Tchad Blog

  1. Tchad Blog Post
  2. OPSUMMERING – Centralafrikarundrejse

Tchad Blog post

Tillad mig at starte med at citere gode gamle Lonely Planet omkring Tchad:

”Wave goodbye to your comfort zone and say hello to Chad. Put simply Chad is a place and an experience you will never forget! If Ghana and Gambia are Africa for beginners, Chad is Africa for the hardcore.

To say that travel here can be tough is a major understatement. In much of the country the roads are utterly diabolic, the tourist infrastructure somewhere below zero, the paperwork overwhelming, the corruption wallet draining, the summer heat mind melting, the costs astronomical and the security situation highly unstable”

N’djamena – det centrale marked (hvor der blev sprunget en selvmordsbombe ca juli 2015) med mange døde)

Som om ovenstående, formentlig langt hen ad vejen stadig dækkende, introduktion ikke skulle være nok, har Boko Haram, som mange nok ved, været på fremmarch i landet (blandt andet fordi de af den Nigerianske hær bliver presset ud af Nigeria og ind i Tchad) og hyppige terror- og selvmordsangreb har fundet sted – også rettet med hovedstaden med det eksotiske navn N’Djamena, som var det eneste sted jeg turde opholde mig. (3 angreb i N’djamena i hhv. juni og juli 2015 med 11, 15 og 27 dræbte blandt andet en selvmordsbombe mod det centrale marked)

Nu har du måske et lille billede af hvordan der er i et af verdens mest mislykkede lande. Et land som ifølge Transparancy International er det mest korrupte i Afrika.

Retfærdigvis skal siges at inden jeg kom havde hæren og regeringen heldigvis fået bedre styr på sikkerheden i hovedstaden og det var således over et halvt år siden der sidst var udført terrorangreb her. Til gengæld var Boko Harams aktioner desværre taget til i den øvrige del af landet.

Jeg bevægede mig rundt med en vis forsigtighed.

Nu er Lonely Planets information herover desværre omkring ti år gammel da både Lonely Planet og alle andre forlag har opgivet Tchad siden da (Lonely Planet har aldrig lavet en decideret guide til Tchad men indtil de for omkring fem år siden holdt op med at opdatere information om farlige lande var landet en del af deres Afrika multi-country guide). Så en del kan have ændret sig siden da. At landet skulle være så svært, kaotisk og hardcore som Lonely Planet beskriver har jeg for eksempel svært ved at få øje på i hvert fald ud fra en isoleret betragtning alene her fra hovedstaden N’djamena. Faktisk virker det som en af de mest civiliserede byer jeg her besøgt i hele Centralafrika. Men det kan jo være Lonely Planet forfatteren herover kun har været i Ghana og Gambia…

Fly parkeret i ørkenen – Tchad.

Ørkenstøvet hænger over byen da jeg på gåben bevæger mig rundt. Her er helt anderledes i Tchad end i resten af Centralafrika. Først og fremmest er her overvejende muslimsk – hvor de andre lande overvejende er kristne. Mænd går rundt i lange kjortler og med berberagtige tørklæder viklet om hovederne antageligt for at beskytte mod den brændende ørkensol. Tchad minder meget mere om andre lande i Sahel-bæltet som f.eks Niger (som alle der læser med selvfølgelig kender indgående) end lande som Cameroun og Gabon.

I løbet af de foreløbig to dage jeg har opholdt mig i N’djamena har jeg taget sammenlagt 4 billeder. Fire! Og hvert og et har affødt problemer. Aldring har jeg været i et land hvor fotografering er så umuligt. Udover at man selvfølgelig skal have registreret sit visum hvis man er her mere end 72 timer skal man naturligvis også have en fototilladelse. Og selv om man så har sådan en (hvad jeg ikke har, men det kan de jo ikke vide) så går folk totalt amok hvis man så meget som tager kameraet op ad tasken. I dag har jeg nok spurgt de første 100 mennesker om jeg måtte tage et billede af dem. Hver og en sagde nej. Så forsøgte jeg mig med et enkelt snigerskud fra lang afstand med min 300 mm zoom af manden på den højt belagte cykel. Hvilket resulterede i at han efterfølgende opsøgte mig tre forskellige steder i byen i løbet af de næste 2-3 timer! Jeg var lidt i tvivl om han ville have mig til at slette billedet eller han bare ville have penge. Til sidst gav jeg ham 500 Francs (6 kroner) hvilket ikke synes at tilfredsstille ham nævneværdigt. Men han holdt da op med at forfølge mig.

N’djamena.

Officielle monumenter og bygninger må naturligvis heller ikke fotograferes. Næ nej det er da meget forfærdeligt når man nu har brugt en bondegård på at bygge et granitmonstrum af et monument at der er nogen der gider at fotografere det. Så billedet af martyrpladsen i albummet er taget mens jeg står i en blind vinkel fra de tre vagter fra pladsen (som lige havde fortalt mig at jeg absolut ikke måtte fotografere der). Billedet fra det centrale marked affødte også adskillige vrede tilråb selv om det helt bevidst bare er et hurtigt skud uden noget hovedpersonmotiv. Selv menukortet jeg fotograferede for at vise hvad man får at spise på disse kanter var et stort problem. Tjeneren kom fluks rendende med en takeaway-menu (som var en hel del sværere at affotografere) fordi jeg havde sagt til ham at jeg kun ville tage billedet for at huske hvad der var på menuen. Det fattede han overhovedet ikke. Når han nu havde givet mig en takeaway menu kunne der jo bestemt ikke også gives tilladelse til affotografering af hans rigtige menu. Godt så. Det var lige før han forlangte at jeg slettede billedet jeg allerede havde nået at tage.

Så det vil være synd at sige at de er vilde med fotograferende besøgende her i landet. Det ville også være synd at sige at de er vant til turister – eller at det er et land der er lige ved at åbne op for masseturismen. Til sidst gav jeg op. Selv om jeg godt ville have fotograferet en masse af de flotte ørkenmænd i lange hvide kjortler og med tørklæder viklet om hovederne.

Tchad er turens sidste land. Der kommer lige en opsummering lidt senere inkl. et album med turens bedste billeder – men ellers er det back to work on monday!

Thanx for following.


OPSUMMERING – Centralafrikarundrejse:

Image Thumbnail Image Thumbnail
Image Thumbnail Image Thumbnail

10 byer, 9 lande, 8 visa, 7ogtyve dage i Centralafrika, 6 visa skaffet i udlandet, 5 flyselskaber, 4 valutaer, 3hundrede planlægningstimer, 2 flyændringer, 1 rejsende, 0 dage med dårlig mave.

Så er turen slut og alting flaskede sig. Alle mine hårdt tilkæmpede visa virkede. Ingen fly blev aflyst. Jeg fik besøgt alle ni planlagte lande (inkl. et bonusekstrastop i Yaoundé, Cameroun). Kabalen gik op.

Da jeg tog afsted var jeg ikke sikker på om jeg overhovedet ville komme ind i turens første land da jeg ikke havde det måske påkrævede Letter Of Invitation. Jeg havde dernæst fået at vide at der kun var 80% chance for at jeg kunne få visum til det næste land, som jeg gerne skulle ind i for derfra skulle jeg flyve videre. Jeg skulle to gange rejse på flybilletter hvor mit navn var forkert. Jeg var afhængig af en masse fly. Hvis et af dem blev aflyst kunne jeg risikere at misse resten.Der var pænt meget der kunne gå galt.

Inden jeg tog hjemmefra var jeg derudover lidt loren. Var det for mange lande på for kort tid? Ville jeg overhovedet nå at opleve noget? Kunne det hele lade sig gøre? Og hvad havde jeg egentlig lyst til at opleve i Centralafrika?

Og ville jeg kede mig? Der er ikke nogen andre turister i Centralafrika. Det bekymrede mig nu ikke så meget – jeg plejer at være heldig at møde nogle gode folk alligevel.

Hvad værre var – der er stort set ikke nogen turistattraktioner i Centralafrika. Lidt hårdt sagt måske. Ja ja, man kan altid se en kirke. Eller endnu et kaotisk marked. Men er det værd at rejse efter? Skulle de bare krydses af på listen?

Jeg har lavet meget research. Jeg har læst mange guidebøger. Men jeg kunne ikke rigtig finde noget som jeg syntes lød rigtig spændende. Noget der havde lidt kant og var lidt anderledes. Noget der kunne give en god historie at fortælle. Ingenting. Det lyder måske arrogant. Men helt ærligt nationalparkerne og økoturismen for eksempel som Centralafrika spædt prøver at markedsføre sig på virker ikke opsigtsvækkende sammenlignet med dem i Syd- og Østafrika. (Med mindre selvfølgelig man er National Geographic fotograf og har nogle særlige adgange til steder hvor almindelige mennesker ikke får lov at komme.)

Efter lang tids research fandt jeg frrem til et par mulige highlights.

I Gabon kan man se ”surfing hippos”. Det lød anderledes. Og ja, sgu – store fede flodheste der bader i havet og surfer (hvordan helvede en tonstung flodhest så kan flyde ovenpå) med bølgerne ind. Se det gad jeg godt at se. Indtil jeg gik på Youtube og fandt ud af at BBC havde været her et utal af gange for at filme dem. Uden at se dem surfe en eneste gang. En af gangene havde de dog trods alt lykkedes med at se et par flodhestene bade i havet. Revolutionerende…to fede grå klumper kød i havvand. Var man til den slags krævede det en ordentlig røvfuld euros. Ingen turoperatører laver (mig bekendt) ture så man skal selv organisere alting inkl. telt og kogegrej da den eneste ”lodge” der ligger i flodhestenationalparken selvfølgelig er gået rabundus fordi der aldrig kommer nogen turister. Og så skal man enten leje bil og chauffør eller påregne et par dages hård lokaltransport hver vej. Det sprang jeg over.

Et andet highlight i regionen er at se vilde chimpanser og gorillaer (lavlands- og bjerggorillaer). Men jeg havde allerede på en tidligere tur set verdens største gruppe af bjerggorillaer (Susa-gruppen i Rwanda i samme Virunga nationalpark som man også kan tilgå fra DR Congo). Og at se vilde bjerggorillaer er en af de fedeste ting jeg nogensinde har set. Men det var altså ikke på agendaen her. I DR Congo kunne det også have været sjovt at sejle nogle uger på Congo-floden. Jeg mødte engang en japaner (i Amazonas) der først havde ventet en måned på en slowboat på Congofloden og derefter sejlet en måned op ad floden. De var stoppet flere gange og havde blandt andet købt aber som de havde skåret toppen af hovedet af. Hvorefter de havde spist først abens hjerne og så resten af dyret. Se det kunne have været et eventyr. Om end nok ikke så politisk korrekt i disse Ebola-tider. Men det tillod tiden desværre ikke denne gang.

Men ud over disse ting som altså ikke lige var på agendaen synes jeg altså at det var svært at hitte ud af hvad jeg egentlig havde lyst til at se. Og så kan tre dage i et land jo lige pludselig godt være lang tid.

Så jeg tog hertil med ekstremt lave forventninger. Men kom som sædvanlig hjem med – synes jeg – mindst en god historie fra hvert land. Med gode røverhistorier og fede oplevelser fra nogle spændende lande.

Blandt turens highlights var:

1. Mødet med Les Sapeurs i Kinshasa, DR Congo (som ikke står omtalt i nogen guidebøger) og ankomsten lige efter at DRC havde vundet African Cup of Nations.

2. Mødet med Torbjørn i Brazzaville, Republikken Congo og interview med ham om hans vanvittige rejse til alle verdens lande uden fly – som allerede er afsat til Berlingske/BT

3. At bo hos Danni i Luanda, Angola og se hvordan en expat lever i vild luksus i et land der er ved at gå rabundus pga. den lave oliepris

4. At besøge Bangui i den Centralafrikanske Republik to dage efter præsidentvalget, hvor der var en større FN militær tilstedeværelse end jeg har set (og fotograferet) i noget andet land.

5. At lære de flinke tjenere at kende på Foyer Du Marin i Douala, Cameroun og få indsigt i landets politik og religion.

6. At besøge verdens måske underligste land – Ækvatorialguinea – og få et indblik i den fuldstændig vanvittig korrupte måde landet fungerer på – fint eksemplificeret ved at se præsidentsønnen komme trillende forbi slummen i sin Lamborghini.

7. At få lov at fotografere modeller sammen med en sindssygt dygtig portrætfotograf i Libreville, Gabon og få lov at fortælle hans historie.

8. At få et indblik (og snigerfotografere omend det mildest talt ikke var særligt nemt) i Tchad – et af verdens allerfattigste lande, der pt. kæmper en brav kamp med at holde Boko Haram fra døren.

Jeg fejlede én gang undervejs. I Ækvatorialguinea ved ikke at planlægge så jeg havde tid nok til at nå at se vilde Mandriller (fordi jeg ikke lige var klar over at man ikke kunne få den skide turistpermit der krævedes når man var der i weekenden).

Men ellers er turen forløbet perfekt og tidsforbruget pr. land har passet mig fint. Og jeg synes egentlig at jeg har fået ganske meget eventyr for pengene selv om jeg samtidig har nået 9 lande på 27 dage.

Nå, nu ævler jeg for meget igen, beklager. Back to work on monday. Her kommer mit sædvanlige album med en opsummering af turens bedste billeder, den endelige rute og lidt om turens økonomi til sidst i albummet (pris pr land ca. DKK 5.400 så kun marginalt over mit worldwide-gennemsnit på 5.000 kroner pr land).

TAK:

Jeg er så heldig at kende en masse gode mennesker inden for rejseverdenen, der har hjulpet mig på denne tur. En tur der uden sammenligning har været den vanskeligste jeg nogensinde har planlagt. Tak for hjælpen – uden den var alting ikke lykkedes.

Tak til følgende personer der ledte mig på rette spor i planlægningsfasen: Niels Vestergaard, Anders Madsen Pedersen, Søren Jonassen, Øjvind Kyrø, Gerner Thomsen, Marianne Fossaberg, Vibeke Fabricius Nielsen

Tak til Congo Travel and Tours – Chris Rosenkrans og Seen Chew for afgørende vigtige inputs i planlægningsfasen omkring visumsituationen i de to Congoer og hjælp til Letter of invitation for den ene af de to Congoer.

Tak til Paul og Ben i Kinshasa for at fixe mig op med de tre flinke Sapeurs Manics, Roger og Martinique.

Til Torbjørn C. Pedersen – for ”on the ground information” der hvis ikke han havde været i regionen havde været nærmest umulig at finde. Og for godt selskab tre hyggelige dage i Brazzaville, Congo. Tjek hans site på once upon a saga på facebook om hans eventyrlige rejse gennem alle verdens lande uden brug af fly.

Til David De Clercq og hans site world-adveturer for vigtig visuminformation fra regionen og gode tips om sightseeing hvor ingen ellers kommer. Tak også til Johnny Ward –og hans site onestep4ward for visuminformation.

Tak til Danni Aakeson for at indlogere mig i hans fede lejlighed i Luanda, Angola og for et par hyggelige dages sightseeing og besigtigelse af Mærsk kontor.

Tak til Dimiter Popov (Dimo), Penguin Travel for at gide at hjælpe en individuel rejsende med visum til Ækvatorial Guinea. Også kæmpe tak til Nikolay Lukanov for hjælp til udfyldning af (temmelig kringlet) spansk ansøgningsskema samt information om hvilke dokumenter der var nødvendige. Penguin har agenturet på den transsibiriske jernbane i Danmark – køb turen eller en af deres andre fede rejser til vilde steder på penguin travels hjemmeside.

Kæmpe tak til Ole Pedersen for at tage mit pas med til ambassaden i Madrid (hvor de ikke accepterede hverken kurer eller forsendelse kun personligt fremmøde)

Tak til Eduard, Gregory, Moses, Balo, Napoleon, Albertine, Robert og Isak på Foyer Du Marin I Douala for godt selskab og interessante diskussioner.

Kæmpe tak til Frode Kjems Uhre for personlig kontakt i Afrika der skaffede mig et Letter of Invitation som jeg ellers ikke anede hvorfra jeg skulle få.

Tak til Asky, Angola Airways, Ethiopian Airways, Ceiba og Turkish Airlines for ikke at aflyse eller væsentligt forsinke nogle af mine fly hvilket kunne have fucket turen helt vildt op. Tak til Turkish for at flyve relativt billigt til utroligt mange af verdens mindst besøgte lande.

Tak til Angolas ambassade i Stockholm for som den eneste ambassade nogensinde at ringe til mig og som den eneste ambassade nogensinde at e-maile mig for opklarende spørgsmål. Og tak for at udstede mit visum dagen inden de lukkede i tre uger(!) uden det sædvanlige ekspresgebyr på SEK 1500.

Tak til Axel-Juhl Jørgensen (Danmarks måske største krejler) for hjælp med (2) visa til Cameroun.

Tak til min bank og mit forsikringsselskab for hjælp med oversættelse af dokumenter.

Tak til Flemming Meyer Nielsen for i månedsvis at lægge øre til alle min visumgenvordigheder over frokosten. Til samme Flemming samt Kim Filtenborg, Charlotte Munch Schmidt og John Herner Jensen for at passe mine kunder mens jeg var væk. Til mine flinke kunder for at bære over med at jeg skrider en måned til Afrika midt i det hele. Og til min arbejdsgiver Axcess for at lade mig tage fri selv om jeg ikke havde flere feriedage tilbage. Og til Kristine Wichmann Nielsen for at hjælpe med praktiske dokumenter til brug for visum.

Tak til min mor og far, Hanne Lillemor Felk og Franz samt Kenneth og Linda Pedersen og Ole Arendschneider og Tina Barbara Pryds for at hjælpe med at passe vores unger mens jeg var væk.

TAK til alle der har gidet følge min tur og alle mine uendelige skriblerier her på facebook.

Og, selvfølgelig, mest af alt tak til min fuldstændig fantastiske familie for at støtte mig i mit lille projekt – især formidable Charlotte for ene seje kvinde at håndtere alting derhjemme mens jeg farter rundt i Afrika.

Mvh

Østerboy / Med venlig / Mr Uster / Oster Jacob

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.