Egypten 2018 Blog

Egypten 2018 turbeskrivelse

Hundehandlernes hovedstad.

”Taxachaufføren ringede for snart en time siden og sagde at I ikke kom”, siger hotel manageren på vores Oriental Hostel med en stemme så uskyldsren som en engels.

Klokken er fem om eftermiddagen og vi har været vågne siden vores vækkeur allerede klokken 02.10 samme morgen energisk og alt for tidligt kimede dagen ind. Vi har været undervejs i mere end fjorten timer har fløjet med lidet imponerende Ukraine International Airways (hvis max 7 kgs/1 stykke håndbagageregel harmonerede ret dårligt med vores strategi om at rejse håndbagage only – men halas – vi fik snakket os ud af miseren og slap i modsætning til stort set alle andre for at betale for de ekstra kilo). Vores fly var derefter forsinket to timer i afgangen fra Ukraine, og ved ankomst til Egypten måtte vi stå i kø i over en time for at få visum on arrival og komme igennem immigrationen. Senest har vi netop brugt over en time i Cairos tætpakkede trafik på at komme frem til vores hostel beliggende kun 500 meter fra den ikoniske Tahrirplads.

Nu er vi ret trætte.

Jeg er indehaver af en bekræftet booking hos Booking.com og jeg hænger på den første nats regning hvis jeg ikke dukker op. Det plejer at være garant for at ens hotelværelse rent faktisk også er tilgængeligt ved ankomst. Det er det bare ikke her. Ifølge hotelbossen altså fordi vores taxachauffør skulle have aflyst vores booking.

”Hvad interesse skulle han have i det?”, spørger jeg. Og får et svar som et får i en islandsk sweater ikke kunne have leveret mere uldent. Vores flinke taxachauffør der kørte direkte til hotellet til den aftalte pris ringede godt nok for at spørge om den nøjagtige placering af hotellet, hvilket han egentlig ikke havde behøvet taget i betragtning af at jeg bare kunne vise ham vej på google maps. At han lige i forbifarten på arabisk skulle have afbestilt vores trippelværelse og at hotelchefen lige skulle have nået at sælge værelset til en anden tre-firemandsgruppe i de mellemliggende femogfyrre minutter finder jeg temmelig usandsynligt.

”Jeg tror ikke på dig”, siger jeg derfor til hotelchefen der nu ligner en pokerspiller der for meget længe siden skulle have foldet sine elendige kort. Men lige meget hvor trætte vi måtte være og hvor tydeligt det end er at hotellet er bevidst overbooket ændrer det ikke på at alle værelserne for længst er optagede.

Den utrolig generøse hotelchef tilbyder derfor at vi kan få en nat på et ’mindst ligeså godt hotel’ i nærheden og så flytte tilbage i morgen. For at hjælpe os med at få vores bagage ud af rummet på det nye hotel når vi nu dagen efter allernådigst må have lov at flytte tilbage til hestehandlerens palads må vi godt få lov til at købe en dyr tur ud til pyramiderne og så kan vores bagage jo bare ligge i bilen i mens vi besigtiger dem.

Efter arabiske forhandlinger af sværeste grad lykkes det mig til sidst at overtale den svigefulde chef til at vi for samme pris pr nat, kan tilbringe ikke én men to nætter på et nærliggende hotel – som han sværger over sine forfædres kameler på er ’af mindst samme standard som sit eget’.
Ser man bort fra at det nye værelse kun er et dobbeltværelse så der altså er en seng mindre end booket, at airconen ikke virker, at gulvtæppet er plettet, at askebægrene er fyldte, at der ligger affald på gulvet, at sengene svajer på midten som en hængekøje, at morgenmad ikke er inkluderet, at der er 45 grader inde i værelset og at elevatoren ligner noget man meget snart omkommer i har hotelchefen sikkert fuldstændig ret i at hotellet er af mindst samme standard som det vi kom fra. Velkommen til Egypten. Hestehandlernes højborg.

Næste morgen står vi anderledes friske op, spiser vores medbragte havregryn og begiver os tidligt med metroen mod Giza og pyramiderne. På metrostationen venter alskens godtfolk hvis inderligste ønske er at hjælpe os samtidig med at de gerne ser tykkelsen på deres tegnebog forøget en smule. Der er taxachauffører, tuk-tuk chauffører og folk der vil ledsage os i lokalbussen ud til pyramiderne.En af sidstnævnte har sågar taget sin søn med ’som han vil vise pyramiderne for allerførste gang’ – da han kort efter går i gang med at opremse prislisten for alle hans fabelagtige ydelser kommer jeg dog frem til den konklusion at det måske alligevel ikke er sønnikes jomfrubesøg.

I stedet hopper vi ind i en tuk-tuk. Måske lidt optimistisk taget i betragtning af at der er 15 kilometer til pyramiderne. Tuk-tuk chaufføren taler kun arabisk og sætter fluks kursen ud af absolut hullede grusveje bag stationen i vis sider affaldet hober sig op i tårnhøje dynger. Lidt længere fremme stopper han sin lille tre-hjuler og oplyser os med tegnsprog (så vidt jeg kan forstå) at nu er den aftalte pris steget med en faktor 10. Med sine to hænder former han så en pyramide. ”Haram!” siger han.

Som mange måske ved betyder Haram ’forbudt’ på arabisk. Jeg ved ikke hvad manden mener. Måske at det er forbudt at køre i en tuk-tuk helt ud til pyramiderne? Hvad der er helt sikkert, er at prisen nu er en anden, at manden er sur og at vi ikke kan kommunikere.
Til sidst giver vi op og står ud og går vores vej.

Chaufføren er nu fast besluttet på at han selvfølgelig skal have betaling for at køre os tohundrede meter ned ad en grusvej og tidoble prisen. Her skulle jeg formentlig have undladt at råbe et par eder og forbandelser (på dansk) efter ham. I hvert fald vælger den nu ret så ophidsede chauffør at forsøge at køre os ned med hans hidsige helvedesmaskine… ”Jeg er bange far” siger Jonas. ”Det er jeg også min dreng” fortæller jeg ham, mens vi flygter fra den hidsige araber.

Hundrede meter længere fremme forefindes heldigvis et styks halvciviliseret asfaltvej hvor slidte, gamle hvide taxaer pisker forbi i pendulfart. Selv inde i kabinen på en sådan – heldigvis ført af en rolig ældre herre – er vi ikke i sikkerhed fra den maniske tuk-tukchauffør som hidsigt banker på vinduet. Heldigvis kan 10 egyptiske pund (3,5 krone) udstukket gennem mit absolut nødtørftigt nedrullede vindue få den absolut ophidsede chauffør ned på jorden igen.

Taxachaufføren opkræver os til gengæld kun 30 pund (10,5 krone) for i sin nogenlunde fine bil at køre os de femten kilometer ud til pyramiderne. Et skilt på vejen bekendtgør ’Velkommen til Haram-distriktet’ hvorfor vi altså nu ved at pyramiderne er beliggende i Haram – åbenbart en mere specifik betegnelse en Giza – hvorfor pyramiderne altså teknisk set og meget betegnende for området hundehandleres ageren ligger i ’forbudt’.

Sidst jeg var ved pyramiderne (for 23 år siden) kom jeg for skade at forhandle med to kamel-drivere på en gang – fordi min daværende kæreste var af den opfattelse at kameldriver nummer to’s kamel så utroligt meget sødere ud end kameldriver nummer et’s.

Kamel-driverskiftet virkede dengang som en fortrinlig idé især fordi vores nye driver snart efter ledte os ad bagvejen så vi slap for at betale indgangsbillet og efterfølgende i sand Lawrence of Arabia stil transporterede os hen over ørkenen og frem til Keops-pyramiden. Alt var dengang som taget ud et 1001 nats eventyr lige indtil jeg kiggede mig tilbage over skulderen og opdagede at kameldriver No 1 og et betragteligt udsnit af hans venner på en lang og bred række bevæbnet med sten i hænderne kom spurtende efter os. Snart efter sad vi alene på vores to kameler fordi vores kamelfører meget forståeligt havde taget benene på nakken. Mens stenene regnede ned omkring ham, spurtede han tæt forfulgt gennem ørkenen indtil skingre fløjter højt genlød og turistpolitiet kom stormende. Heldigvis tids nok til at forpurre det ondsindede angreb og sikre at den nye kameldriver slap med livet i behold.

Læren heraf – forhandl aldrig med mere end en Egyptisk sælger ad gangen – har siddet dybt indprentet hos mig lige siden, men det er stadig med en smule uro i kroppen at jeg med et barn i hver hånd nærmer mig pyramiderne.

Udover at den officielle billetsælger i pyramidernes officielle billetkontor naturligvis blot begik en regnefejl da han skulle give mig 40 Egyptiske pund– og derfor kun stak mig 4 x 5 pund i byttepenge – gik besøget nu nogenlunde fredeligt. Bevares vi sagde nej tak til omkring 246 rideture på hest, 74 forespørgsler om en personlig guide og cirka 1789 forespørgsler om at ride en lille tur på en kamel – før vi efter at være blevet godt og grundigt forfulgt selv henvendte os til flinke Khalid som for kun 35 kroner – og til hans store ros uden at bede om ekstra bakshish – gav os en lille rundtur på hans flinke kameler som lød navnene Mickey Mouse og Michael Douglas.
Bagefter spiste vi i ro og mag og i sikkerhed for alverdens krejlere der alle var forment adgang på Pizza Hut med udsigt til begge de to store pyramider og sfinxen herself.

Efter pyramiderne tog vi metroen ud til den store Ramses hovedbanegård. Der var vi temmelig langt fra at være alene. I Cairo må udlændige godt få lov til at købe billetter på det dyre nattog til 100 Euro pr person mellem Cairo og Luxor. Men billetter til det også luksuriøse og airconditionerede dagstog som kun kostede 40 kroner pr voksen (og gav mulighed for i dagslys at betragte ruten) kunne desværre kun købes af dem der havde egyptisk pas. Og dem som derefter havde lyst til at stå i en lang kø hvor alle godt kunne lide at overhale hinanden hele tiden for at fremkomme til en luge på størrelse med en citronhalvmåne hvor man godt kunne få at vide at computersystemet var nede. En situation jeg med min research dog heldigvis havde forudset så jeg allerede havde købt billetter til dagstoget til hele familien til egypterpris på nettet. De eneste små hager derved var at man kun kunne købe en billet hvis man havde et mellemnavn således at der nu stod Jakob Oester Oester og Charlotte Felk Felk på billetterne og så altså at vi var lidt i tvivl om vi ville blive afvist ved boarding af toget. På Ramses-stationen forsøgte vi i stedet – efter at have stået længe i kaotiske køer – at købe billetter videre til vores senere færd mellem Luxor og Aswan, men det måtte udlændinge skam heller ikke hvis ikke de ville med det dyre nattog fik vi at vide.

Bagefter tog vi hen på det dejlige egyptiske museum. Køen var heldigvis ti gange kortere for udlændinge end for lokale – formentlig fordi billetprisen omvendt var mere end ti gange dyrere. Måske fair nok når vi har så mange flere penge end dem om end det lugtede en smule af omvendt diskrimination. Museet var meget stort og indeholdende forholdsvis mange Ramsesstatuer. Til trods for airconditionen var temperaturen indenfor på den alt for forkerte side af 30 grader (formentlig fordi udendørstemperaturen var 45 grader og kølesystemet ikke kunne følge med).

Inde på museet måtte man godt få lov til at betale ekstra for en fototilladelse og ekstra igen hvis man godt kunne tænke sig at se mummierummet. I et andet lille rum – trods alt undtaget for ekstra indgangsbillet – befandt sig desuden den fjorten kilo tunge guldmaske fundet i Tut Ank Amons grav. Her var et TV-hold i gang med nogle optagelser. Jeg fiskede mit Nikon op og lige som jeg skulle til at tage et billede af guldmasken ankom en arrig civilklædt egypter som momentant begyndte at skrige mig ind i hovedet. Taget i betragtning af at jeg lige havde betalt både tyvedobbelt indgangspris og kameratilladelse og at der samtidig stod et TV-hold og fotograferede var jeg af den antagelse at jeg godt måtte tage et billede. Heri tog jeg fejl. Skrighalsen råbte at jeg skulle slette mine billeder og jeg råbte – i fuld overensstemmelse med sandheden – tilbage at jeg endnu ikke havde nået at tage nogen billeder her i rummet. Derefter måtte jeg godt vise den sure højrøstede civilklædte mand mine billeder og selv det faktum at der kun fremkom søde smilende børn på kameler foran pyramiderne fra hukommelseskortets dyb syntes ikke at formilde den vrede araber som bare skreg videre.

Bortset fra det må museet og pyramiderne være enhver egyptologs allervådeste drøm og ser man bort fra et par tyranner en del hundehandlere og en hotelchef der optimerede sin forretning ved overbooking er langt de fleste egyptere søde, velkommende, gæstfri og civiliserede.

Med det fine andenklasses-dagstog tog vi – herunder Jakob Oester Oester og Charlotte Felk Felk – problemfrit videre til Luxor. I den stegende hede højsommer var vi her stort set de eneste turister og forholdet mellem tilgængelige hestevogne/felucca-sejlbåde og pengestærke blegansigter var desværre ganske langt fra gunstigt. Råbene lød uophørligt ’Horse Horse’ eller ’Felucca’ og ’Where are you from Mister’ som vi i heden spadserede gennem Luxors gader.

Men templerne og gravene fejlede nu ikke noget. Og det gjorde vores 22USD pr nat herskabslejlighed i Rezeiky Camp med to værelser, to toiletter, hall, køkken/alrum, balkon, restaurant med fremragende kok, adgang til fælles swimmingpool og overdådig morgenmad bestemt heller ikke. Personalet var sådan cirka verdens flinkeste mennesker og hver dag myldrede det med lokale unger på svømmeskole i vores pool som her i lavsæsonen alligevel stort set ikke blev brugt.

En morgen vrimlede det desuden pludselig med kvinder i lange sorte gevandter og deres børn. De viste sig at være (sortklædte) enker fra en landsby der lå omkring 50 kilometer væk som skulle på workshop og lære om sociale medier. For at hjælpe lidt til i lokalsamfundet havde den flinke Manager der hed Tony stillet etablissementet gratis til rådighed for de SoMe interesserede enkefruer.

I Luxor er man i øvrigt ved at konstruere en allé af Sfinxer der skal føre hele vejen de cirka 3 kilometer mellem Luxor og Karnak templerne. Alle der bor på linjen mellem templerne har derfor uheldigvis fået revet deres huse ned – og iflg. Tony på vores hotel har man kun fået omkring 30% af husenes værdi til at opføre noget nyt.

Et luksuriøst førsteklassestog – hvor der igen ikke var grænser for hvad vores flinke egyptiske medpassagerer ville gøre for os og vores lyshårede børn – tog os samtidig med at VM-finalen i fodbold sluttede videre til Aswan. Her var der lige knap 50 grader i skyggen. Til gengæld blæste der ikke en vind – hvilket vi fejrede – på årets måske mindst blæsende dag – med at sejle en dejlig tur i en Felucca på Nilen. Se nu er det sådan at en Feluccas fremdrift alene afhænger af vind så tidspunktet var ikke helt heldigt valgt. Vi skulle sejle rundt om en ø og så længe vi flød medstrøms gik det fredfyldt derudaf men så snart vi rundede øens nordspids stod vi bomstille. Den alt for sagte vind tabte kampen mod strømmen og til sidst måtte vores stakkels bådfører Mustafa efter at have udspyet alverdens eder og forbandelser trække et par enorme årer frem og ro os ind til bredden hvorfra vi måtte gå og sejle med offentlig færge hjem.

Det primære formål med at komme til Aswan var at skaffe visum til Sudan. ’Hvorfor fixede I det ikke bare det hjemmefra?” vil nogen måske spørge. Her forholder det sig dog således at danskere skal benytte ambassaden i Oslo. Ambassaden har kun telefontid tirsdag mellem 10 og 12 (”telefonen er slukket på alle andre tidspunkter” iflg. deres hjemmeside). Og når man så har ventet en uge og ringer indenfor det ugentlig to-timers-vindue oplyser en maskinstemme lakonisk at nummeret ikke er i brug. De svarede aldrig på nogen af mine e-mails og iflg. hjemmesiden var personligt fremmøde ikke tilladt (og de er kendt for ikke at returnere folks pas i tide). En helt igennem herlig ambassade.

Nå, men i Aswan skulle det altså kunne lade sig gøre, hvilket vi ret meget håbede også var tilfældet for vores flybilletter hjem til Danmark afgik fra Sudans hovedstad Khartoum. Mandag morgen mødte jeg op på konsulatet. Her var folk flinke. Jeg måtte gerne udfylde alskens dokumenter og gerne få lov at vente tre timer i sekretariatet uden helt at vide hvad jeg ventede på. ’Kom tilbage på mandag’ sagde sekretæren til sidst. ’På mandag’ svarede jeg mens jeg smilede indvendigt over at det lod som om vi var godkendt, ’men det er jo om en uge. Det giver os jo for lidt tid til at se dit spændende og smukke land’.

’Ja’ sagde manden ’men vi holder jo lukket onsdag, fredag og lørdag så det drejer sig faktisk kun om fire arbejdsdage’.

Jeg kom igen dagen efter kun for (efter en halv times ventetid) at få fortalt at sekretæren havde glemt at afhentningsmandagen jo faktisk var ’Revolution Day’ – helligdag i Egypten, hvor alt er lukket – så jeg kunne først få visummet tirsdag. Av min arm – 8 dages ventetid for et klistermærke i passet.

Nuvel – om onsdagen – to dage efter det første besøg – tog jeg Charlotte og ungerne med for at forsøge at charme dem lidt. Efter vi havde ventet en time sagde sekretæren pludselig. ’Jeres visa er færdige. Jeg har set dem oppe på ambassadørens bord’. Så ventede vi en time mere. Hvorefter vi alligevel fik at vide at vi skulle komme igen dagen efter.

Fra Aswan går der en offentlig færge til Wadi Halfa i det nordlige Sudan hver søndag. Efter et større detektivarbejde ifht. at opspore færgekontoret (som ligger nær togstationen på google maps koordinater: 24°05’55.9″N 32°54’00.7″E og ikke der hvor diverse personer på nettet skriver det ligger) fik vi via vores medbragte tolk – flinke Nassir – at vide at der var udsolgt til første klasse om søndagen. Til gengæld var der en ekstra færge om torsdagen hvor der var plads. Så skulle vi bare lige have vores pas retur om formiddagen, skynde os med en taxa de 30 kilometer ud til Aswan-dæmningen hvorfra båden gik, købe en billet derude, klare alle grænseformaliteter og dampe afsted.

Alternativet var at tage med bus. Her skulle man (vist nok) med militærkortege mod grænsen med afgang klokken 3 om morgenen fra Aswan og så ellers tilbringe 15-20 timer i bus – ikke fordi der var særligt langt, men fordi bussen bliver fyldt med handlende godtfolk og grænseformaliteterne tager så lang tid.

Dagen efter – altså om torsdagen tre dage efter vi første gang mødte op på ambassaden – fik vi heldigvis – efter blot en halv times ventetid – vores pas med de forjættede og hårdt tilkæmpede visa til Sudan. Vi satte fluks kursen videre mod Aswan-dæmningen og købte vores førsteklassesbilletter på kajen (2 køjesenge pr kahyt, fælles lokummer som var det sædvanlige fajance-hul i gulvet – kr 125 pr billet, 18 timer). Derefter brugte vi en times tid på at blive gennemgribende tjekket (især var de meget interesserede i vores medicin, men i modsætning til den engelske kvinde der for nylig fik 3 års fængsel i Egypten for at medbringe 290 stk smertestillende tabletter, så slap vi heldigvis igennem). Bagefter måtte man godt få lov at udfylde ubeskriveligt mange formularer alle i 4 eksemplarer før vi til sidst fik lov at gå ombord på færgen til Sudan. Et par af færgerne i færgelejet lignede noget der for længst skulle have været sendt til ophugning, men vores færge var faktisk relativt moderne. Kahytten var godt nok (sengetøjet fraregnet) møgbeskidt og køjesengene konstrueret ud af den fineste krydsfiner (fra firmaet’Arser-plex’ der måske skulle revurdere deres navn) var godt nok lidt korte, men ellers var det en fin kahyt.

Vi lagde Aswan-dæmningen bag os og sejlede i andægtig stil ned ad Nilen og den opdæmmede Nassersø. Der var ingen ende på imødekommenheden fra vores – primært Sudanesiske – medpassagerer. Fra dækket betragtede vi den brede Nil og den uendelige ørken på begge sider. Lidt før solnedgang bredte alle vores nye muslimske venner deres bedetæpper ud på det øverste dæk, vendte dem mod Mekka og sendte med solnedgangen i baggrunden en af deres fem daglige bønner afsted, mens jeg fotograferede lystigt. Bønnemos (Ful), kogte æg og brød indgik i billetprisen og – lidt overraskende – gnaskede selv vores unger fornøjet maden i sig.

’Are you smoking in room?’ lød det gennem vores kahytsdør efter nogen klokken 03.40 havde banket hårdt på den. ”No we are sleeping in room” informerede jeg i fuld overensstemmelse med sandheden efter jeg havde fået åbnet døren. Ude på gangen signalerede en lille rød lampe at der skulle være ildebrand i vores kahyt og en høj alarm som kaptajnen var lidt træt af at høre på lød oppe på broen. Tyve minutter senere gentog miseren sig. Vi besluttede derfor at slukke for den ældgamle og kæmpestore brummende aircondition-box og åbne vores ko-øje ud mod nilen så frisk luft forhåbentlig kunne forhindre den åbenbart overfølsomme røgalarmssensor i at udsende yderligere alarmer. Det hjalp for derefter var der ro indtil Charlotte og jeg kl 05.30 stod op for på afstand at betragte en af Egyptens største turistattraktioner: Abu Simbel – de to stentempler som Ramses II og hans dronning Nefertari fik bygget i 13 århundrede f.kr. for at fejre sejren i slaget ved Kardesh.

Efter knap 24 timer ombord – heraf 18 timers sejlads ankom vi næste formiddag til Wadi Halfa i Sudan – stay tuned for næste turbeskrivelse fra fantastiske Sudan.

Tak til følende personer der har hjulpet i planlægningen eller undervejs: Henrik Jeppesen, Claus Qvist Jessen, Jørgen Retsbo, Anders Madsen Pedersen, Tony&Baraka (Luxor), Andraws (Luxor), Nassir&Mahmoud (Aswan)

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.