Taiwan Blog

Taiwan, dag 19-24 – Taipei og lanternefestivaller i Pingxi og Yunlin

Jeg skriver dette på en bænk i solen foran Taipei Main Station. En bygning der ligner Formand Maos Mausoleum bare 100 gange større. Rundt omkring mig på de andre bænke sidder og ligger de hjemløse. Når jeg går forbi dem lægger jeg et par kroner i et par af deres kopper. Det er vinter i Taipei men omkring 20 grader i solen her på min bænk.

Mit hostel ligger 2 minutters gang her fra Taipei Main Station. 2 minutters gang hvis man går ud af den rigtige udgang that is. Togstationen er ret vild og jeg gætter på den i grundareal er en af verdens største. Den er i 3 plan og består af adskillige kæmpestore bygninger og huser to metrolinjer, normale tog og hurtigtog via forskellige indlejrede stationer. Hver dag håndterer stationen mere end en halv million passagerer.

Taiwan er godt med på teknologifronten så jeg er på gratis udendørs Wifi her et par hundrede meter fra stationen. Offentligt Wifi dækker alle togstationer og flere offentlige områder i Taiwan.

Hele min tur har været planlagt ud fra én bestemt dato. Lørdag den 11. februar skulle der i en lille landsby der hedder Pingxi oppe i bjergene omkring en times kørsel fra Taipei afholdes en traditionel festival. Den afholdes kun en dag om året i forbindelse med afslutningen på det kinesiske nytår og den del jeg utrolig gerne ville overvære varer kun 2 timer.

I gamle dage kom der ofte banditter til Pingxi som med den isolerede bjergbeliggenhed var et nemt mål for forbrydere. Derfor begyndte folk at sende hjemmelavede varmluftsballoner op for at signalere især til kvinder og børn at de skulle skynde sig væk når banditterne var på vej.

For at markere dette er festivallen efterfølgende opstået. Nu håndhæves traditionen blandt andet ved 8 masseopsendelser af rispapirslanterner i løbet af et to timers interval mellem klokken 18 og 20. Jeg havde set billeder på nettet. I Lonely Planet står der: ”There are few sights more mesmerizing”. Se det lød jo forjættende.

Datoen varierer fra år til år og indtil et par uger før festivalen var jeg meget i tvivl om den. Så da jeg tilbage i september købte ganske mange flybilletter tog jeg chancen og håbede at festivalen rent faktisk blev afholdt den 11. februar som folk på nettet gættede på. Det holdt heldigvis stik.

Næste udfordring var at jeg kun kunne få hele flybilletkabalen med alle mine stillehavsflyvninger til at gå op hvis jeg landede samme eftermiddag som festivalen skulle afholdes. Aftenen forinden, den 10. februar, fløj jeg derfor fra Palau til Manila. Jeg landede så sent at jeg kun kunne nå at sove fem-seks timer før jeg skulle op og tilbage til lufthavnen. Heraf lykkedes det mig kun at sove de fire.

Dagen efter – lanternefestivaldagen – blev en temmelig hektisk dag. Den forløb sådan her:

”Sorry sir. The plane is delayed”. Den kønne unge filippinerdame med de blodrøde læber og de store mandelformede øjne i Nino Aquino lufthavnen i Manila kigger beklagende på mig. Verdensklasse. Flyet skulle være landet i Taipeis lufthavn klokken 12.45. Det lander i stedet klokken 14.00. Fire timer før lanterneopsendelsen begynder. Heldigvis er køen til immigrationen kun omkring en kilometer lang. Jeg tror helt seriøst at denne labyrintiske kø der snørkler sig uendeligt afsted er den længste jeg nogensinde har set i en lufthavn noget sted i verden. Fabelagtig timing. Køen ender dog i et system af ganske mange immigrationsskranker så det tager faktisk kun knap en time at komme ind i landet. Så klokken er 15 da jeg er kommet igennem immigrationen. Her skulle Østerboy måske have ofret de DKK 250 kroner på en taxa…Men jeg har læst at en taxa til centrum tager en time. Den nye lufthavnsmetro er selvfølgelig endnu ikke åbnet (åbner om ca fjorten dage), så den kan jeg ikke tage, men jeg har læst at hvis jeg bare lige tager en bus til stationen i Tayouan kan jeg derfra tage et HSR-hurtigtog til Taipei Main Central som jeg jo bor lige ved siden af. Det skulle sammenlagt også tage en times tid og det koster kun fyrre kroner og det lyder jo lidt mere spændende end en kedelig taxa.

”Du skal tage bussen fra busstander 5 eller 7, for at komme til Tayouan og videre ind til byen” får jeg at vide af en person i informationen som jeg antager for værende normalt begavet.

Heldigvis holder der en bus klar ved stander 5 og der står sågar Tayouan på den. Lovende. Det er en gammel bus med blomstrede sæder. Der er kun én passager, en gammel knark. Chaufføren taler nul ord engelsk. Jeg antager at det samme gør sig gældende for den gamle knark. Det ligner ikke nogen fancy lufthavnsbus. Jeg går (heldigvis) ud igen og henvender mig til en ung fyr der er i gang med at læse kufferter på bussen ved siden af i håbet om at han kan lidt engelsk.

”I want to go to Tayouan HSR” siger jeg.
“You go bus Taipei!”, siger han på jeg er ikke sømand jeg er kaptajn måden.
“No I go bus to Tayouan Station. Then train” siger jeg
Han kigger på mig som om jeg er en retarderet kinesisk hatteturist på omkring 110 år: ”You no understand. Taiwan not a station. Taiwan a country!”
(he he – prøv selv at udtale Tayouan så det ikke lyder som Taiwan..)
Her må jeg så fiske min iphone op ad lommen og vise ham siden hvor der står Tayouan HSR.
”Ahhh TAYOUAN High Speed Rail” lyser vidunderknægten op (og ja jeg var lidt træt og havde ikke lige luret at det var det HSR stod for). ”Sorry. Sorry. You buy ticket window two then go platform 12”.

Den rigtige bus er meget moderne og tyve minutter efter står jeg på hurtigtogsstationen. Der er heldigvis kun fire minutter til næste hurtigtog, som ligner et japansk shinkansen og som tilbagelægger de knap 50 kilometer ind til centralstationen på tyve minutter. Taipei Main station er som sagt enorm. Og med afsindig ringe skiltning (på engelsk, bevares, men overmåde ulogisk). Ved noget nær dagens største mirakel lykkes det mig at vælge den rigtige exit i første hug og efter at have spurgt om vej i en skyskrabergade fyldt med kinesiske skilte hvoraf ikke mange udgør det for husnumre lykkes det mig at finde den lille gang der leder ind til elevatoren op mod mit 7-sals lille, billige hostel. Mit singleværelse er på ca. 5 kvadratmeter, men meget moderne og består mestendels af en futon og en masse elektronik.

Jeg smider min lille kuffert på sengen og gør klar til at tage af sted med det samme. Nu er der to timer til festivalen starter. Berlingske tidende har selvfølgelig præcis nu lagt min Algeriet artikel online, så jeg laver en lynhurtig Facebook post. Så ringer min telefon. Taget i betragtning af at det i dag er præcis 16 år siden Charlotte og jeg mødte hinanden tænker jeg at det nok er en god idé lige at svare, selv om jeg har ret travlt.

Vi når at snakke kort og jeg siger lige hej til Jonas inden jeg spæner tilbage til stationen. Det gør ondt når jeg løber for jeg har sår på tæerne som jeg fik da de skrabede mod korallerne da jeg for et par dage siden dykkede i Palau. Jeg har tænkt mig at tage metroen i en halv time og så en bus i en time til Pingxi. Det er årets største endagsbegivenhed i Taiwan og jeg har læst et sted at op mod 80.000 mennesker deltager. 80.000 mennesker der samtidig skal ud i en lille bjerglandsby. I informationen på stationen overbeviser de mig dog om at det er en bedre idé at tage med toget til en by der hedder Ruifang og derfra tage et lokaltog videre. Det første tog tager næsten 50 minutter. Det næste tog videre går først en halv time senere og tager 40 minutter. Not enough time…

Heldigvis møder jeg en flink amerikaner og hans taiwanesiske kone der viser mig hvor jeg kan tage en bus med det samme. Klokken er nu næsten 18 og festivallen går i gang lige om lidt. Heldigvis er Taiwan super velorganiseret så alle biler er forment adgang til de smalle bjergveje og bussen kører lige igennem på omkring en halv time. Jeg spurter de sidste par kilometer ned ad bjerget til hovedopsendelsespladsen. Jeg er fremme klokken 18.30.

Kun for at konstatere at der er så mange mennesker så jeg ikke kan komme ind…

Jeg maser mig lidt frem og får fat i en vagt og siger at jeg arbejder for en utrolig vigtig og meget international avis og får søreme efter jeg har vist ham et par af mine andre billeder samt mine Berlingske artikel som jo meget heldigt er publiceret samme dag lov til at komme ind over afspærringen. Festivalen er lidt forsinket så jeg når at se de sidste 7 ud af 8 opsendeler. Hehe. Fedt. Der er kun mig og en professionel belgisk fotograf inde på selve området. Jeg bliver tilbudt både at sende min egen lanterne op (det tror jeg nok man ellers skal have været skrevet op til lang tid i forvejen) og skrive bønner på siden af andres lanterner. Jeg takker dog pænt nej og koncentrerer mig om at fotografere, hvilket ikke er let taget i betragtning af at der ikke er noget lys og opsendelserne hver gang kun tager relativt få sekunder før lanternerne kun er småbitte prikker på himlen. Bag forreste afspærring står flere hundrede kineserfotografer med deres stativer. Det ser ret fantastisk ud når hundredevis af kæmpelanterner bliver sendt samtidig til himmels og jeg knipser løs som en glad lille dreng.

Bagefter går jeg ned i Pingxi Old Street. Her møder jeg et engelsk par der siger de har brugt 4 timer på at komme herud. Old Street er en smal gade der udgøres af togskinner. Herfra sender folk hele tiden lanterner enkeltvis op. På lanternerne har de skrevet deres håb og ønsker, som efter sigende skulle gå i opfyldelse når man sender en lanterne op. Cirka hver halve time kommer et tog susende forbi og alle mennesker skynder sig ud til siden og væk fra sporet.

Da jeg kommer retur til Taipei Main Station omkring midnat er jeg så træt så min hjerne nærmest er holdt op med at fungere. I skilteskoven på stationen kan jeg ikke finde et eneste skilt der lyder som noget jeg skal gå mod. Så jeg går bare ud af en tilfældig udgang fordi jeg tænker at så kan jeg jo orientere mig udenfor og bare gå rundt om stationen. Tredive minutters rask gang hvor jeg formentlig har tilbagelagt 2-3 kilometer og krydset to motorvejsbroer senere finder jeg forsiden af stationen…og smiler lidt i skægget over det ikke var tidligere på dagen jeg røg ud på denne omvej.

Jeg spenderer yderligere fem dage i Taiwan. Jeg møder Nikolaj Kirk og spiser på hans fremragende restaurant HYG. Jeg tager et par hundrede kilometer sydpå til Yunlin (hvilket fint kan gøres som en dagstur når toget kører op mod 300 kilometer i timen) og ser en anden festival hvor der på et areal på 50 hektar (til sammenligning er festivalpladsen i Roskilde 16 hektar og campingområdet samme sted på 77 hektar) er opstillet 3.000 stående lanterner med lys i – formet som dyr og mennesker og templer og tegneseriefigurer osv. Det er kyllingens år i år så der er ganske mange kæmpekyllinger. Ret vild festival. Jeg ser ingen andre vesterlændinge. Men utrolig mange glade kinesere, som er overmåde betagede af papirfigurer med lys i. Jeg tør slet ikke tænke på hvor stor elregningen er. Naturligvis er der i øvrigt offentligt gratis WiFi på hele festivalpladsen(!)

Jeg tager også en tur til en lille by der hedder Beitou i udkanten af Taipei og bader for 8 kroner sammen med en masse gamle taiwanesere i et public bath hvor en masse pools er forsynede med vand fra varme kilder. Desværre bliver jeg smidt ud da en streng bademester på et tidspunkt opdager at mine badebukser har lommer, hvilket åbenbart er forbudt i offentlige bade i Taiwan.

Efter fem dage i Taiwan med masser af udflugter regner jeg til sidst ud hvordan jeg let finder min rigtige udgang når jeg kommer hjem til Taipei Main Station med den røde metrolinje:

Først følges skiltet mod Civic Building, så går man modsat retning af skiltet mod Taipei Bus Station/Qsquare, så følges skiltet mod Chongqing S./N. Road, Derefter dukker et skilt op mod Shin Kong Mitsukushi som man følger. Lidt senere følges skiltet mod udgang M5. Undervejs skifter man via rulletrapper niveau 4-5 gange – både op og ned i niveau. Til sidst følges skiltet mod udgang Z2. Næsten alt for let. Skiltene dukker som det fremgår først op når man er tæt på det de peger mod – der er underligt nok også først skilte til den enorme ”Main Hall” (som ellers ville være god at orientere sig efter) når man er lige ved at være ved den.

Nå, som sædvanlig blev det alt for langt. Jeg er nu tilbage i Manila. Turens sidste stop hvorfra det sidste af dette skrives. Jeg sidder på samme tagterrassecafé i Malate-distriktet hvor det hele startede for knap 4 uger siden. Det har som sædvanlig været en forrygende tur hvor alting flaskede sig og alle flyene (undtagen et enkelt nævnt herover) heldigvis fløj til tiden og efter planen. Jeg fik mødt de skæve eksistenser på Flame Tree baren i Marshalløerne, Jeg kom ind i Nauru, verdens mindst besøgte land, og fik talt med de søde flygtninge og set deres sportsfestival på deres uafhængighedsdag. Jeg fik kørt begge nævnte lande rundt på motorcykel. Jeg fik lejet bil og snorklet i Palau og mødt en høvding som bød på sakau. Jeg så Stillehavets Venedig og mødte Mikronesiens præsident. Og fik fem nye lande på CV’et: Marshalløerne, Nauru, Mikronesien, Palau og Taiwan.

Nu glæder jeg mig til at komme hjem til min søde familie herunder selvfølgelig især mine skønne unger og fantastiske Charlotte som (igen) har været så fantastisk sød at lade mig drible afsted på egen hånd i knap 4 uger. Alt for mange tak, skat – jeg er en heldig mand.

Back to work on Monday – thanks for following.

Image Thumbnail Image Thumbnail
Image Thumbnail Image Thumbnail

På besøg hos Hr Kirk på S Hotel

A night to remember.

Kæmpe tak til den gode Hr Nikolaj Kirk for alt for formidabel mad samt for at vise mig rundt i hans – og hans kompagnon Mikkel Maarbjergs – nye og superfede restaurant HYG i Taipei.

Restauranten ligger i det mega-fancy nybyggede S Hotel designet af Philippe Starck og drives ud over Nikolaj og Mikkel af super gode og kompetente folk.

Bagefter tog vi ud til Raohe Street Night Market og fik et par pilsnere i noget mere ydmyge omgivelser.

Da nattemarkedet lukkede og de smed os ud drak vi videre på en bænk på en plads med rotterne piblende omkring os selv om det vist ikke er helt tilladt at drikke alkohol udenfor i Taiwan. Hehe – vi missede den sidste metro, og det var lige før jeg ikke kom op til mit morgenfly her til morgen.

Lidt pics vedhæftes – TAK til Hr Kirk for en pisse hyggelig aften – håber jeg en dag kan gøre gengæld

Image Thumbnail Image Thumbnail
Image Thumbnail Image Thumbnail

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.