Liberia Blog

Liberia – land #180/196

English speakers please click here for English version.

Dag 25-28

Damen i Check-in skranken gør det godt. Jeg skal flyve fra
Freetown i Sierra Leone til Monrovia i Liberia. Jeg har selv tjekket ind på
nettet men har ikke nogen printer så jeg mangler sådan set bare at få printet
et boardingkort. Jeg har kun håndbagage, så jeg bør være ret let at tjekke ind.
Jeg er omtumlet og har kvalme. Kendte bivirkninger ved at tage ciprofaxacin som
jeg foreløbigt har spist et halvt gram af i et forsøg på at slå amøberne i min
mavesæk ihjel (hvilket – suppleret med yderligere et halvt gram samme aften –
lykkes).

Bevares de to boardingkort og mit businessloungepass (Tak
igen til den forrygende Ole P for det fantastiske guldkort) er godt nok udstedt
til en vis John Stenzel. Og ok jeg har også fået et andet sæde end det jeg har
valgt samt boardingkort til både Freetown-Monrovia og Monrovia-Bruxelles til
trods for jeg kun skal til Monrovia og altså ikke lige hedder Hr Stenzel. Men
bortset fra det gør damen i incheckning-skranken et meget fint stykke arbejde.

I lufthavnen bliver jeg hentet af ”Prince” i lufthavnen der kører mig de halvanden time til mit billige USD45 pr nat Ms Emily’s guesthouse
i centrum af Monrovia. Det er mørkt på hele turen. Prince kører max 60
kilometer i timen selv om der i starten er god lige landevej og ingen andre
biler. Når der så kommer en modkørende trykker Prince hver gang på bremsen og
bringer hastigheden ned på omkring 30 kilometer i timen og idet den modkørende
passerer krænger han (uden at der er nogen grund til det) hver gang bilen ud
mod rabatten så det føles som om den er lige ved at køre af vejen. Jo mere vi
nærmer os hovedstaden jo flere modkørende kommer der. Når der kommer en
modkørende motorcyklist helt ovre i den fjerneste side af vejen gør han endnu
mere idiotisk det samme. Omkring 50% af gangene bytter Prince desuden om på op-
og nedblænding til de modkørendes store irritation hvilket de med hidsige blink
ikke undlader at gøre opmærksom på. Jeg prøver at forklare ham – på engelsk –
hvad han skal gøre, men han forstår ikke almindeligt engelsk og jeg forstår
slet ikke det utroligt mærkelige liberisk-engelske der kommer tilbage.

Ujævn dækker ikke hans kørselsfacon tilnærmelsesvist. Jeg kastes frem og tilbage i mit sæde
hvilket ikke gør noget godt for min kvalme. Nogle tror måske jeg overdriver her
men jeg mener helt seriøst at jeg kørte bedre bil end ham allerførste gang jeg
satte mig bag et rat og tøffede hakkende derudaf (i en bil med en kobling til
forskel fra Princes der har automatgear) og jeg husker ikke nogensinde at have
kørt med en så gennemført elendig og helt uforståeligt abruptkørende chauffør.

Liberia har som bekendt en noget omtumlet historie. Vi tager
lige et kort sammenkog af landets ret så farverige nyere historie. Indtil 1980
var Liberia ledet af de såkaldte ”Americo-Liberians”. Efterkommere af de
amerikanere der var vendt tilbage til Liberia med de løsladte slaver i
1800-tallet og som havde sat sig for at omvende lokalbefolkningen til
kristendommen (hvilket lykkedes da majoriteten af landet i dag er kristent). De
indfødte, oprindelige folk blev groft udnyttet hvilket de ikke synes var det
mest fantastiske i hele verden så en indfødt sergent ved navn Samuel Doe sneg
sig en nat i 1980 ind i paladset og slog den pyjamasklædte Americo-Liberianske-præsident
ihjel (kendt som ’døden i pyjamas-kuppet’). Desværre havde den gode Samuel Doe
ikke så godt styr på landets finanser der alt for hurtigt satte kursen sydpå
samtidig med at korruptionen voksede frem. Borgerkrigen mellem de forskellige
stammer brød ud og fra 1989 til 1991 angreb styrker under ledelse af Charles
Taylor (initialt fra en base i Elfenbenskysten) regeringstropperne og tog til
sidst magten. Samuel Doe blev henrettet, en seance der blev optaget på video og
det er senere kommet frem at en fyr ved navn Prince Johnson – som senere i 2012
kom på tredjepladsen i præsidentvalget – på videoen fra 1991 sidder og drikker
pilsnere mens han beordrer sine soldater til at slå Samuel Doe ihjel. Charles
Taylor der altså var kommet til magten ved militærinvasion blev i 1996 rent
faktisk legalt valgt til præsident. Hans valgslogan var: ”He killed my ma, he killed my pa. I’ll vote
for him” (!?). Charles Taylors styre varede helt frem til 2003 hvor forskellige
grupper af rebeller fik overtaget. Taylor tog i eksil i Nigeria og en transitionsregering
blev dannet. Det førte i 2005 til at Ellen Johnson-Sirleaf blev Afrikas først valgte
kvindelige præsident. Hun er stadig landets overhoved og har modtaget Nobels
fredspris.

Udover at landet har en ganske blodig fortid har jeg også
hørt et par grumme historier om nutiden. En gut skrev på tripadvisor (sidste år
tror jeg) at en mand trængte ind på hans centrale gæstehus, tæskede ham
voldsomt, truede ham med en pistol og stjal alle hans ting. Og Eric T Nguyen
som for nylig som 24-årig blev den yngste i verden der har besøgt alle verdens
lande (læs mit interview med Eric her: https://www.expedition-everywhere.com/travel-writing/#eric
) blev også truet med en pistol til at udlevere sine penge her i Monrovia (han
brugte couchsurfing og hændelsen skete da han var hos sin couchsurfing vært).

Heldigvis er der vagter, mure med solide jerndøre og pigtråd
om bygningen på Miss Emilys Guesthouse og udover at låse min trædør har jeg en
jerndør der ligner noget fra indgangen til en bankboks der solidt låser mig
inde.

Annette, den søde dame der driver mit gæstehus fortæller mig
at jeg ikke skal tage kamera eller mobiltelefon med når jeg går rundt i
hovedstaden, men det gør jeg alligevel. Og i Monrovia har jeg heldigvis ingen
problemer med at fotografere. Jeg besøger det nyrenoverede nationalmuseum som
allerede har en afdeling der fortæller om Ebola-udbruddet.

Midt på dagen tager jeg en tuk tuk – der på disse kanter går
under navnet kekeh – over til Mamba Point Hotel – et af byens fineste hoteller
hvor FN-folkene og NGO-erne skulle hænge ud. Jeg lader min GPS ligge derhjemme
og det skulle jeg aldrig have gjort for på vejen derud kan chaufføren ikke
finde byens mest kendte hotel.

På vejen hjem går den tuk tuk jeg prajer ude på gaden i stå
hele tiden. Chaufføren har et særligt trick til med hiv og sving og det yderste
af neglene at få genoplivet den hostende to-taktsmoter. Sjette gang motoren
sætter ud må han forsøge sine tricks utallige gange uden resultat. Samtidig
starter selvfølgelig en styrtregn af bibelske proportioner. Jeg sukker højlydt
omme fra mit bagsæde. Chaufføren vender sig om og stirrer mig melankolsk lige i
øjnene. ”This is Africa” siger han blot. Ja tænker jeg. Det her er eddermame
Afrika. Han kan – da han endelig får liv i motoren – selvfølgelig ikke finde
vej til krydset mellem Johnson Rd og Warren St helt inde i det allermest
centrale Monrovia hvor jeg bor og må spørge om vej fire gange. Jeg fatter ikke længere
hvad han siger og er ikke engang klar over om han taler Kreyol eller Merico
(der begge er pidgin-slave-engelsk med en masse andre – blandt andet franske – ord
i blandet.). Til sidst genkender jeg selv en gade hvor jeg har været før og
leder ham det sidste stykke.

Efter et par dage i Monrovia skal jeg videre. Nu skal jeg
bare i lufthavnen, så jeg tænker at nu er der ikke mere der kan gå galt. Det er
søndag og kokkepigen har fri og da jeg kommer ned ligner Annette en hængt kat.
”Jeg er syg. Jeg tror jeg har malaria” siger hun. Hun har lige stået med
snotten nede i mit røræg. ”Men bare rolig, det smitter ikke”. ”Det gør det vel
hvis du bliver stukket af en myg – og jeg så bliver stukket bagefter” siger
jeg. ”Nå ja” siger hun så.

Så fortæller hun at den eneste ledige chauffør der kan tage
mig i lufthavnen – naturligvis – er Prince. Prince der kører dårligere end en
nybegynderkøreskoleelev der lige har tygget et kilo khat. ”Jeg tror sgu bare
jeg selv finder en taxa” siger jeg til stakkels, sløje Annette.

Jeg prajer flinke Mohammed på gaden. Han er en rar fyr der
taler en lille smule langsommere end alle de andre chauffører jeg har mødt så
for en gangs skyld forstår jeg lidt af det han siger. ”Road small car da
plenty” siger han meget rammende om trafikken ud af Monrovia (hvor der kun er
en vej ud og mange biler). ”Me da black man ca marry wån, too, thre, får woma.
U da white ma only wån!” siger han da jeg spørger til hans familieforhold. Han
har fem drenge fortæller han. Tre med sin første kone og to med den anden. Han
har dog ikke begge koner samtidig til trods for at han altså siger at det må
den sorte mand godt. Jeg spørger ham i stedet til vejret. Det er regnsæson og
de sidste to døgn har det regnet voldsomt og næsten uafbrudt i Monrovia. Han
fortæller at i August regner det nogle gange en uge i træk. ”Rain ca come heavy”,
siger han. Jeg kan kun give ham ret.

Efter de sidste to meget hårde landebesøg – tilbageholdt i
Guinea og amøbe-dysenteri i Sierra Leone og efter et par dage i Liberia nu
heldigvis med bedre helbred, men med dårligt vejr, små logistikudfordringer og
lidt nervøsitet over sikkerheden er Østerboy ved at være en lille smule træt.
Og en ret stor smule klar til at forlade denne allermest hardcore del af
Vestafrika – og nu snart returnere til anderledes velfungerende Dakar. – og
derefter hjem til min kære familie i Danmark.

Næste post: Senegal. Jeg ender min rundtur i Dakar og har
derfor gemt Senegal posten til sidst (selv om hoveparten af vores
Senegal-familierundrejse fandt sted i begyndelsen af turen)

PS Mange tak til Eleonore af Schaumburg -Lippe for udstedelse
af visum J

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.