Nigeria Blog

Turbeskrivelse Nigeria

English version here.

Før jeg tager afsted mod Lagos er jeg mere nervøs end jeg plejer at være når jeg skal ud i verden. Måske skyldes det alle de skræmmehistorier jeg har hørt om røverier og overfald i Nigeria generelt og i Afrikas største by specifikt. Måske sidder mine uheldige oplevelser i Libyen og Guinea stadig lidt i kroppen. Måske er jeg efter mange rejser i Afrika bare ved at gå lidt kold på overbefolkede storbyer hvor man hele tiden skal kigge sig over skulderen, hvor trafikken er en katastrofe og hvor man ikke ved om man kan stole på politiet.

Det er mørkt da jeg lander i Lagos fredag aften omkring klokken 20. Undervejs er jeg (for anden flyvning i træk den sidste var med hele familien) blevet gratis opgraderet til Business på vej til Istanbul. Derfra videre på monkey class hvor jeg godt måtte få lov til at sidde lige bag en Nigerianer der i stort set samtlige syv timer ned over det afrikanske kontinent højlydt pudsede næse i et tæppe venligst udleveret af Turkish Airlines. Nu er jeg endelig ankommet efter en lang dags rejse.

Murtala Muhammed lufthavnen i Lagos er velorganiseret og jeg kommer let ind i landet med mit visum som til gengæld har været langt fra let at få. Alting virker velordnet og ser man bort fra at området omkring lufthavnen er under ombygning så taxaen må køre ad hullede, midlertidige røde jordveje er Lagos i Afrikansk målestok en let storby at ankomme til. Så længe man altså ikke ankommer på hverdage mellem 8-12 eller mellem 15-19 hvor trafikken angiveligt står næsten bomstille. (Jeg får senere fortalt at en hverdagskøretur der burde tage en time i ekstreme tilfælde kan tage ti timer!).

I Lagos skal jeg mødes med min landsmand der hedder Charlie. En dansk eventyrer der har brugt en hel del længere tid end de godt fjorten timer jeg har brugt på at komme herned. Med start i Esbjerg er han GÅET hele vejen. Det har taget ham tre år og fire måneder. Da jeg kl 21 lokal tid (kl 22 dansk tid) ankommer til mit hotel ringer jeg til ham. Han er til danskeraften med flæskesteg og rødkål blandt andet sammen med Danmarks ny konsul til Nigeria. ”Kom ind og mød os på en bar” siger Charlie. Men Lagos er en stor by og med den nuværende trafik er der ifølge taxachaufføren der tog mig til hotellet knap en times kørsel ind til Victoria Island hvor Charlie befinder sig. Jeg er helt smadret, så jeg dropper besøget og går i seng.

Næste formiddag tager jeg på sightseeing. Min chauffør hedder Sebastian og er far til to. Selv om det er lørdag og altså heldigvis ikke normal arbejdsdag venter vi med at køre til ud på formiddagen for at undgå at sidde i kø. Fra fastlandet kører vi ad en af Afrikas længste broer ’third mainland bridge’ ind mod først Lagos Island og fortsætter derfra til Victoria Island. Ud til vandet, langs og under broerne bor folk i interimistiske blikskure i noget af det værste og meste tætbebyggede slum jeg har set på hele kontinentet. Senere på dagen skal jeg mødes med Charlie i et af byens slumområder. Jeg funderer lidt over om der er ligeså fattigt der hvor vi skal mødes.

Nike Art Gallery som er denne lille udflugts første stop, er til gengæld et pænt og ordentligt sted på civiliserede Victoria Island. Det er lidt underligt at Lagos måske største turistattraktion er et privat kunstgalleri. Galleriet er i seks etager og udstiller kun værker fra lokale kunstnere, hvoraf man ofte kan møde og tale med et par af dem. Alle værker er til salg og det gennemgående motiv synes at være Nigerias enorme menneskemylder.

Efter galleribesøget har Charlie inviteret mig ud i Lagos’ slum. Charlie kalder sit projekt for ’Walking for Water’. Nu opholder han sig omkring et år i Lagos og arbejder på forskellige velgørende projekter før han bevæger sig videre mod sin rejses endelige mål – en landsby i Tanzania som han vil donere en vandpumpe til. Et af disse velgørende projekter er Lagos Food Bank der uddeler mad og medicin rundt omkring i Lagos’ forskellige slumområder. I dag foregår uddelingen i det distrikt der hedder Mushin. Charlie og jeg er begge medlemmer af De Berejstes Klub, men vi har aldrig før mødt hinanden og hverken Charlie eller jeg har tidligere været i denne del af Lagos slum. Med en vis uro i maven begiver jeg mig i Sebastians bil ind mod Mushin. Det eneste vi har at gå efter, er et billede Charlie har sendt mig med en masse små veje langt de fleste uden vejnavne og en lille prik der viser hvor i slummen han befinder sig (se billede i album). Efter bedste evne har jeg plottet stedet ind på Google Maps. Jeg håber jeg har ramt rigtigt, tænker jeg mens vi bumler ned ad de smalle, tætbefolkede og bulede jordveje.

Til sidst snævrer vejen så meget ind at vi ikke kan køre videre så vi parkerer bilen og fortsætter til fods. To hundrede meter fra hvor GPSen varsler ankomst står et hvidt telt. Nogle dvaske politifolk i uniformer sidder og hører høj musik under teltet som jeg fejlagtigt tror har noget med arrangementet at gøre. Men betjentene aner selvfølgelig intet om Lagos Food Bank og er overbeviste om at vi må have taget fejl når vi fortæller at et stort arrangement skal finde sted ikke langt herfra. Fra Sebastians telefon ringer jeg til Charlie. ’Maduddelingen åbner om to minutter men jeg kan ikke høre en skid’ får han fremstammet mens høj forvrænget baggrundsmusik næsten overdøver ham. ’Spørg efter politistationen i Bioko – det ligger lige ved siden af’ tror jeg nok han siger inden forbindelsen bliver afbrudt. Knap har jeg proppet telefonen tilbage i lommen før en mand der har overhørt samtalen, peger os mod den omtalte politistation og bag den – præcis på det sted jeg har plottet ind på min GPS – åbenbarer der sig en åben plads langs et jernbanespor hvor lange rækker af kvinder og børn nu venter på den snarlige udlevering af madrationer.

Midt i vrimlen står Charlie og lyser op som en snemand i en kulmine. Han og jeg er de eneste hvide mennesker på stedet og i løbet af den næste times tid bliver vi begge interviewet til nigeriansk TV og lystigt foreviget af de utallige frivillige lokale fotografer. På bagsiden af madteltene er der medicinuddeling, vaccinationer og helbredskontrol. Alle er venlige, her virker aldeles fredeligt og den omkringliggende slum synes ikke specielt fattig. Husene er af sten frem for blik og her ser ikke mere fattigt ud end så mange andre steder i Afrika. ”Helping others, the secret ’sauce’ to happiness” står der på et af skiltene som de frivillige har med.

Efter maduddelingen befinder Charlie og jeg os de næste par dage mest på tagterrassen af mit hotel i selskab med store, kolde 9-kroners flaskeøl primært af mærkerne ’Star’ og ’Hero’. Passende navne i forhold til Charlies utrolige historie som han over de næste dage fortæller mig. Om hans vanvittige gåtur. Om de potentielle farer forude. Om hans drøm om at hjælpe de fattige og gøre verden til et bedre sted. En drøm han synes giver meget mere mening end som os andre at jage ussel mammon hjemme i Danmark. Noget du forhåbentlig kan læse mere om i forbindelse med et kommende interview.

Taget i betragtning af at jeg kun opholder mig et par dage i Nigeria på denne tur kunne man mene at jeg måske skulle have brugt færre timer på at drikke øl (og spise Eba og Jollof Rice). Men der er hyggeligt i Charlies selskab og rejserøverhistorierne fortæller jo ikke sig selv. Og selv om mit korte besøg selvfølgelig slet ikke yder det kæmpestore land retfærdighed synes jeg der er noget helt særligt over at møde eventyrere undervejs på deres rejser – frem for når de er kommet hjem og hverdagen igen har sat ind.

Tak selvfølgelig til Charlie for et spændende besøg og for at invitere mig med ud i slummen. Særlig tak til Hans Petter Stølsvik for stor hjælp ifht. at skaffe visum på ambassaden i Stockholm. Også tak til posten i Norge for stadig at forhandle de gode gammeldags postkuponer som er det eneste betalingsmiddel for returpost som ambassaden i Sverige accepterer.

(alle fotos er taget med en iPhone8 – beklager den forringede kvalitet).

PS Hvis nogen skulle have lyst til at tage ned at besøge Charlie så skal man først lige have visum til Nigeria via ambassaden i Stockholm – sidste billede i albummet viser de ganske få dokumenter der herfor kræves.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.