Dag 9-13 Gambia
”Velkommen til Gambia – vil du have noget mad” siger den
smilende immigrationsofficer med den gule uniform og peger ind mod
immigrationskontorets baglokale. Derinde sider fem smilende andre officerer
rundt om et fad med Benachine (ris med olie og grøntsager) som de ugeneret
stikker hver deres fedtede klør fem ned i fra tid til anden.
”Sama Hrarid Djere Djef” mange tak min ven svarer jeg men
afslår dog tilbuddet. Jeg får let vores fire indrejsestempler og er fejlagtigt
i den tro at nu er alting i sin skønneste orden. Glad går jeg tilbage til vores
ventende taxa.
”Følg mig og tag al baggagen med” siger en brysk, lavstammet
og rundhovedet mand der dukker op ud af det blå. Hans uniform er i modsætning til
immigrationsofficerernes blå. Han viser sit lille identifikationsskilt og siger
at han kommer fra narkotikapolitiet.
Nu ved jeg ikke om det er sådan at narkotikapolitiet på
grænsen til Gambia anholder mange vestlige turister på vej på badeferie med
deres små børn for narkosmugling. I hvert fald bliver vi af den arrogante,
korporlige mand helt fra start af behandlet som om vi allerede var blevet idømt
en streng straf for en alvorlig forbrydelse.
Vi ledes igennem et kontor med store tomme borde hvorpå vi
passende kunne have fået gennemrodet vores baggage og ud til en
grusparkeringsplads bagved hvor en afstumpet, fattesvag og mindst ligeså
arrogant narkopolitiunderordnet beder os at fremvise al vores baggage. Vi har
været undervejs fra Guinea Bissau i næsten syv timer og er lidt trætte – men vi
går i gang med at fremvise baggagen det beskidte underlag til trods. Efter en
minutiøs gennemgang af halvdelen af vores tasker (inkl. nærstudering af alle
piller i vores toilettaske – man ved jo aldrig om vi har stoppet ecstasy ned til
panodilerne – bliver jeg kaldt ind på chefens kontor. Her får jeg at vide at
jeg skal tømme mine lommer og indholdet i mit mavebælte ud på hans skrivebord.
Jeg har på dette tidspunkt svarende til omkring 15.000 danske kroner i
kontanter (Vest Afrika er hovedsageligt en cash region) som jeg ikke har nogen
ambition om at lægge ud på den sure, tykke mands skrivebord. Så jeg siger nej.
”Hvad mener du med nej” siger manden som på dette tidspunkt allerede har sin
hånd halvt på vej ned i mit pengebælte. ”Jeg mener nej”, siger Jeg og kigger
ham direkte ind i øjnene.
”Du lægger de penge op nu” siger han så.
Jeg er træt. Manden er en idiot. Charlotte venter utålmodigt
ude foran – ligeledes irriteret over den fortsatte gennemsøgning hun selv er
udsat for. Vores to små børn venter alene i en varm bil på en grænse med en
chauffør vi kun har kendt i kort tid og som de ikke kan kommunikere et eneste
ord med. Så jeg vælger – komplet idiotisk – at fortælle manden at jeg er
journalist der skriver rejseberetninger om de lande jeg besøger for de danske
aviser. Og at jeg indtil nu – baseret på dette møde og en uhyggelig lang
ventetid på den transgambianske hovedvej (forklaring følger i kommende Senegal
post) ikke indtil videre er super imponeret af Gambia. Med andre ord noget der
kunne opfattes som en trussel. En trussel om at hvis ikke denne her skiderik
lader mig gå nu så skriver jeg at han er en skiderik.
Se det var en fejl. En stor fejl. En. Stor. Kæmpe. Fejl.
Nærmest øjeblikkeligt begynder narkochefen at skrige mig ind
i hovedet. Hans kuglerunde hoved er placeret omkring 10 centimeter fra mit. Han
skriger at han bare gør sit job. At jeg ikke skal fortælle ham hvordan det skal
gøres. At jeg kan skrive hvad fanden der passer mig. At jeg kan skride ad
helvedes til hvis jeg ikke gør som han siger. At han kan bestemme om vi får lov
at rejse ind i landet (til trods for at vi allerede har fået vores
indrejsestempler). At jeg skal lade være med at kigge ham i øjnene. At jeg skal
være velkommen til at fortælle myndighederne at her er der tale om en særdeles
grundig narkoofficer. Og så videre og så videre. Jeg tror at han råber i over 5
minutter i træk. Spyttet sprøjter i kaskader ud over det lille indelukkede
kontor.
Jeg har ualmindeligt meget lyst til at stikke hidsigfar en
velplaceret knytnæve lige midt i hans cirkulære fjæs. Men tænker trods alt at
det næppe er særligt fremmende for min i forvejen noget uholdbare situation. Så
jeg holder min kæft, mens han bliver ved og ved og ved at svine mig til. Til
sidst går gassen heldigvis af ballonen og han sætter sig træt og resignerende
ned på sin stol. Jeg fisker mine penge op og lægger dem i en bunke på bordet
som jeg bliver ved med at holde fast i. De næste 30 minutter bliver jeg udsat
for gambisk grænsehistories formentlig mest grundige gennemsøgning (forestået
af juniorofficeren) før jeg til sidst får lov til at gå. Velkommen til Gambia.
Lemon Creek resort som vi skal bo på er til gengæld
fuldstændig fantastisk. På grund af regntid er her lavsæson og jeg har fundet
en deal på Expedia hvor vi for 275 kroner pr nat kan bo på dette luksushotel
med 4 senge, aircon, kæmpe morgenmadsbuffet (til trods for der nærmest ingen
andre gæster er) og balkon med hav- og pooludsigt. Haven ligner et
tropeparadis, farverige fugle flyver rundt, aber hopper rundt mellem de høje
slanke palmer i den grønne have (og tigger bananer fra gæsterne) og cikaderne
synger. (i et andet og mindre værelse bor to engelske damer vi senere møder og
som har booket gennem et engelsk rejsebureau. De betaler 3 x så meget som os pr
nat hvilket samlet set fordyrer deres 14 dages ophold med omkring 7.000
kroner – bare hvis nogen endnu ikke har
regnet ud hvordan rejsebureauer tjener deres penge..)
Den første dag ser vi kun to andre gæster. To ganske
omfangsrige skotske søstre fra Edinburgh. Den ene flyder ud i sin strandstol
ved siden af sin Gambiske kæreste som med sine regulære træk, sin six-pack og
sit velplejede hår ligner en både pænere, mere veltrænet og meget yngre udgave
af Bob Marley. Med sin sorte gud ved siden af hende nyder hun livet. Jeg har
set dokumentarprogrammer om dem. ”Fuck-boys” kalder Charlotte dem. Smukke,
sorte mænd på jagt efter økonomisk bedrestillede hvide kvinder. Jeg har lyst
til at fotografere dem, men synes alligevel (for en sjælden gangs skyld) at det
vil være lidt for intimiderende.
Fra citronlundshotellet tager vi på udflugter. Jeg har en
engelsk ven der ligesom jeg forsøger at besøge alle verdens lande og som driver
et ecolodge i Gambia (og som har været tilbageholdt og nær smidt i fangelejr i
Nordkorea fordi han spredte sin onkels aske ud i landet..men det er en anden
historie..) . Han hedder Lawrence og har anbefalet et par udflugter. Vi skulle
egentlig have boet på hans lodge – men da han for nogle måneder siden var
involveret i en alvorlig trafikulykke i Østtimor er han stadig hjemme i England
til genoptræning, så vi må nøjes med at følge hans anbefalinger.
Så vi tager på junglewalk, besøger en lille krokodille-zoo
hvor man kan klappe krokodillerne og købe halskæder med krokodilletænder og
spiser frokost i Cape Point på Calypso Beach Bar hvor vilde krokodiller svømmer
rundt nær atlanterhavskysten som strandbaren ligger ud til. Vi får lov at fodre
de vilde krokodiller med (døde) fisk og Jonas skræmmer en stor leguan så den
forskrækket hopper ned fra sit træ og lander i præcis oven på Avas ansigt hvor
den sidder forvirret et par sekunder inden den forvirret tager benene på nakken
(desværre var faren og hans kamera på dette tidspunkt ikke tilstedeværende).
Vi besøger også vores gambianske sponsorbarn som vi har haft
i knap ti år – pls se særskilt post.
Hver aften går vi ned på stranden ved Lemon Creek.
Forsidefotoet på min Lonely Planet Senegal og Gambia forestiller lokale unge
mænd der danser i solnedgangen. Jeg ser ingen der danser men hver aften spilles
der fodbold på stranden mens solen går ned og reflekterer sine stråler i
vandkanten. En af aftenerne er det et Gambiansk førstedivisionshold der træner.
De kommer i deres store biler. Og hvis jeg lover at sende billederne på Messenger
poserer de gerne og laver tricks foran fotografen i solnedgangen.
Sådan er Gambia så forskellig. Fra armod og affald i
landsbyerne til paradis ved resortsene. Fra venlige, hjælpsomme,
hårdtarbejdende folk i byerne og søde ansatte på resortsene til korrupte og
arrogante politifolk ved grænserne.
Besøg hos vores sponsorbarn i Gambia
Suleyman er 18 år gammel. Han bor i Lamin. En fattig forstad
til Gambias hovedstad Banjul. Suleyman er muslim. Hans modersmål er engelsk.
Det – og tilfældet – har gjort at vi har fået ham som sponsorbarn. Suleyman har
9 søskende. Hans far hedder Karafa. Karafa er arbejdsløs. Han ved meget om
fodbold. De kalder ham ’coach’. Så lyder det ikke som om han er arbejdsløs.
Karafa har ikke råd til at forsørge sine børn.
I Lamin ligger Lamin Lodge, En skæv gammel tre-etagers
”lodge” hvor turisterne kommer og spiser mad og drikker sodavand og kigger ud
over slummen. Fra Lamin Lodge kan man tage en lille båd og sejle lidt rundt på
en sø. I Suleymans 18-årige levetid har han aldrig været i Lamin Lodge selv om
den ikke ligger langt fra hans hjem. Kun én gang har han prøvet at sejle på
floden.
Suleyman er vores sponsorbarn. I knap ti år har vi hver kvartal
overført tror jeg nok 800 kroner til ham i kvartalet. Tror jeg nok for selv om
vi har betalt i mange år kan jeg ikke engang huske beløbet. Beløbet kan trækkes
fra i skat så i praksis er det når det deles mellem Charlotte og jeg vist nok kun
lige over en 50er hver netto om måneden. Ikke noget man rigtig tænker over i
hverdagen. Men vi tænker over det nu.
I Gambia er 11.000 børn sponsorerede af sponsorfamilier via
Child Fund International (som er moderorganisation for danske børnefonden). Hvert
år får typisk 2-3 ud af disse 11.000 børn besøg af deres sponsorfamilier.
Charlotte har valgt Suleyman fordi han taler engelsk. Hun ville have et barn
hun kunne tale med når vi engang besøgte ham. Det gør vi nu.
Planlægningen startede adskillige måneder før vi tog afsted.
Man tropper nemlig ikke bare sådan op hvis man skal besøge sit sponsorbarn. Næ
nej. Der skal skam udfyldes papirer. Der skal bookes et hotel. For ved man ikke
hvor man skal bo kan man ikke skrive det på formularen. Og kan man ikke skrive
det på formularen kan formularen ikke godtages. Et hotel skal der stå og
formularen skal modtages mindst to måneder i forvejen.
Efter jeg havde brugt omkring 14 milliarder timer på at
planlægge vores samlede rejserute gennem Vewstafrika og herunder booke et hotel
i Gambia lå alting fast. Og vi skrev til børnefonden at vi gerne ville besøge
Suleyman lørdag den 15. juli. ”Desværre” skrev børnefonden. Det forholder sig
sådan at der skal en lokal repræsentant med for at tilse at alting går rigtigt
for sig (samt en chauffør) og de arbejder ikke i weekenden. Denne information
kunne man argumentere for havde være en lille smule rar at have før jeg købte
alle flybilletterne og planlagde ruten og datoerne. Jeg kiggede på planen – tre
hele dage havde vi i Gambia – fredag, lørdag og søndag. ”Måske har de weekend
fredag-lørdag sagde jeg til Charlotte. ”De er jo muslimer”. Kort efter
informerede Wikipedia mig lakonisk om at ”Gambia er det eneste land i verden
der holder 3-dages weekend – fredag, lørdag og søndag”. Heldigvis ved Wikipedia ikke alting – eller
er ikke altid helt opdateret for det er flere år siden at man gik væk fra
tredages weekend i Gambia. Så børnefonden informerede os om at et besøg fredag
den 14. juli faktisk – og til alt held – var muligt.
Først skulle vi dog – aftenen før vores besøg – møde den
fattige prins. Babucar hed han. ”Prince Jammeh” kalder han sig på facebook og
messenger. Hans far var høvding og han var prins, fortalte han. Babu var ”national sponsor
coordinator” for Child Fund i Gambia. Vi inviterede ham på middag og I
Charlottes optik var det kun et spørgsmål om kort tid før vi havnede i Gambias
svar på Se og Hør da manden jo ligesom var landets prins. Helt sådan forholdt
det sig dog ikke kunne Babu berette for I Gambia er der mange lokale landsby-høvdinger
og prinser (som høvdingernes sønner kaldes) hvilket på disse kanter desværre
ikke giver garanti for fast indtægt. Så Babu var vokset op som et fattigt barn.
En fattig prins der selv en dag fik en sponsorfamilie og i dag har et godt job
som national sponsorkoordinator.
Efter ”Babu” med vellyst havde fortæret en ”Captain Fish”
sagde han at vi næste morgen ville blive hentet og kørt ind til Child Funds
hovedkontor hvor vi skulle møde landechefen. Se nu var vi jo mere interesserede
i rent faktisk at møde vores sponsorbarn med det samme, men det kunne der ikke
være tale om. Så vi kørte morgenen efter en halv time i den forkerte retning i
børnefondens store fede airconditionerede firhjulstrækker for at møde en masse
utrolige venlige mennesker heriblandt den søde landechef som var en dame der
hed Musu.
Bagefter kørte vi ud til Lamin. Her skulle vi selvfølgelig først
besøge det lokale børnefonden kontor ude i landsbyen. En flink gut der hed
Abdullai kunne her vise os kopier af alle de breve vi havde udvekslet med
Suleyman igennem årene. Charlotte sagde at jeg ikke måtte spørge dem om vi ikke
snart kunne komme ud at besøge Suleyman i stedet for at besøge en masse
kontorer.
”Suleyman har sin sidste eksamen i dag”, fortalte Abdullai
som det mest naturlige i verden da vi endelig var på vej til familiens hjem i
Lamin. ”Det er ikke sikkert at han er hjemme”. Nu er Afrika måske ikke ligefrem
kendt for at være et kontinent hvor god kommunikation er i højsædet alligevel
kunne man måske forestille sig at dette var en information der var fremkommet
en smule tidligere end tre et halvt minut før vi for første gang skulle møde
vores sponsorbarn igennem knap 10 år.
Men Suleyman var hjemme. Som den eneste i sin klasse havde
han fået lov til at udskyde eksamenen til om mandagen. For det er ikke hver dag
der kommer sponsorforældre på besøg.
I en lille gårdhave foran et simpelt stenhus tager Suleyman
smilende imod. Hurtigt finder vi ud af at Suleyman er en god dreng. Han har et
godt sind. Han er god til fodbold. Hans far siger at han er den bedste. Han går
i skole. De penge vi betaler går til hans skole. En gang i mellem er der også
råd til en sæk ris. Hvis Suleyman ikke kan blive professionel fodboldspiller
vil han gerne være skrædder.
Hans far er der også og Modu hans storebror, og hans mor, og
nogle flere af hans søskende og nogle naboer og en svoger og nogle andre som vi
ikke helt ved hvem er. De har allesammen taget deres fineste festtøj på. Vores
besøg er en stor begivenhed i landsbyen. Vi (læs: Charlotte) har selvfølgelig taget
gaver med. Tøj og fodbolde og skriveblokke og to gamle smartphones som
alligevel bare lå hjemme i skuffen.
Familien er fattig, men mindre fattig (heldigvis) end jeg
havde frygtet. Deres (lejede) hus har bliktag, men det er af sten, der er en
stue og to soveværelser (med madrasser der får vores madras i Mauretanien til at
fremstå som en fra kejserens seng). Toilettet er en spand ude bagved. Alligevel har de både TV og mobiltelefoner. (Dette skrives fra Dakar hvor jeg i dag gik forbi en tiggerdame der lå ude på
gaden under et klæde og sov – indtil hendes mobiltelefon ringede og vækkede
hende – bare lige for at forklare at ALLE her har en mobiltelefon).
Karafa og Modu og Suleyman holder med Manchester United.
Charlotte har gennem årene sendt dem flere United fodboldtrøjer. De siger det
er deres yndlingstrøjer. De kender til de seneste transfers i Premier League.
Vi spiller fodbold på gårdspladsen med en af Suleymans nye bolde. Vores børn er
også med. Suleyman er utrolig hensynsfuld når han spiller med dem. ”De er
Suleymans søskende nu” siger Karafa med et smil.
”I er en god sponsorfamilie” siger Michelle som er med som
repræsentant for Child Fund. ”De andre der kommer bestiller ikke andet end at
græde hele tiden.”
Vi går over og ser Suleymans skole. Bagefter inviterer vi
ham ud på en sejltur og på en sodavand i Lamin Lodge. Da vi kommer tilbage skal
vi – efter Suleyman, Modu og Karafa har nået en hurtig fredagsbøn i den lokale
moske – spise. Den står på ”Hvid Benachin” som alle her spiser hver dag iflg.
Michelle. Normalt spises den uden kød men ved festlige lejligheder som i dag er
det med kylling. Det laves af et stort fad ris med olie, løg, kasava – undertiden
kål – og peberfrugt. Det hele serveres på et stort fad og smager glimrende.
(fås også med tomater/tomatpasta som rød benachine)
Det er lidt mærkeligt når storebroren Modu efter maden fortæller
hvor meget vores sponsorat betyder for familien. Vi opdager jo næsten ikke at
der hver måned bliver trukket lidt penge på kontoen. Hernede betyder det
skolegang og mad på bordet og muligheden for et værdigt liv.
For godt en halvtredser om måneden.