Micronesia Blog

Dag 12-15 Mikronesien – Nan Madol-besøg og til ”sakau” hos høvding Gamule.

I dag skal vi høre lidt om landet Mikronesien (ikke at forveksle med regionen Mikronesien).

Fast facts
• En del af ø-gruppen Carolinerne.
• Mikronesien – eller FSM: Federated States of Micronesia – består af 4 øgrupper: Pohnpei, Yap, Chuuk og Kosrae. De 4 øgrupper er meget forskellige og hver af dem har sit eget sprog(!).
• Pohnpei er hovedøen, den største ø og den mest befolkede (34.000 indbyggere på Pohnpei ca 106.000 i hele landet Mikronesien)
• FSM har været både spansk, tysk, japansk og amerikansk koloni. Selvstændigt i 1986.
• Japanerne fik Mikronesien (med mere) som krigserstatning fra Tyskland efter WW1. Da japanerne senere tabte WW2 blev de i 1945 tvunget til at forlade Mikronesien.
• Mikronesiens hovedstad hedder Palikir efter et meget lille område på hovedøen. Den største by på hovedøen Pohnpei hedder Kolonia.
• Pohnpei udtales ofte ved dets tidligere navn: ”Ponnape”.
• Pohnpei er et af de steder det regner mest i verden. Der falder over 7,6 meter regn om året (!) (Ifølge Wikitravel er det ”det beboede sted i verden hvor det regner mest”. Men iflg. Guiness Book of rekords er der en (vel sagtens også beboet) delstat i Indien der hedder Meghalaya, hvor der falder næsten 12 meter regn, så WikiTravel har nok misforstået noget her)
• Pohnpei er kendt i surferkredse for at have Stillehavets måske mest spektakulære surfsted kaldet Palikir Pass (P-Pass) med et helt specielt Rip Curl – mange forsidebilleder til surfermagasiner er skudt her (se billede stjålet fra internettet sidst i albummet).
• Sprog der tales (fra Wikipedia): English is the official and common language. Also spoken are Chuukese, Kosrean, Pohnpeian, Yapese, Ulithian, Woleaian, Nukuoro, Kapingamarangi, Pingelapese, Ngatikese, Satawalese, Puluwatese, Mortlockese, and Mokilese. Tag den.

Klat henter mig i lufthavnen I Pohnpei. Hun er en ung ranglet pige der smiler hele tiden. ”Jeg hedder Klaaat” siger hun udtalt med et a der synes at vare for evigt. Jeg har ikke bedt om at blive hentet i lufthavnen, men der kommer ikke så mange fly på disse kanter, så Klat fra Yvonnes Hotel er uopfordret og uden at ville have noget for det, kørt ud for at hente mig bare fordi jeg har en reservation på hendes hotel. God start. God start, som kort efter suppleres af at franske Denis som jeg kort forinden har mødt i lufthavnen i Marshalløerne kommer over og spørger om jeg vil med dem på sightseeing i morgen. Jeg havde egentlig – som vanligt – tænkt mig at leje en motorcykel at drøne rundt. Men Denis, som arbejder som projektleder for et projekt for Verdensbanken, og hans sydafrikanske chef Ian, der med base i Washington DC er chef for hele regionen og deres lokale repræsentant Caroline virker alle super søde, så jeg takker ja til en dags sightseeing med dem i stedet.

En klog beslutning skal det senere vise sig for jeg ser ikke en eneste motorcykel på hele øen og kan derfor ikke finde en jeg kan leje. Det fatter jeg ikke indtil en flink fyr der hedder Perdus Ehsa kommer med den indlysende forklaring: ”Det regner jo hele tiden. Hvem tror du har lyst til at køre rundt her på motorcykel?”.

Med sikker hånd navigerer Caroline den store Toyota Rav firhjulstrækker rundt ad de snørklede veje. På vejen stopper vi og ser hanekamp og volleyball og gamle bilvrag der er vokset sammen med junglen. Vi kommer også forbi tre unge gutter der sidder og banker sten ned på nogle sære rødder de har lagt på en træstub. Med stenene ”maler” de rødderne indtil de får en nærmest hølignende konsistens. ”De laver sakau” forklarer Caroline, ”Når høet er fint nok presser de det sammen med híbiskusfibre for at få saften ud”. Derved produceres en narkotisk drik med lokalbedøvende effekt. ”Sakau svarer lidt til det kava man får i Fiji”, siger Caroline, ”Det er bare meget stærkere”.

Pohnpei er som alle andre øer herude en vulkanø men til forskel fra de fleste andre øer hvor vulkanerne for længst har trukket sig ned under havet, troner vulkanen her på Pohnpei stadig midt på øen. På de bugtende veje rundt om vulkanen tager det halvanden time at køre de omkring 30 kilometer til en af Stillehavets største turistattraktioner (af hvilke der er få): Nan Madol.

Det ville være synd at sige at det myldrer med turister ved ”Stillehavets Venedig” som stedet kaldes. Dem møder vi ingen af. Faktisk har jeg nu været to uger undervejs i Stillehavsregionen og jeg har mødt i alt nul turister, nul backpackere, nul almindelige rejsende. Det ville også være synd at sige at Nan Madol er let tilgængeligt. Til trods for at vi har en lokalt bosiddende chauffør farer vi vild da vi skal finde den korrekte, smalle, umarkerede og jungletilgroede tilkørselsgrussti til stedet. Da vi endelig finder den interimistiske parkeringsplads står en lokal fyr, der siger at han er høvding, og opkræver os hver 4 dollars for at komme ind. Derefter går vi en kilometer gennem mangrovesump på en sti som er tilvejebragt ved udlægning af temmelig skarpe sten. Til sidst skal vi i vand til livet krydse tredive meter havbund med glatte sten og sumpet mudder. Flinke Elter, nattevagten på Yvonnes Guesthouse tilbage i Kolonia har venligst udlånt mig et par klip klapper-sandaler i størrelse cirka 48 til brug for krydsningen. ”Only one hundred dollars pr hour” sagde Elters ven Simon at sandal-lejen skulle koste, mens han grinede over hele fjæset for derved at blotte to manglende tænder i overmunden. Midt i krydsningen hænger den ene sandal selvfølgelig fast i mudderet og forsvinder. Vandet er grumset og det er for dybt til at jeg kan nå bunden med hånden og umuliggøres i øvrigt også af at jeg balancerer i vand til livet med mit kameraudstyr på ryggen, men til sidst får jeg heldigvis gravet sandalen ud med min bare fod. Var man interesseret i at tiltrække lidt flere turister kunne man måske her med fordel bygge en lille bro her.

Nå, men Nan Madol er ud over de lidt vanskelige adgangsforhold ganske imponerende. Man gætter på at det er bygget omkring det 7nde århundrede og det består af omkring 80 kunstige øer ude i havet på hvilke der af tunge heksagonalt udskårne klippe- eller basaltbyggeklodser er konstrueret templer, der trods deres fremskredne alder er rimeligt velbevarede. Sagn fortæller at templerne er konstrueret ved at ”hunanier” okkulte magikere har fået de tunge byggeklodser til at svæve på plads.

Da vi foran et nærliggende vandfald spiser vores medbragte frokost fortæller Caroline at alle surferverdensmestrene har været her for at surfe Palikir Pass. Hun siger også at det er et særdeles farligt sted at surfe når bølgerne bliver rigtig høje fordi de brækker så tæt på revet. ”Der kom en gang to australske hardcore surferbrødre”, fortæller hun, ”den ene væltede af boardet og blev rullet rundt med en sådan kraft at de skarpe koraller skar hans anus op indefra. Bagefter gik der infektion i det. Han var meget tæt på at dø”. En røvsyg død kunne man måske have kaldt det. Rimelig badass kunne også være dækkende. Jeg er her i øvrigt midt i surferhøjsæsonen. Ikke at jeg de knap fire dage jeg befinder mig i Mikronesien møder en eneste surfer af den grund – og Palikir Pass er da også kendt både for at være Stillehavets bedste surfspot og samtidigt et af de mindst besøgte.

Næste dag går jeg en tur i hovedbyen Kolonia. Alle jeg møder på gaden smiler hjerteligt og siger goddag – Mikroneserne er et godt bud på de mest umiddelbart glade, smilende og hilsende mennesker jeg har mødt. Det er overskyet men pludselig bryder solen gennem skyerne. Jeg bakser lidt med at få mine solbriller ud af deres fedtede etui i min lomme. Med fare for at lyde overdrivende så vælter regnen ned allerede i det jeg sætter dem for øjnene. Under 30 sekunder efter at solen kom frem. I løbet af de næste halvanden time regner det ret voldsomt seks gange. Hver gang afbrudt af nærmest øjeblikkelige opklaringer. Det er vildt syret og jeg har aldrig oplevet et så omskifteligt klima før. Jeg begynder at forstå hvorfor her ikke er nogen der kører på motorcykel.

Jeg lusker lidt rundt i beboelsesslumkvartererne i byens udkant og tager et par billeder. Alle smiler hjerteligt og inviterer mig indenfor. Indenfor i små skure og under halvtag. Til trods for at halvnøgne maddamer under det ophængte vasketøj og uden at foretage sig ret meget får tiden – og livet – til at gå.

”Hi chief” siger jeg til en mand jeg tilfældigt møder på gaden. ”Yes” siger han, ”the chief is here” uddyber han og signalerer at jeg skal følge med ham. Uden at være helt med på hvad der foregår går jeg efter ham ind i en nærliggende bebyggelse. Ved en rene og skær misforståelse møder jeg derfor den gode høvding Caleb Gamule. Øen Pohnpei består, fortæller høvdingens assistent, af 11 distrikter (municipalities) og den gode Hr Gamule er åbenbart høvding for det af dem der lyder det mundrette navn Kaping Gamarangi. Vi snakker lidt og ham byder mig på en kop ”sakau”. Drikken kommer fra en almindelig flaske (i modsætning til Fiji hvor den normalt serveres i et kar ved en ceremoni) hvorfra den hældes op i en halv kokosnød. Det smager ikke særligt godt og får – ligesom kava – med det samme mine læber til at blive følelsesløse. Jeg mærker en afslappethed i kroppen og da jeg senere rejser mig op er jeg en smule svimmel men ellers har væsken ikke den vilde effekt. ”Kan du få et billede af høvdingen i avisen hjemme i dit land” spørger assistenten. Jeg siger til dem at jeg kan prøve men hvor flink og gæstfri han end måtte være er det desværre ikke noget jeg kan garantere.

Da jeg kommer hjem til mit hotel møder jeg Elder. ”Elder Tuluak” står der på hans navneskilt. Han er måske 20 år, har melanesiske træk, men taler med stærk amerikansk accent. Han introducerer mig for sine kaukasiske og udtalt amerikanske venner. Den første ven jeg hilser på hedder også Elder. Det gør den næste ven også. Og den næste. Og de tre næste. Jeg trykker hånd med i alt 7 store knægte der hver og en siger de hedder Elder. De har alle sammen nystrøgne hvide skjoret og slips på og navneskilte hvorpå der ganske rigtigt på hver og én står Elder . Over deres skuldre hænger bylter med deres vasketøj. De er alle sammen omtrent på samme alder. Meget mærkeligt firma. ”Vi er missionærer” fortæller Elder Tuluak. ”I dag er det søndag og så er det tid til noget ”r’and’r” siger han. Det tager lidt tid før min hjerne regner ud at det må betyde ”rest and recreation”. ”Vi skal vaske tøj og ud og fiske” fortæller Elder#1.

Først senere går det op for mig – da Perdus Ehsa, manageren fra Sea Breeze restauranten, fortæller mig det. ”De er mormoner” siger han. ”They will try to trick you into believing what they believe” siger han. Jeg har aldrig helt fattet hvorfor. Men jo længere væk jeg kommer fra alfarvej jo oftere møder jeg dem. Jehovas vidner, syvende dags evangelister, mormoner. Kugleskøre missionærer ude på at omvende folk til deres syge tro. Men alle Elderdrengene er nu søde nok.

Mit sidste utraditionelle mikronesiske møde finder sted i lufthavnen i Pohnpei. Her møder jeg Peter M. Christian. På et tidligere fly fra Marshalløerne til Nauru sad jeg ved siden af Marshalløernes udenrigsminister gennem 8 år. Men den gode Peter Christian tager nu alligevel prisen. Han er ingen ringere end Mikronesiens nuværende præsident. Inden han – naturligvis før alle andre – boarder det United Airlines fly vi begge skal med i retning mod Guam taler jeg lidt med ham i lufthavnen. ”Tak fordi du besøger mit land,” siger han ydmygt, ”her har du mit visitkort”. På visitkortet står der blot hans navn samt ”President. Federated States of Micronesia” Der er ingen kontaktinformationer. Jeg giver ham mit private visitkort med min danske hjemmeside. ”Jeg kan bedst lide folks private visitkort” siger han meget sympatisk. Jeg håber han går ind og kigger of følger mig på Facebook, hehe.

That is all for now – beklager det igen blev så langt – husk at tjekke alle billederne inklusiv dem til sidst – der er både et surf-billede (neglet fra nettet), et billede at min tidligere chef fra TDC som jeg helt tilfældigt stødte på i Kolonia og et billede der har været bragt i et vist mandeblad (også neglet fra nettet).

Next stop Palau!

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.