Nauru Blog

Dag 6-11 Nauru – verdens mindst besøgte land og landet der ikke kan lide journalister

I dag skal vi høre lidt om Nauru. Om flygtninge der har risikeret livet for at komme hertil. Om storpolitik. Om hunde der trænes til at bide udlændinge. Om dødstraf og den afghanske bagers motorcykel. Og vi skal få svaret på om det lykkes at opstøve den gode Hansolo B.

Men vi starter lige med lidt fast facts:

• Nauru er det land i verden der har flest tilfælde af sukkersyge – eller med andre ord den største koncentration af fede mennesker
• Og ja, Nauru ER et rigtigt land – med fuldt medlemskab i FN.
• Der bor cirka 10.000 mennesker i Nauru. Heraf cirka 1.200 afviste australske flygtninge.
• Nauru blev tidligere kaldt ”Pleasant Island”
• Nauru er på størrelse med Anholt. Den er i modsætning til de fleste andre øer herude ikke ring-formet men er iflg. min guidebog ”Østers-formet” (det manglede da bare).
• Tysk koloniseret ultimo 1800-taller, efter 1. verdenskrig koloniseret af UK/Aus/New Zealand-alliance.
• Besat af Japan under WW2
• Selvstændigt siden 1968
• Omkring 1960/70 havde Nauru en højere gennemsnitlige indkomst pr indbygger end noget andet FN-land i verden(!) Med andre ord var Nauru i slutningen af 1960erne verdens rigeste land.
• Rigdommen stammede fra naturlig fosfatforekomst. Der er forskellige teorier for hvordan dette naturlige fosfat er opstået. En af dem er at fuglelort (fosforsyre og nitrogen) har reageret kemisk med øens koraller og har skabt fosfat.
• Fosfatet er i dag næsten sluppet op og Nauru er nu et af verdens fattigste lande
• Naurus indtægter stammer nu primært fra at drive et flygtningecenter for Australien samt fra bistandshjælp.
• Australien har siden ultimo 2013 (som jeg forstår det) sendt alle de flygtninge de har modtaget til enten Nauru eller Papua Ny Guinea.
• Forholdene i flygtningecentret har fra mange sider været kritiseret.
• Et turistvisum til Nauru koster 50 Australske dollars (AUD). Et journalistvisum koster 8.000 AUD eller 43.000 DKK (!) (og man får ikke pengene igen hvis man bliver afvist). Med andre ord er Naurus regering ikke så glade for folk der kan rapportere om de ting der angiveligt foregår i landets ”Detention Center” som flygtningecenteret kaldes her.
• Der er fly fra Australien, Marshalløerne (en gang om ugen) og Fiji (en gang om ugen). Da vi i 2012 rejste jorden rundt med ungerne og havde Fiji som base i 2 måneder prøvede jeg ganske ihærdigt at komme til Nauru. Dengang var alle fly mellem Fiji og Nauru aflyst i hele perioden pga. uoverensstemmelser mellem landenes regeringer.
• Et kilo løg bragt til Nauru med skib koster 20 danske kroner. Et kilo løg bragt hertil med fragtfly koster 62 kroner. Et kålhoved bragt hertil med fragtfly koster 200 kroner. Der kommer skib med varer cirka hver anden måned. Normalt slipper skibsforsyningerne op efter cirka en måned.
• Naurus regering har valgt at blokere for såvel Facebook som Messenger.

”Er du nogensinde blevet idømt dødstraf uden at blive benådet?”, står der på Naurus visumansøgningsformular. Jeg tænker at det her nok er en fin idé at svare nej. Og funderer lidt over hvem der kan svare ja på det. Kun folk på flugt fra dødsgangen vel sagtens. Omvendt er det vel egentlig rimelig large af Nauru at det åbenbart er helt fint at komme hertil selv om man skulle være så uheldig at være blevet idømt dødstraf, så længe man bare efterfølgende er blevet benådet. Sådan er der så meget.

Der står også at man skal sende røntgenbilleder af ens bryst og blodprøver der viser at man ikke fejler noget smitsomt eller viser at man ikke er i besiddelse af nogle ”seriøse anormaliteter”.

Man skal sende papirerne elektronisk står der. Vedhæftet et pasbillede med ens navn printet bagpå. Det funderer jeg en del over. Man kan jo så meget i Photoshop, men alligevel.

Min gode ven Frode Uhre, som jo er en sej fyr der har besøgt alle verdens lande allerede, havde efter udfyldelsen af disse famøse papirer skrevet jævnligt til immigrationskontoret i Nauru. De gad bare ikke svare. I løbet af et år fik han præcis nul svar. Derefter blev immigrationskontoret flyttet til Brisbane, Australien, hvor tingene gik noget lettere. Da Frodedrengen endelig kom til Nauru gik han ind på det lokale immigrationskontor og spurgte hvorfor de ikke svarede. En fed mand trak blot på skuldrene og grinede af ham.

Lykkelig over at jeg angiveligt selv let kunne få visum i Brisbane skrev jeg forventningsfuld til dem. ”Desværre” skrev en elskværdig gut der hed Trent tilbage. ”Visumkontoret er lige blevet flyttet tilbage til Nauru”. Herligt.

Fra Nauru fik jeg naturligvis ingen svar. Men det gik alligevel alt sammen. Jeg skrev til Trent i Brisbane der eskalerede sagen til chefen for immigrationen i Nauru og vupti så havde jeg pludselig det forjættede ”Visa invitation letter” alligevel.

Nogen husker måske at det var fremme i danske medier i efteråret at 3 danske MF’ere – Johanne Schmidt-Nielsen(E), Jacob Mark(SF) og Naser Khader(K) blev nægtet visum til Nauru (formentlig for de to førstnævntes vedkommende fordi de havde udtalt sig kritisk om flygtningelejren – hvorfor Naser Khader blev afvist er der ingen der ved, muligvis blot fordi manden er muslim). Hele den planlagte udlændingeordførertur til Nauru blev derefter aflyst. Kristian Jensen (V) udtalte da en fra pressen spurgte kritisk ind til hvorfor han ikke gjorde mere for at skaffe de sidste 3 visa: ”Det er svært at kommunikere med et land der ikke tager telefonen”. Jeg forstod præcis hvad han mente.

Mens jeg er i Nauru er der i øvrigt stor international bevågenhed på landet. Donald Trumf har som bekendt netop opsagt frihandelsaftalen med Stillehavslandene herunder Nauru. Netop nu er der som I måske ved stort palaver i alverdens internationale medier om hvad der skal ske med de cirka 1.200 Australske flygtninge som Obama-administrationen har lovet at modtage fra Australien. 1.200 flygtninge som Donald Trumf ikke gider svare på hvad han nu har tænkt sig at gøre med. Halvdelen af disse flygtninge befinder sig her i Nauru (den anden halvdel er i PNG). Og jeg skal hilse fra dem at sige de godt kunne tænke sig at komme væk fra øen og at de synes Donald Trumf er en kæmpe spade.

Det hvide hus pressetalsmand har godt nok udtalt at man honorerer tidligere indgåede aftaler. Men efterfølgende har hr Trumf som jeg forstår det smidt røret på i en samtale med Australiens premierminister og udtalt at ”USA ikke gider at have flere Oklahoma-bombere til landet”. Så hvor den lander er ikke godt at vide.

Flyet fra det tidligere så ustabile Nauru Airlines afgår fra Marshalløerne uden slinger i valsen og en halv time for tidligt. I lufthavnen får jeg hjælp til at ringe efter Mohammed, landets eneste taxachauffør. ”Er du turist?” spørger Mohammed med forundring i stemmen. Han påstår at han kun har haft 4 turister i sin taxa det seneste år ”En af dem var en dansk mand der lavede hjemmesider” fortæller Mohammed. Jeg smiler lidt i skægget og sender tanker hjem til den gode Hr. Stampe (tjek evt. rejselivet .dk)

Mohammed er flygtning fra Mogadishu, Somalia. Hans kone og børn flygtede til Etiopien. Han selv tog fly og to små både i mange dage og endte i Australien. Kun for at blive sendt direkte videre til Nauru. Han har siddet 11 måneder indespærret i flygtningecentret og er nu tildelt flygtningestatus/asyl og er nu en ”fri” mand. Ud over at han aldrig kan forlade Nauru – med mindre han vælger at tage de 13.000USD og det gratis fly den Australske regering tilbyder ham og rejse hjem til Somalia. Du kan læse tre korte interviews med Mohammed og ”Hassan” fra Nauru og Isaac fra Marshalløerne – i en separat fb post lagt op samtidig.

På Nauru er der tre hoteller der alle er temmelig dyre. Der er ingen couchsurfing og ingen airbnb. Jeg har forinden skrevet til alle tre hoteller – kun et af dem – Menen Hotel – har (i løbet af 4 måneder) svaret. Med Mohammed kører jeg først øen rundt og tjekker om de to andre (Capelle Lodge og Od-N Aiwo Hotel) skulle være billigere og have plads, men selvfølgelig melder de begge alt optaget. Jeg har fået at vide at alle hoteller godt kan være fuldt bookede måneder ud i fremtiden i Nauru. Heldigvis har jeg min bookning på Menen hotel (125 AUD pr dag for standard single).

Værelset på Menen hotel er fint og det er et ret fedt hotel. Men der er ikke noget vand i poolen. Jeg har intet mobilsignal. Wifi skal man selvfølgelig betale for og det virker ikke (Jeg indtaster tre gange mine kreditkortoplysninger og trykker ”fortsæt” uden der sker noget og uden at vide om pengene bliver trukket). Airconen drypper inde i værelset og skaber en sø på gulvet. Toilettet kan ikke skylle. Der er arbejdsmænd der larmende renoverer et eller andet på gangen lige uden foran min dør. Der er kun vand nogle timer om dagen. Og hotellet ligger ude midt i ingenting tredive minutters gang fra byen.

”Tag en kæp med og sten i lommen hvis du går ind til byen”, får jeg at vide. Der er vilde hunde på øen. Og som om det ikke var nok er der også en del lokale som ikke bryder sig om udlændinge og derfor træner deres egne hunde til at angribe dem(!) Sådan står der i hvert fald i min bedagede Moon-guide. Hyggeligt. Men bortset fra lidt småproblemer synes jeg nu egentlig der er meget rart at være her i Nauru (meget mere behageligt og civiliseret og skraldeopsamlingen er meget bedre organiseret end f.eks. Kiribati eller Marshalløerne)

En del af de flygtninge der er blevet udsluset fra flygtningecentret arbejder på hotellet. Jeg bliver venner Gul fra Afghanistan. Jeg spørger hvor jeg kan leje en lille motorcykel. ”Det kan man ikke i Nauru,” siger Gul, ”men du kan bare låne min”. Da jeg dagen efter skal bruge den er den selvfølgelig i mellemtiden punkteret. ”Ikke noget problem” siger Gul. Ved siden af hotellet ligger der et lille bageri. Her arbejder 7-8 helt unge afghanske drenge som er Gul’s venner. De taler Hazaragi (en afart af persisk) men forstår heldigvis de par høflighedsfraser jeg kan sige på farsi. På min iPhone viser jeg billeder hvor jeg har min familie med i deres hjemland. Da jeg har gjort det henter Ali Rezi sin lille motorcykel og låner mig den. Han insisterer på at jeg ikke må betale.

De næste to dage suser jeg øen rundt. Det er hurtigt gjort for vejen rundt om øen er kun 18 km lang. Jeg kører også ”Topside” som de lokale kalder øens midte og ser et par fosfatminer.

Selv om jeg har sparet 7.950 australske dollars tænker jeg at nu jeg er taget den lange vej hertil kan jeg ligeså godt også lege at jeg er journalist. Så Østerboy kører naturligvis ad den lange grusvej ind i landet til flygtningelejren, som består af tre camps. Foran Camp 1 står en bister og hærdebred australier og ligner en der har lyst til at bide hovedet af mig fordi jeg tillader mig at komme tøffende på min lillebitte motorcykel og formaste mig op til hans hellige port. ”I am gonna have to ask you to leave now” nærmest råber han ad mig da jeg stiller ham det synes jeg selv relativt uskyldige spørgsmål om hvor mange flygtninge der opholder sig her i Camp 1. Senere finder jeg ud af at Camp 1 kun er en administrations-camp mens alle flygtningene sidder i Camp 2 (med mulighed for udgang) og Camp 3 (ingen udgang). Men selvfølgelig giver mit fedtede lille 50 AUD turistvisum mig hverken rettigheder til at besøge campsene eller stille nysgerrige spørgsmål. Så udover lidt hegn med pigtråd med en masse containerbarakker bag ved er det ikke meget jeg får at se.

Men så er det jo godt at det ikke er forbudt at tale med de flygtninge der allerede har fået asyl. Jeg møder ”Hassan” et hemmeligt sted på øen. Hassans rigtige navn er Østerboy bekendt. Han er fra Bangladesh ligesom en del andre flygtninge her på øen. Mange af de udslusede flygtninge har fortalt mig grumme detaljer om hvad der foregår i flygtningelejrene, men de frygter at miste deres asyl hvis myndighederne i Nauru finder ud af hvem de er og hvad de har sagt. ”Hassan” er ligeglad. Verden skal vide hvad der foregår oppe i det ”Detention Center” siger han. ”Verden skal vide at folk blev tortureret, mens jeg var der. Nogle blev voldtaget. En del blev tæsket. Det var som et fængsel”
.
Nu tvivler jeg lidt på at myndighederne i Nauru læser dette indlæg (hvis de altså kan det når de selv har blokeret for Facebook). Men for en sikkerheds skyld har jeg lige valgt at anonymisere Hassan. Hele interviewet kan læses i separat interview-post her på fb.

Apropos facebook får jeg i øvrigt efter et par dage købt et lokalt simkort med mobildata og får installeret en VPN app som gør at jeg kan bruge både Facebook og Messenger her i Nauru.

Nå, men udover at lege undercover journalist så er jeg som altid svineheldig. Fuldstændig uvidende har jeg købt en flybillet så jeg befinder mig i landet på dets uafhængighedsdag (31. januar). Jeg ser datoen helt tilfældigt i in-flight magasinet på vej ind med flyet. Og bruger dagen før uafhængighedsdagen en halv dag på min lille kværn på at køre rundt og få at vide hvor de forskellige aktiviteter på den nationale helligdag skal foregå.

Uafhængighedsdagen starter med en flagceremoni foran parlamentet og en officiel march hvor brandmænd og politifolk og lokale damer med blomsterkranse i håret går parade. Bagefter kører jeg ned til Gabab Channel hvor fiskerbådene kommer ind med deres fangst. Der er præmier til dagens største tunfisk og dagens største sejlfisk (hedder en ”Marlin” ikke det på dansk?). Om eftermiddagen stimler tilskuere i hobetal sammen i ”Tigers Oval”. Der er ”Traditional Games Festival”. Det starter med et meget underligt spil hvor to hold dyster i en disciplin der angiveligt kun findes her i Nauru. Når det ene hold har serven tager serveren en tung bold på størrelse med en (brun) kokosnød omviklet med fletværk og giver den nærmest en lussing for at fyre den afsted mod modstanderholdet der skal gribe den. Selv mine medtilskuere, der kun er kommet for at se brydning, fatter ikke helt reglerne.

Matroner med lår som bundgarnspæle tropper derefter op for at dyste i tovtrækning. Det er bypigerne fra hovedstaden Yaren mod de bomstærke minepigerne fra ”Topside”. Minepigerne bringer sig foran 1-0 men på uforståelig vis vender de tykke bypiger kampen og vinder samlet 2-1, hvorefter en vinderkvinde med en kropsbygning så firskåren som en flyttekasse i euforisk sejrsdans ruller rundt i tigerovalstøvet. Herrefinalen står også mellem hovedstaden og mineholdet. Minemændene ligner hårdtpumpede sumobrydere og får det næsten til at se for let ud da de udraderer de små bydrenge.

Eftermiddagen slutter med brydning som er Naurus nationalsport. Hele vejen rundt i kanten af tigerens oval holder store biler med kølerne pegende ind mod cirklens midte. På, i og foran bilerne sidder tilskuerne. Da stjernen ”Bronco” kommer ind går tilskuerne bersærk. Samtlige biler dytter insisterende i deres horn. Bronco er vist nok Naurus største sportsstjerne med flere fremtrædende placeringer ved VM i vægtløftning i 62-69 kg klassen. Åbenbart er han også en habil bryder. I hvert fald når han til tilskuernes store tilfredshed frem til finalen. Som han dog akkompagneret af dyttende firhjulstrækkere taber knebent.

Jeg fylder selvfølgelig tanken op på Ali Rizas motorcykel. Jeg ved han vil nægte at tage i mod betaling så i ”handskerummet” under motorcyklens sæde skjuler jeg 20 dollars pr dag for de dage jeg har lånt maskinen, svarende til hvad det kostede mig at leje en motorcykel på Marshalløerne.
Beklager jeg endnu engang har knevret som en rugemor på ferietabletter. Men her er (overraskende) meget at berette fra denne region (hvor jeg troede der ikke skete en skid).

Og til sidst vil nogen måske spørge: fandt du Hansolo B (som jeg havde skrevet med før jeg kom til Menen Hotel, red). Og ja det gjorde jeg da. Og jeg kan afsløre at han hedder som han gør ikke skyldes, at navnet er almindeligt på disse kanter, men at det simpelthen er fordi hans far elskede Star Wars. Desværre må jeg skuffe alle kvinder der måtte overveje at tage herud for at gøre kur til manden med verdens sejeste navn: Hansolo B er til fyre! (Breaking News!)

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.