Hård ankomst
Så er jeg i gang med min lille Centralafrika-odyssé. Efter at have brugt et unævneligt og ubegribeligt antal timer i planlægningsfasen er jeg nu ankommet til Kinshasa i DR Congo hvorfra dette skrives.
Enkelte rejsesnobber der læser med (I ved hvem I er) – og tager et kig på antallet af potentielle lande i Centralafrika på kortet herover – vil sikkert finde det yderst forargeligt at forsøge at besøge en stor del af dem på knap 4 uger som jeg har sat mig for. Heldigvis bestemmer de kun over deres egne liv. Faktisk tror jeg at, hvis mine planer lykkes, vil jeg muligvis slå verdensrekorden for at besøge flest muligt af disse utroligt utilgængelige lande på kortest mulig tid. Med mindre folk ikke aner hvad de skal lave i al deres fritid i pænt mange måneder vil jeg ikke opfordre til at forsøge at gøre mig kunsten efter…
Nå, men Kinshasa og DRC hvor jeg er nu har jo måske ikke ligefrem ry for at være verdens letteste destination. Således står der i begge mine guidebøger (Bradt og LP) et hav af advarsler blandt andet om at landet er et af verdens mest korrupte – herunder at man skal forvente at betale anseelige summer i bestikkelse ved indrejse i lufthavnen.
Jeg landede i går aftes og forventede alskens problemer.
Hjemmefra havde jeg skaffet et visum (som i parentes bemærket hører blandt verdens 10 sværeste visummer at skaffe) men formelt set skal man ved indrejse både have en flybillet ud af landet og en ”letter of invitation”. Jeg havde ingen af delene og var derfor lidt nervøs for både at jeg forinden slet ikke havde fået lov at boarde et af turkish airlines flyene dertil eller at jeg på stedet skulle slippe en pæn sjat slanter ved indrejsen. Da jeg boardede i istanbul sagde de ”dit visum er gammelt!” Yes – great. ”Men det er gyldigt i 3 mdr og der er stadig 5 dage tilbage”, sagde jeg, hvorefter jeg nødtvungent fik lov til at gå ombord. ”hvor skal du bo” og ”hvad er din profession” spurgte immigrationsofficeren i Kinshasa. Han havde en fin lyseblå uniform samt et DRC klistermærke på kinden (?). Jeg svarede ham. Velkommen til Congo sagde han så uden at bede om så meget som en forkølet congofranc og stemplede mit pas. Alt for let.
Det med baggagen var ikke lige så let. Efter en time fik 2/3 af passagererne endelig deres habengut. Men ikke Østerboy. Et ildevarslende yderligere kvarter gik uden et eneste nyt stykke baggage på båndet. Så fik jeg trods mit sparsomme fransk forklaret at de sidste tre baggecontainere var ”blevet væk”.? ”Blevet væk!”, sagde jeg, ”Flyet holder lige derude og de sidste to timer er der kunne ankommet to fly??” ”Ja ja, svarede manden, men bare rolig de er kommet af flyet baggagefolkene ved bare ikke hvor de er!”. Det gav ikke supergod mening. Det viste sig at ”det er helt normalt at baggefolkene i Congo holder pause når de har hentet halvdelen af baggagen” Bare ærgerligt sunnyboy. En congobajer drikker jo ikke sig selv. Nå men to timer efter ankomst fik Østerboy der på dette tidspunkt var pænt hidsig over at han endnu engang ikke havde begrænset sig til handluggage only endelig sin baggage.
På Wikitravel står der at taxachaufførerne godt kan finde på at køre en ud i en skov og stjæle alle ens ting. Herligt. Men Eddy som jeg kørte med var der nu ikke noget galt med. Ud over at han skulle have fuldstændig ubegribelige 400 kroner (Congo er DYRT) for at køre mig 25 minutter ind til byen. Det forholdt sig nu således at Congo få timer forinden havde vundet African Cup of nations i fodbold (!) (hvilket min ellers grundige research havde fejlet omkring at afsløre). Hvis man husker tilstandene i DK da Danmark vandt EM er vi måske lidt derhenne ad…Der bor 12 millioner mennesker i Kinshasa og Eddy påstod at de nærmest hver og en havde været i vejen for ham da han kørte ud i lufthavnen og at hvis jeg var kommet 5 timer før havde vi siddet i bilkø de første tre timer uden at røre os ud flækken.. Den gode Eddy-dreng havde dog desværre de nu næsten opløste menneskemængder til trods lidt svært ved at finde mit hotel og forventede naturligvis at jeg kunne vise ham vej. Jeg prøvede at forklare ham at det var ham der var taxachaufføren uden det havde den helt store effekt. Da vi endelig fandt det var klokken blevet 23.30. Jeg havde været oppe siden klokken 04.00 og var en lille smule søvnig.
Idet vi kørte op foran hotellet gik strømmen naturligvis i hele kvarteret. En flink hotelknægt slæbte min rygsæk op på mit hotelværelse. Det var så mørkt derinde at jeg ikke kunne have fået øje på ham selv om han havde stået 1 centimeter fra mig og været hvid. Han tilbød hverken et stearinlys eller en lommelygte men lovede at strømmen ville komme tilbage ”tout de suite”. Inde i værelset var der 45 grader og ikke noget myggenet. Jeg åbner da bare vinduet tænkte jeg. Indtil jeg fandt ud af at det myggenet der sad foran vinduet kun dækkede det halve vindue. Min iPhone var næsten løbet tør men den kunne heldigvis lyse lidt endnu.
Efter to times nattesøvn i bar figur uden lagen vågnede jeg for at erfare at der stadig ikke var noget strøm, men at jeg til gengæld havde fået nogle fine røde insektbid. Så var det godt at jeg ikke var begyndt at tage mine malariepiller endnu. Jeg fejrede biddene ved at gå på lokum. Det skulle jeg aldrig have gjort. For da jeg havde besørget og famlede rundt i mørket gik det op for mig at den dollar jeg havde givet til hoteldrengen ikke havde rakt til udlevering af toiletpapir. Her kan jeg berette at aftørring af bagdel i hotelbekræftelse printet på A4 papir godt kan have en temmelig uheldig følgevirkning som ifølge den etablerede lægeverden er yderst sjældent forekommende. Snitsår i anus! Hehe….Og av av… – Jeg kan derfor i al evig fremtid ikke anbefale andre at ty til denne løsning såfremt de en dag befinder sig på et totalt mørkt lokum i Kinshasa med ingen andre forhåndenværende midler end skarptslebent printerpapir… Heldigvis havde jeg heller ikke noget drikkevand. Eller nogle lokale CongoFrancs til at købe dem for.
Men jeg var i gang!
I dag skulle jeg skaffe visummer. Jeg mangler kun 2. Til Republikken Congo (aka Congo Brazzaville) og til et andet land i regionen som vi venter med at afsløre navnet på. Og ja: der er to Congoer. Hvoraf altså kun den ene er demokratisk. Sådan da.
Jeg tog en deletaxa for 3,5 krone til Congo-Brazza ambassaden. Jeg bombarderede dem med dokumenter! Letter of invitation. Statement of funds (på fransk). Letter of employment (på fransk – tak kwn). Insurance statement. Yellow fewer bevis. Hotelbooking. Flybooking. You name it – I had it.
Jeg tror det virkede for sekretæren bad om 80Usd og sagde jeg skulle komme tilbage på onsdag. Håber det lykkes…Så skulle jeg bare lige ordne visum til det sidste land jeg mangler i mit andet pas. Jeg gik til fods til ambassaden som iflg både internettet og lonely planet skulle ligge kort derfra på Avenue Pumbu i Gombe kvarteret. Den er flyttet for mange år siden sagde en fyr på en plastikstol på stedet. Den ligger ude ved tv-tårnet sagde han. To deletaxaer og en moto-taxa senere og 14 kroner lettere på lommen stod jeg og gloede på tv-tårnet uden at kunne se nogen ambassade. Jeg fandt et hotel i nærheden, hvor de sagde at det ikke var her og jeg skulle tage tilbage til Gombe.
Nu havde jeg heldigvis som sagt lavet en del research forinden så jeg vidste at google maps placerede ambassaden på Avenue Des Mots Arts. Så kørte vi derhen. Jeg kørte (hvad der skulle vise sig at blive hele formiddagen) med en ung motorcykeldreng der hed Gerrard. God dreng. Ved Avenue Mots des arts sagde de at det ikke var der men det helt sikkert var i Gombe. Så kørte vi tilbage til Gombe. Efter at have spurgt omkring 23 personer i Gombe der alle var af divergerende opfattelse omkring ambassadens placering fandt jeg en mand i en dyr bil der ringede til en ven. Vennen kunne berette at ambassaden med hundrede procents sikkerhed befandt sig i et helt andet kvarter langt væk. Og at det var alt for farligt at køre helt derud på en motorcykel i Kinshasas ret vilde trafik. Men jeg synes nu ikke trafikken var så farlig og Gerrard kørte pænt så vi kørte derud.
Og søreme om vi ikke tyve minutter senere havde fundet den. Jeg bombarderede dem med dokumenter og fik foretræde for konsuldamen. Det var næsten alt for let. Udover at damen selvfølgelig godt kunne tænke sig 150USD som var tariffen for ”forretningspas” og jeg måtte insistere på at mit ordinære pas kun var, ja, et ordinært pas – som kostede 120 USD. Kom tilbage onsdag klokken 14 sagde konsuldamen. Præcis samtidig som jeg skulle være på Congo-Brazza ambassaden. Jeg fik lov at komme lidt før. Så på onsdag – om guderne vil – skulle jeg gerne have skaffet turens sidste visummer (de andre svære visummer som jeg har skaffet hjemmefra vender vi tilbage til i en anden post). På turen hjem gik Gerrards fine motorcykel selvfølgelig i stykker – vi trak den lidt rundt for at finde en mekaniker. Til sidst gav jeg ham hans penge og hoppede på en anden.
Beklager at dette indlæg blev lidt langt. Til gengæld bliver der nok ikke så mange fotos fra denne tur. For det første fordi har ikke virker så skide fotogent (og tro mig jeg har set en ret stor del af Kinshasa allerede). For det andet fordi det i mange lande på disse kanter (inkl her i DRC) er forbudt at tage fotos – og man angiveligt skulle kunne få både bøder og komme i fængsel hvis man gør det alligevel. Så I må tage til takke med mine ubehjælpsomme skriblerier i stedet.
Les Sapeurs
Mød ”Les Sapeurs” – Selskabet til elegante menneskers fremme
Så har jeg driblet rundt et par dage i Kinshasa som er en fin nok by. Meget, meget bedre end sit rygte og sammenlignet med så mange andre afrikanske hovedstader ligger den godt til. Udover at her er så skidedyrt.
Priseksempler: 1,5 liter vand i supermarked 20 kr. En takeaway pizza (halv dk størrelse) 75 kr. En takeaway pizza (fuld dk størrelse) 120 kr. Ray Ban solbriller i butik: 3.400 kr. Færgeoverfart i fem minutter med synkefærdig pram 200 kroner. Billigste hotelværelse i centrum 450 kr (ekskl. lokumspapir). Gennemsnitslønnen iflg. min guidebog er 5.000 kr pr år svarende til at der er råd til en takeawaypizza (den lille) ca. hver 6 dag…Heraf tror jeg vi må konkludere at de fattige ikke spiser særlig mange takeaway pizzaer (eller at min Bradt guidebog tager fejl).
Til gengæld fejler størrelserne på øl ikke noget. En normal øl er på 750 ml (20 kr) og en ”lille øl” er på 500 ml (13kr). Det er da til at forstå (også prismæssigt).
Nå men i dag skulle jeg hente visummer. Forinden havde jeg dog arrangeret en lille foto-shoot. Ingen af mine guidebøger aner noget om ”Les Sapeurs” men et af mine store fotograf-forbilleder norske Johnny Haglund vandt sidste år en pris i Travel Photo of the year (samme konkurrence som jeg var i finalen i i år) for et billede af tilhængerne af ”La Sape” – Société des Ambianceurs et des Personnes Élégantes (La Sape er bevægelsen – en Sapeur er en tilhænger) . Både Guardian og Wall Street Journal har haft artikler om dem – men jeg tror begge aviser har været her ifm. den årlige ceremoni ifm. bevægelsens stifters dødsdag. Mig bekendt en dato der ikke var lige om hjørnet. Og så vidt jeg forstod på de lokale er disse Sapeurs ret svære at se i det offentlige rum.
Og hvad er så en Sapeur? Det er minsandten en person som tilkender sig en ”tøjreligion”. Ja sgu. En religion der går ud på at selv om man er fattig skal man iklæde sig ekstravagant modetøj fra de førende vestlige modehuse. Vi taler Gucci og Versace. Vi taler slange- og krokodilleskindssko og flamboyante jakkesæt. Vi taler om mennesker som angiveligt skulle være villige til at give mere for deres tøj end det blikskur de bor i.
Se, det synes jeg eddermame lød underligt. Nu skrev jeg godt nok at de skulle være svære at se. Men ikke sværere end at 50 dollars kunne lokke dem ud af busken. Via en fyr på mit hotel som kendte en fyr som kendte en Sapeur fik jeg i går arrangeret det således at tre sapeurs skulle møde mig på mit hotel klokken 08.45 i morges så vi kunne tage ud til den kirkegård hvor bevægelsens leder ligger begravet og skyde et par billeder.
Tidsmæssigt satte dette mig under et vist pres. Jeg havde nemlig en aftale om foretræde på dagens første ambassade klokken 11.30 og der var en halv times transport dertil.
Klokken 09.10 var der selvfølgelig ikke kommet så meget som en enkelt lille tøjtilbeder. Lidt efter kom Manics og Martinique. Familiefædre i slangeskindssko. Jeg forestiller mig de har haft det temmelig varmt i deres tre-lags designerkluns. Mens vi ventede skød jeg lidt indendørsskud i en lille butiksgang hvorefter jeg satte mit stativ op ude på vejen og gjorde klar. En bleg, ranglet rødhåret fotograf der sætter sit stativ op midt ude på gaden og derved forstyrrer trafikken er antageligt ikke noget helt ordinært syn i Kinshasa. I hvertfald stod der kort efter flere hundrede nysgerrige lokale og gloede med uindskrænket nysgerrighed på rejse- og fotograffætteren. Sidste Sapeur-mand Roger – far til fem – indfandt sig klokken 09.45 – en time forsinket til et to-timers fotoshoot er da noget der er til at tage at føle på.
Min fixer (Paul) spurgte om vi skulle starte med at køre ud til Place de la Victoire hvor der var ”opvisning med artister”. Jeg synes det lød spændende. Naturligvis tog det 30 minutter i megatrafikprop at komme derud (6 personer i en taxa jeg delte et forsæde med Paul). Så var det godt jeg havde masser af tid. Da vi kom derud viste det sig at opvisningen først var 4 timer senere.
Så tog vi en taxa tyve minutter til kirkegården. Da vi kom derud var den lukket…Heldigvis faldt Paul og jeg i snak med en Mademoiselle der så lidt jetsetagtig ud og havde utrolige mængder make-up i ansigtet. Det viste sig at Mademoiselle var skærmtrold for en lokal Kinshasa tv-station som var på vej ind for at lave et indslag om les Sapeurs. Pludselig var der således Sapeurs allevegne. Måske 10-15 stykker. Klokken var næsten 11.30 og det vrimlede med mænd med piber i ternede jakkesæt og slangeskindssko. Ambassaden måtte sgu vente. Det var tid til at se dem danse på lederens grav. Bogstaveligt talt. Og flashe mærkerne i deres designertøj. Er du sindssyg det var mærkeligt. Men meget underholdende.
Klokken 12 var det slut. Ambassaderne holder lukket mellem 12 og 14 så jeg kørte hjem med mit store fede Nikon. Det skulle jeg aldrig have gjort. Klokken 14 hentede jeg mit Congo visum. Jeg var lidt nervøs da datoen jeg har tænkt mig at krydse Congo-floden (i morgen) ikke stemte overens med datoen på mit invitationsbrev (i overmorgen) – men sekretæren gav mig bare mit visum og sagde at jeg fint kunne rejse i morgen.
Jeg tog en taxa til den anden ambassade og efter at have ventet 20 minutter på konsulen (hvilket må siges at være fair nok når jeg selv kom over tre timer for sent) og udskiftet et styks minimalt revnet 20USD som jeg havde betalt med dagen før fik jeg også dette visum. Så nu er alle mine mange visummer i hus efter måneders meget hårdt slid. Herfor skylder jeg en usædvanlig stor tak til rigtig mange gode mennesker i min heldigvis efterhånden ret så omfangsrige rejseomgangskreds – jeg venter lige med at nævne navne da jeg er lidt busted efter en lang dag og bare risikerer at glemme nogle.
På vej hjem kørte jeg Moto med 19-årige Patrick der havde kæmpestore briller og lignede en dukke.
Jeg ved ikke hvor de kom fra. Jeg ved ikke hvad de lavede. Jeg ved ikke hvor de skulle hen. Men pludselig midt på vejen kom over 100 Sapeurs gående på en lang, lang række(!) Lyset var dårligt. Farverne var fesne. Og jeg havde kun mit iPhone-kamera. Så beklager den forringede billedkvalitet. Jeg kunne sikkert have lavet et par snydetricks med mit Nikon. Men hvad faen – det går sgu nok. For hvornår er det lige man igen får chancen for at fotografere mænd der går rundt med designersko på hovedet eller en lille dreng i hvid skjorte og habit og stor fin firkantet kuffert der går ude midt på en af DR Congos mest trafikerede gader?
PS I morgen skal jeg krydse grænsen og Congo-floden (og møde ”text-tv-Torbjørn” på den anden side i Congo-Brazza). Det skulle være en af verdens mest korrupte grænser at krydse. Jeg har været dernede at lure i dag og 6 politimænd synes jeg skulle købe kaffe til dem for at få lov at komme ind. Hvis ikke i dag så i morgen. Men det går nok – de er sgu flinke nok. Og så må vi se om jeg for første gang nogensinde kommer til at hoste op med bestikkelse ved en grænse.
Krydsning af Congo-floden
Dagen var kommet hvor jeg skulle krydse en af verdens angiveligt vanskeligste grænser. Til at begynde med havde jeg allieret mig med flinke Robert. En smilende taxachauffør med et melankolsk ansigt som jeg havde sludret lidt med i et par dage hver gang jeg gik forbi hans taxaventegadehjørne. Det skulle vise sig at være lidt tid givet godt ud. ”Lige meget hvad de siger så giv dem ikke dit pas i billetlugen” sagde Robert da vi i hans taxa kørte ned mod ”Le Beach” som færgehavnen hedder. Herfra kan man tage en ”Canoe Rapide” de tre kilometer over Congo-floden og krydse grænsen mellem DR Congo og Republikken Congo (aka Congo-Brazzaville). En i sandhed berygtet grænse som jeg havde læst et utal af skrækhistorier om på internettet. Første hurdle var de 5 politifolk der bevogtede indkørslen til området. Det var dem jeg dagen forinden havde været nede at tale med. Da var de stærkt irriterende, bad om penge og to af dem var meget berusede. Politifolkene med den lidt for lave månedsløn ville Robert heldigvis skide på (..) så mens de råbte og skreg og fløjtede i deres små latterlige fløjter kørte Robert sin taxa lige forbi dem og parkerede hundrede meter længere fremme foran billetlugen hvor man kunne købe færgebilletter. Hehe – godt gået Robert. Så var de første korrupte politimænd allerede forceret (aner ikke hvorfor de ikke bare løb de 100 meter over til billetkontoret og generede mig der som jeg bestemt havde forventet men det gjorde de heldigvis ikke)
Giv mig dit pas sagde billetsælgeren. Jeg gav ham en lamineret fotokopi som jeg havde klar i min lomme. ”Det er ikke dit pas”, sagde manden. ”Det er jo bare en fotokopi. Jeg skal bruge dit pas” gentog han. Bag mig hev hustlere i mig og en insisterende ung fyr (der naturligvis kunne huske mit navn fra dagen i forvejen) ville utrolig gerne have at jeg betalte ham for personligt at guide mig gennem dette ragnarok. Gennem tremmevinduet rakte jeg billetsælgeren mit pas og forsøgte at holde fast på det. Han hev det ud af hånden på mig og skriblede detaljerne derfra ned i sin log-bog og tog i mod de 20.000 Congo Francs (150 kroner) som overfarten kostede. ”Du får dit pas tilbage nede ved immigrationen” sagde manden da han gav mig billetten. Det kunne jeg ikke bruge til noget så jeg bad om at få det nu så jeg kunne sikre mig at det blev stemplet og så jeg var sikker på at slippe for at give bestikkelse for at få det tilbage. Efter lidt forhandling på fransk med venlig hjælp fra søde taxa-Robert der var blevet hængende for at assistere mig lykkedes det mig at få passet retur og selv få lov at tage det med til immigrationen. Nu var der kun få meter hen til den forjættede gitterlåge der afholdt tiggere, plattenslagere og korrupte politifolk fra at komme ind til selve immigrationsområdet og den ”hurtige kano”.
Før lågen blev jeg dog holdt tilbage af en mand i en fin og vældig officielt udseende hospitalsskjorte der mente jeg skulle vise ham mit vaccinationsbevis med gul feber vaccination. Det mente hjælpsomme Robert ikke var nogen fortryllende ide da vaccinationstjek burde foregå bag gitterporten. Men manden var meget insisterende og hans officielle vaccinationsskjorte overbeviste blåøjede Øster om at det var en vældig god ide at overlevere ham mit vaccinationsbevis. Det skulle jeg aldrig have gjort for nu ville hospitalsklovnen pludselig gerne have lidt basseører for at jeg kunne få mit bevis tilbage. Men sådan leger man ikke med Østerboy som derfor forsøgte med vold at fravriste ham det famøse bevis mens jeg råbte ad ham. I min guidebog står der man aldrig må hidse sig op over for en lokal i DR Congo. Alligevel brølede jeg manden ind i bøtten. På pæredansk bekendtgjorde jeg at jeg syntes han var en skidespræller mens vores vaccinationsbevis-tovtrækning nærmest rev beviset midt over. Her skal det måske nævnes at den navnkundige Graham Hughes (google ham hvis du ikke ved hvem han er) for en muligvis tilsvarende forseelse her i byen endte 7 dage i et af verdens mest horrible fængsler. Men det anede jeg heldigvis ikke noget om på det tidspunkt. Da jeg endelig fik fravristet stodderen beviset skubbede jeg til ham, så han mistede balancen længe nok til at jeg kunne løbe forbi ham og over til 4 kalashnikov-bevæbnede og uniformsklædte vagtdrenge der bevogtede porten ind mod den forjættede færgehavn. Dem havde jeg heldigvis været nede at småsludre med dagen forinden, så de smilede bare og lukkede mig ind og så var jeg heldigvis bag sikker afskærmning og væk fra gadens hustlere.
Nede ved immigrationen gennemgik jeg i ro og orden det nu officielle vaccinationstjek. Immigrationsbygningen var et 40 grader varmt træskur. Jeg stak hovedet ind i de første to kontorer før jeg blev henvist til et tredje kontor hvor jeg kunne få mit pas inspiceret. Jeg blev udspurgt om de sædvanlige ting og fik let mit stempel. Så skal du bare gå tilbage til der hvor du købte billetten og give manden dit pas sagde den flinke immigrationsbetjent. Gu skal jeg da røv tænkte jeg. Faktisk ville jeg hellere spadsere en tur nøgen gennem helvede end at gå tilbage ud til de korrupte stoddere. Men den flinke betjent var meget insisterende. ”Så skal du gå med” sagde jeg til ham. Det ville han heldigvis gerne. Da vi nærmede os gaten ud mod ragnarok tilsmilede lykken mig. En billetofficer kom i det samme i mod os – med en passagerliste hvor mit navn stod på og en stak pas. Han fik mit pas også og jeg slap for at se mere til underbetalte politifolk og andre gavtyve der skulende som høge hang i gitterlågerne og ventede på bytte der skulle komme tilbage ud til dem.
Retur ved immigrationen – nu uden pas – skulle min baggage tjekkes. Det foregik i et lille rum hvor en livstræt dame der så ud som om hun lige havde fortæret en fastelavnstønde hjertensgerne ville se nærmere på min baggage. Her havde strategiske Østerboy snedigt sørget for at min daypack mestendels indeholdt halvgammelt snotpapir, ubrugte brækposer (som er gode at have ved hånden hvis ungerne får køresyge og derfor altid ligger i min håndbaggage) og diverse reservationer og andre officielle breve der er af ganske essentiel karakter på disse kanter. Alt sammen af meget lille værdi for fastelavnstøndedamen til trods for at sidstnævnte dokumenter udskrevet på splinternyt og skarpslebent printerpapir (super godt at have ved hånden hvis man skulle løbe tør for toiletpapir). Damen kiggede videre i retning af min store rygsæk men opgav hurtigt ævredet måske fordi indholdet var så svært tilgængeligt. Hvor mange penge har du spurgte hun med triumferende, inkvisitorisk stemme. Det ved jeg ikke svarede jeg i fuld overensstemmelse med sandheden. ”Vis mig dine penge” sagde hun. ”Nej jeg vil ej” sagde jeg. Det så ikke ud til behage den nu let fnysende Madame. ”Hvor har du dine penge” spurgte hun så. ”Dem har jeg inde på maven” sagde jeg og viste hende toppen af mit mavebælte. ”Hvor meget har du så” spurgte hun igen. ”Omkring 500 dollars og 500 Euro” sagde jeg hvilket var lidt af en underdrivelse (Centralafrika er en cash only region for så vidt angår flere af landene). ”Vis mig dem så” sagde hun igen. ”Nej” sagde jeg igen. ”Så køb mig en kop kaffe!” forsøgte damen med begyndende desperation i stemme. ”Je veux pas” sagde jeg igen. Så gav hun endelig op. Den flinke immigrationsbetjent som havde fulgt mig rundt førte mig videre til et venteområde. Det lignede et fængsel med dets gamle skæve trægulve og -vægge og en tung gitterdør ud mod den forjættede hurtigbåd. Her fik passagererne så lov at sidde at svede en stiv klokketime mens ”der blev ordnet formaliteter” som min sidemand (der virkede enormt sympatisk og det viste sig da også at han var fan af FCK!) kunne berette. Så blev de første 4 passagerer endelig kaldt op. En halv time senere blev yderligere 12 passagerer kaldt op heriblandt Mr Uster fra Danemark, som kommandanten kaldte mig. Dermed fik jeg mit pas retur, fik lov til at den enorme gitterdør og efter en 4-5 yderligere tjek af dokumenter kunne jeg endelig gå ombord på en overraskende moderne hurtigbåd.
Selve flodkrydsningen tog kun knap 10 minutter og på den anden side var der lidt mere civiliseret. En betjent insisterede selvfølgelig på at fratage mig mit pas og en ung gut i en nystrøget skjorte ville mægtig gerne hjælpe mig med at klare formaliteterne for et forestiller jeg mig astronomisk beløb. Jeg afviste dem begge men betjenten insisterede selvfølgelig på at han skulle have mit pas hvorefter han gik fire meter væk og lagde det på det første immigrationsbord (for naturligvis var der flere immigrationsborde). Det står mig stadig ikke krystalklart hvorfor jeg ikke bare selv kunne gå derhen med passet men i det mindste sprang han pengeafpresningen over. ”Har du et invitationsbrev” spurgte immigrationsofficeren bag bordet. Af alle de grænser jeg har krydset er dette første gang jeg er blevet bedt om at vise et invitationsbrev (og for helvede hvor var det godt at ingen bad mig om et sådant ved min tidligere indrejse til DR Congo for da havde jeg ikke noget). Et invitationsbrev er noget man i visse lande skal bruge for at søge om visum. Der er jo ingen grund til det skal være alt for let. Eller alt for billigt. Når man først har fået visummet plejer man ikke længere at skulle bruge invitationen. Men det skulle man altså her. Op ad min svedige lomme fiskede jeg en ganske klæg men af officielle myndigheder stemplet invitation samt min hotelbekræftelse (som jeg havde afbestilt igen da hotellet var alt for dyrt, men det anede officeren heldigvis ikke noget om) samt min flybillet for efterfølgende udrejse fra Congo-Brazza. 127 forpulede dollars havde jeg måtte ofre for dette famøse brev men det skulle nu vise sig at være en god investering da jeg uden det formentlig ikke var blevet sluppet ind i landet (Jeg kunne I Kinshasa formentlig have sikret mig et billigere transitvisum uden invitationsbrev men så tvivler jeg på at jeg her var blevet lukket ind). Bagefter skulle jeg interviewes af en mand der lignede Robert Mugabe på et skummelt kontor der flød med papirstabler og papkasser og som lå bagerst i en skummel barak. Derefter gik turen forbi et par kontorer og immigrationsborde mere. Til sidst fik jeg mit stempel.
Samlet set kostede krydsningen mig kun de 150 kroner som færgebilletten kostede. I alt 3 timer tog det at krydse den 3 kilometer brede Congo flod inklusive alle formalia. Det er tyve minutter længere end min næstlængste grænsekrydsning nogensinde. Det var grænsen mellem Usbekistan og Afghanistan som altså tog 2 timer og 40 minutter (heraf 2 timer og 38 minutter på den usbekiske side).
Og selv om det her holdt lidt hårdt har jeg stadig ikke betalt en øre i bestikkelse ved nogen grænse jeg har krydset.
Land nummer 160 var i posen.
Udenfor hoppede jeg i en grøn og hvid taxa. Det sørgeligt lave uddannelsesniveau på disse kanter udstillede chaufføren med det samme. Han anede ikke hvor mit hotel som hedder Hippocampo lå. Det havde selvfølgelig også været for meget at forlange når der kun ligger cirka 5 hoteller i centrum og det kun lå et par kilometer væk. På overhovedet ikke fejlbehæftet fransk guidede jeg ham let via kortet i min bradt guidebog over en by jeg aldrig før havde besøgt frem til mit opholdssted.
Velkommen til Congo (nummer 2).
PS Apropos chauffører der ikke kan finde vej så glemte jeg forleden at skrive historien om min Moto-chauffør (Patrick) der kørte mig hjem fra mit sidste ambassadebesøg i Kinshasa. Jeg bad ham om at køre til byens mest berømte hotel som hedder Memlink (som ligger lige over for mit fedtede lille hotel ”Pour Vous”). ”Det hotel kender jeg desværre ikke Monsieur”, svarede Patrick sørgmodigt. Den tyggede jeg lidt på. Nå men så kør mig til banegården så guider jeg dig derfra sagde jeg snedigt. ”den kender jeg desværre heller ikke Monsieur” svarede Patrick. Vi taler her den centrale, kæmpestore banegård i Kinshasa. Den gode Patrick kunne faktisk ikke engang finde vejen til centrum, så jeg kunne guide ham derfra (bevares han kører sikkert normalt kun korte ture ude i det distrikt jeg prajede ham, men helt ærligt). Heldigvis havde jeg på det tidspunkt kørt så meget rundt i Kinshasa at jeg selv kunne guide ham hele vejen – og retfærdigvis skal siges at hvis ikke jeg havde prajet denne i øvrigt meget søde og sympatiske unge gut havde jeg næppe ved et herligt lykketræf stødt ind i de over 100 sapeurs der pludselig kom gående i procession midt ude på vejen..
God weekend!