Bhutan Blog

Bhutan – Turbeskrivelse – land #186/196

English version: here

Hvordan jeg undgik at få min penis knipset af otte vrede damer i Tordendragens land.

Det lille 48-sæders propelfly navigerer ubesværet gennem morgendisen der hænger tungt og lavt omkring de op til 5.500 meter høje Himalayabjerge. Paros internationale lufthavn i Bhutan er kendt som ’verdens sværeste internationale lufthavn at lande i’. Den må kun benyttes i dagslys og i god sigtbarhed og fly bliver ofte aflyst eller udsat grundet regn, tåge eller sne. Kun piloter fra enten det statslige selskab Druk Air, det private Bhutan Airways eller det nepalesiske selskab med det passende navn Buddha Air har tilladelse til at beflyve lufthavnen. Heldigvis ikke noget vores pilot synes at bide synderligt mærke i som han krænger den lille ATR-42 maskine rundt om det ene bjerg efter det andet for til sidst sikkert at lande dybt nede i Paro-dalen på den i 2.235 moh beliggende landingsbane.

Man kan kun komme ind i Bhutan hvis man har købt en pakkerejse med chauffør og guide. 920 USD har jeg derfor tre måneder tidligere overført til Bhutans nationalbank og har dermed sikret mig en – tror jeg nok – 5 dage/4 nætters en-mands-”gruppe”-tur der inkluderer al kost, logi og transport.

Da jeg lander ’Kongeriget i skyerne’ aner jeg intet andet end at jeg vil blive hentet. Jeg kender ikke turens agenda. Jeg ved ikke hvor vi skal hen. Jeg ved ikke hvor jeg skal bo. Jeg har ikke fået det at vide og jeg har haft for travlt med at planlægge turens andre lande til at spørge. Jeg er ikke engang helt sikker på om jeg virkelig er den eneste gæst i min ”gruppe”.

Loday og Sonam møder mig i lufthavnen. De er begge iført snøresko og knætrømper og en ”Gho” – Bhutans kjortellignende nationaldragt til mænd. Dragten afsluttes i hvide silkeærmeopsmøg som kaldes for ’Lagay’ og de symboliserer angiveligt oprigtighed og troskab mod landet. <det første Loday gør er at svøbe et ”Kadar” om min hals – et hvidt tørklæde som signalerer renhed og fungerer som en velkomsthilsen. Loday er min guide. Han har en iPhone 7+ så jeg tænker at han nok ikke er helt fattig. Han smiler hele tiden. Sonam er min chauffør. Han er cool. ”Har du også en iPhone 7 spørger jeg ham”. ”Det ville kræve at jeg solgte min ene nyre”, svarer han tørt. De er begge i slutningen af tyverne (27 eller 29 år afhængigt af om man bruger vores eller den bhutanske kalender) og arbejder for bureauet Bhutan Majestic Travel som jeg har købt min tur – som ganske rigtigt viser sig at være en solotur – igennem.

”Vi har aldrig haft en gæst før der ikke har spurgt efter en agenda” siger Loday og tilføjer: ”Men bare rolig vi skal nok lave et fedt program til dig”. Det skal jeg lige love for han får ret i.

Ad snørklede bjergveje fører Sonam os med sikker hånd på asfalterede veje i den moderne Kia SUV på en times tid frem til hovedstaden Thimphu. Her er husene nye men bygget i gammel bhutansk stil. Bilerne er også nye og her virker forbavsende civiliseret og rigt. Umiddelbart virker her meget rigere end både Nepal og Tibet. ”Vi har ingen tiggere” siger Loday og fortsætter ”og ingen arbejdsløse. Har man ikke andet arbejde får man et stykke land af staten og så må man leve som landmand”. Men her nu stadig eksotisk nok. Både kvinder og mænd bærer fortrinsvis nationaldragter. Kvindernes kjolelignende dragt hedder en ’Kira’. Her er ingen lysregulerede trafikkryds i hele landet får jeg at vide. I Thimphus centrale kryds står en politimand i en sekskantet og rigt ornamenteret traditionel bås og dirigerer trafikken med sine hænder. Naturligvis er han iført hvide handsker.

Bhutan – eller Druk Yul på Bhutansk – betyder Tordendragens Rige og ordet Druk/Tordendrage indgår overalt. Druk School, Druk Air, Druk Gyalpo (Dragekongen), Druk Art, Druk Shopping og det nationale internetselskab hedder – naturligvis og ganske pudsigt – DrukNet.

De første par dage står den på traditionel sightseeing i og omkring Thimphu. Vi ser borge, stupaer og klostre. Vi ser verdens største publicerede bog på nationalbiblioteket. Og en af verdens største buddhastatuer (siddende, 51 meter) som det har kostet op i mod en milliard kroner at opføre (Bhutans største indkomstkilder er vandkraft og turisme, og man har altså prioriteret at spendere knap en milliard på en figur af deres kære religiøse forbillede).

Efter de første to dages sightseeing har direktøren for Bhutan Majestic inviteret mig på en traditionel restaurant der hedder Orchid. I København mødes man under uret. I Thimphu mødes vi under en stor pik. Overtro ligger dybt i folket her og et fallossymbol foran et hus skulle angiveligt ’holde onde øjne og ondsindet sladder fra døren’. Så vi tager et gruppebillede under den store flotte penis malet på væggen ind til restauranten.

Vi spiser Ema Datsi som nationalretten ’oste-chilli’ hedder, trevlet, tørret oksekød med majroer, grøntsagssuppe og Ezay som er tørret rød chillipasta med koriander. Vi drikker en sake-lignende lokal brændevin til og supplerer med den 8% stærk lokale øl som blot hedder 11.000. ” ’En går. 11.000 kommer’ siger vi her hvis en af vores venner bliver droppet af sin kæreste” siger Sonam med et smil. Namgay som direktøren hedder er en både flink, berejst og belæst herre og ligesom Loday og Sonam er hans selskab særdeles behageligt.

At vi ikke har en fast agenda viser sig at være heldigt. For søreme om ikke onsdag 21. februar viser sig at være selveste Dragekongens – Bhutans regerende konge – 38 års fødselsdag (hans far abdicerede som 51-årig og gav magten videre til sin ældste søn – tag den Margrethe og Elizabeth). Det fejrer vi ved at tilbringe 5 timer på et propfyldt nationalstation. Med tale af premierministeren (kongen selv er på dagen taget med sin familie ud til Tiger’s Nest templet), balloner der bliver sendt til himmels, dansegrupper og marcherende orkestre med gyldne hjelme. ”Geylo”(magt) råber premierministeren da talen er slut. ”Pelden Drukpa” (Bhutan uafhængigt) svarer folket i kor. Der er gratis adgang og der bliver uddelt gratis juice til alle på tilskuerpladserne. ”Der er mange ting der er gratis her. Skoler, hospitaler og højere uddannelser (hvis man har de rette karakterer) er også gratis” fortæller Loday. Festlighederne afsluttes med en Bhutans stærkeste mand konkurrence hvor der skal bæres traktordæk og hugges træstammer over på midten med en økse. Til trods for at vi ikke har betalt for at komme ind har vi alligevel mulighed for at vinde en af de mange præmier hvis vi har det rette nummer på indgangsbilletten. Førstepræmien er en plov.

Efter festlighederne til ære for dragekongen kører vi til Lodays lejlighed i Paro. ”Du er den første turist jeg inviterer ind i mit hjem” siger Loday. Jeg føler mig ret sikker på at Loday er en ærlig mand, men da jeg næsten ikke kan tro at jeg skulle være den første han inviterer hjem krydstjekker jeg alligevel påstanden ved at spørge Sonam om han har været der før da vi ankommer til huset hvor Loday og hans familie bor. ”Jeg har hentet ham her mange gange. Men jeg har aldrig været oppe i lejligheden” siger Sonam. Loday fortæller at hans far er chef for Bhutans turistforbund og at de både har et hus i øst, et hus i vest og denne lejlighed i den centrale del af landet. Lejligheden består af fem rum. I stuen er der anrettet et fyrsteligt måltid: Røde ris, kogte og stegte æg, tørret okseskød med majroer, jaju (spinatsuppe), kål og broccoli, Ezay (chili pasta), champignoner i ostesovs. Som snacks er der desuden småkager, ristet ris og ristet majs. Til det drikker vi enten smør-te (som smager uendeligt meget bedre her end den harske te man får i Tibet) eller sød mælkete.

I et tilstødende rum er seks munke i færd med at udføre en ret vild ceremoni (!?). Forrest står et kunstigt alter med en stor, kunstig fallos og en masse frugt som skal ofres. Rundt om alteret trutter et par af munkene i lange ”Dungs” – op mod to meter lange forgyldte horn. En slår på tromme, en læser bønner op fra en ekstremt aflang bønnebog og de andres synger og messer.

”En gang om året holder vi ceremoni for at sikre os mod uheld og for at sikre os lykke og fertilitet i det kommende år” fortæller Loday som om det er det mest naturlige i verden at have seks munke på besøg til ceremoni samtidig med at man inviterer en gæst med hjem til frokost. Jeg spørger om ceremonien finder sted i dag pga. kongens fødselsdag. ”Nej, det er et tilfælde. Men ceremonien må kun holdes på en heldig dag” siger Loday og viser mig en App der hedder Zakar der for hver dag i den bhutanske kalender viser om det er en god dag af skifte job eller købe bil eller holde ceremonier. ”I dag er en god dag at holde ceremonier” står der søreme ganske rigtigt i App’en ud for datoen i dag. ”I gamle dage skulle man have mindst 400 køer eller heste for at foretage en ceremoni. De skulle stilles i rækker mod øst, vest, syd og nord så de dannede en firkant. Nu er reglerne lavet om så middelklassen også kan holde en ceremoni hver år hvis de har råd til at betale hver munk de cirka 500 Ngultrum (ca 50 kroner, beløbet varierer angiveligt lidt efter betalerens indkomst) som de tager sig betalt for den lykkebringende gerning.” fortæller Loday.

Ceremonien afsluttes med at penisalteret og en række små figurer stilles i hoveddøren og alle kaster ris og majs på og når figurerne efterfølgende smides ud skulle alt uheld samtidig fordufte samme vej.

Til trods for at vi skal meget tidligt op næste morgen og bestige et bjerg går Loday, Sonam og jeg i byen om aftenen. Der bor kun omkring 60.000 mennesker i Paro. Trods det fortæller Sonam at byen har hele fire diskoteker. Vi starter på en Karaokebar som hedder Paro Corner hvor jeg lærer at synge sangen: Alala Alala – Nge gi dunghe – Alala som betyder Av av av, mit hjerte bløder, av av. Jeg lærer også at sige Par Leshum Top-Chi! – Bum Jarim Ma Thop – Fik godt foto. Fik ikke smuk pige, som skal vise sig at være en særdeles nyttig ting at sige lige inden jeg stikker mit store, fede Nikon op i snotten på folk for at tage deres portræt – som derfor næsten uden undtagelse går hen og bliver et smilende et af slagsen. Øllene kommer kun i 750 milliliters flasker og efter et par 8 procents 11.000-ere kommer man i ganske godt humør så vi beslutter os for at tage videre på diskotek. ”Bare rolig diskotekerne her lukker allerede klokken 24” siger Loday – der godt ved at vi skal tidligt op næste dag – da vi når frem til klubben der hedder Insomnia. Men når kongen har fødselsdag har alle fri i tre dage og når alle har fri i tre dage så lever diskoteket åbenbart alligevel op til sit navn og lukker først senere. Mit hoved rammer tungt puden klokken 02.00 – fire en halv time før jeg igen skal op for at gå op til ’Tigerens rede’.

Tidlig næste morgen (dag 4) er vi alle forbløffende friske. I tyk morgendis skal vi vandre op fra de 2400 højdemeter Paro by ligger i og op til Bhutans suverænt mest berømte turistattraktion – Tiger’s Nest eller tiger-reden i 3.120 meters højde. Ifølge legenden fløj Gury Rinpoche (Buddhistisk stormester der i Himalaya er kendt som ’den anden Buddha’) op til templet fra Tibet på ryggen af en huntiger for der at meditere i en hule og for at ’tæmme tiger-dæmonen’.

Tåge, opklaring, sol, sne og regn når vejret at skifte imellem i de seks timer vi befinder os på bjerget. Heldigvis er lyset udmærket til at fotografere og jeg får taget fine billeder af dette fantastiske klippekloster der bør stå på enhver rejseinteresserets bucket-liste.

På vejen tilbage til Paro by (hvor vi skal se et kloster og et tempel mere) står der pludselig otte ret så aggressivt udseende fruentimmere ude midt på kørebanen i et bjergsving. De vil venligst gerne at vi hoster op med nogle Ngultrum før vi kan passere. Jeg spytter en 50er (5 kroner) i bøtten og det gør Loday også. Loday siger at det skyldes ”fejring af nyt landbrug” (?) og at ”hvis en mand ikke betaler så jagter kvinderne ham henover marken og de kan godt finde på at rive hans tøj af og knipse på hans penis”. Jeg tænker at jeg har prøvet lidt af hvert i vejspærringer rundt omkring i verden men jeg har trods alt aldrig før måtte slippe en femkrone for at undgå at få knipset min diller.

Til sidst kører vi forbi Sonams hus der ligger inde i Paro by. Vi spiser kiks og drikker mælke-te og jeg hilser på hans søde familie. Der er et flot, gammelt men renoveret traditionelt bhutansk hus. Sonam bor i det store hus med sin mor og far. Hans ene søster er der også og hans to andre søstre er på vej for om tre dage er det igen en heldig dag ifølge Zankar appen og så er det Sonams families tur til at holde munkeceremoni hvorfor alle søstrene nu altså er på vej hjem. Sonams far er landmand men har tidligere arbejdet for staten med byplanlægning. ”Ceremonier er dyre i Bhutan” siger han. ”Hvis man mister et familiemedlem skal man betale for munke til ceremonier hver dag i 21 dage for at sikre den afdøde et godt efterliv”, fortæller han. De spørger hvad det koster at dø i Danmark og jeg fortæller at der skal man lease et stykke jord hvis man vil begrave sine efterladte. Jeg fortæller dem også om Assistens kirkegård hvor man kan solbade i bikini og holde picnic oven på de døde. Det synes de er noget af det mest mærkværdige de har hørt.

Klokken 04.50 næste morgen sender Sonam mig en messenger besked om at han er på vej. Fem dage har jeg været på gruppetur. Det føles mere som om jeg har rejst rundt med et par nye lokale venner. Venner der ikke går så meget op i 8-timers arbejdsdag for på vores længste dag var vi sammen i 17 timer. Venner der begge inviterede mig indenfor i deres hjem og med rundt at se deres særdeles fotogene land og dets rolige, hårdtarbejdende og evigt smilende indbyggere.

Og lige et par fast facts om Bhutan (som jeg ikke lige fik flettet ind.:):
• I traditionel Bhutansk maskedans indgår masker der symboliserer fire vigtige dyr i Bhutansk mytologi: Tiger, Sneløve, Garuda (halvt fugl halvt menneske – også kaldet ”Sol-ørn”), Drage
• Loday’s navn betyder ’intelligens og visdom’
• Sonam’s navn betyder ’heldig’
• ”Kussu Zangbo La” betyder ”Vær hilset ærede” på Bhutansk. (gæt selv hvilke danske ord jeg bruger til at huske denne hilsen)
• Bhutans nationale træ er cypres
• Sproget i Bhutan hedder Dzongkha
• Nationalblomsten er en ’almindelig valmuesøster’ (så ved i det!)
• Nationalsommerfuglen er en svalehale
• Nationalsporten er bueskydning
• Nationaldyret er det spøjse dyr der hedder ’Takin’ en sjælden gedeantilope som kun findes i Himalaya-regionen. Loday siger at ’den har gedehoved og ko-krop’. Den kaldes også for en ”Gnu-ged”.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.