Pakistan Blog

Pakistan – turbeskrivelse – land #187/196

English version: here.

At komme fra Dhaka i Bangladesh til Lahore I Pakistan – turens sidste stop – er ikke let. Der er ikke direkte fly, så jeg booker mig først ind på Pakistan International Airlines via Karachi. En dårlig idé for flyet til Karachi med det der af mange betegnes som ‘verdens mest upålidelige internationale flyselskab’ bliver – som forventet fristes jeg til at skrive – aflyst (hvilket jeg et par måneder før afgang kun finder ud af ved en tilfældighed for det var ikke en information PIA fandt relevant at viderebringe).

I stedet flyver jeg med Sri Lankan Airlines og napper lidt af en omvej via Colombo. Flyet fra Colombo er en ældgammel Boeing med ubegribelig meget benplads som er beskedne seks timer forsinket og derfor ender med at flyve på det ikke særligt behagelige tidspunkt mellem klokken 02.00 og 06.00 (Sri Lanka tid). I det mindste er flyet ikke aflyst. Der er få ugentlige afgange og en aflysning ville have betydet at jeg kun ville kunne nå at være i transit i Lahore.

En halv time efter vi er landet (hvor klokken lokal tid stadig er 6.00 for der er en halv times tidsforskel mellem Sri Lanka og Pakistan) holder jeg i en taxa i et Check Point lige uden for lufthavnen. Chaufføren hedder Ali og han har for længst tilbudt at han både kan skaffe hotelværelser, ludere og at jeg kan gifte mig med hans søster. I mørket uden for bilruden står en militærvagt med en AK47 og forlanger bryskt at få mit pas udleveret. Normalt udleverer jeg kun min laminerede kopi af det af mine pas jeg er rejst ind i landet på, men da vi jo er ved en lufthavn tænker jeg at manden nok gerne vil se mit visum og mit indrejsestempel og giver ham derfor mit originale 2-års pas. Muligvis en fejl. For passet synes derefter forsvundet i nattens mulm og mørke.

Efter uden for at have parlamenteret lidt med soldaten sætter Ali sig ind i bilen igen. Uden mit pas sætter han bilen i gang. ”Vi bliver nødt til at vende om” siger Ali uden at vende det mindste om idet han blot fortsætter lige ud på den forbudte strækning. ”Stop” siger jeg da jeg ikke vil check pointet uden mit pas. Men det er Ali ligeglad med. Det er mørkt. Jeg er træt. Jeg har rejst i nitten timer i træk og fløjet henover natten med seks timers forsinkelse (så vidt vides uden mulighed for kompensation da det ikke er en flyvning til eller fra en europæisk destination og ikke et europæisk flyselskab jeg flyver med). Og nu har en militærmand mit pas og vi kan uden jeg fatter hvorfor ikke få lov at køre den direkte vej ind til Lahores Gulberg-II distrikt hvor jeg skal bo. ”Vi skal bare ned at lave en u-vending” siger Ali, hvorefter han fortsætter næsten en kilometer i den ulovlige retning, laver en u-vending og kører tilbage til check pointet hvor jeg uden problemer heldigvis får udleveret mit pas. Derefter må vi godt få lov at køre en tyve minutters kæmpe omvej på usle veje i stedet for at tage hovedvejen ind til byen. ”Militærmanden var en fucking dum idiot” forklarer Ali da vi er halvvejs gennem omvejen. ”Han ville have 1.000 Rupees” (ca 50 kroner) for at lade os køre igennem”. Åbenbart et tilbud som Ali fandt for ublut til at viderebringe til sin passager så nu kører vi altså i stedet en omvej.

”Are you a tourist or a terrorist?” spørger den ene af de to Mohamed’er jeg lige har mødt. De præsenterer sig begge med både fornavn og et mellemnavn for det gør man her når man ligesom alle de andre hedder Mohamed. De fortæller at de har taget toget i 24 timer fra Balokistan-provinsen for at komme hertil Lahore og at de ‘studerer informationsteknologi, men at der ikke er nogen job at få når de er færdige’. Jeg møder dem i Sozo Water Park som jeg efter et par timers søvn er taget til for at restituere oven på flyveturen. Indtil Mohamed og Mohamed dukker op er jeg den eneste gæst i det kæmpestore vandland (måske fordi det er ved at blive delvist renoveret, måske fordi det er mandag morgen og alle er i skole eller på arbejde). Udover at de 2 x Mohamed godt lige vil have at jeg skaffer dem et job i Danmark og en permanent opholdstilladelse, nu hvor vi trods alt har kendt hinanden i snart fem minutter, er de mægtigt flinke folk. Hvorfor de åbenbart synes at jeg lidt ligner en terrorist finder jeg aldrig helt ud af.

Formedelst 15 kroner har jeg taget en Uber de 20 kilometer ud til vandlandet. Her har jeg ikke noget internet og da Telenor synes det er fordelagtigt at taksere en MB data til 45 kroner her i Pakistan via mit danske abonnement tænker jeg at jeg nok hellere må tage en almindelig taxa hjem i stedet for at tænde for mobildata til Uber App’en og betragte hundredekronesedlerne fløjte op af baglommen. Ejeren af vandlandet hedder også Mohamed. Han sætter himmel og jord i bevægelse for at skaffe mig en taxa og køber mig en kop sød te mens vi venter. En af Mohameds ansatte skal giftes i dag, så en halv kop te senere er jeg inviteret med til bryllup.

Jeg har været til en del bryllupper på mine rejser. Normalt takker jeg kun ja hvis det er folk jeg kender lidt bedre der spørger. Min status som udlænding vil formentligt gøre mig til æresgæst. Men jeg er træt og frygter at skulle bruge hele aftenen på at få taget selfies med nysgerrige bryllupsgæster som hvis jeg kender dem ret tillige meget gerne vil føre lange samtaler med den underlige, langlemmede vesterlandske starut på urdu, hindu eller arabisk (især når de finder ud af at jeg kan nogle yderst begrænsede gloser på disse sprog). Så jeg vælger at takke pænt nej tak. Men tænk at en bryllupsgæst kan finde på at invitere en tilfældig udlænding med til hans kollegas bryllup fordi vi har kendt hinanden i den tid det tager at drikke en halv kop te. I Danmark var en nyankommet Pakistaner nok ikke blevet inviteret med til bryllup. Med overvejende sandsynlighed var han ikke engang blevet inviteret på en kop te.

Næste dag tager jeg igen en Uber denne gang de 15 kilometer ind til Lahore Fort. Chaufføren Yaseen er 26 år og har et flot langt mujahedinerskæg. Han har ikke nogen børn endnu, men han skal giftes i næste måned. Han når dog ikke at invitere mig med til bryluppet (måske fordi jeg fortæller ham at jeg kun er i Pakistan i fire dage). Som mange andre af de yngre Uber-chauffører er han med på noderne og taler godt engelsk. Han læser til bogholder og han fortæller mig en masse om byens seværdigheder uden at tilbyde mig at gifte mig med hans søster.

Jeg er den eneste vesterlandske turist som jeg spankulerer rundt og besigtiger Lahore Fort (hvor det koster 500 Rupees=25 kroner for udlændinge og 10 Rupees=50 øre for lokale at komme ind) og Badshahi-moskeen. Begge ikoniske bygninger som gætter jeg på havde været oversvømmet med vestlige turister havde de ligget et andet sted end i Pakistan. Foran moskeen tager jeg et billede af to flinke muslimske fyre der spiser softice. Den ene bliver så glad fordi jeg vil fotografere ham at han køber mig en softice.

Jeg tager en auto-rickshaw hjem (da jeg igen ikke har internet / dataadgang til Uber). Trafikken er et kaotisk virvar af godt lastede rickshaws, biler, lastbiler, cykler og ’qingqi’-er (kinessisk produceret autorickshaw med bænkesæder der vender både fremad og bagud – se billederne). Min midaldrende rickshaw-chauffør er ikke kommet ind i Uber-tidsalderen og han kigger særdeles forundret på min iPhone’s google maps navigationsvejledning der ubesværet leder os den direkte vej hjem til hotellet. Jeg tør slet ikke tænke på hvor meget tid jeg har spildt på at spørge om vej i tiden før google maps kom med deres offline kort (og før Nokias glimrende Ovi navigation). Teknologi eller ej – chaufføren finder altid frem til sidst.

Alle mine måltider undtagen morgenmaden indtager jeg på en glimrende lokal restaurant nær hotellet. Chicken Korma med krydrede ris, salat, nan-brød, en 7up og ekstra kylling langsomt stegt over kul på roterende grilspyd koster i alt 16 kroner. Jeg bliver behandlet som en rockstjerne og skal hver dag med på adskillige af de lokales restaurantgæster selfies. Der er en tjener for hver af restaurantens tre rækker af borde og efter at tjenerne har fundet ud af at jeg ved betaling runder op til 20 kroner og dermed giver hele 4 kroner i drikkepenge opstår der tumultariske scener når jeg ankommer da alle tre tjenere med vold og magt forsøger at shanghaje mig til netop deres række.

På tredjedagen før solnedgang besøger jeg Wagah-grænsen som adskiller Pakistans Punjab provins fra Indiens provins af samme navn. Siden 1959 har man her holdt synkroniserede militærparader på hver side af grænsen der afsluttes ved at grænseporten åbnes og de to landes flag tages synkront ned. Menageriet kunne have været instrueret af den gode John Cleese. I hvert fald kan ”rangers’ne” gå lige så gakket som Monty Python drengene (se video) når de intimiderende marcherer frem mod grænsen med højt løftede ben. Angiveligt får de tillæg hvis de har cykelstyrsoverskæg. Som opvarmning hopper en et-benet kriger frem mod grænsen med et stort pakistansk flag mens han råber eder og forbandelser og truer inderne med sin stok.

Ceremonien gennemføres hver aften og er også blevet gennemført når der har været militære konfrontationer mellem landene (senest i september 2016). I november 2014 udlæste en selvmordsbomber sin fem kilo tunge bombevest (til trods for at området er ret heftigt bevogtet grænse) 500 meter fra grænsen mens masserne var på vej hjem efter en netop afsluttet ceremoni. 60 døde og 110 blev sårede. Siden da er der sat metaldetektorer op en lille kilometer før grænsen og alle tasker (inkl. kameratasker) er nu bandlyst til ceremonien.

Da jeg skal flyve hjem til Danmark skal jeg igen i lufthavnen midt om natten. Heldigvis får vi denne gang lov til at køre på hovedvejen derhen. Til gengæld skal jeg i lufthavnen vise indholdet af mit mavebælte, svare på ”hvor mange penge jeg tager ud af landet” og ”om jeg mon har nogle lokale penge tilbage” og får (for første gang world wide) kropsvisiteret min diller. Et fast håndtryk om rejsefætterens medister er således mit sidste indtryk fra Pakistan.

That’s it. End of trip. En måned. 7 lande – heraf 4 nye (Papua Ny Guinea, Østtimor, Bhutan og Pakistan). Masser af oplevelser og møder med exceptionelle mennesker. Regnskab se sidste billede i albummet. Af hjertet tak til min søde familie for at lade mig tage væk i en måned og til alle der har hjulpet og alle der har fulgt med.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.