Seychellerne Blog

Turbeskrivelse Seychellerne, land nr 191/196

English version here.

Mere end to døgn skal det ende med at tage mig at nå fra Danmark til Seychellerne. Præcis et døgn mere end planlagt. For en snestorm i Stockholm skal skam tages alvorligt. Jeg mener hvem kunne nogensinde forudsige at det kunne sne en lille smule omkring Arlanda lufthavnen når kalenderen viser den første februar? Men et par centimeter sne og temperaturer omkring frysepunktet var åbenbart nok til at lukke den ene bane i terminal 5 og sende snerydningsmaskiner ind på den anden i tide og utide mens flyene cirklede rundt oppe i luften og ventede på landing. Mit SAS-fly kom ned med halvanden times forsinkelse. Ethiopian Airways flyet der skulle føre mig videre til Addis Abeba og som skulle komme fra Oslo var mindre heldigt. Efter at have cirklet over Arlanda i en halv times tid besluttede det at vende om til Oslo. Angiveligt fordi de var løbet næsten tør for benzin(!). Nu er det muligt at benzinen er billigere i Sverige end I Norge og det er derfor man tanker til den lange tur til Afrika der. Men man kan godt undre sig lidt over at man på en snestormsdag ikke lige tanker lidt ekstra i Oslo så man kan hænge og cirkle over Stockholm lidt længere end en halv time før man skal retur.

Heldigvis kunne vi i ventetiden konstatere at Ethiopian levede op til den gamle joke om at man pga. hungersnød ikke får serveret mad ombord…bevares vi fik alle udleveret en 110 SEK madkupon men i det afspærrede område vi sad i var kun en kiosk åben hvor de havde omkring fire cookies og to æbler til 300 mennesker med madkuponer.

Nuvel fem stive klokketimer senere og efter ombookninger af intet mindre end 179 passagerer der alle ville misse deres connections lykkedes det at få Ethiopian flyet afsted mod Etiopien – hvor Østeboy nu pludselig og ganske ufrivilligt fik en ekstra dag i fastlandsafrika. En ekstra dag at trille tommelfingre i – i stedet for at være i et ø-paradis.

I det mindste kunne jeg konstatere at min Plan B holdt vand. Ethiopian har daglige fly fra Addis til Seychellerne (hvilket udover den super attraktive pris på en fire landes rundrejsebillet til ca DKK 8.000 havde gjort at jeg havde valgt dem) og der var gudskelov plads på flyet dagen efter. (Og såfremt Ethiopian ikke kan dække sig ind under force majeure ender Østerboy muligvis med 600 Euro ekstra på lommen for denne lille forsinkelse)

”Jeg hedder Abinet. Det er ligesom Cabinet bare uden C” siger den unge parfumelugtende mand som jeg møder på mit hotel Global (eller hoteela Giloobaal som det hedder lokalt) i Addis Abeba. Klokken er 17 men han er allerede temmelig bedugget. ’Meget god kaffe’ og ’Mange tak’ siger jeg til ham på hans eget sprog der hedder Amharisk. Det er cirka det eneste jeg kan huske fra tidligere besøg i landet. Da jeg har sagt det og fortalt ham hvad jeg hedder, giver han mig et etioperkram: skulder mod skulder og hænderne ind og ud af hinanden tre gange. En hilsen jeg heldigvis husker fra sidst jeg var her. Da vi har hilst på hinanden på denne måde, synes han åbenbart at jeg er så flink at jeg fortjener at blive inviteret med til bryllup på hotellet. Straks efter ankommer fem særdeles yndige, yppige og fotovillige smukke unge kvinder i deres meget stramtsiddende og fuldstændig ens kjoler – efterfulgt af en lind strøm af bryllupsgæster. Brylluppet bliver afholdt i hotellets gigantiske festsal. Der er mange hundrede gæster, mere end 5 officielle fotografer, en DJ med et kæmpe anlæg, tronstole oppe på scenen til brudeparret og deres best men og best women, ophængte halve okser og bjerge af det gærede brød – som hedder njara og er Etiopiens nationalret – så store som jeg aldrig har set dem før.

Dagen efter flyver jeg – endelig – frisk og veludhvilet videre til Seychellerne. Her synes de tydeligvis både i immigrationen og i tolden at det er noget underligt noget at jeg rejser alene. Seychellerne er åbenbart ikke en destination der er vant til solorejsende. Det betyder at jeg godt må få lov at vise ganske mange af mine flybilletter videre (som går til ganske mange steder før jeg til sidst kan vise dem at jeg faktisk har tænkt mig at returnere til kongeriget om en måneds tid) og jeg godt må få lov at få endevendt hver eneste lille linsesaltvandsampul og hovedpinepille og hvad jeg ellers har i min slidte lille håndbaggage-only kuffert. Udenfor er luften hed og fugtig som i et dampbad. Men solen skinner – selv om det nu er regntid.

Min hyundai i10 lejebil får jeg udleveret på cirka tredive sekunder efter at have tastet min pin-kode på garantibeløbet på 1.000 Euro og skrevet under på at jeg selv er ansvarlig for enhver tænkelig fart- og parkeringsbøde. Aldrig i mit liv har jeg set en lejebil med så mange skader (se billede i album). Selv om den er relativt ny er der markeret mere end 30 (mindre) skader på den. Tredive! Det kan man så inden man sætter sig ind og kører afsted i den forkerte side af vejen filosofere lidt over. ’Jeg skal lige over at hæve penge før jeg kører’ siger jeg til Daniel fra Exoticar-skranken. Da jeg kommer tilbage to minutter senere, sidder der en stor fed P-bøde i forruden og griner ad mig. Hæhæ – jeg har ikke engang startet bilen endnu og har allerede fået en bøde. Daniel er selvfølgelig for længst over alle bjerge og Exoticars skranke er nu lukket. En lokal gut oplyser mig om at bøden er på 100 Rupees (50 kroner) og at den skal udlejningsfirmaet da betale. Det synes udlejningsfirmaet så ikke skal jeg efterfølgende hilse og sige. Faktisk kan de overhovedet ikke se det urimelige i at jeg får en bøde fordi de selv har parkeret ulovligt lige uden foran deres eget kontor…’Du har jo selv skrevet under på at du hæfter for bøder’ skriver de til mig. Hæhæ – jeg er lige ved at betale for bøden er jo lidt sjov, men til sidst (efter 2-3 e-mails) forbarmer udlejningsfirmaet sig alligevel og eftergiver mig bøden.

Seychellerne er jo kendt for luksus og himmelflugtspriser, men jeg bor hos søde Lorna – en ældre lokal dame der er gift med en hollænder – på hendes hyggelige lille pensionat. For 330 kroner har jeg en lejlighed til 4 personer med køkken og balkon med udsigt ud over øen og vandet. Udlejningsbilen koster 300 kroner om dagen og er man to som deler kan Seychellerne på egen hånd gøres for ca 4-500 kroner pr person om dagen.

Jeg har kørt bil eller motorcykel i mere end 50 lande og til min store overraskelse rangerer Seychellerne som et af de sværeste. Vejene synes at være anlagt af den samme mand som opfandt krøllejernet. Selv vejene langs kysten er ubegribeligt snoede og kommer man for skade at køre en tur ind i landet går vejene fluks proptrækkerbananas. Vejenes kringlede beskaffenhed synes dog ikke at gøre større indtryk på de lokale buschauffører som med lige dele selvfølgelighed og dødsforagt smider deres metalmonstre rundt i hårnålesvingene imens de optager godt tre fjerdedele af vejen. Med mindre man selv befinder sig i en bil der er halv normal bredde – og der er selv en lille Hyundai i10 riskoger som min jo ikke – er det et formidabelt sted at være lidt vågen og lidt gode venner med bremsepedalen. Læg dertil myldretidskøer på op til en halv time for at komme gennem hovedstaden (på trods at dens beskedne ca 20.000 indbyggere) og suppler med det faktum at næsten alle veje fører gennem hovedstaden så har du måske et lille billede af trafikken på Seychellernes hovedø.

Jeg bruger halvanden anstrengende køredag på at besøge et par nationalparker og alle hovedøens berømte strande. Bountystrande er der nok af spredt ud over hele øen. Jeg besøger også Four Seasons hotellet. Her koster det billigste dobbeltværelse – en garden villa – 1.000 Euro pr nat. Og de dyreste villaer (med 6 soveværelser) koster 10.000 Euro pr nat. Alligevel kan man bare uden at bo på hotellet køre op til gaten, parkere på hotellets parkeringsplads og blive fragtet i en golfvogn ned til hotellets flotte Petite Anse-strand. Jeg har stadig ikke helt fundet ud af hvorfor men jeg gætter på at det er fordi Four Seasons ikke må have eneret over stranden, så de skal hjælpe dagsturister derned. Så med andre ord kan man bo på et lille pensionat og gå på stranden hos Four Seasons hvis man skulle have lyst til det.

Desværre når jeg ikke at besøge de to naboøer Praslin (der bl.a råder over en strand der ofte udråbes til ’verdens bedste’) og La Digue. Hertil havde jeg ellers planlagt en dagstur (som koster 1.000 kr med en offentlig katamaranfærge – pænt pebret) men min ene dages forsinkelse satte desværre en stopper for den plan.

Når alt dette er sagt bliver jeg nødt til at sige at jeg synes at Seychellerne er en lidt overvurderet destination. Bevares strandene er flotte, men vejene er dårlige, prisniveauet for alt andet end mit pensionat er højt, trafikken katastrofal og menneskene er lidt svære at komme ind på livet af (sikkert fordi de er trætte af de uendelige horder af turister). Seychellerne har desuden massive narkoproblemer. Meget narko passerer øen med skibe og iflg. Lorna på mit pensionat ’tager mindst 1.000 mennesker ud af en samlet population i landet på under 100.000 stoffer. Det er primært blandingsprodukter baseret på heroin – og tallet stiger hele tiden – snart er det måske to procent af befolkningen der er afhængige’. Så ja – Seychellerne er et ø-paradis og vejret er godt, men i forhold til nogle af øerne i Stillehavet og i Sydøstasien synes jeg det er lidt ufortjent at Seychellerne synes at rangere som ferieparadiset over dem alle.

Enjoy the pics – PS Billede nr 4 i albummet er UDELUKKENDE taget fordi der er tale om en flot strand!

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.