Papua Ny Guinea Blog

Papua New Guinea – land#184/196 – turbeskrivelse – I muddermændenes og paradisfuglenes land.

English speakers please click here for English version.

Papua Ny Guinea. Luk øjnene og sig navnet. Måske du tænker på kannibaler. Måske paradisfugle. Måske har du hørt om muddermændene der danser krigsdans ved Asaro-floden.

I mange år har det stået som et af de øverste punkter på min bucket liste at besøge landet der ofte betegnes som klodens ’sidst civiliserede land’.

Den billigste vej fra Danmark til Papua Ny Guinea går via Bangkok. Derfra med Air Asia til Bali (DKK 662 enkelt, inkl. måltid og indchecket baggage for 4,5 timers flyvning) – og derfra med Air Niugini til landets berygtede hovedstad Port Moresby (DKK 3.760 retur).

I Bangkok fejrer jeg turens vellykkede start (og det nys overståede og lidt for dramatiske besøg i Libyen) med at æde en kakerlak og en skorpion. Friturestegte mærkelige insekter på pind viser sig nemlig at være det seneste skud på stammen i hippiegaden Khao San Road. Hippierne i den berygtede gade er for længst forsvundet men coverbands med forsangere der synger meget langt fra rent er her endnu. De spiller præcis de samme Oasis covernumre som de gjorde for tyve år siden. ”And all the roads that lead the way are winding..” lyder det ud fra en af gadens mange barer. Som sådan et udmærket musikvalg men om muligt fremføres det altså endnu mere falsk end for en kvart menneskealder siden. 50 Baht – cirka en dansk tier – koster hvert ulækkert insekt. Ligesom alle andre dybstegte insekter smager de af fedt og salt – lidt ligesom chips.

I Bangkok mødes jeg med den uforlignelige og i Bangkok bosiddende Ric Gazarian og hans søde kone Mai. Med udsigt til både svømmepøl og Chao Praya-floden mødes vi til en mægtig hyggelig frokost på New Siam Riverside Hotel. Ric er en super cool amerikaner der har lavet lidt penge på ejendomsinvesteringer i Chicago og nu ligesom jeg forlyster sig med at forsøge at besøge alle verdens lande. Desuden driver han websitesene Global Gaz og Counting Countries. Sidstnævnte er et website med podcasts med klodens mest berejste mennesker, hvortil Ric har været så venlig tidligere også at lave en episode med mig.

Muligvis får jeg snart rekorden for flest fysiske møder med medlemmer af facebook gruppen Every Passport Stamp for i Bali får jeg stablet et møde på benene med Jessica Elliott som blogger under navnet ”How Dare She” efter jeg helt tilfældigt ser at hun laver et facebook opslag om at hun er i Bali. Både Jessica og jeg har tidligere lavet et interview med Eric Nguyen om at være den yngste (i en alder af 24 år) der har besøgt alle verdens lande (Jessica interviewede ham for Huffington Post) så derfra kender vi hinanden perifert. Det er dog tæt på at vi slet ikke mødes for det mødested som jeg har foreslået (som jeg husker fra sidst jeg var på Bali fjorten år tidligere) må i mellemtiden være lukket eller flyttet for google maps viser i stedet vej til et forladt og faldefærdigt hus ude midt i ingenting. Men det lykkes os heldigvis alligevel at mødes på en nærliggende strandcafe (efter jeg har fundet et hotel med internet så vi kan kommunikere for jeg har ikke nået at købe et lokalt sim-kort med data). Ret heldigt for udover at udveksle rejserøverhistorier får jeg fra Jessica (som er mega cool og er en af de ganske få kvinder der forsøger at besøge alle verdens lande) anbefalet en guide til Papua Ny Guineas højland som hedder Caspar. Endnu en gang er usandsynlige tilfældigheder med til at hjælpe mig på rette vej.

”Her i Port Moresby er det for farligt for en hvid mand at gå alene på gaden” får jeg at vide, da jeg efter netop at være landet med mit nat-fly fra Bali heldigvis får lov at checke ind allerede klokken 5 om morgenen på mit luksuriøse Gateway Hotel. ”Mange hvide mænd bliver røvet med kniv”, siger natportieren.

Lidt træt efter at have fløjet hele natten forsøger jeg mig med et lidt spagt ”men jeg har lige været i Libyen”, men min snarlige død og lemlæstelse er både sikker og vis såfremt jeg ikke vil høre efter så jeg ender med formedelst 70 kroner i guidegebyr at have flinke Eddy med rundt på hovedstadsbyrundtur. Vi ser fine veje og nye biler og ganske uskyldigt udseende almindelige mennesker, ser man bort fra deres blodrøde tænder som de har fået af at tygge betelnød. Her virker aldeles fredeligt. Vi ser parlamentet, nationalmuseet og en fuglepark med de mest underlige fugle jeg i mit liv har set, der stort set alle er endemiske til denne region. Blandt andet paradisfuglen landets nationalfugl som pryder landets flag og som indgår i mange af stammefolkenes udsmykninger. Jeg aner ikke hvad det er Eddy skal beskytte mig fra. Men han er en flink fyr og en udmærket fotomodel (og en lidt mindre udmærket fotograf når han skal tage billeder hvor jeg selv er på). (jeg får senere at vide at en gruppe asiatiske turister blev udsat for et røverisk overfald lige uden for porten ind til parlamentet for ganske kort tid siden..)

Fra Port Moresby tager jeg et lille Dash-8 Q300 propelfly op til byen Goroka i provinsen East Highland Province. Goroka ligger som et andet Shangri La i bunden af en frodig dal omkranset af høje bjerge. Alle i Port Moresby har fortalt mig at der er koldt og vådt i højlandet, men det passer heldigvis ikke for solen skinner og her er 25 grader. I Goroka bor jeg på den lutheranske missions gæstehus til 200 kroner pr nat inkl. morgenmad. (Hoteller koster til sammenligning fra 700kr pr nat – Papua New Guinea er et dyrt land). Caspar min guide er en flink fyr på 45 år. Han har tre børn og to børnebørn. Hans yngste datter er kun 8 år og hedder Mona Lisa. Jeg spørger ham om han kender historien om Van Gogh og maleriet og hvordan han skar sit øre af. Det har han aldrig hørt om før. Men han lytter intenst til historien om kvinden med det tvetydige smil.

Næste morgen hvor vi skal ud til Asaro provinsen og se Asaro muddermændene fremføre deres krigsdans kommer Caspar ikke til tiden. ”Nåeh Caspar” siger Alfons der arbejder på mit gæstehus. ”ham så jeg sidde og drikke øl nede på markedet i går”. ”Pis”, tænker jeg og frygter at han har drukket sig så fuld at han slet ikke kommer.

Med knap en times forsinkelse dukker Caspar dog alligevel op. ”You alright Boss Man” spørger jeg for det har jeg lært at man skal sig på Tok Pissin eller Pidgin som nationalsproget her kaldes. ”Me alright tasol” (jeg har det fint), svarer Caspar selv om han med sin betelnødsrøde mund og blodsprængte øjne ligner en vampyr der har drukket vodka blandet op med blod hele natten.

”Hvor mange øl drak du i går” spørger jeg og her må jeg komplimentere min i øvrigt særdeles glimrende guide for hans enorme ærlighed. ”Ni”, svarer han. Og tilføjer lidt senere ”jeg har stadig alkohol i blodet”.

Det er regntid i Papua New Guinea og for få uger siden blev den solide bro på ”The Highland Highway” simpelthen skyllet væk af den stigende vandmasser. Det betyder at hovedvejen østpå mod Asaro regionen hvor de stammefolk vi skal besøge bor ikke er passabel. Caspar har hyret en taxa der i stedet tager os en lang omvej af ringe grusveje så vi kan krydse floden et andet sted på en gammel bro. Unge mænd som undervejs arbejder på at reparere den skrantende grusvej har bygget forhindringer i form af høje jordbump tværs over vejen, så vi bliver nødt til at standse og give dem lidt småpenge eller cigaretter som tak for deres (frivillige formoder jeg) nødtørftige vejreparationer.

Nogle har måske en romantisk forestilling om at de stammefolk vi skal møde kun taler et mærkeligt sprog, at de lever totalt isoleret og at den eneste hvide mand de har mødt er en de har spist. Sådan er det ikke. Sådan er det ikke hos ret mange stammeflok anno 2018. Der er ikke mange hvide pletter tilbage på verdenskortet. ”Der har ikke været kannibaler i Papua Ny Guinea i de sidste 50 år” siger Caspar med overbevisning i stemmen.

Pondo, Ali junior, Guri, Ali Senior og et par andre Asaro-mænd møder mig der hvor grusstien fører fra højlandshovedvejen op mod deres landsby så vi kan vandre sammen op ad den snørklede sti. Pondo og Guri er selv muddermænd og vil om lidt deltage i den krigsdans jeg er kommet for at se. De taler Takano som er Asaro-folkets sprog. De taler også Tok Pissin (Pidgin) som som sagt er nationalsproget i PNG. Og flere af dem taler udmærket engelsk. Pondo siger at han desuden taler otte lokale sprog. Jeg har efterhånden besøgt en del stammefolk og det er yderst sjældent at man som her kan kommunikere direkte med nogle af dem uden brug af en tolk. Det gør det til gengæld meget nemmere at lære dem ordentligt at kende.

Ali Senior er min lokale Asaro guide. Han er ikke Ali Juniors far – de kalder ham blot senior fordi han er den ældste af de to Ali’er. Begge Ali’er er kristne selv om de bærer et fortrinsvist muslimsk navn. Alle her i PNG er kristne undtagen nogle af dem der lever dybt inde i junglen som er animister. Ali Senior har kraftige skægstubbe. Han ved at hovedstaden i Danmark er København og han kender mange af verdens andre hovedstæder. Ali er god til at forklare ting og han fortæller mig legenden om muddermændene fra Asaro-floden:

I gamle dage bosatte Asaro-folket sig ved Asaro floden fordi området var frugtbart. Men de blev angrebet og drevet på flugt af fjender der ville overtage det let-opdyrkelige område. Under flugten kom Asaroerne til en mudret sump som de måtte krydse. Men sumpen var for dyb så de måtte stige op igen og konfrontere deres fjender. Under månens skær fik de den ide at bevæge sig langsomt og vuggende fra side til side mod fjenden som dermed troede at de var onde ånder og tog flugten. Siden har Asaro folket opført deres krigsdans i forbindelse med det årlige Goroka-show og til andre ceremonier. ”Vi bliver altid blandt de tre første i konkurrencerne til ceremonierne” fortæller Pondo. ”For det meste blive vi nummer 1” (hvilket er ret vigtigt for stammefolkene belønnes med pengepræmier iht. deres placeringer).

Jeg forstår hvorfor da jeg ser deres krigsdans. Indhyllet i røgen fra et bål nærmer de sig med langsomme ludende bevægelser og ser særdeles skræmmende ud. De er indsmurt i ler fra en særlig region, deres penis er pakket ind i en kop lavet af tørrede bananblade og deres uhyggelige masker er formet og stampet af det samme ler som de har smurt sig ind i. Maskerne har tørret længe indenfor i deres hytter for hvis de tørrer udenfor i solen sprækker de får jeg at vide. Maskernes tænder består af hjørnetænder og almindelige tænder fra deres husdyrsgrise. Alle de voksne har uhyggelige lermasker mens drengen Yurax har kustigt hår lavet af fuglefjer. Høvdingen hedder Serviro, han har en bue lavet af palmetræ med en hård buestreng af bambus. Ali Junior har lange tynde skræmmende fingre også lavet af bambus, Guri har et spyd, Pondo har intet våben men ofte et blad til at vifte fluer væk, hvilket ser lidt komisk ud i forhold til de andres skræmmende våben.

Efter dansen får jeg lov til at få taget billeder hvor jeg har en af de utroligt tunge masker på. Bagefter går vi gennem markerne hvor de dyrker ’kau kau’ – søde kartofler – som de spiser tre gange om dagen og hjem og ser Pondos hus som han selv har bygget. Der er ildsted inde i huset og taget er lavet af ”kunai”-græs som gør ”at røgen kan trænge ud uden at regnen kan trænge ind” (hvordan det så end skulle kunne lade sig gøre). Indenfor ligger hans skrivehæfte og der hænger valgplakater for de lokale politikere. I hjørnet står ni muddermasker. ”Vi kan lave shows med over 100 muddermænd” fortæller Pondo, ”men man skal være fra Asaro-folket for at måtte optræde med en muddermaske”.

Om eftermiddagen vandrer vi en time gennem højlandet for at komme til en anden landsby hvor en af de andre Asaro-stammer (Asaro-folket består af ti forskellige stammer) bor. Undervejs køber jeg frokost af nogle søde gamle damer i vejkanten. Ali Junior, Ali Senior, Pondo, Caspar, Guri og et par hangarounds er gået med så jeg køber frokost til otte voksne mænd. Vi får hver 1-2 bananer og en friturestegt bolle. Det kan man sagtens blive mæt af. Det koster i alt for os allesammen 6,80 PNG Kina svarende til cirka 13 kroner. Byttepengene på 3,20 Kina giver jeg mine nye venner lov til at købe betelnødder for.

Traditionen med skeletmændene skulle være opstået fordi denne stamme i fordums tid vandt en vigtig sejr over fjenden og kom hjem og klædte sig ud som skeletter for at fejre sejren. Sejrssymbolikken er i hvert fald ikke til at tage fejl for de har hver påført sig en kunstig sejrsdiller af flettede bananpalmeblade på længde med et fransk baguette (og de er dermed de første stammefolk jeg har mødt der har en diller der næsten kan måle sig med Østerboys, hehe).

Dagen efter skal vi se en ’Sing Sing’ opført af Luhuka-stammen i en landsby der hedder Hagareto. PNG er kendt for deres to store årlige Sing Sing ceremonier – Mt Hagen Show og Goroka Show – festivaler hvor mange hundrede stammefolk mødes og optræder. Resten af året er det muligt at arrangere private Sing Sings i meget mindre målestok. I dag tager vi med PMV – Public Motor Vehicle – dvs. lokalbus som der ikke findes nogen øvre grænse for hvor mange mennesker der kan stoppes ind i. Først tager vi en lokalbus hen til den sammenstyrtede bro ikke langt fra Goroka. Her må vi krydse de stejle skrænter og flodlejet (se billede, heldigvis er der næsten intet vand i floden da det helt udsædvanligt ikke har regnet de sidste par dage) til fods. På den anden side tager vi en ny PMV mod landsbyen Hagareto. ”Me hamamas long lookin you pla” har mine muddermændsvenner lært mig at sige. ”Jeg er glad for at møde Jer”. ”Name belong me Jakob” – jeg hedder Jakob – fortsætter jeg og så er hele bussen lutter smil. Højlandsfolket i PNG er et utroligt hjerteligt folk og gør man sig den ulejlighed at lære et par gloser på Tok Pissin, mødes man kun af smil og håndtryk. ”You alright Boss Man (hvordan går det chef) – You Alright Boss Meri (hvordan går det chef-kvinde) – You alright Boss Boy (hvordan går det chef-dreng) – har jeg også lært og det sidste siger jeg til den unge dreng der modtager betaling fra passagererne og banker på siden af bussen når den har sat passagerer af og igen er klar til afgang.

Dagens PMV chauffør er ikke til falds for afpresning så når de unge mennesker – som måske er lømler måske er vejarbejdere – har lagt jordvoldsblokeringer ud kører han bare stærkt hen mod jordbumpene, bremser i sidste øjeblik og kører så over bumpene uden at betale, mens alle i bussen griner. ”Chaufføren er syg. Han skal på hospitalet og have en indsprøjtning”, siger pengeindsamlerbusdrengen. ”Hvad fejler han” spørger jeg naivt. ”De tager pis på dig – det er bare fordi han kører råddent” siger Caspar med munden fuld af rød betelnød.

Det er også busindsamlerdrengen der fortæller mig om deres hjemmebrændte ”Kambe”. Da vi står af bussen vente Pondo og Ali Senior på os. De er taget hele veje fra deres egen landsby for at gøre os selskab. Da Pondo hører at jeg interesserer mig for ”Kambe” piler han straks afsted for at købe en flaske.

Den lille Hagereto landsby er lavet ved at udgrave plane terrasser ind i det stejle bjerg. Der vokser vilde ananas og kaffe og tamarinfrugter og alle mulige andre frugter jeg ikke kender navnene på da vi går igennem det opdyrkede område. På et lille plateau med udsigt over højlandsparadis; en biflod til Asaro-floden og de omkringliggende majestætiske bjerge, opfører Luhaka stammen deres Sing Sing. De maler sig i ansigtet med naturlige farver. Den orangerøde farve stammer fra en grøn og dråbeformet frugt der hedder ’Guhi’. Den har røde hår på ydersiden og vokser vildt i træer omkring landsbyen. Inde i frugten er der hvide kerner der afgiver den rødlige farve når de presses sammen. Dansen de opfører er den samme dans som de opfører til Goroka-showet fortæller min utroligt flinke lokale guide der hedder Bax (det er ham og hans familie der har bygget husene her og anlagt alle terrasserne). Danserne er iført deres traditionelle ”Bilas” – kostumer. Fuglefjer fra Papua Ny Guineas sære fugle – blandt andet paradisnationalfuglen – er dansernes mest prestigefulde udsmykningsobjekter. Regeringen prøver godt nok at begrænse brugen af disse fuglefjer da det går ud over bestanden at de bruges i ceremonier. Men Caspar forklarer at dem der bor ude i junglen bare fanger og æder fuglene (også nationalfuglen) og sælger fjerene på markedet alligevel.

Efter sange og danse er der taksigelsesceremonier. Jeg holder også en lille tale – som Bax oversætter – og lover at gøre reklame i Danmark for disse specielle ceremonier så lidt flere turister end de yderst få der nu kommer forhåbentlig kan komme og få glæde af dem.

Efter ceremonien drikker vi ”Kambe” og fortæller røverhistorier. Jeg fortæller min Libyens historie (for anden gang jeg fortalte den også dagen forinden men de siger de gerne vil høre den igen). Jeg fortæller også om Mona Lisa og Van Gogh der skar sit øre af, for det er kun Caspar der hidtil har hørt historien. Og jeg fortæller dem at mange velbjærgede danskere kunne have godt af at komme hertil og se at man godt kan have det godt selv om man ikke er rig. Ikke alle der har penge er også glade fortæller jeg dem. Det kan de ikke forstå.

Bax forklarer at ”Kambe” er øl brygget på bananer og andre frugter. Drikken udgøres af en klar væske og Pondo har fået en brugt halvliters-colaflaske fyldt op til randen for 10 Kina. Det smager af hjemmebrændt palmevin og er ret stærkt, så vi blander det op med cola så smager det lidt ligesom rom og cola. ”Vi har mange agave-planter her”, siger Bax. ”Kan du ikke sende mig opskriften på Tequila så jeg kan blive rig” fortsætter han. Han synes det er uretfærdigt det kun er mexicanerne der har opskriften på den agave-baserede drik. Jeg fortæller at hjemme i Danmark er der nogle der drikker Tequila med salt og citron og nogle gange tager man citronen op med tænderne fra kavalergangen mellem en kvindes bryster. Det synes de er helt utrolig interessant information. Jeg kan nærmest se hvordan deres tanker vandrer. ”De andre turister kommer bare og ser showet og går igen” siger Pondo. Under den hårde muddermandsmaske banker der et varmt og nysgerrigt drengehjerte. ”Du tager dig tid til at sætte dig ned og snakke med os og lære vores sprog. Jeg ville ønske at alle turister var som dig” siger han. Jeg ved ikke om han har drukket for meget palmevin (vi sidder der et par timer) men han bliver helt rørstrømsk og er meget optaget af at fortælle at jeg må komme igen. Jeg må komme igen med min familie (som jeg har vist dem billeder af på min telefon) og bo oppe hos krigsdanserne i deres landsby. Han siger at han aldrig vil glemme mig. Jeg har fået mig en ven fra Asaro-folket.

Der er mange sagn og myter om Papua Ny Guinea. Før jeg kom hertil var jeg måske lidt bange for at landet ikke helt kunne leve op til alle de forventninger jeg havde til det. Men med paradisfugle, venlige højlandsfolk, nye muddermændsvenner og farvestrålende ceremonier må jeg bare sige at det virkelig er en fed og eksotisk destination og en klar udfordrer til Vanuatu om at være det mest eventyrlige land i Oceanien.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.