Mauritania Blog

Mauretanien land #174/196

Dag 1-5 Senegal – Mauretanien – Senegal

“Kom tilbage om en time. Ham der skal lave jeres visum sover nu”. Klokken er fem minutter i tre om eftermiddagen og vi befinder os på grænsen mellem Senegal og Mauretanien. For nylig er det blevet muligt at få visum direkte her på grænsen. Jeg har dog læst på nettet at der holdes siesta
mellem 12 og 15 og vi har derfor fint timet vores ankomst til tidspunktet hvor visumkontoret nu altså burde åbne lige om lidt. Men visumudstedelsesofficerens eftermiddagslur sover ikke sig selv og det med tiden tager man ikke så nøje på disse kanter.

Vi har på dette tidspunkt allerede været nogle dage undervejs på vores Vestafrikanske odysse. Det hele startede med kaos og problemer da vi landede i Dakars Leopold Sadar lufthavn i Senegal. Selvfølgelig var der 40 grader varmt inde i lufthavnen. Selvfølgelig skulle børnefamilier vente ekstra lang tid iblandt gylpende småbørn og deres stressede (mestendels lokale) forældre på at få stemplet vores pas. Derefter var aftenens særtilbud yderligere en times ventetid på baggagen som Ava desværre fejrede ved at kaste op. Vestafrikas vist nok største lufthavn var desuden – selvfølgelig fristes man til at skrive – som støvsuget for fungerende hæveautomater det være sig
både i ankomst og afgangsområdet og ude foran lufthavnen, hvor der i øvrigt var et leben som stod man midt på Djema el Fna pladssen i Marrakesh. En taxa og især min GPS (uden hvilken vi næppe havde fundet hotellet for det var lige flyttet og havde ikke noget skilt ude foran) tog os til et nærliggende hotel i kvarteret der hedder Yoff. Der var ingen aircondition på værelset. Til gengæld var der mange myg. Velkommen til Vestafrika.

Næste morgen skulle vi efter planen have sat kursen mod Mauretanien. Men Ava kastede stadig op. ”Jeg kan jo bare vifte mig i bilen med min vifte, og jeg vil gerne afsted til et nyt land” sagde hun tappert. Alligevel ventede vi et par timer – som blandt andet gik med at køre rundt i
taxa forbi et hav af pengeautomater indtil jeg til sidst fandt en der virkede. Da jeg kom tilbage havde Ava heldigvis fået det bedre og vi kunne med nogle timers forsinkelse sætte kursen mod nord.

”Den bil der er jo tusind år gammel” sagde jeg på fransk til taxa-dispatcheren på busstationen med det mundrette navn Gare Routiere Baux-Maraichers i udkanten af Dakar som vi var nået
frem til i løbet af en times tid (til trods for at der kun var få kilometer dertil) i en vrimmel af trafikos, højtbelagte kæmpelastvogne, gule taxaer og adstadige æselkærrer i et næsten helt stillestående og temmelig frygtindgydende sammensurium.

”Men så passer den jo til dig” svarede chefforhandleren (blandt mange taxatursforhandlere) kækt. Bilen vi talte om var en Renault fra tiden lige omkring hjulets opfindelse. Den var så mørbanket og gennemtæret at det var et mirakel at den overhovedet kunne køre. Taget var for eksempel så
gennemtæret så man kunne kigge op til himlen gennem små rusthuller. Bilen var en såkaldt ”sept-place” – en syv-sæders deletaxa hvor passagerforsædet og to bagsæder med hver 3 pladser var til salg. Desværre for os var der kun tre sæder ledige i den forrest ventende ældgamle bil. Det betød at med mindre vi havde lyst til at splitte os op eller sidde på skødet så var vi nødt til at vente på den næste sept place samt på yderligere tre passagerer i bil nummer 1 og yderligere tre passagerer i bil nummer 2 (med mindre vi havde lyst til at betale for alle 7 sæder for så kan man køre med det samme).

Mens vi ventede på at bilerne skulle fylde op faldt jeg i snak med en flink lokal fyr der sad i den først afgående ”sept place” som fortalte at visumkontoret ved grænsen lukker klokken 18. Se det var en ret så afgørende information (som min ellers omfattende research også på franske hjemmesider havde undladt at afsløre) da vores forventede ankomsttidspunkt til grænsen grundet vores sene afgang først var omkring klokken 19. Og er der noget der er sikkert i Vestafrika så er det at man ikke kommer frem før tid.

Vi tog derfor en hurtig beslutning om i stedet at overnatte et par timer før grænsen og vente med Mauretanien til dagen efter.

Natten tilbragte vi på formidabel vis på Hotel Diamarek Sur La Plage i St Louis i det nordlige Senegal et par timer før grænsen. Normalt gør jeg ikke reklame for hoteller men for omkring 300 kroner pr nat havde vi vores egen runde strandbungalow beliggende direkte i blandt klitter og palmer. Den indeholdt to soveværelser hvert med en-suite badeværelse og et lille køkken
(se billede). Hotellet ligger på en tange der hedder ”Hydrobase” som er så smal at der er strand både på vestsiden og østsiden af hotellet. Læg dertil en stor svømmepøl i midten og en restaurant
med god fransk mad og kolde øl og du har et lille stykke out-of-africa paradis (hvilket de fleste Vestafrikarejsende formentlig kan nikke genkendende til at man godt kan have brug for efter mange timer i kaotisk trafik), hvorfra man kan tage på udflugt til St Louis Unesco-bevarede gamle bydel som danner ramme om adskillige film om Frankrig i kolonitiden.

Næste eftermiddag befinder vi os således friske og veludhvilede på grænsen til Mauretanien. Omsværmet at touts der vil sælge os både deres gamle bedstemor og deres muligvis endnu ældre æsler tager vi en lille pirogue (udhulet kano) over grænsefloden. En ung, ranglet uniformsklædt mand tager i mod os da kanoen når bredden og beder om vores pas. Nu er jeg ikke så meget for at give folk vores pas, men trods mandens kleine statur og unge alder virker han nogenlunde
troværdig. Han leder os ind mod visumkontoret og bekendtgør at de vil beholde vores pas til visumofficeren er vågnet fra sin middagslur.

Da officeren endelig ankommer viser det sig at han har både kamera, fingeraftryksscanner og andre avancerede hjælpemidler til rådighed inde i det indtil nu aflåste kontor som gør at han kan lave et fint lille visum med billede og det hele som bliver klistret ind i vores pas (Pris pr visum er for nylig faldet fra 120 Euro pr person til 55 Euro pr person bare hvis der er nogle af DBKerne der læser med).

Efter vi har fået vores visa og vores stempler (som man naturligvis først får efterfølgende ved at stå i en anden kø) tror vi naivt at nu kan vi måske få lov til at komme ind i Mauretanien. Men ”C’est pas possible” siger en mand i uniform ved grænselågen og peger mig i retning af en lille biks
som paradoksalt nok ligger inde i Mauretanien – som vi altså endnu ikke har fået officiel adgang til – hvor man kan få taget fotokopier af sine pas som man så kan gå tilbage at udlevere til grænsevagten. 8 kroner og 4 fotokopier senere går jeg glad tilbage til grænsevagten. Men ”Pas possible” siger han blot igen og gør opmærksom på at manden i kopibiksen fejlagtigt er kommet til at kopiere Charlottes USA visum i stedet for af passets første side.

Jeg skynder mig tilbage til den lille kopibiks, men mødes nu af en lukket dør og en stor hængelås. Det skal ikke være alt for let. Ivrige unge mænd der har gjort det til deres levebrød at hjælpe forvirrede mennesker ved denne semianarkistiske grænse med dette og hint skorter det dog ikke på og snart efter bliver jeg peget i retning af en ny fotokopibiks hvor tariffen for kopier kun udgør en enkelt krone.

Efter knap to timers grænsehurlumhej får vi endelig lov til at komme ind i det forjættede Mauretanien. En ualmindeligt insisterende ung mand forsøger at overbevise mig om at det hotel jeg på ikke helt simpel vis har booket (via det seje franske site der hedder Jumia Travel som har de mest snuskede hoteller i de mest uanseelige byer – og som jeg senest benyttede i Tchad) i den Mauretanske grænseby der hedder Rosso er under renovering og jeg derfor ikke bør tage derhen. Vi ignorerer ham blot og finder let vores hotel, der udefra ligner noget der er få sekunder fra at styrte sammen (tjek billedet af Charlotte på balkonen). Hotellet er fuldt på nær det ”allerbedste rum” som jeg får at vide er præcis det som jeg har reservereret. Det allerbedste rum indeholder en dejlig stor og bred dobbeltseng med et hovedgærde som ligner et kirsebærfarvet forvokset Biva reolsystem fra helvede. Der er ikke nogen topmadras og de store runde fjedre på den madras der er ville gøre enhver fakir lykkelig.

Vi spiser aftensmad på Kiff restaurant – byens fineste – i deres airconditionerede VIP-salon hvor vi – for første gang nogensinde World Wide – får at vide at der er forbudt at spille Uno med vores børn. Bagefter prøver Charlotte og jeg at sove hvilket kun synes til dels at kunne lade sig gøre – i hvert fald hvis man som jeg sover på maven – hvis man samtidig placerer hver af sine albuer, hofter og knæskaller nede i hver sin fjedermunding. Børnene sover til gengæld sødt på madrasser på gulvet.

Grænsebyer er ikke altid hjemsted for guds bedste børn og Rosso synes ikke at være nogen undtagelse. En rå stemning af Sahel, transit, smuglergods og lovløshed hænger over byen. Blandt berbere med løse kjortler, sørgmodige øjne og tørklæder viklet om hovedet for at beskytte mod ørkenstøvet går vi næste dag rundt og ser det kaotiske marked og jeg tager lidt snigerfotos
med min lange zoom.

Efter to korte dage i dette særdeles fotogene land er det allerede tid til at tage tilbage til Senegal, hvis vi skal nå mine ambitiøse videre rejserute. Det eventyrlige jernmalmstog i den nordlige del af landet – verdens længste tog og som man kan tage med enten som betalende passager eller (lovligt) som blind passager oppe i malmvognene må vi (desværre) have til gode til en anden gang.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.