Sierra Leone Blog

Sierra Leone – land #179/196

English speakers please click here for English version.

I bjergløvelandet med afterburner I gathullet

Dag 22-25 – land #179/196

Good afternoon siger den rundkindede bedstemor der bevogter
Ebola kontrolposten på grænsen ind mod Sierra Leone. ”How are you feelling
today, Sir” siger hun. Jeg siger i ikke fuld overensstemmelse med sandheden at
jeg har det glimrende, da jeg tænker at det her vil være det rigtige svar.
Efter tre fransktalende og et portugisisktalende land er det rart at være
tilbage i et land hvor man til fulde kan kommunikere med folk. Snart skal jeg
dog blive klogere vad det angår. Men det er nu alligevel godt at være tilbage i
civilisationen efter alt for kaotiske Guinea.

På egen opfordring stikker jeg de to flinke damer i tolden hver
5.000 nyvekslede Leone som møntfoden her hedder. To gange 4,5 krone. Man er vel
blevet vant til at betale bestikkelse. Til gengæld hjælper de mig med at finde
en taxa som kan køre fra den nærmeste taxa/busholdeplads som ligger hele 10
kilometer væk og hen til grænsen for at hente mig og derefter helt ind til mit
hotel i Freetown for kun 225 kroner. En god deal.

David kommer og henter mig i hans relative nye og skinnende
flotte Nissan. David er Krios. Krios er en etnisk mindretalsgruppe i Sierra
Leone der kun udgør 1,5% af befolkningen. De er ofte velhavende og sidder på
mange af de indflydelsesrige poster. David er cool. Han har cool, dyrt tøj og
guldkæder om halsen. Over hans nakkestøtte tilhørende hans forsæde hænger der
en skinnende, flashy sølvgrå habitjakke.

David taler Krio. Krio er et kreolsk sprog som genbruger
mange engelske ord. Det tales af 90% af alle i Sierra Leone (og sproget Krio
skal altså ikke forveksles med befolkningsgruppen Krios som som sagt udgør en
forsvindende del af befolkningen).

Når David taler forstår jeg først ikke hvad han siger. Som i
ikke et ord. Endelig er jeg kommet til et engelsktalende land og nu fatter jeg
ingenting. Langsomt begynder jeg at forstå det syngende sprog med korte abrupte
ord hvor omkring halvdelen måske er engelske. (Mave hedder f.eks ”belle” på
Krio).

How is it? – lærer jeg hurtigt at sige. Jeg prøver at ramme
den samme accent som Leonardo Di Caprio brugte i filmen Blood Diamonds for
sådan lyder de lokale også.

David siger til at starte med med den allerstørste
overbevisning at turen indtil Freetown – på glimrende veje – vil tage
”halvanden til to timer”. Det er ikke noget der er til diskussion. Den viser
sig selvfølgelig at tage omtrent det dobbelte – tre timer og tre kvarter.
Tidsforståelse i Afrika lærer jeg aldrig helt at forstå. Siger en chauffør at
noget tager 2 timer og ender det med at tage 32 timer synes det ikke at bekymre
nogen det fjerneste. Man er jo kommet fra A til B som er det man har betalt
for. Tid synes ikke at være noget værd i det fattige Afrika.

I Afrika kan alting til gengæld købes gennem et bilvindue.
Der er ingen grund til at tage madpakke med. Du kan købe nødder i små poser, alskens
frugter, ris med sauce i palmeblade, ristede majs og så videre. Du kan købe
levende dyr og du kan købe døde dyr. Du kan købe tøj og hængelåse. Aviser og
skopudsegrej. Du kan købe iskoldt vand i små 400 ml poser for 25 øre. Overalt.

På vejen køber David: to sække kul (til sin far), et par
ultracool badesandaler (kr 18, til sig selv) og to levende kyllinger (til sin
far). Jeg nøjes med nogle poser vand, lidt bananer og lidt nødder.

David har en søn på 11 år. David kan godt lide musik. Han
har et godt anlæg, der brager løs inde i bilen. Han skifter CD et par gange. ”Det
der er en god sang” kommer jeg for skade at sige på et tidspunkt. Ikke fordi
det nødvendigvis er en der er med på min personlige playliste, men fordi det er
en hel del bedre end de alternativer vi har hørt indtil da. Cause I am your
Laaaaaaady. And you are my man, skråler det ud af højttalerne. David bliver så
glad for mit kompliment at han spiller den ialt 33 gange. 33 GANGE! De sidste
19 gange indtil vi ankommer til mit hotel i Freetown – som jeg selv leder ham
til via min GPS, som ikke har noget skilt og ligger i et faldefærdigt hus
omgivet af mure med pigtråd på toppen i en af de mest udtjente og sølle gader
jeg nogensinde har set i nogen by – hører vi den i træk. For det meste når nummeret
ikke at spille færdigt før David starter det forfra. Cause I am your Laaaady.
Det sidste stykke gennem Freetowns stillestående trafik tager en time (så det
to timer David talte om var nok til bygrænsen). Hvorfor søren mange af disse
hovedstæder skal bygges forenden af en tange som umuliggør ordentlig
trafikplanlægning skal jeg ikke kunne sige. Men jeg er pænt træt af det.

Jeg spenderer 4 dage/3 nætter i bjergløvelandet. Og ser ikke
ret meget. For der er vådt krudt i kanonen. Der er burner i gathullet. Så jeg må
holde mig tæt på mit lokum. Jeg skulle egentlig have set et chimpansereservat
og en ”beach No. 2” hvor Bounty reklamen er optaget, men i stedet ligger jeg i
fosterstilling med mavekramper på min seng i nær ved tre døgn. Jeg prøver at
drikke rigeligt og besøger toilettet minimum 20 gange om dagen. Til sidst må jeg på apoteket og købe
antibiotika. Jeg æder et gram og håber det slår amøberne ihjel. Amøber jeg
naturligvis har fået med mig som afskedssouvenir fra højtelskelige Guinea.

Heldigvis virker internettet overhovedet ikke i de tre døgn
jeg er på mit ”Holiday Lodge”. Intet problem for jeg køber da bare et lokalt
sim kort med data (som dog ikke synes at kunne trække at billedposte fra min PC
via min iPhone til Facebook). På et tidspunkt går strømmen i stueetagen i
næsten et døgn. Om natten startes generatoren så det lyder som at stikke
hovedet ind i motorrummet på en storebæltsfærge fra før anden verdenskrig
(såfremt der var storebæltsfærger dengang). Om dagen slukkes generatoren.

Når jeg alligevel skal sidde på mit hotel kan jeg jo ligeså
godt skrive når jeg altså ikke sidder på tønden. Jeg skriver indtil jeg løber
tør fra strøm. Ibrahim der bestyrer hotellet forklarer at strømmanglen skyldes
at han ikke lige har fået betalt for strøm til underetagen (i mange fattige
lande i Afrika har de systemer der gør at de meget lokalt kan åbne og lukke for
strømmen på pay-as-you-go basis og altså også på etagebasis). ”Jamen du har jo
hotellet fyldt med gæster var det så ikke en smart ide at smutte ind at betale”,
forsøger jeg mig. ”Jo” siger Ibrahim. ”Det gør jeg senere i dag”. Lidt senere
skifter han forklaring. ”Det er bare fordi at der er nogle der er sure på ham
derinde hvor de administrerer strømmen”, siger han. Lidt senere er det ”fordi betalingssystemet
som skal bruges for at købe mere strøm er nede”. Efter vi har været uden strøm i næsten et døgn
kommer den endelig tilbage først på aftenen.

Der er selvfølgelig ingen gadebelysning i
”flygtningelejr”-gaden hvor jeg bor. Når jeg om aftenen i mørke går de fem
minutter gennem den forfærdelige gade hjem fra den nærmeste restaurant bliver
jeg konstant antastet. How is it mon? De fleste er flinke. Men nogle er fulde.
Nogle kommer med overdreven entusiasme hen og vil give mig hånden eller ”være
min ven”. Mange vil gerne have den hvide mand som ven i Afrika. Alle de fattige
vil have den hvide mands penge. De synes formentlig (med rette) goderne er
forkert fordelt. Og nu har skæbnen bragt den rige hvide mand til deres slumvej
i mørket om aftenen efter de har fået øl. De bliver sure hvis man ignorerer
dem. Gaden fører lige forbi nationalstadion. Når der lige har været kamp er der
ofte slåskampe.

Bliver man for længe i denne del af Vestafrika tror jeg der
er en vis risiko for at man bliver skør. Så er det godt at næste land på
programmet er Liberia der er mindst ligeså berygtet. Jeg har ti timers
transporttid dertil. Og jeg går på lokum tyve gange om dagen..

Vestafrika – du er en sej nød og en hård negl. Men jeg skal
nok få dig knækket. Cause I am your Laaaaady. And you are my man.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.