Yemen Blog

Turbeskrivelse Yemen – Country #188/196 

»Khaten får tiden til at slutte hurtigt«

English version here.

Et aflyst krydstogt til ’Det Indiske Oceans Galapagos’ gennem Aden-bugtens piratfyldte hav. En død guvernør. Et land i krig. Udfordringer er der nok af. Læs med, når jeg med et ugyldigt visum forsøger at bestikke mig vej ind i fastlands-Yemen.

“Der kan ikke være mange steder i verden, der får Gud til at smile, men Yemen er et af dem”

Sådan lyder åbningssætningen i min Lonely Planet guidebog om landet nederst på den arabiske halvø. Guiden er fra 2007 og er den senest opdaterede udgave. Nu er der krig. Yemen får ikke længere ret mange til at smile.

Fastlands-Yemen var på en gang det måske sværeste land at få visum til, og det måske farligste land at besøge. Og suverænt det sværeste jeg manglede.

Planen var derfor oprindeligt, at jeg skulle på krydstogt til øen Socotra – også kendt som ”Det Indiske Oceans Galapagos”. Socotra tilhører Yemen og ligger i det indiske ocean omkring 380 kilometer syd for den arabiske halvø og 240 kilometer øst for Somalia og spidsen af Afrikas horn. 70 velbjærgede mennesker skulle have sejlet med Lupine Travel med et privatchartret skib fra havnebyen Salalah i Oman tværs over Adenbugten til Unesco-bevarede Socotra.

Øen skulle i modsætning til fastlands-Yemen være fredelig. Adenbugten ud for Somalia har til gengæld, hvis man kigger over en periode på de seneste ti år været knap så fredelig.

”Selvmord” skrev en af mine meget berejste facebookvenner (som i parentes bemærket har arbejdet i den australske flådes efterretningstjeneste) om turen. Jeg bookede den alligevel. Den internationale flådestyrke i Adenbugten har trods alt og heldigvis fået næsten helt has på pirateriet og man har ikke hørt om angreb længe.

Men det var nu ikke pirater, der satte en stopper for krydstogtet.

”Jeg har forfærdelige nyheder” skrev Dylan fra Lupine Travel desværre et par uger før afrejse. Socotras guvernør, som turen var arrangeret sammen med og som var garant for vores sikkerhed på øen, var samme morgen død i en bilulykke.

”Er vi sikre på at det er en ulykke?” skrev jeg i en privat besked til Dylan, så snart jeg så mailen. Jeg vidste, at de Forenede Arabiske Emirater (FAE) har soldater på Socotra og havde hørt et rygte om, at en tidligere guvernør skulle have underskrevet en aftale om, at Emiraterne kunne overtage dele af øen. En aftale, den nu dræbte guvernør påstod, ikke var indgået. Det lugtede langt væk af et politisk attentat.

”Hans familie beskylder FAE for at stå bag” svarede Dylan tilbage.

Jeg kunne godt regne ud, hvad det betød. Et par dage senere blev turen ganske rigtigt aflyst. Både Socotras lokalregering og Yemen påstod nu, at dødsfaldet var et attentat som FAE stod bag. Og på øen kunne man ikke længere garantere for vores sikkerhed og beskrev selv den politiske situation på øen som ’anarki’ og at ’det var overvejende sandsynligt, at det kom til militær konfrontation mellem Yemen og FAE.’

(Hvordan FAE kunne have dræbt en mand, der angiveligt døde som følge af at han fik hjertestop i sin bil på vej til fredagsbønnen melder historien ikke noget om – dvs. guvernøren kan meget vel være død af naturlige årsager)

Jeg fik pengene tilbage for krydstogtet. Men min flybillet til Salalah i Oman og udgiften til mine visa kunne ikke refunderes. I processen havde jeg købt et multiple entry e-visum til Oman og Lupine Travel havde hjulpet mig med et single entry visum til Yemen.

Fra Salalah til begge fastlandsgrænser mellem Oman og Yemen er der kun nogle få timers kørsel. Jeg havde en flybillet og to gange visum. Jeg havde fået fri fra arbejdet i knap to uger (krydstogtet skulle have varet 8 dage). At tage af sted, leje en bil og køre et par timer hen til grænsen og se om jeg kom ind var et næsten gratis forsøg. Mit visum til Yemen gjaldt godt nok specifikt kun til Socotra og ikke til fastlands-Yemen. Men jeg kendte én, der var lykkedes med præcis det samme.

Eric Nguyen der som 24-årig – og som den yngste i verden – havde besøgt alle verdens lande boede sidste sommer et par nætter hos os i Søborg og berettede om, hvordan han med netop et Socotra-visum og hundrede US dollar til grænsebetjenten i april 2017 var kommet ind i Yemen. (Læs mit interview med Eric her).

Desværre kendte jeg også et par stykker, der var blevet afvist. Seje Johnny Ward fra Onestep4ward og smukke Cassie De Pecol fra Expedition 196 (google dem..) blev begge afvist ved den samme grænse.

Overvejelser

Lad mig bare – inden jeg beretter om selve turen – sige, at det ikke var uden svære overvejelser, jeg tog afsted. Jeg har familie. Yemen er sygt farligt. Kommer man ind i et land i krig, kaos og anarki hjælper ingen fra det internationale samfund. Ikke fordi de ikke vil. Men fordi de selv er forment adgang til landet. Man er alene.

Det er ikke let at opsøge information om Yemen. Min seje, smukke kæreste Charlotte viste mig heldigvis sitet LiveUAmap (se billede i album). LiveUAmap er et konfliktkort, der viser data om angreb baseret både på, hvad medierne rapporterer OG hvad private mennesker lægger op på sociale medier baseret på deres Geotagging information (fact-checked af en journalist, der arbejder for Altwork, der producerer kortet). Sitet blev især kendt under Ukraine-krigen, hvor private kunne rapportere om angreb, som medierne ikke kendte til. LiveUAmap har også et kort over Yemen og ifølge det, havde der ikke været nogle angreb i den vestlige Al Mahrah provins, som jeg havde i sinde at besøge.

Jeg har en vestlig kontakt, der lejlighedsvis arrangerer specialture med militærbeskyttelse til Yemen. Grundet den nuværende situation i Yemen er alle disse ture dog pt. indstillede. Jeg skrev til ham om han troede, at det ville være ok med et kort solo-besøg ind over grænsen til den relativt sikre Al Mahrah provins. ”I don’t recommend it – and we deem it to risky” skrev han.

Flertallet af befolkningen i Al Mahrah provinsen ønsker selvstyre og uafhængighed fra Yemen lidt ligesom Somaliland i Somalia og Kurdistan i Irak. På nettet kunne jeg læse, at man i provinsen ikke brød sig om islamister, og at man patruljerede regionshovedstaden Al Ghaydah for at holde dem fra døren. Jeg læste dog også, at regionen var plaget af ”dyb fattigdom”, ”mangel på infrastruktur” og ”et ulovligt økonomisk system hovedsageligt baseret på smugling af narko, våben og mennesker”

Der er som sagt to grænser mellem Oman og Yemen. Den ene ligger nær kysten. Den anden oppe i bjergene. Den oppe i bjergene havde den klare fordel, at der ligger en by, der skulle have et hotel, kun 10 kilometer fra grænsen. Til gengæld ligger den tættere på Saudi Arabien (hvor der langs grænsen kan forekomme kampe) og jeg kendte ikke til nogen vesterlændinge, der havde formået at krydse den siden krigen brød ud, dvs. jeg havde ingen idé om, jeg her ville kunne bestikke mig ind. Så jeg besluttede mig for kystgrænsen nær den Omanske by Sarfayt. Ulempen her er at den nærmeste by med et hotel er regionshovedstaden Al Ghaydah, som ligger 125 km fra grænsen, og jeg var bange for at tage så langt ind i Yemen. Hotellet havde jeg brug for for at kunne opholde mig de af DBK påkrævede 24 timer i landet.

Af alle de mennesker jeg spurgte til råds var kun én både velinformeret og optimistisk. Gode, norske Gunnar Garfors – rejselegende, multipel rejseverdensrekordholder og et af mine store rejseforbilleder – skrev: ”Al Mahrah provinsen regnes for sikker. Jeg er næsten 100% sikker på, at du kan bestikke dig ind. Og hvis du bare finder en lokal chauffør på grænsen, så ved han, hvor det er sikkert at køre dig hen”. Jeg skrev tilbage, at ham der drev specialturene med militærbeskyttelse, havde sagt det ikke var sikkert. ”Det er heller ikke sikkert at krydse gaden” skrev Gunnar Garfors tilbage.

Ankomst Oman

Jeg fløj til Salalah i Oman. Med lidt besvær fik jeg mit multiple entry visum til Oman stemplet i passet (medbringende et godkendt eVisum-brev – eVisum er helt nyt i Oman og de var tydeligvis ikke vant til at håndtere et multiple entry eVisum ved ankomst). Jeg købte et lokalt Sim-kort med rigeligt med voice og data, da jeg vidste at der burde være signal ved grænsen. Og lejede den mindste og grimmeste bil, jeg kunne finde. En postkasserød Suzuki Celerio. Den var perfekt. Grim og perfekt. Der var selvfølgelig ingen chance for at jeg kunne tage bilen med til Yemen, så den skulle efterlades et sted nær grænsen. Og jeg tænkte at en lille, grim bil gider ingen stjæle (hvilket de gode og ærlige mennesker i Oman i øvrigt helt sikkert alligevel ikke kunne drømme om). Jeg brugte en dag i Salalah på at forsøge at skaffe lokal information, men folk vidste ikke meget om Yemen. Tag ikke for langt ind og hold dig langt væk fra bjergene var de generelle råd. Jeg kunne ikke gøre mere. Jeg var så klar som jeg kunne blive til at tage af sted mod Yemen. Bange, men klar.

Afgang mod Yemen
Med bankende hjerte sætter jeg en tidlig morgen afsted. På gode veje passerer jeg mægtige bjerge. Jeg kører godt nok hovedsageligt langs kysten, men hårnålesving kaster mig op over vældige bjerge der majestætisk og uvirkeligt høje troner helt ud til havet. Fra tid til anden krydser kameler kørebanen. Nede i dalene passerer jeg smukke strande. Og Wadier (udtørrede flodlejer) med røgelsestræer der i gamle dage skabte grundlaget for Omans rigdom.

”STOP. Army Check Point” står der på et skilt foran noget der minder om et pigtrådsomviklet moderne ørkenfort hele 60 kilometer fra grænsen. Soldaten taler mindre engelsk end jeg taler arabisk. ”Salam Aleikum” siger jeg. Han vil se bilpapirer. Jeg giver ham den fedtede fotokopi af bilens registreringsbevis, som jeg har fået af Budget biludlejning. Så vidt jeg forstår det på min unge soldaterven, vil han nu gerne have en gave fra Danmark. Jeg lader som om jeg ikke forstår. Heldigvis lader han mig til sidst passere.

Tyve kilometer før grænsen kommer næste militære check point. Her taler soldaten lidt engelsk. ”Hvor skal du hen?” spørger han. ”Til Yemen”, svarer jeg, mens jeg funderer som en rasende på om han nu tjekker og ser, at mit visum til Yemen kun gælder til en ø meget langt væk og sender mig tilbage. ”Har du dine papirer til Yemen i orden?” spørger han. ”Ja ja” svarer jeg. Så vil han gerne se registreringsbevis og pas. Jeg bliver vinket over til siden. ”Åh nej”, tænker jeg. Men fem minutter senere efter de har registreret mine papirer får jeg lov til at køre videre. Videre mod Yemen.

De sidste tyve kilometer bugter sig gennem bjergene, mens vejen helt undtagelsesvist for Omans vejnet nu begynder at være forfalden med store huller. Jeg stopper fire kilometer før grænsen i byen Sarfayt og spiser lidt medbragte kanelgifler. Jeg er lidt nervøs, så appetitten er ikke så stor. Jeg er i tvivl om, jeg skal parkere det røde lyn her i byen, men vælger til sidst at køre helt op til grænsen, hvor jeg parkerer ved siden af fire mægtige politifirhjulstrækkere foran grænsepolitistationen.

Jeg sender, alle de arabiske høflighedsfraser jeg kender, i retning af immigrationsbetjenten på Oman-siden og viser ham mit multiple entry Oman visum og siger, at jeg bare skal på en kort tur til Yemen og er tilbage ”i dag eller i morgen”. Til min store overraskelse stempler han mig bare ud, men siger dog, at min bil ikke kan holde her på grænsen. Et par høflighedsfraser senere sendt afsted mod først chefen for immigrationen og så mod chefen for politiet (som de ringer efter), får jeg dog alligevel lov til at parkere omme bag ved politistationen.

Jeg har krydset mange fastlandsgrænser. Jeg har set mange kontraster mellem lande. Jeg mindes ikke at have set så stor en forskel som mellem Oman og Yemen før. På Oman siden ligner bygningerne og militærkøretøjerne noget fra USA. Topmoderne grænsebygninger og camouflagevogne med moderne maskingeværer på taget. 500 meter nede af vejen står et par gamle faldefærdige barakker, en rusten og udrangeret pickuptruck, der sikkert en gang har haft et maskingevær på ladet. Grænsebommen er skæv og nødtørftigt omviklet med pigtråd. Stort set ingen har uniformer på. Selv de fattigste lande har normalt råd til at bruge lidt penge på deres grænse. Det gælder ikke i Yemen. Det er som at træde ind i en verden af anarki og forfald.

Maeen møder mig ved grænsen. Det eneste, han kan sige på engelsk, er ”speak English”. Han vil gerne være min chauffør i Yemen og leder mig derfor først ind i immigrationsbarakken. En 4-5 mand løber ud og ind af kontoret, ingen af dem har uniformer på, et par af dem kan enkelte ord på engelsk. Immigrationsmanden virker flink. På hans rodede skrivebord ligger skødesløst et afmonteret magasin fra en kalashnikov. Jeg kan se ind i hylsteret til de forreste rækker af slidte patroner. De spørger mig, hvor jeg vil hen. Jeg prøver at spørge om det er sikkert at tage de 125 kilometer ind til Al Ghaydah, hvor jeg kan sove. Der er en, der siger ”nej” og et par stykker, der ikke forstår mig. ”Jeg skal til Hawf”, siger jeg så bare. Hawf er en lille landsby, der kun ligger 10 kilometer fra grænsen. ”Ah Hawf” siger officeren og lyser op i et smil, som om at det er det mindste problem i verden. ”One hundred dollars” siger han så. Han har ikke spurgt om at se mit visumpapir. Han vil ikke se noget som helst. Ud over de to grønne halvtredsdollarsedler, som jeg med bestikkelsesrekordfart langer over disken. Han stempler først et visum i mit pas med et helsidesstempel (og desværre ikke et visum-klistermærke, som ser sejere ud, og som jeg ved Eric Nguyen fik samme sted) og stempler mig derefter ind ovenpå visummet. ”30 days” siger en fyr, der kan lidt engelsk og peger på mit visum, hvor der ganske rigtigt står, at jeg kan opholde mig en måned i Yemen. Det er kendt som et af verdens sværeste visa, og jeg har lige fået det ved at køre knap tre timer hen til en grænse i en udlejningsbil og betale en mand 100 dollars under bordet. Alt for let.

Mobilsignalet fra Oman rækker lidt ind i Yemen og fra mit Oman-sim kort med data kan jeg skrive hjem til Charlotte, at mit land nummer 188 er i hus.

Jeg spørger Gud og hvermand ved grænsen, om det er sikkert at tage til regionshovedstaden Al Ghaydah. ”no problem” siger en. ”nej” siger en anden. ”Al Qaeda?” siger de fleste. (hehe prøv selv at udtale stednavnet Al Ghaydah som på arabisk vist nok udtales Al Hraida uden at det lyder som terrorbevægelsen..) En ung knægt, der kan lidt engelsk fortæller, at der ikke er nogen Check Points undervejs til regionshovedstaden (hvilket bekymrer mig, da jeg gerne vil have noget militær tilstedeværelse til at passe på mig). Jeg synes, jeg plejer at være modig. Men man skal ikke være dumdristig. Jeg er bange. Jeg tør ikke at tage til Al Ghaydah. Jeg må finde et andet sted at sove. Heldigvis har jeg en plan B.

Maeen kører mig ind i Yemen. Han taler hele tiden i mobiltelefon. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg vil ikke have, at han fortæller nogen om min tilstedeværelse. Jeg vil helst være under radaren. Senere finder jeg ud af, at han ringer til, hvad der føles som samtlige af hans venner for at finde nogen, der kan lidt engelsk, som vi kan mødes med undervejs.

Bjergene rækker ind i Yemen og vejen snor sig mod kystbyen Hawf ti kliometer inde i landet. Fattigdommen er ekstrem. Husene er alle sammen askegrå. Askegrå og forladte. Mellem husene ligger bilvrag. Vi prøver at finde et sted, hvor vi kan drikke en kop te. I Mellemøsten kan man altid få te. Men ikke i spøgelsesbyen Hawf. Byen uden mennesker.

Vi kører ti kilometer videre til den næste by. Den hedder Jadib. Her er der liv. Huse og presenninger som folk bor under. Jeg fotograferer en smuk tildækket dame og giver hende en dollar. En dollar er mange penge her, og nu vil alle i hele byen gerne fotograferes. Maeen og jeg går en tur på stranden. Krabberne pibler rundt i sandet. Et par efterladte fiskehoveder skuler op til os.

Byens ’cafe’ er et åbent rum uden møbler og delvist uden døre. Biksens eneste feature er altså gulvet, hvorpå man sidder og drikker te eller tygger khat. Jeg bestiller te, men får lidt efter et glas kamelmælk. Det er en rørende gestus, der siger meget om den arabiske verdens gæstfrihed. I en af verdens fattigste byer i et af verdens mest forarmede og desperate lande forærer de lokale mig en kop gratis kamelmælk. Jeg siger de femten til tyve arabiske ord, jeg kan, mindst tre gange hver, mens vi drikker te med tebutiksindehaveren og hans venner. Da vi går, betaler jeg ham tyve gange mere end teen koster.

Efter nogle timer i Yemen vil jeg gerne tilbage til grænsen, hvor jeg har planer om – beskyttet af de bevæbnede grænsevagter – at forsøge at overnatte. Men Maeen kører mig bare dybere ind i Yemen. De næste 100 kilometer kan jeg ikke se en eneste by på google maps, så jeg fatter ikke, hvor vi er på vej hen. ”Khat” siger han bare og peger frem. ”Souq” tilføjer han så, da han fornemmer min uro. Jeg har lidt svært ved at forestille mig et khat-marked ude midt i ingenting. Men fem minutter senere holder omkring 15 hovedsageligt hvide biler – gamle, bulede, rustne lig – i vejsiden langs kysten. Det er tid til at købe khat.

Imens Maeen er ude at købe khat, sætter Dia sig ind i vognen (se video). Han synes, jeg skal prøve at tygge noget khat. ”Vi skal snart videre” siger jeg. ”Chew khat little” siger han. ”For the street. The street is long. The khat makes the time finish quick”.

I det samme kommer en kunde hen til den bil, hvorfra Dias ven fortsat sælger khat. ” You know this man – it is a doctor – and a chewing khat – it is not good” – siger Dia. “Vi må håbe, han ikke er kirurg” svarer jeg. Khat er en helt integreret del af livet i Yemen. Jeg har læst et sted af 55% af vandforbruget i Yemen går til at vande khat-planterne.

Sidst på eftermiddagen vender vi retur til grænsen. Undervejs tager vi et par blaffere med op og stopper et par steder for at aflevere noget khat. Ved grænsen er vagterne ikke meget for at lade mig sove der. Men jeg ved, at det er muligt for Eric Nguyen strandede her nogle dage for et års tid siden, da han i modsætning til mig ikke havde multiple entry visum til Oman og derfor ikke kunne komme retur. Endnu et par halvstore grønne dollarsedler overtaler dem heldigvis til sidst. Jeg får anvist en slidt og beskidt madras på gulvet i et bagrum i en grænsebarak som jeg kan få for mig selv. Heldigvis har jeg medbragt min egen silkelagenpose (købt for 5 dollars i Laos for 19 år siden). Ved siden af madrassen står under et beskidt sort dækken en rusten røntgenmaskine, der ikke ser ud til at have været brugt i mindst ti år. Toilettet er et stinkende hul ude bagved. Jeg er lidt træt af DBK’s regel (som de internationale rejseklubber ikke har) om at man skal være mindst 24 timer i et land. Jeg er træt og går tidligt i seng. Jeg har dataforbindelse fra Oman og er lige ved at lave et check-in på facebook om, hvor jeg befinder mig, men tænker det nok er smartest at vente. Ovenpå en lang dag sover jeg nogenlunde.

Alle måltider spiser jeg sammen med grænsevagterne. De består af det samme. To store fade ris med lidt ulækker grå fisk. Alle stikker selvfølgelig – som altid på disse kanter – fingrene direkte ned i maden for at tage. Det er ikke meget vi kan kommunikere, men både vagter og de adskillige hang-arounds, hvis funktion jeg ikke aner hvad er, er flinke. De insisterer på, at jeg ikke betaler for maden.

Næste formiddag krydser jeg let retur til Oman. Min lille røde bil holder selvfølgelig ved grænsen og venter. Jeg har to en halv times bjergkørsel foran mig. Men humøret kan ikke være højere. Efter tidligere at have besøgt: Libyen, Irak, Somalia, CAR, Saudi, Chad, Afghanistan og Syrien var Yemen mit sidste rigtigt svære land (forudsat at den politiske situation og visumreglerne ikke ændrer sig i de otte tilbageværende). Et svært land som i virkeligheden var overraskende let.

Jeg har fået et lille, stjålent indblik i et lukket land; i fattigdommen; i khat-kulturen. Et kort besøg der selvfølgelig slet ikke yder landet retfærdighed. Jeg håber en dag at vende tilbage. Når et længere besøg er forsvarligt – enten til ’Galapagos i det indiske ocean’ eller allerhelst til den gamle historiske by i hovedstaden Sana’a, som står højt på min bucket liste.

I bilen skruer jeg højt op for musikken i min iPhone. Der er kameler på vejene og langs kysten passerer jeg nogle af verdens smukkeste strande. Livet er godt og jeg er lidt tættere på mit mål om at besøge alle verdens lande.

(alle fotos er taget med iPhone da jeg ikke ville slæbe mit store Nikon med)

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.