Saudi Arabia Blog

Saudi Arabia turbeskrivelse land #182/196

Læs om Abba i Abha, mokka i Mekka, Medina i Medina og med ’Ulla’ til Al-Ula. Om mødet med Abu Sultan. Og besøget på henrettelsespladsen i Riyadh.

Vi starter lige med lidt interessante facts om Saudi Arabien (2017 research)

 

• Da man er bange for heksekunst (som der er dødsstraf for) er Harry Potter forbudt i hele landet.
• Der findes ingen biografer i Saudi Arabien.
• Alkohol og prostitution er forbudt i hele landet. Straf for overtrædelse er bl.a. piskeslag.
• Prævention er forbudt i Saudi Arabien.
• Når man søger visum til Saudi skriver man under på at man er bekendt med at der er dødsstraf for indførelse af narkotika.
• Immigranter (primært fra Pakistan, Bangladesh, Indien og Filippinerne) udgør 30% af befolkningen men op mod 80% af arbejdsstyrken.
• Saudi er det eneste land i verden hvor alt skal lukke ned under de fem daglige bønner (som hver varer cirka 30-45 minutter).
• Saudi er verdens 13. største land.
• Saudi har ikke udstedt turistvisum siden 2009. (Før denne dato var det også nærmest umuligt at få turistvisum). (red. efterfølgende note: i 2020 åbnede Saudi op for eVisa for alle).
• Iflg. Verdensbanken ligger Saudi blandt de lande i verden med flest trafikdræbte (vi synes nu de kørte meget pænt). ”Sidewalk skiing” (kørsel på 2 hjul) er angiveligt en populær fritidsbeskæftigelse i mange byer.
• Kvinder må indtil juni 2018 ikke køre bil i Saudi.
• Ved Saudiske bryllupper sidder mænd og kvinder adskilt i forskellige rum.
• I Saudi har man verdens højeste flagstang, verdens største benzinstation (målt i antal standere – 42 benzinstandere – og inkl. dieselstandere i alt angiveligt 100+ påfyldningsstandere) og man er ved at bygge Kingdom Tower i Jeddah der med over 1 km højde skal blive verdens højeste bygning.
• 1 liter benzin i Saudi koster DKK 1,30
• Ejendomspriserne nær Mekka er pt. de højeste i verden.
• Mekkas klokketårn blev færdigbygget i 2012. Det er med en højde på 601 meter verdens femte højeste bygning. Det er opført lige ved siden af den hellige moske i Mekka (hvor profeten Muhammed blev født). Det er en del af komplekset kaldet ”Husets tårne” der består af syv skyskrabere og som til dato er verdens dyreste byggekompleks (Burj Khalifa i Dubai er til sammenligning ’kun’ nr. 21).
• Næsten alle saudiske kvinder bærer Niqab, hvor kun en øjensprække er synlig. Mange har desuden et halvgennemsigtig slør der hænger ned foran øjensprækken så man heller ikke kan se deres øjne. Enkelte Saudi kvinder går ikke med Niqab men bærer Abaya (kåbe) og har kun tildækket håret med slør (Hijab). Udlændinge behøver ikke at bære slør. Saudi kvinder uden slør er i flere tilfælde blevet arresteret.
• Indtil 2012 kunne kun mænd sælge lingeri. Nu kan kun kvinder.
• Skat og afgifter udgør i Saudi 0% (der overvejes at indføres afgifter på cigaretter).

• Der finder offentlige henrettelser sted på Deera Square i Riyadh (svarer cirka til Rådhuspladsen i København) hvor nyligt dømte syndere får hugget hovedet af med sværd. Styret har svært ved at finde bødler der vil svinge sværdet, så man overvejer at gå over til skydning. Der er bænke på pladsen og nærliggende små shops sælger te og popcorn.

”Umrah” står der på skiltet over den immigrations-kø vi fejlagtigt har stillet os i. Det har ikke været helt let at få visum til Saudi Arabien (det kan du læse mere om, men kun hvis vi er venner på facebook her ). Vi er udmattede og lidt småforvirrede for vi har fløjet hele natten og det er med en vis nervøsitet i kroppen at vi nu afventer at få vores papirer inspiceret. ”Umrah” – finder vi ud af – er betegnelsen for pilgrimsrejsen til Mekka. Den troede jeg egentlig hed ”Hajj”. Jeg har læst om ”Hajj” – rejsen til Mekka – som er en af Islams fem søjler og som alle voksne muslimer der har den fysiske og økonomiske formåen mindst en gang i livet skal gennemføre. ”Umrah” viser sig at være præcis den samme rejse som ”Hajj”, den finder bare ikke sted på de officielle Hajj-datoer, men kan gennemføres alle årets øvrige dage. Vi er blot simple turister der ikke er på pilgrimsrejse og derfor vi befinder os altså i den forkerte kø.

Som rosinerne i pølseenderne står vi snart efter bagerst i den rigtige – verdslige – kø. Bag hver af de mange kontrolbåse sidder en araber klædt i den traditionelle lange hvide kjortel der hedder en ”thobe” (eller dishdash). På hovederne har de rød- og hvidternede tørklæder – kaldet ghutra – holdt på plads af hver deres karakteristiske sorte hovedring (”igal”). Over hver bås hænger et Canon spejlreflekskamera. Vi er i Saudi hvor man har oliepenge galore så man er øjensynligt gået all in på forevigelsen af sine ankommende i stedet for at nøjes med et lille billigt webcam som man har dem i de fleste andre lande.

” Yāˈqub, but that’s name of prophet!”, siger fyren I min skranke blot og skribler nogle arabiske tegn som jeg ikke aner hvad betyder i passet ved siden af mit visum og stempler mig ind. Jeg smiler til ham og takker de højere magter – der altså både her og hvor vi kommer fra har Jakob som profet – for at det efter 7 års kamp endelig lykkes at komme ind i dette lukkede kongerige.

Vores guide Khalid henter os i lufthavnen. Han ligner en arabisk udgave af George Clooney og opfører sig både lettere overlegent og selvsikkert præcis som hans vestlige dobbeltgænger. Med moderate mængder pres lykkes det os – efter vi har truet med selv at tage en taxa derud, hvilket en gæstfri araber alligevel ikke vil have siddende på sig – at overtale Khalid til at køre en tyve minutters omvej ud omkring Jeddah Kingdom Tower. Med en højde på knap 150 meter er der et stykke vej til de planlagte over 1 kilometers højde som dette verdens højeste bygning ’to be’ efter planen (efter 2020) skal ende med at have.

Vores private danske gruppe består af tre ingeniører og en læge. Heraf er jeg er den eneste københavner som altså er på tur med tre flinke jyder. Alle fire er vi medlemmer af De Berejstes Klub.

Ud over her i Jeddah at se den Unesco bevarede gamle by – med dens faldefærdige balkoner og delvist sammenstyrtede bygninger – lægger vi straks skumle planer for vores videre færd rundt i landet. Planen er at høre Abba i byen Abha. Drikke mokka i Mekka (hvor adgang er forbudt for ikke muslimer). Vi vil høre Medina i Medina. Og for at det ikke skal være alt for let vil vi have ”Ulla” med til Al-Ula – eller som Mikkel kalder den: ”byen hvor alle hedder Ulla”.

Abha ligger i det sydlige Saudi Arabien nær grænsen til Yemen. Ikke mange rejsende har besøgt regionen som det først for nyligt er blevet tilladt at besøge. Jeg mangler Yemen på min liste og det er fristende at tage et smut ned til grænsen, men der er krig i Yemen og jeg har hverken visum dertil eller double entry visum til Saudi. Så vi bliver i Abha og nøjes med at høre Abba.

Khalid har i denne region allieret sig med den forrygende Abdulrahman som chauffør. Abdulrahman er fra Indien og man kan ikke beskylde ham for at være fortrolig med hverken bjergkørsel, vinduesviskere eller store fede 9-sæders amerikanerbiler. Khalid siger at Abdulrahman er ”trainee” hvilket vi antager betyder at han lige er stået af immigrationsflyet fra New Delhi. Så længe der ikke er vejbump kører han nogenlunde i bytrafik. På bjergvejene ender han til gengæld konsekvent ved udgangen af hvert bjergsving halvt ovre i den modsatte vejbane. At finde vej hører heller ikke til Abdulrahmans spidskompetencer, men med lidt hjælp fra Khalid og vores GPS lykkes det dog at finde tirsdagsmarkedet (på en mandag) og at komme ud at se en bjerglandsby som er bygget midt oppe på en klippe.

”Jeg har hørt at flykaprerne fra 9/11 kom her fra Abha” siger jeg til Khalid på et tidspunkt hvor vejen heldigvis er forholdsvis lige.

”Ved du hvad” svarer Khalid. ”Der er så mange konspirationsteorier. Jeg tror de kom fra Iran. Du ved ligesom med Kennedy mordet. Nu lang tid efter aner ingen hvem der gjorde det”. Han er ligeså glat som en papegøjefisk på Jeddahs fiskemarked og han ligner en der selv tror på hvad han siger.

”Kvinder i Saudi må gerne køre bil” (allerede nu, red) siger Khalid også. ”De må bare ikke tage kørekort. Så hvis de bliver stoppet af politiet når de kører får de højst en lille bøde for ikke at have noget kørekort”. Khalid siger så meget. ”Jeg har aldrig smagt alkohol” siger han også. Jeg er ikke overbevist om at alt hvad vores kære guide siger er i fuld overensstemmelse med sandheden. I hvert fald ser vi i de knap 8 døgn vi opholder os i landet ikke en eneste kvinde køre bil.

Samme aften spiser vi (hovedsageligt) med klør fem sammen med Khalid og Abdulrahman på en lokal restaurant. Vi får ris og naan-brød med dejlig magelgel (lam i kraftig tomatsovs) og magash (kartoffel, okra og lam i grøn sovs) og grillstegt, saftig kylling. I modsætning til den efterfølgende dessert smager det himmelsk. Desserten ”Mashroosa” består af mel, yoghurt, smørfedt og honning – rørt klumpet sammen til verdens fedeste og sødeste risengrødslignende efterspise som vi forventes at konsumere ved gentagende gange at stikke den ske vi allerede tidligere har haft i munden ned i fællesgrødskålen. ”Det her er det tætteste man kommer på en tungeslasker med en arabisk mand” siger Mikkel da han høfligt og smilende gør som Khalid og igen stikker sin ske ned i den varme, vamle grød.

Da Abdulrahman tidligt den efterfølgende morgen skal køre os i lufthavnen kommer han en halv time for sent hvilket er tæt på at blive kritisk da vi kun har indregnet en time i lufthavnen til at nå vores indenrigsfly. Abdulrahman er ellers en pligtopfyldende mand, der formentlig er startet rettidigt, men et manglende kendskab til betjeningen af vinduesviskere og sprinklersystem har betydet at den gode inder er blevet nødt til at køre meget langsomt hen til vores hotel da han ikke kunne se ud ad den møgbeskidte forrude.

Tilbage i Jeddah overtaler vi den gode Khalid til næste aften at køre os de 90 kilometer til Mekka. Store motorvejsskilte bekendtgør nær bygrænsen at ikke-muslimer skal tage afkørslen ad byens ringvej. Vi drejer af og finder således ikke ud af hvad der var sket hvis vi havde fortsat ligeud mod kontrolstedet der ligner betalingsanlægget ved Storebæltsbroen. Mit gæt er at man – eventuelt med et sort klæde over hovedet – godt kunne have smuglet sig selv forbi kontrolposten (hvor dokumentation for at man er muslim ’formelt set skal forevises’) og ind i Mekka. Men den officielle straf for den enorme forbrydelse det er at ville se en anden religions helligste sted er intet mindre end deportering fra Saudi Arabien (og mulig dødsstraf hvis ens hensigt er at terrorisere eller besudle Islam) og den uofficielle er ifølge WikiTravel at man risikerer at civile muslimer tæsker en til døde. Så vi nøjes med ringvejen. Fra mellem 5 og 10 kilometers afstand fotograferer vi det 600 meter høje klokketårn der kun udgør en lille plet i det fjerne. Khalid er ikke meget for at vi laver sjov nær muslimernes helligste by – så i smug optager vi en lille video hvor vi drikker kold kaffe fra en medbragt plastikflaske på behørig og forhåbentlig nogenlunde respektfuld afstand fra Mohammeds fødested.

Da vi skal flyve Medina hvorfra vi skal fortsætte med kæmpejeep videre nordpå bekendtgør Khalid at han vil tage ”sin bedste vens datter” med på turen. Vi har hørt Abba i Abha. Drukket mokka i Mekka. Snart skal vi høre Medina i lufthavnen i Medina (under ”Velkommen til Medina-skiltet”). At vi også skal have ”Ulla” (som i virkeligheden dog hedder noget andet – i det følgende kaldes hun dog ’Ulla’ for ikke at få hende i fedtefadet) med til Medina og Al-Ula virker næsten for utroligt til at være sandt.

‘Ulla’ er ifølge Khalid ”omkring 30 år gammel” og hun tropper op i sandfarvet abaya (kåbe). Hendes kønne ansigt er gemt af en sandfarvet hijab og kæmpestore brune solbriller. Nu skal vi pludselig benytte familieindgangene på restauranterne frem for ”single mænd”-indgangen som vi plejer. Så snart vi forlader restauranten og civilisationen og kører ind i ørkenen smider ‘Ulla’ dog kåbe og slør og afslører stramtsiddende cowboybukser, vestlig t-shirt, lilla hår og en rebelsk rastafaripung hængende i en snor om halsen. Da vi går rundt og besigtiger gravtempelområdet Mada’in Saleh opfører ‘Ulla’ sig som om hun var en vestlig turist. Jeg forestiller mig det er hendes måde at skeje lidt ud på i dette for kvinder så restriktive land. Området vi går rundt i ligner noget fra Indiana Jones og ligesom Petra i Jordan er det bygget under nabatæernes kongedømme i det første århundrede. Om natten deler ‘Ulla’ telt med Khalid. Hans ”bedste vens datter” passer jo ikke på sig selv.

Khalid har fortalt os at han har tænkt sig at flyve med os til Riyadh – ligesom han allerede har gjort os følgeskab på tre andre indenrigsflyvninger. ”Men hvordan kommer ‘Ulla’ så hjem til Jeddah” spørger vi, ”kvinder i Saudi må jo ikke rejse alene?”.

”Det er der ikke nogen regler om. Det er bare vestlig propaganda” siger Khalid. Men kort før vi skal flyve tilbage til Riyadh er Khalid alligevel – meget belejligt for ham og ‘Ulla’ – ”pludselig blevet kaldt tilbage til Jeddah”.

Så vi fortsætter alene og får en ny guide i Riyadh. Han hedder Tariq. En super fyr, der tager os med op i ”Kingdom Centre”-skyskraberen der ligner en øloplukker og har en glasbro oppe i toppen. Med hans cool chauffør der ligesom den oprindelige konge som landet er opkaldt efter hedder Saud kører de os også uden at blinke 100 kilometer nord for Riyadh for at se kamelmarkedet selv om det ikke indgår i programmet for vores tur. Tariq tager os også med til det historiske Diriyah-distrikt hvor han for at det ikke skal være løgn har arrangeret et surprisebesøg af vores ven Abu Sultan.

Abu Sultan mødte jeg første gang i Abha. Hr Sultan med det übercoole navn er vist nok sheik. Hvad det så end betyder for ”alle her kan kalde sig selv for sheik” som Khalid tidligere sagde. I hvert fald har Monsieur Sultan arbejdet som kontorchef for en af landets prinser og meget tyder på at han ikke står lige foran at skulle indkvarteres på fattiggården. Jeg mødte ham tilfældigt på vores hotel i Khamis Mushait nær Abha. Han talte godt nok ikke et ord engelsk men gennem hans advokatven Abdullah der kunne oversætte faldt jeg i snak med ham. ”Ring til mig når I kommer til Riyadh” sagde han. ”Så kan I komme og besøge mig”.

Så da vi ankom ringede vi selvfølgelig til sultanen og nu har Tariq altså bag om vores ryg arrangeret et surprisevisit. ”You are smooth,” siger jeg til Tariq. ”I have to be – I live among beduins”, svarer han. Godt nok ville vi hellere have været hjemme at besøge kaliffen i privaten hos en af de tre koner (og i et af de tre huse) som Abdullah påstod at Abu Sultan havde. Men i stedet trakterer den gode og gæstfrie Abu Sultan nu pludselig med kamelkød, moste dadler med sukker og pandekager til hele forsamlingen i et antikvitetsudsmykket privat rum på en svinedyr restaurant i det historiske distrikt. Bagefter skal vi have gaver. Det synes vi ikke at han behøver, men Abu Sultan insisterer. Så vi får hver en bede-perlekrans og jeg får en fingerring i sølv med en stor sort sten som matcher den Abu Sultan selv bærer. Og således er Abu Sultan og Abu Østerboy nu blevet ringveninder.

Vores to sidste formiddage spenderer vi på henrettelsespladsen – Deera Square – i Riyadh. Omkring hver ”tiende til femtende dag” får dømte forbrydere – normalt inden for et døgn efter domsafsigelse – offentligt og ved brug af sværd hugget lemmer af her på pladsen. ”Flest hoveder og ikke så mange hænder” siger Majid fra Pakistan der arbejder i en af de mange små shops nær ved pladsen som i daglig tale går under navnet ”chop chop square”. ”Mest narkoforbrydere og nogle gange mordere hvis de ikke har råd til at betale blodpenge” fortæller Majid, ”for cirka femten dage siden huggede de hovedet af en Saudi mand der havde myrdet sin kone”. På pladsen er der lange spor af blodstænk. ”Det sprøjter meget når hovedet ryger af” siger Majid. ”De ligger plastik ud for at det ikke skal svine for meget men nogle gange flyver hovedet langt væk,” fortsætter han, ”bagefter bliver liget kørt i en ambulance til hospitalet hvor de får syet hovedet på igen”. Jeg siger at jeg har set et billede på nettet af fire mænd der bliver hængt. ”Det gør de meget sjældent” siger Majid, ”Jeg tror det må være seks-syv år siden de sidst har hængt nogen” siger han, ”dengang havde nogle immigrantarbejdere fra Bangladesh voldtaget en lokal kvinde. Så kørte de en kran ind på pladsen og hang dem op under en bjælke, så alle kunne se hvad de havde gjort, det må være det du har set”.

Desværre – eller måske heldigvis – er vi i Riyadh henover en weekend (fredag og lørdag i Saudi Arabien) hvor der ikke finder offentlig afstraffelse sted. Vi møder en fyr fra Bangladesh der er ansvarlig for lyset på pladsen og i den nærliggende moske. Han fortæller os at der næsten aldrig er henrettelser i weekenden fordi Riaydhs guvernør gerne vil overvære dem og det kan han ikke når han holder fri. Så vi må ’nøjes’ med at se på blodstænk på den makabre plads. Og drikke kaffe og spise cheeseburgere (med kyllingekød og uden ost) på en bænk i solen ikke langt fra hvor bødler med sværd stadig i år 2017 hugger hoveder af folk. Jeg skuer ud over den mennesketomme plads og husker Majids sidste ord: ”Man kan mene om det hvad man vil. Men jeg tror det afholder mange fra at begå kriminalitet”.

That’s it – sorry den blev så lang – enjoy the photos, og beklager at der er lidt digital (høj iso) støj på et par af billederne. Det skyldes det laptop-i-håndbaggage-ban som British Airways har mellem Saudi og UK – som jeg fejlagtigt troede også gjaldt spejlreflekskameraer, hvorfor jeg tog mit gamle Nikon med). Husk at tjekke ham den sjove fyr sidst i den sidste video i albummet..

Tak til Abu Sultan for hans store gæstfrihed. Til Erik Futtrup, Mikkel Høj og Carsten Hansen, for at invitere mig med. Til Felix Mechnig-Giordano for at pege os I retning af Antikvitetsauktionen i Souq Al-Zal i Riyadh. Og til alle dem der har hjulpet – eller forsøgt at hjælpe – med at skaffe visum – særligt en person hvis navn desværre ikke her kan nævnes.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.