naturen, ikke A.P.’s skyld, der ikke kan flyves. Vi må derfor vende tilbage til Mama med vores grej. De havde desværre lige præcis ordnet vores værelse, så fik vi det tilbage i fineste stand.

Det der er allermest bittert lige nu er, at i morges – samme dag som vi skulle flyve – havde Jakob betalt for 4 nætter på et strandresort i Tonga! (450 kr. dagligt minus mad). Jakob har gentagne gange været i kontakt med ejeren Sven (!) i løbet af de to sidste dage, da vi først fik vores booking afvist, da deres kvota for børn på hotellet var opbrugt i perioden!!!! Vi fik alligevel – efter diverse mails frem og tilbage – lov til allersomnådigst at komme – de ville overskride deres kvota på to børn under 16 med ét barn (dvs. familier med 3 børn var åbenbart ikke velkomne – og Doris, du behøvede slet ikke spørge ;oP). Sven fik ikke lige flettet ind i denne mailkorrespondance, at der var en cyklon på vej ind over øen – det er altså få timer, før den rammer, vi snakker om. Enten er de helt uforberedte i deres små strandhytter, eller også ville de bare have max ud af deres cancellation fee! Jeg ved heller ikke, hvordan de ville hente os i lufthavnen, såfremt vi var kommet derover…Alt i alt, meget mærkeligt. Jeg ville nok selv have nævnt, at små børn, cyklon og strandhytte måske skulle genovervejes, hvis jeg var hotelejeren.

I kuffertsagaen, kunne det så have været temmelig optimalt, hvis vi var nået ind i afgangshallen og så kunne vi have fået kufferten med ud igen. Der var nemlig stor uklarhed omkring om man kunne få den med ud til flyet, når den var større end en kabinekuffert. Flyene er nemlig pænt lastede med, ja, aner ikke hvad fa’en det er folk tjekker ind, men varer af en eller anden art i rå mængder, så måske ville der ikke være plads til vores nyanskaffelse. Drama, drama, som kunne været omgået ved vi havde kunnet vade ud med den igen uden at flyve. Det ender sgu bare med en spænderem om den gamle!

Vi fik det bedste ud af dagen dog. Fra kl. 14 indtog vi stranden med liggestole, hængekøje, gravesand og badevand – og masser af solcreme ;o) I aften får vi fresh fish & mash, og så er meget jo godt her i verden!

Engang i aften ringer A.P. og fortæller hvornår flyet afgår imorgen…Vi havde kun 4 nætter på Tonga, så nu håber jeg bare, vi når derover, inden vi skal retur! Strand eller ej, gør ikke så meget. Øen en bittelille, så hvis vi bor i byen (i murstenshus) kan vi bare leje en bil og køre de 16 km til stranden, hvis vejret tillader det.

Part39: Fiji – Limbo limbo

Vi venter og venter…heldigvis i solen med sand op over og i begge ører til bølgernes blide klukken. Meeen, Jakob arbejder hårdt i kulissen, da ingen information kommer gratis herude. Har intet hørt fra Air Pacifik endnu udover det han selv har ringet og spurgt dem om. Det begynder at snerpe om vi kan nå derover og tilbage inden lørdag, hvor vores returfly – måske – går. Cyklonen har ikke bevæget sig væk fra Tonga, men cirkler rundt 100 km fra kysten, med en masse regn og blæst indlands til følge. Vi har noget tid i programmet efter Solomon og Vanuatu, så måske kan vi flyve derud dér. Tanken om at sidde her i en hel uge (efter allerede at have været her i 4 nætter) er lidt træls. Ava har arvet vores trang til at se nyt efter et stykke tid og sagde idag: “Vi kan da bare købe nogle flybilletter til et andet land!”

Vi er “on hold” nogle dage endnu, så vi kan ikke bare tage et andet sted hen, men skal holde os i nærheden af lufthavnen.

Igår på Valentines dag var det præcis 10 år siden Moffi (min morfar) døde, så fik sendt ham nogle gode tanker. Den 11. feb. var det 11 år siden Jakob og jeg mødte hinanden. Ak, ja tiden går.

Part40: Fiji – onsdag

Supersløv dag. Svømmepøl efter morgenmads siesta,
efterfulgt af frokost efterfulgt af siesta, hvor Jonas tog sig en ordentlig
skraber. Det viser sig han har tandgennembrud af en eller flere af de store
kindtænder og hans tandkød er helt smadret andre steder i munden og det bløde
rog han vil ikke børste tænder og spise m.v. Arme dreng.

Måske skal vi ned og grave lidt i sandet ved 16.30
tiden, som dagens højdepunkt :o) Det er overskyet og egentlig meget rart ovenpå
nogle solskinsdage fra skyfri himmel. Ville lokke familien ud på en
tokilometers gåtur op til hovedvejen hvor der ligger restauranter og lidt
shops, men nu ser det ud som om skyer er til den grå side, så hmm, vi spiser
vist i nabolaget.

Mht. Air Pacific og lufthavne i Stillehavet generelt,
må man sige, det er imponerede, at de ikke engang ved om lufthavnen i Tonga er
genåbnet! Opdaterede hjemmesider er heller ikke noget man bruger.
Kvindemennesket Una i callcentret i A.P. har vist ældet Jakob med nogle
måneder. De er sindssygt uvidende og slynger bare ting ud for at slippe af med
folk…

Nå, så kom Jakob tilbage efter endnu et opkald. Denne
gang til nogen som vidste noget (han har fået nummeret fra vores kontaktperson
i London) og der er intet erstatningsfly til Tonga. De har bare ombooket folk
til senere afgang. Vi har været heldige at kunne komme derover i det hul, vi
have til at udforske Fiji i i marts.

Part41: Fiji – zzZZzz Lautoka

Det er jo ikke lige frem fordi disse indlæg har en
spændingskurve eller vinder Pulitzerprisen…Der sker røv…Vi fik loppet os op til
hovedvejen (mutter krævede underholdning inden hun imploderede), tog en herlig
lokal skrammelbus en times tid langs kysten (ca 30 km). Den stoppede omtrent
hver andet minut (no shit) den første halve time, fordi folk ude i verden er
helt indforståede med konceptet ”du står af ved DIN indkørsel og jeg står af
ved MIN”. Ikke det der pjat med at tænke: ”Jeg går sgu lige 50 meter”. Niksen
Biksen, Karen Blixen. Der er max valuta for småmønterne man har betalt. Vi var
havnet i kløerne på ”Manden der ikke kunne køre bil”, her er vi ude i nogle
heftige accelerationer efterfulgt af hård opbremsning ved næste standsning. Men
det var sgu hyggeligt og med proppet bus fik vi set mangt en lille junglesti
langs kysten. Målet var Lautoka, Fijis næststørste by med omkring 50.000
indbyggere. Det var faktisk et helt fint sted med masser af billige (indiske) spisesteder,
butikker galore (som Jakob selvfølgelig ikke gad gå ind i) og highlighted i
Lonely Planet var det loakel Hara Krishna tempel, da Fiji har den højeste rate
af slige troende i verden. Jeg troede vi skulle se noget indisk inspireret
tempel fyldt med (galninge, nej slet igen, ikke pænt sagt) åbentsindede
mennesker iført orange klædedragt og små klokker. Der var nemlig meget åbne
arme i centret og fri mad :o) Vi fandt noget der mest lignede en kedelig
methodistkirke (hvidt hus med åbne vinduer med træskodder)og slet ingen orange
mennesker. Det lignede bare helt almindelige mennesker. Skufle! Vi ankom 5
minutter før der var gratis mad til de fattige og de var så glade for vi kom –
jeg ved ikke om vi så meget fattige eller sultne ud – de blev i hvert fald lidt
skuffede, da vi listede af sted igen uden at spise deres mad. Så var der mere
til de værdigt trængende. Vi nåede at sidde lidt i skyggen derovre dog, mens
Jakob læste avis. Og hvad stod der i avisen….Denguefeber udbrud i Lautoka og Ba
efter oversvømmelserne som vi rendte ind i første gang vi var i Fiji! Arghh.
Denguemyggene stikker om dagen, og hey, der var myg og de stak as he read. Så
tog vi ellers det lange ben foran og drønede ned og sad 4½ minut ved kystparken
inden vi søgte tilflugt i dyr cafe med gode milkshakes inden vi snuppede en
endnu mere skramlet bus hjem. Den var gaaaarmel. Men chaufføren kørte sublimt
med hvad han havde at gøre godt med og da folk åbenbart 1. ikke gad køre gamle,
gamle busser eller 2. ikke skulle mod Nadi, var der ikke mange stop med kun 5
passagerer i gennemsnit i bussen, så vi fløj hjemad (næsten). Vi stod af ved et
kæmpe supermarked oppe ved hovedvejen og shoppede til vi droppede (inkl.
ordentlige erstatningsbadevinger – always bring ekstra er lektionen!!!) og tog
en taxa hjem med byttet. Direkte i poolen og så over og spise på et dejlig
afslappet backpacker sted med volleyball, guitarsamsang og super mad til en
billig penge). Jonas var pludselig daffet over og sat sig blandt en god flok
lokale og turister som spillede guitar. Dét kunne bruges. Han er sgu ikke bange
for noget.

Lørdag og søndag kan bedst opsummeres som ”Same
procedure as last day” – indsæt ordene: ”strand, pool, siesta, boglæsning,
spisning” i forskellige kombinationer og det passer meget godt. Søndag dog med
den krølle på halen at vi red på stranden på hesten Jasper (Babas heste som bor
ved siden af). Først Jakob og Ava , så mig og Basse. Det var suuuuper fedt. Der
fulgte et føl med som løb frist omkring. Jonas hvinede på hesten: ”Jeg ridder –
og jeg har et føl i numsen!” jf. føllet løb i rumpen på hesten.

Part42: Salomonøerne – Rød mund anyone

Vi er nu paa Solomom Oerne, som er mega skumle, men det er jo spaendende i en vis udstraekning. Supermarkederne er sindssygt! 1 kg cornflakes uden aeske = 180 dkr! En daase tun = 22 dkr., 30 bleer (huggies) 240 kr! Kopnudler i kop kostede 38 kr!!!!! Skoert. Jeg kan godt forstaa de lokale drukner sorgerne i betelnoed-tygning, saa alt er spyttet til med roedt savl og selv smaa skolepiger paa 8 arr har jeg set med roed betel-mund…addd… Vi bor paa Missionshotellet Skt. Agnes. Meget fedt, rent og paent med koekken etc. OG ROTTE der lige pilede igennem opholdsrummet inden den sprang ud af vinduet paa foerste sal!!! Nice country…. (spoerg ikke om restaurant priser)

Part43: Salomoøerne

”I skal passe på hernede…”. Damen hvisker det diskret
til mig, da Jakob har samlet et større opløb, mens han tager billeder af de
lokale bøller, som spiller op til kameraet med stor iver, og en
betel-nøddesælgerske tæt på Honiara Market. ”It is not safe, they are bad
people” slutter hun af, inden hun går videre. Jeg får hurtigt hanket op i mand,
børn og klapvogn, og vi begiver os videre ned ad gaden, mens latteren over
dagens – formodentlig ugens – højdepunkt fortager sig. Turister er der ikke
mange af i Solomon, slet ikke bestående af to små blonde børn og en rødhåret
mand, så vi vækker opsigt, hvor end vi går. Heldigvis positiv opmærksomhed. Folk
er flinke; hilser og giver hånd, men derfor behøver man jo ikke at være hverken
godtroende og naiv. Slet ikke i nærheden af en byens marked, der som altid er
en magnet for lommetyve og andet godtfolk.

Det er 3.dagen i Solomon øernes hovedstad Honiara.
Først nu har vi haft lyst til at hive kameraet frem og for alvor begynde at
tage billeder. Netop ankommet og uden fornemmelse for stemningen er Honiara
ikke et sted, man flasher sine værdier eller trænger sig ind på folk. Nu har de
efterhånden set os trave rundt i byen nogle dage, og vi føler os mere hjemme.

For 5 år siden stod byen i flammer pga. intern revolte,
og øens politi får stadig støtte af det internationale politikorps. Her minder
måske mest om et mere udviklet Kiribati (som er et virkelig lowlife land i
Stillehavet!): Mindre skrald, folk taler langt bedre engelsk, men der er stadig
noget meget utæmmet over det hele. Måske som på Jamaica, hvor man heller ikke
skal ”messe” med nogen. Men ”rejse med kant” har jo sin charme indimellem.

Vi kom desværre ikke rundt til andre øer på Solomon, da
priserne var skyhøje for både færge, videre transfer og overnatning, hvor man
endda selv skulle medbringe og tilberede maden! Så vi nød en stille og rolig
uge med masser af tid til udforske hovedstaden.

Skt. Agnes Missionary Transit House bliver vores hjem
på Solomon. Det ligger tæt på hovedgaden og overfor markedet, men oppe ad en
stejl bakke. Det er et hjertevarmt sted, og vi får et dejligt stort værelse med
4 senge for 330 kr. pr. nat. Der er køkken, spisestue og opholdstue med havudsigt,
så vi kan selv sørge for de måltider, vi ønsker. Betsy the Boss styrer løjerne
på stedet, og Ellen sørger for det hele skinner. Betsy har sønnen Kilan, som er
en måned ældre end Jonas. Ungerne leger mange timer med hans legetøj på husets
åbne underetage, imens de voksne nyder en bog og havudsigten. Efter frokost går
vi hver dag tur i nogle timer eller tre, inden det er tid til før-mygge-hygge
på værelset. Solomon er hårdt ramt af malaria, så vi holder os inden døre ved
skumringstid, hvor myggene er mest hidsige. Kilan havde haft malaria ugen
forinden, så selvom vi ikke så mange myg, var vi glade for vores
malarone-tabletter! Det eneste dyr, vi rent faktisk så på hotellet var en rotte,

der pilede gennem spisestuen under morgenmaden, inden den nærmest fløj ud af
vinduet i anden sals højde! Så blev maden fluks pakket i plastikkasser med låg
på.

Vi skulle jo selv sørge for morgenmad og gik derfor på
opdagelse i de lokale supermarkeder. Priserne var vanvittige for alt er
importeret og transporteret langt. Vi rendte rundt og tog billeder af de mest
vanvittige priser, gad vide hvad personalet har tænkt :o) Nogle eksempler:

30 Huggies bleer: 240 kr. (80 kr. på Fiji for 34 stk), Æske
chokolade 225 kr. Lille plade chokolade 30 kr. Mælk mellem 13-20 kr.
cornflakes, 1 kg uden æske, 180 kr. (vi havde en pose med fra Fiji til 18 kr.),
1,5 kg havregryn 45 kr. (det købte vi!), en kopnudel med skål 40 kr.! Nudler
uden skål kunne fås fra 2,5-10 kr. Müesli 115 kr. for en æske. En dåse tunfisk
20 kr. Og så videre…Nogle ting kunne selvfølgelig fås lidt billigere i små,
snuskede butikker, men niveauet var generelt hårrejsende! Dette skal
sammenholdes med, at Ellen på hotellet tjente 800 kr. om måneden. Hun havde 6
børn, hvoraf den yngste var 16 nu, og hun havde indprentet sine børn, at de
skulle nøjes med to, højst tre børn, for flere end det var fuldstændig umuligt
at forsøge med prisernes himmelflugt de seneste år.

Ude i provinserne, fortalte tasmanske Wade, som var BBC
dyrefilmsfotograf, os, at der var sindssygt billigt at leve, for der var intet
at købe! Han havde et lille hus på en anden ø, og han fiskede selv sine fisk og
levede af sine medbragte 20 kg ris og købte grøntsager af de lokale.

Men i ”storbyen” Honiara med massiv arbejdsløshed,
ingen selvfangede fisk etc., var det en daglig kamp at få enderne til at mødes.
Mange unge, som gamle druknede sorgerne ved at tygge betel-nød. Meget kan man
kalde betelnøddetygning, men noget skjult misbrug kan det ikke klassificeres
som! En knaldrød kæft og dybt misfarvede tænder og læber er ikke sådan at løbe
fra. Minnie, en lokal dame jeg snakkede med på hotellet, fortalte, at
betelnøden gjorde folk afslappede og snakkesalige og gjorde det nemmere at
glemme hverdagen. I gamle dage havde landsbyens ældste brugt nøden i
forbindelse med forhandlinger, så stemningen blev god.

Der var små betel-boder alle vegne: En omvendt
papkasse, en håndfuld nødder (og måske et glas med cigaretter solgt enkeltvis),
og du havde en business. S$1 var prisen pr nød, omkring 90 øre. Omkring boden
var der åbne skaller og masser af røde spytklatter. Hvis der var en vandpyt
eller lignende i nærheden var vandet farvet rødt. Det var med at have øjnene med
sig på gaden, for pludselig kom en rød stråle sejlede forbi fra en af de yndige
brugere. Mange unge kvinder tyggede, og faktisk så jeg to piger på 8 år med
røde munde, og jeg må sige, jeg var chokeret! Hvem fa’en gider gifte sig med en
pige med bordeaux tænder i en alder af 18 år?? Al den betelnød gav virkelig
landet et skær af fattigdom og håbløshed; folk stod og hang alle vegne, alt var
spyttet til, skallerne flød – og fik det hele til at virke endnu mere håbløst.
Der var mange steder, hvor der stod betelnød-forbudt, og det kan man ikke
bebrejde hotel- og restaurantejere!

Ikke at der var så supermange restaurant ejere i byen
:o) Det var lidt af en kamp at finde steder at spise, hvis man ikke ville
betale rigtig mange penge eller spise i den aller usleste baggydebiks. Lime
Lounge var expat-tilholdssted nr. 1 (Expats er udlændingene der bor eller
arbejder i et pågældende land). Loungen lå midt i skumlus hovedgaden og ind
trådte man på en lækker europæisk cafe. Priserne var lettere astronomiske i
forhold til madmængden, så vi spiste der meget få gange. Eksempelvis 22 kr. for
2 skiver toastbrød med smør eller 35 kr. for en kande med lime juice!

Sights er der ikke mange af på Solomon, hvis man ikke
dykker. 76 skibs- og flyvrag fra Anden Verdenskrig ligger på bunden af Iron
Buttom Sound, så der er nok at kigge på under vandet! Oven vande er det straks
mere lorent. Der er en Botanisk have. Den er desværre tegnet forkert ind i
Lonely Planet guidebogen, så vi endte med at gå op på toppen af et bjerg i den
ondeste middagshede, blot for at blive fortalt at haven lå nedenfor bjerget.
Argghh. Heldigvis kørte en taxa os ned til bagindgangen og satte os af. Hmm.
Der var en vakkelvoren træbro som ledte ind på en junglesti, som vi skulle
følge 15 min. for at komme til Botanisk Haves indgang. Det var lidt af en
udfordring med klapvogn mv. men frem kom vi da. Botanisk Have havde nogle
vandrestier (vi havde lige prøvet den ene) og så lidt små haver og en meget
ussel legeplads med olie på tingene (så fik vi lidt mere tøj at donere væk…).
Det supermoderne og nybyggede Rove fængsel lå foran indgangen. Det blev bygget
i forbindelse med urolighederne i 2000. Jakob forsøgte at komme ind på visit,
men det krævede en skriftlig tilladelse fra kommisæren, hvilket vi desværre
ikke havde tid til at vente på svaret på. Det kunne ellers have været en
oplevelse. Jeg tror, der var nogle hårde typer derinde.

En anden såkaldt seværdighed var Chinatown, som viste
sig at være en western film-style skummel række af butikker med spændende plastik
junk, dåsemad og madrasser langs en hullet jordvej. Tjek! Det var hurtigt
klaret.

Nationalmuseet er vi nødt til at besøge! Først skal vi finde (side)indgangen og derefter
damen med nøglerne til museumsbygningen. Hun låser den sørgelige lille hængelås
op, som beskytter landets fineste skatte. Lokalet er en lille hal med
udstillede sten, figurer samt plancher. Der er også ting fra 2. verdenskrig og
en figur med en kæmpe diller, og det er sådan cirka dét.

Bagefter gav man en donation som entre, hvorefter man
venligt, men bestemt blev ført til gæstebogen. Gæstebogen gav en god forklaring
på, hvorfor museet var aflåst i åbningstiden: Der havde været én anden turist 9
dage tidligere og i løbet af de sidste 3-4 uger havde der været omkring 14
besøgende. Så jeg skrev troligt alle vores fire navne ind, så de havde nogle besøgstal
at imponere ledelsen med :o) Jeg blev glad for museets store souvenirbutik, da
Solomon har nogle ret særprægede traditionelle figurer. Jeg endte med at lokke
Jakob til at købe en stor 5 kgs stenudskæring. Ikke at vi manglede bagage, men
den var fin!

Det er lidt overraskende med alle de indkøb, for først dagen forinden havde vi købt vores første
souvenir i 2 måneder. En stenfigur af en af de lokale guder. Den har et
hundelignende hoved og i dens fremstrakte arme kan den enten holde et
hoved/skelet eller en due. Den skal sidde forrest på kanoen, så fremmede
landbyer kan se, om man kommer med fred (duen, sjovt nok) eller er på
krigsstien som hovedjæger! Solomon er jo en god, gammel kannibal-højborg, hvor
man overtog den slagne fjendes mana
eller styrke, ved at gufle lidt af ham.

Et andet glimrende tidsfordriv var swimmingpoolen på Honiara
Hotel, som man kan bruge for 55 kr. om dagen eller ved at købe frokost. Vi
falder for sidstnævnte, ikke mindst da det viser sig, man kan få en hel hummer med
tilbehør for 120 kr. Det samme som en pakke müesli koster! Et meget
kontrastfyldt land i sandhed.

Vi er også flere gange på Honiara Market, der som
tidligere nævnt, er samlingsstedet for byens indbyggere, da det er her, de
køber deres grøntsager og friskfangede fisk. Sjældent har jeg set friskere fisk!
Store og flotte, sølvfarvede krabater, som løbende hives i land i små både og
sejles ind til kajen ved markedet, hvorefter de smides på disken! En stor fisk
koster kun 20 kr., men jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skulle tilberede
den, så det bliver ikke vores aftensmad desværre. En anden ting markedet er rig på, og som
Solomon er kendt for, er de sorte indfødte med blonde eller gullige afroer! Det
er genetisk betinget, og én pige kan være sorthåret, mens hendes søster er
blond. Øboerne er heldigvis stolte af deres børn, så der var intet problem med
at få lov til at fotografere dem. Den smukkeste pige, vi mødte på markedet var
kulsort, meget mørkere end de andre. Hun havde en brun slangekrølle ned i
panden og det kridhvideste smil ever! Hun var desværre lidt genert – ikke
mindst fordi halvdelen af boderne syntes, det var hammerskægt Jakob ville tage
hendes billede.

Som nævnt tidligere er det ikke kun markedet, men også
mørket som kalder de mere skumle personer frem. Vi bliver fra alle sider
advaret om at bevæge os ud om aftenen, da der lurer folk i mørket på den lille
bakke, man skal op og ned ad for at komme til hovedgaden. Efter mørkets
frembrud, kan vi gå over på et andet hotel på samme vej, og det er sådan ca.
det. Så en udforskning af nattelivet må vente til en anden god gang.

Part44: Vanuatu – The best

Puha, det er længe siden jeg har skrevet en update.
Malaronepillerne mod malaria giver mig hovedpine, så de sidste uger har trukket
tænder ud.. Og ikke just skrivetrang. Render rundt med solbriller indenfor, så
er den gal :o)

Men turen til Vanuatu var forrygende og skulle lige
synke ind inden der kunne sættes ord på. Det er vist mit 85. land og det røg
lige i top 3. nuj, jeg er glad for at have været dér. Det giver baghjul til
alle de andre lande i Stillehavet vi har besøgt. Så det var heldigt det var et
af de sidste lande herude i det store ingenting.

Vi fløj fra Solomon og ankom til hovedstaden Port Vila,
som Lonely Planet sælger som den hyggeligste ”storby” i Stillehavet. Yeah
right! ”Wonderful Port Vila” eller hvad deres turist organisation hedder har
gjort deres lobby arbejde ordentligt! Vi boede på ”Room with a view#, som var
passende, da hotellet lå oppe ad bjergsiden, som byen breder sig op ad, med
manifique udsigt over bugten. Oppe på den kæmpestore, overdækkede veranda på
øverste etage var der liggestole, borde, store og en dejlig stue med sofaer,
klaver og masser af hjemlig hygge med kunst på væggene og tydeligt kvindeligt
touch. Ejeren hed Justine, en herlig, skrupforvirret überspinkel sydkoreaner.

Vores hyggelige aftentur var ikke den der gav det
bedste indtryk af byen! Bilerne kørte vanvittigt hurtigt, og det var bare med
at springe for livet, hvis man bevægede sig over gaden. Butikkerne var
superdyre. I lufthavnen på Solomon havde Jakob købt en trædelfin til Ava til 60
kr. og en træ-skildpadde til Jonas til 40 kr. En tilsvarende delfin kostede 300
kr. i Port Vila! Vi ledte længe efter et sted at spise som var til at betale,
og endte med et kun halvdyrt sted, dog med god mad!

Dagen efter skulle vi flyve til øen Tanna med Air
Vanuatu. Vi sad pænt ude i lufthavnen 5.30, da flyet skulle flyve kl. 7. Det
viste sig, de fleste først tjekkede ind 30 min før, da check ind først lukkede
ti min før afgang (hvilket de ikke lige synes, de skulle oplyse os om, da vi
kom dagen før og spurgte). Så vi fik noget ud af dagen fra morgenstunden! Det
viste sig ydermere, at det 17 personers fly, vi skulle flyve med, var
nedgraderet til et 8 personers fly, da der kun var 8 der skulle med afgangen.
Det faldt ikke i god jord med Herr Øster, som ikke er fan af små fly! Piloten
hed Graham, og han virkede supercool. Det endte med at kun os fire plus én
anden passager var mødt op, så det var ligesom at have privatfly. Jeg undlod
venligst at gøre Jakob opmærksom på, at loftspanelerne var sat fast med
gaffatape hist og her. Det kunne vente til efter landingen.

Vi blev samlet op af guiden Philip fra Jungle Oasis i
en Toyota Hilux pickup truck, som var de eneste køretøjer på øen. Vi kørte
først til Linakel og provianterede vand m.m. til de fire nætter vi skulle
spendere på resortet. Det tog os derefter 1½ time at skrumle over diverse
bjerge for at komme frem til J.O. Med resort tænker de fleste jo på Holiday Inn
eller lign, men det var en dejlig palmelund med de fineste små haver i
labyrintisk grundplan, smukt holdt og plejet og på en sprød bund af sort
vulkansand! Sandet var ret praktisk for når det regnede, så sugede det
lynhurtigt ned i jorden. Ellers ville der have været nogle massive mudderpøle,
da der kom nogle voldsomme skybrud den første aften. Vi blev indlogeret i en
fin træhytte med en stor overdækket veranda foran. Den indeholdt dobbeltseng,
enkeltseng, bord og myggenet und nichts weiter. Men hvem har brug for mere? Der
var også en hytte4 meter oppe i et træ. Vi havde egentlig booket den flere måneder
forinden, men som vi ankom, fortalte ejeren Kelson, at de liiiige skulle skifte
gulvplankerne på verandaen deroppe og lave stigens rækværk. Så om to dage ville
den være klar. Stigen var heller ikke velegnet for Jonas, så vi valgte at sove
i den gode Bungalow i jordhøjde de første nætter uden kny! Der var to bad og
toilet-bygninger, så det var glimrende forhold – og man lærte hurtigt at vælge
de rigtige gange, så man kunne komme hurtigst gennem havebusk labyrinterne :o)
I hvert fald de fleste af gangene!

Der var også en solid træbygning, som fungerede som
restaurant og et lille køkken bagved, hvor vores mad kunne opbevares i en stor
kummefryser. Der var kun strøm fra generatoren fra 18-21, så maden var frisk,
og kyllingen slagtet lige inden spisetid! Lucian var en pige på 19, som
fungerede som vores kokkepige. Og Philip var vores dedikerede guide. Han var
heldigvis meget behageligt selskab ellers kunne man nok have fået kuller af han
var omkring det meste af tiden. Alle talte super engelsk, da det er deres
skolesprog. Der er mange lokale dialekter og Philip talte 10 af dem alene plus
engelsk og pidgin (ruskumsnusk engelsk), som de lokale bruger som intersprog.

Vi havde valgt Jungle Oasis pga. to ting; 1. én fra De
Berejstes Klub anbefalede stedet, 2. Det lå LIGE neden for vulkan Mt. Yasur,
hvilket var grunden til vi var kommet.

Det var meningen, at Jakob skulle have været oppe på
vulkanen denne aften, men med den tidlige morgen, flyve-stress, biltur etc. –
for ikke at nævne regnen! – valgte vi at skyde det en aften. Det var derfor vi
havde 4 nætter, så der var lidt at tage af. Vi stirrede konstant mod himlen og
sendte mange mentale mariehøns af sted. Vi troede det konstant tordnede, men det
var ”bare” vulkanen, som skød magma og kæmpe sten ud af sit indre med jævne
mellemrum. Den blev ekstra agiteret af regn, så der var fuld skrue på
lydkulissen! Børnene syntes det var herligt at komme på ”sand” og kunne lege
frit. Der var pt. ingen bil på J.O., da den var gået i stykker pga. de dårlige
veje. De forskellige beboere derude var relateret på forskellig vis og hjalp
hinanden med at køre, når deres biler på skift brød sammen. Det var ikke fordi
de høvlede penge ind på turisterne. Vi var de første gæster i 3 måneder på
vores hotel, og vi betalte omkring 600 kr. om dagen for logi, morgen- og
aftensmad. frokosten klarede vi selv med kopnudler, brød, bananer, havregrød
etc.

Næste morgen havde Philip arrangeret et besøg i
landsbyen Taupo, hvor mændene gerne ville danse deres traditionelle danse for
os mod en lille donation på 120 kr. (1000 lokale tala pr voksen), som gik til
landsbyen. De havde meget begrænset mulighed for at tjene kontanter, og da
turisterne var mere end få i lavsæsonen, var vi mere end glade for at støtte
dem. 6 mænd og 6 drenge var mødt op for at danse. Dansepladsen var en stor
rydning i junglen med interimistiske bambusbænke omkring. For enden af pladsen
stod der et kæmpemæssigt banyontræ, hvor de havde lavet en portåbning igennem.
De havde også en lille butik – aka træplade – med halskæder og nogle
stenudskæringer. Mændene og drengene var kun iført en lille bast-kost foran
tissemanden, en såkaldt namba, og så var der eller bar, sort mås for alle
pengene! Jonas fik et lille ”sheat” på også udenpå bleen, men var ikke meget
for det desværre. Så blev der budt velkommen ved høvdingen Jack, som havde en
flot høvdingekæde med en svinetand i og derefter stampet og danset og rystet
bast-kost og bregner og hvad andet der nu hørte med til påklædningen. Det var
superfint, og den yngste dreng på 3 år var lige til at spise. Det var moderne
siden de havde danset for turister sidst, så de var meget glade for os og gav
Jakob alt den tid han ønskede til at tage billeder bagefter – inkl. ham selv
iført bast-kost. Nice – Der var virkelig tale om salt og peber kombinationen på
billederne. Vi købte en høvdingekæde til 30 kr., som souvenir. Nambaen var den
traditionelle beklædning og blev stadig brugt til ceremonielle danse, som de
gik meget op i at holde i hævd ved fx omskæringsfester o.l.

Om eftermiddagen legede vi hjemme i haven og slappede
af med bøger etc. Skønt! Jeg kunne virkelig bare slappe af dér og resten af
familien lige så. Ved femtiden gik Jakob og Philip op mod vulkanen. Det var en
45 mins gåtur op til krateret, men de var heldige at komme med på ladet af en
pick up. Det havde været helt fantastisk at se vulkanen, og jeg glædede mig
meget til det blev min tur dagen efter.

Næste dag skulle vi se Taupo damerne danse. Vi gik
all-in på den lokale underholdning. Det er rigtig synd de andre turister blot
drønede op på vulkanen og – hvis de blev her i flere dage – ellers sad på
resortsne dagen lang. Det var også en stor fornøjelse at besøge damernes
danseplads, som lå tættere på hotellet. Der var linet et par håndfulde damer og
piger op og en del af dem var topløse med kun et langt bastskørt på. De var
fint malet i ansigterne og nogle af skørterne var farvede også. Der blev danset
lystigt og bagefter tog Jakob billeder igen. De var tydeligvis generte og ikke
vant til at posere, men de var ligesom alle andre vi mødre, umådelig søde og
åbne. Ava fik lov til at prøve et pige bastskørt og fik malet ansigtet ved en
af damerne trykkede sin ansigtsmaling af på hende, smart smart.

Bagefter besøgte vi en landsby, hvor damerne sad i
kirken og sang, og alle rollingerne måtte hen og røre Jonas hvide hud.

Kl. 16.45 kom min vulkanguide Joseph for at hente mig
(Philip havde fri). Joseph var en ældre fætter til Philip, og han havde sit
eget sted længere nede ad vejen (Mountain Breeze) og meget erfaren guide. Han
lugtede desværre også voldsomt af sved, så jeg prøvede at holde mig et skridt
foran ham på turen op ad vulkanen. Han fortalte mange spændende ting om
traditionerne på øen, naturen, vulkanen mv. Efter at have gået i 25 min. fik vi
et lift af en bil som havde kørt på dagtur fra lufthavnssiden af øen 2-3 timer
væk, hvor de eneste mere luksuriøse overnatninger befandt sig. Der var et meget
ungt par og et ældre engelsk par. Pigens påklædning var lidt mystisk, da de
lokale – trods deres danse-påklædning – er ret blufærdige. Jeg har ikke set et
dameknæ i mange uger, da der er noget med at damelår og knæ er meget private!
Pigen, som var sød og snakkesalig, var iført afklippede jeans så korte at de
fuldstændig lignede min bikini-underdel (briefs hedder det vist), og så havde
hun en bikinitop på og en gennemsigtig skjorte som stoppede et godt stykke over
navlen. Fresh påklædning til en vulkan udflugt. (Behøver jeg nævne hun frøs og
blev ædt af sandfluer?).

Men vi startede ud på parkeringspladsen, som bestod i
noget sort lavasand med store og små stenblokke spredt dekorativt omkring. Det
var udspydelser fra vulkanen, når den var i level 3 eller mere. Lige nu var den
i level 2. Det vil sige, den var meget aktiv uden at være superfarlig. Jeg
havde en hvid byggemand bob hjelm med just in case.

Jeg var i trygge hænder hos Joseph (den anden bils
guide var en dame der vidste nada om vulkanen og sikkerhed!), og han forklarede
os, at vi skulle se efter lysglimtene, som var forløbere til de store, herligt
larmende brag efterfulgt af kaskader af magna, som lagde sig på vulkanens
bagvæg. Der var tre huller ind til jordens indre, de to lå tæt på hinanden og
det tredje lidt væk. Der var kæmpe forskel på at se vulkanen i dagslys og
skumring/aften. Vi stod på kraterkanten og kiggede ned i det kæmpe gab. Der var
en stejl skrænt, derefter et fladt stykke hen til selve lava-hullerne. Jeg
passede godt på med min klodsethed in mente, det var ikke lige et sted, jeg
havde lyst til at falde ned. Da det skumrede trak Joseph mig væk fra de andre,
og vi gik langs kanten væk fra det flade udsigtsplateau. Vi kom over helt over
i højre side af vulkanen, så vi kunne kigge ned i den uden det flade stykke
skyggede for hullerne. Jeg prøvede at tage film af udbruddene det bedste jeg
havde lært. Det var ikke helt nemt at time! Der var et kolossalt udbrud lige
foran mig med et gigantisk brag, og jeg fløj tilbage som reaktion. Heldigvis
var skrænten bag mig let skånende, ellers havde det nok ikke været et super
genialt move :o)

Inden det blev bælgravende mørkt gik vi tilbage til de
andre og nød synet. I mørket kunne man se al den røde magma flyve op i lufte og
lande på siderne, mens støvskyen som stod op blev farvet knaldlyserød. Det var
helt ubeskriveligt. Det er nok den flotteste, mest ur-agtige naturoplevelse jeg
har haft. Joseph fortalte, at vulkanen var en helligdom for dem, men de ikke
ofrede direkte i den, men nede i landsbyen til ceremonier. Han havde fortalt
mig på vej op at, hvis man smed skrald eller opførte sig upassende, røg man ud
(af hovedindgangen, ikke ned i vulkanen) på røv og albuer. Det var meget godt
at vide for den unge fyr stod og overvejede om han kunne kaste sin drikke-kokosnød
(!) helt ned i vulkanen og se den blive skudt op (what!). Fik hvisket til ham,
at det nok var en rimelig dårlig ide at forsøge sig med…

Vi kørte med bilen ned igen, helt oppe og svinge over
den store oplevelse. Næste aften skulle Jakob op igen for at tage flere
billeder, så jeg havde ikke mulighed for at komme op igen. Verdamte regnvejr
første aften.

Tredje dag var Philips fridag, så Joseph – nu vasket –
tog os med til en bjerglandsby som lå to km til venstre for Jungle Oasis (Taupo
lå 2 km til højre). Vi kunne ikke have klapvognen med på junglestien, men
heldigvis var Joseph en stærk mand som uden problemer bar Jonas på skuldrene
hele vejen. Det var meget varmt og med den høje luftfugtighed var vi meget
svedige, meget hurtigt! Tanna bliver kaldt den venlige ø, fordi der ikke er
nogle farlige kryb eller planter. Det var meget betryggende at vide ude i
junglen med to små børn.

Vi endte turen ind til dansepladsen med at bestige et
mindre bjerg og så kunne vi ellers samle underkæben op fra jorden. Pladsen lå i
rydning yderst på bjerget med direkte udsigt til hele Mt. Yasur. Det var
sindssygt flot – og hvis ikke vejen havde været så dagslyskrævende havde jeg
gerne set vulkanens røde røgskyer om aftnen fra dette sted.

Her dansede Imayo 24 landsbyboerne af begge køn og alle
aldre sammen for os. Vi fik en meget varm velkomst af høvdingen, som hed Wahim.
Disse folk var endnu mere isolerede end de andre, vi havde besøgt, så vi gav
dem gladeligt 1000 tala ekstra (60 kr.), og så fik vi til gengæld en fin
udskåret stenfugl som gave af høvdingen bagefter. Udover dansene og sangene
viste de os, hvordan de lavede ild ved at gnide to træstykker mod hinanden og
også, hvordan de lavede en båre af nogle tallerkenstore blade de lagde i lag og
så kunne de holde i stænglerne som håndtag. Det er mig en fortsat gåde hvorfor
de ikke bare faldt igennem, men hey, lidt mysterier må der jo gerne være her i
verden.

Dette var vores sidste aften. Kelson havde med stor
snilde repareret trætophyttens gulv og gelænder og mig og ungerne flyttede derop,
mens Jakob gik på vulkantur igen. Den kvikke læser tænker sikkert, hvordan
kommer man på toilettet i et træhytte, men frygt ej, der var selvfølgelig et
træk og slip toilet i sin egen udhuling i det gigantiske træ med indgang fra
terrassen. Vi sov glimrende i træhytten, selvom noget af en hvis størrelse
kravlede rundt på taget på et tidspunkt, men så klaprede jeg lidt med døren og
det stak af igen.

Sidste dag oprandt og det var vemodigt at tage afsked
med Jungle Oasis. Vi var blevet gode venner med Philips ged ”Medi”, som elskede
at blive fodret med grene med blade på. Vi holdt filmbio i restauranten om
aftenen, hvor de voksne med stor fornøjelse så med på diverse dansksprogede
tegnefilm, da der ikke var fjernsyn herude.

Dagens program var at tage af sted kl. 8, køre til
Linakel og derfra videre til en helt ægte traditionel landsby (Jakel), hvor de
stadig gik med Nambo skørter og bare bryster og levede som de – næsten – altid
havde gjort.

Vores egen firhjulstrækker kunne ikke klare vejen (eller
manglen på samme) op til landsbyen. Men efter vi havde fået trukket bilen fri
og vendt om blev vi samlet op af Willys lokale taxa-pick up truck – med ladet
fyldt af passagerer – som tog os med op til landsbyen. Vi gik rundt i de
forskellige bosættelser og blev præsenteret for høvdingen. En ung knøs på kun
72 år. Den gamle høvding, som var død nogle år forinden, havde levet til han
blev 110 år gammel! Personligt er jeg ikke helt sikker på, at jeg havde orket
at leve af tarorødder og bananer og at rende rundt med bar mås i myggeland i
110 år, men godt gået, gammelfar!

En ung fyr havde bygget en træhytte meget, meget højt
oppe i et træ. Det er et under jeg fik klatret hele vejen derop på den
vakkelvorne, skæve stige bundet sammen med lianer. Men belønningen for
udfordringen var udsigten ud over dalen med jungle så langt øjet rakte.

Stemningen var ikke ligeså god her i Jakel som de andre
byer, vi besøgte. De var dybt traditionelle i deres levevis her, men alligevel
mere vant til turister (de lå tæt på de få dyre resorts). Vi gav 1500 tala pr
voksen her, men der var også mange der dansede. Mændene gav den meget godt gas,
mens kvinderne bare stod og hoppede lidt på stedet og lignede nogle, der
hellere ville vaske op.

På vej tilbage skulle vi egentlig have stoppet 30 min
og spist frokost hos Philips familie på vej til lufthavnen. Vi skulle flyve med
et ældgammelt fly hjem, men 1½ time inden vores afgang fløj et moderne fly.
Jakob var jo meget lidt glad for de gamle fly, så af en eller anden åndssvag
grund blev vi lidt forhippede på at nå det tidlige fly – og ikke mindst fordi
de lokale inkl. vores guide Philip – havde ualmindelig dårlig tidsfornemmelse
og ikke kunne anslå, hvor lang tid det tog at køre til lufthavnen, og heller
ikke kunne lide at sige ”nej” til ”kunden” og fortælle, det var halsløs gerning
at forsøge at nå flyet… Nå, men vi fortalte at vi ville droppe frokosten (som
vi forinden havde fortalt der var en risiko for ville ske) og vi kørte over
stok og sten ud mod lufthavnen. Detaljen var, at vores bagage skrumlede rundt
med vores første guide, og han var ikke sådan lige at finde! Det korte af det
lange blev at vi mødtes med bagagen i lufthavnen, flyet var fløjet før tid, da
alle passagerer var mødt op, og det var jo lidt nitten at have stresset sådan
og nu skulle vente 1½ time. Hvad Philip ikke havde fortalt os (det lå ikke til
de lokale at afsløre følelser og ønsker) var at han ikke havde set sin familie,
kone og børn i 3 måneder og at han nu ikke ville nå at se dem for han skulle
køre med tilbage Jungle Oasis – og vi kunne ikke nå tilbage til landsbyen de
boede i, selvom vi gerne havde villet. Uhh, det gjorde sgu naller i lang tid
efter at vi havde droppet frokosten og ikke bare taget dagen i ro og mag.
Philip havde været så sød ved os – og havde han da bare lige smidt et ord om,
at dette var hans første chance i lang tid for at se familien, så havde vi slet
ikke overvejet andet end at tage emd ham hjem. Og i bagklogskabens ulideligt
klare lys var det jo også lidt tovligt ikke at prøve at spise på rigtig lokal
maner. Det var en ærgerlig afslutning på den mest fantastiske oplevelse på
turen, og vores hidtil eneste fejldisponering.

Turen hjem gik fint – dette fly var også gammelt, men
helt uden synlig gaffatape!

Vores faste taxachauffør Joseph stod klar i lufthavnen
og kørte os hjem til ”Room with a View”. Vi tilbragte 3 dage dér og ungerne nød
at lege på den kæmpestore terrasse, mens Jakob cyklede på tur i området. Han
fik udleveret en for lille cykel med halvflade dæk og så kørte han ellers på
tur i bjergene, som en anden Pantani.

Den ene aften tog vi en lokal white-van-bus ud til
restauranten L’Houstalet som var berømte for deres ”Flagermus i Rødvinssauce”
(Flying fox). Ungerne fik en omgang Spaghetti Bolognaise. Ejeren var en ældre
fransk herre på omkring de 60 år. Der kom brød på bordet. Sprødt fransk
baguette. Ulala, det er længe siden vi har fået godt brød. Børnenes spaghetti smagte
sindssygt godt og kom med rigtig ost til at drysse ovenpå! Den eneste gode ost
jeg har smagt i 2 måneder på dette tidspunkt var en lille humpel på et fly, så
op på flutet med det og stor nydelse indtraf øjeblikkeligt. Selve flagermusen
smagte overraskende godt! Sovsen to-die-for :o) Kødet var mørt, mørkt og med
tydelig vildtsmag. Måske lidt af la fasan bare 100 gange bedre. Sjovt at det
endte med at være et af de mest velsmagende måltider på turen! Jonas blev lidt
overtræt, og vi satte straks efter måltidet var færdigt kursen mod døren.
Ejeren spurgte hvor vi boede. Vi fortalte det, og han tilbød at køre os hjem
trods en godt fyldt restaurant! Jamen, ok med os da og ind i bilen. Han viser
sig at have boet i Vanuatu i 30 år. Han har 5 børn med 5 forskellige damer, og
var nu på nr. 6 (og ikke flere børn!). Total Jørgen Leth respekt dér…

Det var vemodigt, da vi kørte med Joseph ud i
lufthavnen. Der var mange ugers eventyr tilbage på Vanuatus andre øer, men så
må vi jo vende tilbage en anden god gang! I lufthavnen fik ungerne hver deres
flettede sivtaske af nogle ældre australske mænd, som de havde fået i
afskedsgave på deres luksushotel. Avas indeholdt endda en rigtig flot
muslingehalskæde! De har slæbt rundt på hver deres taske lige siden, så det var
vist et godt valg de herrer gjorde.

Part45: Fiji – Nadi to Suva

Vi ankom tirsdag tilbage hos Mama på Tropics of
Capricorn. Glade børn der fik golfkøllerne retur (eller golfgolf som Jones sært
nok kalder det). Dét er en af bonusserne ved at komme hjem til mama. Særligt
legetøj venter! Vores blå aluminiumskuffert var gået i stykker i den ene ende
af lynlåsen og var normalt den vi brugte til efterladte ting hos mama. men jeg
havde efterhånden samlet meget sammen til hjemsendelse (herunder en stenfigur
på 4,5 kg og en på 1,5 kg, snorkel og maske, clogs etc.), så vi kunne fylde det
store rum i kufferten ud. Vi drog derfor med en sød taxafætter til lufthavnen,
hvor vi både kunne fremvise figurerne til eksport-karantænemanden (som var
pisseligeglad, da tingene var købt på Solomon, og vi havde officielt stemplet
papir fra nationalmuseet dér med tilladelse til ekspost påklistret figuren) og
dernæst det praktisk beliggende posthus i lufthavnen. Taxakaj stod i kø for mig
(ventepengene på taxametret er 18 kr. i timen) og det kunne man da egentlig
godt bruge derhjemme indimellem! Vi smed svesken på disken. 14 kg skrammel til
hjemsendelse til den nette sum af…tadaaa…90 kr. med skib i 2 måneder. Dét er
billigt, og hvad vigtigere er, jeg slap for at slæbe det halvvejs – bogstavelig
talt! – rundt om jorden. Jubiii.

Torsdag bestod dagens øvelse på gulv i at køre med en
ekspresbus til hovedstaden Suva med Coral Sun busselskabet. Det tog 4 timer, og
Ava blev lidt køresyg, men ungerne klarede det pænt alt i alt. Vi kørte rundt i
taxa for at se en håndfuld hoteller og endte udenfor Lonely planet nummer med
at bo på ”Travel Inn” på Gorrie Street. To soveværelser med to senge i hver,
spisebord, eget fungerende køkken og bad & toilet for 190 kr. pr nat og
mere centralt end de andre steder, som også var til at betale. Der er tilmed
egen køkkenudgang til gården med plads til leg og tøjtørring.

Suva har 200.000+ indbyggere og er den eneste rigtige
by på Stillehavsøerne. Det var helt fortryllende at se ordentlige fortove,
forgængerovergange, lyssignaler, McD og butikker med andet end ”Resort-wear”.
Det er så et skræmmende koncept slige butikker reklamerer for, når de skriver
det på skiltet! I skal bare tænke masser af stof og bekvemmelighed,
storblomstret uanset køn, smid lidt batik oveni hatten. Tilsæt smykker lavet af
koral, muslinger og polerede kokosnødder i rå mængder og en kunstig blomst til
håret… Det er modne kvinder, der drysser rundt på øde beliggende hoteller med
uformelige binde-i-nakken-kjoler og en drinks i hånden, mens de bander over det
regner i regntiden. Øh, den der frodige jungle opstår jo næppe uden vand,
Fraulein…

Bortset fra dette turistmæssige sorte (påklædnings-)hul
har Suva meget at byde på!

En kæmpe biograf med 6 sale, nye film og 15 kr. for en
voksenbillet. Børnene ender med at nå at se den eneste kørende børnefillm ”The
Lorax” i 3D tegnefilm 3 gange. Den er også aldeles glimrende.

Derudover kan man få softice på McDonalds for 3 kr.
plus der er legeplads og det kan jo friste når der er 32 grader i skyggen
udenfor! Byen har en kæmpe legeplads ved vandet, men det hele bliver 100 grader
varmt, så man skal helst komme ved aftensmadstid eller i skyet vejr. Der ligger
en Park overfor som har en lille legeplads i skygge, så der har vi tilbragt
nogle timer. Ava fandt et kæmpe stykke bark, som fuldstændig ligner en kano, og
den tog vi med hjem til hotellet.

Af andre underholdningselementer kan nævnes
Nationalmuseet, som er et sjovt lille sted. Der er et kæmpe rum med de største
kanoer jeg nogensinde har set, så går man igennem en iskold butik, som fører
ind i en meget varm museumshal med alt fra et skelet, en kannibal udstilling
med en skosål som eneste rest af en engelsk missionær og gaflen de brugte til
at spise hans hjerne med, så springer det til lidt instrumenter, krigshistorie
og det hele toppes af med noget tøj og nogle biller på størrelse med en
mandehånd. Døde heldigvis….

Af andet kuriøst kan det nævnes at en af de fineste
turistbutikker har en dørmand, som er klædt ud som lokal kriger! Han er sort,
ung og meget rundbueformet. Iført langt bastskørt, nøgen mave, ansigtet er
malet halvt med sort maling og så med en kæmpe krigskølle i hånden. Han var
virkelig sød, men ungerne var ret rædde for ham, så de ville ikke have taget
billede med ham. Jeg var helt færdig af grin over ham, da han stod og dansede
diskodans nede i parfumeafdelingen. Desværre kunne jeg ikke helt overskue at
tage et billede af det, det kan man jo kun ærgre sig over nu – Det var et
sjældent set syn :oD

Part46: Going bonga in Tonga

Efter ufattelig mange skærmysler med Air Pacific med
aflysninger, ombookninger, nye aflysninger og ændrede tider skulle vi endelig
til Tonga! Ikke i fire nætter som først planlagt, ikke i tre nætter som anden
planlægning, men kun med en enkelt overnatning. Vi skulle komme omkring
frokosttid fredag og flyve hjem lørdag aften.

Flyet var til reparation, så Air Pacific havde indsat
et Conwair 580 propelfly, som udgik af produktion i 1954! Det er et ret stort
fly og underligt højt, da hjulenes ben er meget lange fordi de ikke trækkes op under flyet, men altid er ude. Designet med andre benzinpriser in mente! Flyene blev
gennemgribende renoveret i 60’erne og ja, de kan åbenbart stadig flyve! Jakobs
pilot ven sagde, at han ville overveje at gå op i det, hvis vejret var godt og…

Nuvel, vi gav Jakob en nervepille og drog af sted. Indeni
lignede flyet noget fra en ældgammel James Bond Film; brede lædersæder,
benplads man i dag kun ser på første klasse og vinduer i dobbelt størrelse af
normalt. Alt i alt så passagererne ikke for stolte ud, men vi kom i luften og der
kan ikke herske tvivl om, at følsomheden overfor turbolens var større i de gode
gamle dage. Der kom lige et par sug i maven, da vi passerede skydækket. Vi
skulle kun flyve 1 time og 40 min og godt det samme for det var tænderklaprende
koldt hele vejen. Halvvejs på turen begyndte det at simultan-dryppe fra panelet
med lamper etc. Der var en klods over alles pladser, som åbenbart samlede
kondensen og gav de i forvejen nervøse endnu flere trækninger. Jeg kunne nu ikke
hidse mig op over det og tørrede det bare af med en serviet i mine kolde, stive
fingre :o)

Ned kom vi også, endda i ét stykke. Kabinen drog et
kollektivt lettelsens suk, og så var kursen ellers sat mod
Tonga-Tourism-Japanese-Style. Vi ville leje en bil, så vi kunne komme rundt og
se øen. Eneste minus; Lufthavnens tre biludlejningsfirmaer havde kun åbent,
hvis man havde bestilt dem i forvejen. Hmm. Lokal mand lagde mobiltelefon til
og efter diverse rundringninger faldt valget på Tongas svar på ”Rent a Wreck”:
Sunshine Carhire, som havde en ledig bil, som endda var rimelig billig. Vi blev
samlet op i lufthavnen, som ligger ca. 20 min. kørsel væk fra Hovedstaden
Nu’kualofa. Den skønne øse, som tilfaldt os, var en gammel, grøn Toyota
Stationcar – hvilket jo var smart med bagagen. Nummerpladen bagpå hang skævt i
sin sidste skrue, køleren var storbulet og med huller i, førersædet hældende
mærkeligt til højre og en lampe lyste i panelet (Not to worry, dén betød da
ingenting!). Bilen kom selvfølgelig med tom tank – og skulle afleveres ligedan,
hvilket jo kendetegner fattige lande, men stadig er en evig kilde til
irritation.

Vi drønede en tur gennem hovedstaden (ca. 30.000
indbyggere, 1 planshuse med haver og en støvet kineserkiosk eller
gulvspand-shop placeret hist og her – alt i alt lige så spændende som fiskerinoteringen).
Vi fik ikke meget street-cred for slæden, men vi faldt sært godt ind i
billedet, bortset fra vi vejede 1/3 af de lokale og var en lille smule blegere
:o)

Vi fik et family room med to dobbeltsenge hos Ben på ”Ali
Baba Guesthouse” – og nu hvor jeg skriver dette giver det pludselig meget mere
mening, at der var dekoreret med Mellemøsten-tema over det hele, bortset fra de
kæmpe udskårne sværdfisk, det var totalt Tonga islæt :o) Der var hotelejerens
børn af australsk-tonga mix, en hund, katte og en gynge. Så ungerne var glade!

Ved aftenstid kørte vi af sted mod en bette restaurant,
som hed ”Pizza & Pasta”. Modigt, syntes vi selv, da vi ikke har været lige
heldige i den afdeling indtil videre. Men, men, men det viste sig, at
indehaveren var en italiensk mand, hvis grandmama havde lært han at lave mad i
moderlandet. Ulala. Mens han gik i krig med pizza og spaghetti carbonara, havde
vi 20 min til at se resten af hovedstaden i. Japanese style holder ind i
mellem. Vi så posthuset og hovedgaden for både 2., 3. og 4. gang, kongens
palads og et fedt hotel, som lignede expat-reden # 1 samt stranden. Derefter
retur til gude-føde, som mama Miraculi ville ønske, hun kunne koge den. Der var
nærmest håndgemæng over spaghettien mellem mig og Jonas, og pizzaen var lige i
øjet. Ydermere kunne restauranten byde på en sandkasse, en masse unger i
pågældende sandkasse samt en hundehvalp, der hed Snoopi. Det var topmålet af
vellykket aften!

Næste morgen vågnede vi ved at Jonas sov på
klinkegulvet, hvilket han ikke plejer at gøre. Grunden kunne være han havde
klaget over mavesmerter om aftenen (vi tog stadig de infame malaria piller), og
det havde desværre udmøntet sig i, at han var smurt ind i afføring, for nu at
sige det pænt – vi takker for hans fremsynethed mht. til at lægge sig ned på klinkegulvet
– og så skal der bare arbejdes lidt mere med konceptet ”At vække mor”, så det
ikke tørrer helt ind! Euu, jeg havde den seje dreng i koldt bad i tyve min.
mens jeg prøvede at opløse bæ i hår, tånegle og hvor den slags ellers kan putte
sig på et ellers så lækkert drengebarn.

Vi kom derfor lidt senere af sted end planlagt, men kl.
10 stod vi på byens overdækkede marked, som peakede om lørdagen (yes!) – det
lignede sgu egentlig rimelig meget alle de andre markeder, vi har set i verden,
men hvis man ikke gad glo på flere taro-rødder eller bananklaser, kunne man med
åben mund og polypper indtage de lokale ”skønheder”. Tonga damer kan være helt
spiffe til de runder de 25 år, derefter går det hurtigere ned af bakke end en
Amagerbank aktie. En taxa chauffør på Fiji havde grinet og sagt: ”Women from
Tonga, they are BIIIG”, da han hørte, vi skulle dertil – og manden havde ret…
De lokale damers ansigtstræk bliver meget grove med alderen og – det er ikke
pænt sagt – temmelig uformelige og mandhaftige – der var overskæg, som ville
gøre en 17 årig knægt jaloux! Det sjove er den traditionelle klædedragt, som
rigtig mange gik med, hvilket jeg inderligt synes er superfedt, de holder fast
i. Det var enten et stykke stof, a la et stort viskestykke, som blev snøret om
mave og mås, eller et flettet siv-bælte med lange sivstrimler ned til knæene
eller all-in modellen som lignede at folk havde rullet sig ind i deres
sove-siv-måtte. Meget fikst. Måske mindre fikst, hvis man vejede 150+ kg – så
ligner man unægtelig en meget stor omvandrende reklame for: 1. dybstegt mad, 2.
sivmåttefabrikken. Alas, vi måtte nøgternt konstatere: Ja, også din røv ser stor ud i den sivmåtte.

Shoppingmæssigt var der ikke meget nyt under solen, men
Jakob købte dog en t-shirt på markedet (som han fortrød dagen efter), og han
fik mig til at købe en perlemorsblomst halskæde til 24 kr., så sig ikke, vi
ikke støttede den lokale business. :o)

Ud i det blå

Vi passerer Sunshine Carrental for 17. gang på vej ud af
byen – den er virkelig lille – nu skal vi bogstavelig talt land og rige rundt!
Vi sætter kurs mod Ha’atafu på øens vestlige side. Det var her på den yderste
tange, vi skulle have boet på hos Svenn, dengang cyklonen ramte Tonga. Vi kører
de 20 km fra hovedstaden, og et par kilometer fra målet møder vi et vejarbejde.
Grrr. ”I kan bare snuppe strandvejen”, siger de flinke folk. Og vi skrumler
derudaf. Og takker for at vi lejede den bulede dåse, da vi kører med lyden af
blade og grene, der skraber langs den ene side, det meste af vejen. Vi tør ikke
køre ned af den eneste vej, der fører tilbage til ”hovedvejen”, da den vist
kræver 4wd. så vi vender om og skraber nænsomt den anden side af bilen også.

Vi snupper i stedet den første og bedste sidevej, som
endda viser ned til hele to resorts. De er begge lukkede, da det er lavsæson,
men ham, der passer på det ene, siger, vi bare kan låne haven og deres private
strand. Vi hygger på stranden i en times tid – det er hot hot, klokken er 11,
så vi prøver at holde os i skyggen med afstikkere ned til vandet for at bade.
Det er nææææsten bountystrand, men der er tang i vandet og på stranden, så stor
pil nedad på bountyskalaen. Vi ser til gengæld en hund, der står på et
surfbrædt ude i vandet, og det trækker i den modsatte retning :o)

Vi spiser frokost i haven; æggesandwich, bananer, æbler
mv. som er indkøbt på markedet og nyder den fine have med den storslåede udsigt
over havet

Sjovt skilt:.

Is it a plane? Is
it a bird? No, it’s …Batman?!

Kl. 13 kører vi af sted, for nu skal vi finde mere
information om nogle flying foxes (store flagermus, der ligner ræve i ansigtet,
spooky) som skulle leve i landsbyen Kolovai, som vi alligevel kører igennem.
Jakob standser ved en kiosk i byen og får den præcis lokation: ”Når du passerer
skiltet med ”Farvel Kolovai”, kører du 10-20 sekunder mere, og så sidder de i
træerne”. Vi gør som manden siger og ganske rigtigt: I nogle kæmpetræer er der
fyldt med store sorte klumper der hænger og dingler. Ikke noget nuttet over
disse krabater. Vi går ind i en have, hvor huset er skoddet til, og kigger
nærmere på bæsterne. Det var sådan én vi spiste i Vanuatu. Hvis jeg havde set
dem først så tæt på, tror jeg ikke, jeg havde haft lyst til det måltid
alligevel! Ungerne larmer lidt og flagermusene begynder at pibe og skrige for
at advare hinanden. Pludselige letter de fra træet og i løbet af kort tid er
måske 100 kæmpeflagermus med vingespand på op til 50 cm flakset hen over
hovedet på os. De lander i nogle træer, der står længere inde på grunden. Det
ser sjovt ud, nå de lander; det ligner de bare griber fast med kløerne i grenen,
og halvanden gyngning og et vupti senere, hænger de med hovedet nedad, a la
død-papegøje-style i tegnefilm. Vi kan tydeligt se deres ansigter, kløer, tynde
skelet og i det stærke sollys bliver læderhuden, som udgør vingerne, gennemsigtig.
Lidt skræmmende. Jeg tænker, hvad gør de arme husejere, når de vil holde
havefest – har de så 500 stor-pibende flagermus med som baggrundsmuzak?

Fiskende grise

Næste mission er nogle blowholes, som er skabt ved at
havet presses op igennem huller i gammelt lava og/eller koraller, som ligger på
kystlinjen. Det strækker sig over et 5 km langt område og ses bedst i høj sø og
blæst. Det kan vi ikke prale med – lavvande og strålende sol er, hvad vi har at
arbejde med. Men det er stadig imponerende, når der kommer en ordentlig bølge
ind, som presser vandet op. I blæsevejr kan man se 100 blowholes skyde 30 meter
op i luften samtidig, men det må vist vente til næste gang :o)

Herefter nyindstillede Jakob sin radar og jagten gik ind
på Tongas ”fishing pigs” – fiskende grise… Ja…det er mystisk, og vi fandt dem
faktisk efter råd fra en lokal kioskdame (hvad skulle vi gøre uden
landsbykiosker!), som gav os navnet på de to nordøstlige landsbyer Navutoka og
Talafo’ou, hvor man kunne se fænomenet. Vi var heldige, for det var lavvande og
masser af grissebasser – store som små – var ude og smæske sig i fisk fanget i
huller, hvor vandet havde trukket sig tilbage. De lokale mænd og kvinder var
også ude og fange fisk på denne måde. Jonas sov desværre, men Ava syntes, det
var sjovt at se grise traske rundt i vandet.

Derefter så vi Tonga svar på Stonehenge, en skilt med:
’’Her gik Kaptajn Cook i land” og palmertræer med røde stammer – Det eneste, vi
missede, var nogle drypstenshuler, både fordi vi efterhånden nærmede os
tidspunktet for afleveringen af bilen i lufthavnen, og fordi vi ikke havde
nogle penge tilbage, så kunne vi ikke betale entreen alligevel!

Lily fra Sunshine synes ikke at bekymre sig om, at vi
havde et fly, vi skulle ombord på, så hun kom tøffende 30 min efter aftalt tid
(efter vi havde ringet på lokal dames mobil og rykket hende).

Vi kom ombord på
fint og moderne fly, som hurtigt, varmt og støjfrit bragte os hjem til Mama på
Fiji. Vi skulle egentlig flyve helt til Suva, men der var ikke flere connecting
flights om aftenen fra Nadi, så vi snuppede en nat hjemme hos Mama. Vi kunne
heldigvis stille tiden en time tilbage, så kl. var 20 da vi ankom til glade råb
og kindkys til hele familien. Vi var savnet! Det første forbindelsesfly gik kl.
7 om morgenen, hvilket jeg nægtede at tage, så kl. 14 efter morgenmad, og badning
med indbygget frøredning ved badejernet Jakob af 3 frække frøer, som svømmede
rundt i poolen og ikke kunne komme op selv.

Tilbage i Suva fik vi det samme værelse som sidst på
Travel Inn på Gorrie Street. Man vænner sig hurtigt til to soveværelser og eget
køkken. Det gør en smule lettere at få ungerne i seng, at de ikke bliver
forstyrret af os andre. Vi giver 190 kr. pr nat. Det er billigt på denne her
tur.

Part47: Tilbage på Fiji for sjette gang

Vi er retur i Nadi hos Mama for 6. og sidste gang. Vi havde nogle dejlige dage i Suva, hvor vi blev en dag længere fordi ungerne insisterede på at se The Lorax i 3D bio for 3. gang! Jeg mistede mine solbriller og det er jeg ked af, da de var min fødelsdagsgave fra Jakob for små to år siden (og temmelig væmmelig dyre). Måske var der nogle der snupsede dem fra klapvognen, mens jeg prøvede at skille ungerne ad i en mindre nævekamp, hvor jeg stod med ryggen til vognen, grrr og snøft.

Vi tog med Pacific Bus tilbage til Nadi på fire timer inkl. stop. Det var en stor bus denne gang og Ava klarede turen uden at blive “kaste-op-svimmel”, som hun siger.

Vi drønede lige ud i poolen ved ankomst. Derefter strand for Jakob og kid, mens jeg copy/paster på livet løs – jeg kunne ikke lægge blog oplæg op i Suva da den ellers så fancy internetcafes pc’er ikke kunne denne lille detalje!

Jakob mødte en ven udenfor i en liggestol, så nu udveksles der vist røverhistorier.

På tirsdag flyver vi til Los Angeles og kører til Las Vegas med det samme (fire timer). Jeg GLÆDER, GLÆDER, GLÆDER, GLÆDER mig til USA!