Palau Blog

Palau dag 15-18 – Det kinesiske snorkemonster og snorkling med revhaj

På øen Anguar levede engang en dreng der hed Uab. Uab var altid meget sulten. Hans måltider bestod af 50 store kurve fulde af mad og han drak bassiner fulde af kokosjuice og vand. Han blev så fed at han ikke længere selv kunne æde, så andre måtte benytte stiger for at klatre op og made ham. Men øboerne blev bange for kæmpen og besluttede at de ville slå ham ihjel. De bandt ham og satte ild til ham. Uab vågnede imidlertid og kæmpede i mod. Kampen var så voldsom at hans krop brækkede i mange stykker. Hans brystkasse blev til øen Babeldaob. Et ben blev til øen Peleliu. Hovedet blev til Ngarchelong, som derfor i dag har de klogeste og mest snakkesalige indbyggere i Palau. Sådan fortæller legenden at Palaus øer er opstået.

Jeg har ikke så mange røverhistorier denne gang og har ikke mødt så mange specielle lokale. Jeg mødte dog præsidentens nevø og da han hørte jeg skrev lidt for danske aviser beklagede han at hans onkel lige var taget videre fra hovedøen, men lovede at næste gang jeg kom ville han arrangere et møde med ham. Men ellers er Palau langt hen ad vejen ”bare” en turistø og som på så mange andre turistøer betyder det at det er lidt sværere at få lov at komme ind på livet af de lokale. Ikke at der som sådan er så meget palaver med de lokale Palauere, mange af dem virker bare (i stor modsætning til f.eks. mikroneserne) som om de bare gerne vil passe sig selv. De er brune og har mikronesiske, nærmest lidt maoriagtige, træk men taler og opfører sig næsten fuldstændig sig som amerikanere. Der bor cirka 20.000 mennesker i Palau og der kommer hvert år omkring 40.000 turister. De fleste tjenere og andre servicemedarbejder er filippinere som arbejder til mindstelønnen 3,5 USD pr time.

Palau er kendt som et af verdens bedste dykkersteder. Jeg nøjedes med en dagstur til Rock Islands med stop ved 4 forskellige snorkelsteder. Den kostede 900 kroner. Så var den vist også betalt – Palau er bestemt ikke noget billigt sted at opholde sig.

Særligt er Palau kendt for deres ”Jellyfish Lake” en ”Marine Lake” med særlige – ufarlige – orange vandmænd i millionvis som man kan snorkle med. Desværre har et eller andet vejrfænomen i halen på El Niño smadret hele bestanden og turene til Jellyfish lake sælges slet ikke mere. Så alt hvad jeg så på vandmandsfronten var en lillebitte jellyfish som vi fandt i en af landets 10 andre ”Marine Lakes”.

Snorkelturens deltagere bestod af 16 japanske turister, Robert og Carlson, far og søn fra Palau som var hhv. kaptajn og guide, en sød kvindelig guide der vist nok hed Nishiko og Jakobsan som de kaldte mig. På 80% af turen talte guiden japansk. Lidt syret i et land hvor det primære sprog (sidestillet med palauisk) er engelsk. ”Arigato sarimas Jakobsan” sagde Nishiko hele tiden med et kæmpe smil. På hendes t-shirt var der meget praktisk trykt et kort over South Rock Islands med røde prikker der angav hvor vi skulle gøre stop. Styr på tingene. Arigato sarimas Nishikosan (mange tak frk Nishiko). Korallerne var selvfølgelig flotte og der var masser af farvestrålende fisk. Vi fandt starfish, søpølser og så en havskildpadde. Vi var også ude ved noget de kaldte ”Milky Way” et sted hvor alle japanerne godt kunne lide at smøre hvid havbundsmudder ud over sig selv således at de helt sikkert ville leve meget længere. Frokosten indtog vi på en ø der lignede noget fra en ”tænk hvis du vandt i Lotto”-reklame. Fra øen kunne man snorkle og se et amerikansk flyvrag fra anden verdenskrig der lå på kun to meters dybde. Koraller voksede nu på skroget og fisk nappede til dem.

”Shark” råbte Carlson pludselig og lige til venstre for mig svømmede søreme en black tip reef shark på mellem en og halvanden meter. Nu ved jeg godt at revhajer er rimeligt almindelige at se for dykkerfolket, men for en simpel snorkelfyr som mig var det første gang at jeg havde fornøjelsen af at snorkle med en haj (jeg har set hajer fra båden på Galapagos og dykket i bur med store hvide hajer i Sydafrika, men det er sgu alligevel lidt specielt selv at svømme lige ved siden af sådan en fætter). Jeg svømmede efter den på lavt vand. Jeg kom så tæt på at jeg kunne have rørt ved den, selv om den tydeligvis ikke brød sig så meget om mit selskab. Jeg fulgte den i måske 100 meter inden det blev dybt og den forsvandt.

Jeg lejede også en Nissan X-trail firhjulstrækker og drønede lidt rundt en dag og så hovedøen Koror og de tre andre øer der er brofaste med den. Billejen kostede utroligt nok når man tager i betragtning af hvor dyrt Palau ellers var kun 35 USD for en dag. Jeg så blandt andet landets nybyggede parlament som er fuldstændigt sindssygt overdimensioneret ifht. landets størrelse og er bygget som en kopi af Capitol Building i USA og som man af uransagelige årsager har valgt at opføre ude midt i ingenting omkring 30 minutters kørsel fra hovedstaden.

Det er flere år siden jeg sidst har sovet på sovesal men da det billigste nulstjernede hotel i Palau koster over 1.000 kroner pr nat tjekkede Østerboy ind på Ms Pinetrees Backpacker Hostel. Her kostede en plads i en køjeseng 300 kroner pr nat. Så vidt jeg husker er det det dyreste jeg nogensinde har betalt for at sove på sovesal. Men hostellet var superfedt. Det var en gammel herskabsvilla der var bygget om til hostel og et fremragende sted at møde flinke turister – og efter 14 dage uden selskab af andre af den slags var det ret tiltrængt. På mit hostel mødte jeg ikke mindre en 4 superflinke gutter der havde været i omkring 100 lande.

Jeg sover oven på en kæmpestor mand fra Kina. Det nederste trin knirker når jeg går op ad stigen til den øverste køje. Jeg bor på et ”6-bed mixed dormitory”. Den meget store kinesers flodhestekrop flyder ud i underkøjen. Senere finder jeg ud af at han vist nok er syg. I hvert fald sover han hele tiden. Måske er det derfor han er vågen så stor en del af natten. Kineseren kan i løbet af natten rigtig godt lidt at vende sin tunge, tunge krop så han kommer til at ligge på den anden side. Så gynger min overkøje voldsomt fra side til side. Klokken tre om natten kommer Olivier. Hans fly er landet midt om natten. Olivier har en pandelampe der godt kan lyse meget kraftigt i den retning hvor hans ansigt peger. Olivier bruger kun en time på at pakke ud og gøre sig klar til at gå i seng. ”Det er dejligt at sove på sovesal”, tænker jeg. Da Olivier endelig slukker sin pandelampe går der ikke længe før en dommedagssnorken bryder ud fra køjen under mig. Selv med ørepropper på lyder det som om en ramponeret ghettoblaster udspyer en forvrænget udgave af Highway to Hell akkompagneret af motorsav. Til sidst lykkes det mig endelig at falde i søvn. Men meget tidligt om morgenen vågner jeg ved at nogen bevæger sig tæt ved mit ansigt. Og så ser jeg det. Et mystisk væsen. Et stort væsen. Væsenet har en stram hvid hætte klemt ned over sit iltre sorte hår. Kun det fede asiatiske ansigt er frit. Der er huller i hætten så kæmpe hårtotter stritter ud af hætten. Som en skakternet læderfodbold hvor der vokser hår ud af de sorte felter. Jeg er lige ved at tisse i bukserne af bare skræk over denne skævøjede fodboldpunker og overvejer om jeg måske har mareridt indtil det går op for mig at det bare er den kinesersnorkemonstret fra køjen under mig der har været ude at tisse. Til min forbløffelse viser hun sig at være en kvinde, selv om jeg kunne have svoret på at hun var en mand dengang jeg lagde mig til at sove. Jeg opgiver at sove videre. Jeg tænker at jeg vist er blevet for gammel til at sove på sovesal. Næste dag – klokken et om natten og naturligvis med alt lyset tændt – tjekker snorkemonstret ud. Derefter sover jeg som et lille barn i en seng der ikke længere gynger.

Hehe – enjoy the pics – jeg er allerede røget videre til Taipei hvorfra en god historie snart følger.

Image Thumbnail Image Thumbnail
Image Thumbnail Image Thumbnail

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.