Og lad det være sagt med det samme: Turkmenistan er et mærkeligt land. Landets tidligere enehersker, ham vender vi tilbage til, valgte for eksempel i sin tid at opføre lufthavnens kontroltårn på den forkerte side af lufthavnsbygningen ’fordi han syntes det så bedre ud’. Så sådan blev det. Resultatet var at flyvelederne ikke kunne se flyene når de var på jorden.
Lige nu er hverken lufthavnens historie eller dens imponerende arkitektur dog hvad der optager os mest. Med let bankende hjerter stiller vi os i køen for Visa On Arrival.
For at vække mindst mulig mistanke har vi desuden – undtagelsesvist – købt en 4 dages organiseret tur til Turkmenistan. Det betyder at vi, hvis vi kommer ind, i hele landet – hovedstaden dog undtaget – kun må bevæge os rundt under følgeskab af en guide, i vores tilfælde fra bureauet Stantours, som skal tage ansvar for os.
Heldigvis har mine anstrengelser båret frugt. Forud for ankomst har vi i første hug, med Stantours hjælp og uden nogen form for problemer fået udstedt et af ”State Migration Service of Turkmenistan” officielt stemplet og underskrevet invitationsbrev. Det tillader os Visa ved ankomst og op til 10 dages ophold i landet. Jeg aner ikke hvorfor jeg er kommet så glat igennem, men måske det er en formildende omstændighed at jeg har taget fruen med. (Vi ville rigtig gerne have haft ungerne med også og tænkte at det nok havde forbedret chancerne yderligere, men en samlet pris på DKK 9.600 pr person for 4 dage inkl. alle udgifter fik os på andre tanker).
I min efterfølgende eufori er jeg i naboburet som udgør det for vekselkontor – totalt urutineret – lige ved at veksle 100 US dollar til den officielle kurs som udgør 350 Turkmenske Manat. Jeg har fokuseret så meget på visummet så jeg helt har glemt at undersøge mulighederne for sortbørsveksling og min otte år gamle Lonely Planet bekendtgør at ’man ikke kan få en bedre kurs på det sorte marked’. Lufthavnens vekselkontor er dog ubemandet, hvilket viser sig heldigt, for snart efter finder vi ud af at sortbørskursen på det russiske marked som vi bor nær ved, i stedet for kurs 3,5 giver kurs 18-19 pr dollar, hvilket betyder at vi som ved et trylleslag pludselig får 5 gange mere for pengene(!). Dermed bliver Turkmenistan et af de billigste lande jeg nogensinde har besøgt (se priseksempler nederst).
Meget passende bor vi på ”Hotel of Ministry of Internal Affairs” i hovedstaden. ”Regn med at du bliver aflyttet på turisthotellerne” står der også i vores Lonely Planet og det stemmer jo meget godt overens med hotellets navn. Hotellet ligger lige overfor præsidentpaladset. Eller rettere præsidentpaladserne for ét palads er naturligvis ikke nok. Rundt om de 5-6 paladsbygninger ligger store parker med flotte springvand bevogtede af mænd i uniformer der bliver hidsige hvis man kommer dem for nær.
Asjkhabad betyder direkte oversat ’kærlighedens by’. Alle bygninger – private højhuse såvel som ministerier – i centrum er store og flotte, mange har søjler og alle er beklædt med marmor. Den dyre og tunge kvalitetsmarmor er på kærlig vis og til en kærlig pris sejlet ind fra Italien. Gadefejere i hold fejer døgnet rundt hvert et blad op på gaden og fortovsvaskere vasker de marmorbelagte fortove. Her er rent og pænt og her virker – i hvert fald i centrum – velfungerende og velstående. Alle husene er hvide og det er næsten alle biler også. ’Politiet inddrager din bil hvis den er sort’ fortæller en af vores guider os senere. Ingen lokale vover at kritisere landet og det eneste tilnærmelsesvist systemkritiske vi hører fra en lokal i vores 4 dage i landet er en mand der siger at han ’ikke bryder sig om marmor’.
Seks kilometer i taxa til Nationalmuseet koster 4 kroner. Nationalmuseet består af tre separate museer, hvor af vi nøjes med ’Præsidentmuseet’. Det er i tre etager, bygget i marmor og guld, og viser billeder af præsidenten vinkende fra stejlende heste og sammen med søde puddelhunde. Når han ikke er optaget af at trykke hånd med Putin eller Merkel ser man ham står foran fly, spille golf eller i færd med at køre ATV, mejetærsker, motorcykler eller racerbiler. På et af billederne står han på en operationsstue så det fremstår som om at præsidenten (som er uddannet tandlæge) også er velbevandret ud i hjernekirurgi.
Næsten hele Asjkhabad blev udslettet i et jordskælv i 1948. Man regner med at to tredjedel af byens indbyggere døde i løbet af blot et enkelt minut (det officielle Sovjet rapporterede dog om langt færre døde). I dag er hele byen fuldstændig genopbygget. Som mørket falder på, tændes byens neonreklamer. Mange af de store marmorhøjhuse er fuldstændig ens men et husnavn skrevet i neon på toppen hjælper beboerne med at finde hjem til det rigtige. Storskærme viser sportsbegivenheder og nyheder midt i byens trafikkryds, vejene er brede og uden særlig mange biler. Overalt lyser neon og projektører de kridhvide marmorpaladser op. Asjkhabad er som ingen anden by på kloden. Som et gadekryds mellem Pyongyang og Las Vegas.
’Du bliver nødt til lige at dreje tændingsnøglen for mig’ siger Shamurad og går for femte gang ud og roder under kølerhjelmen på sin Nissan pathfinder 4WD. Shamurad skal efter planen køre os til ’porten til helvede’ fire timers kørsel fra Asjkhabad. Regnen vælter ned over os og firhjulstrækkeren har ikke været i nærheden af at starte før Shamurad til sidst piller en slange af så der løber benzin ud på jorden. Derefter starter den i første hug da jeg drejer nøglen.
I hovedstadens udkant ligger kæmpe beboelseskvadrater med lange lige rækker med hundredvis af fuldstændig identiske beboelsesejendomme. De er alle sammen hvide. De har alle sammen grønne tage. De er alle sammen beklædt med marmor. Det ser syret ud.
Senere ude i ørkenen køber vi brænde i landsbyen Yerbent. Her bor de lokale fortrinsvis i faldefærdige huse. Her er ingen marmor og ingen gadefejere. ’De får et nyt moderne hus gratis når præsidenten beslutter sig for at renovere landsbyen’ fortæller Shamurad.
Det er isnende koldt, men solen skinner og himlen er blå da vi når frem til krateret. Temperaturen ligger lige over frysepunktet, men heldigvis kan man varme sig ved krateret som var det et kæmpe lejrbål. For blot to måneder siden er der desværre sat hegn op omkring hullet, hvilket dog ikke synes at afholde særlig mange fra at kravle over det lave og letforcerbare hegn, som jeg aldrig helt forstår om er sat op ifm. afholdelsen af et nyligt racerløb eller for at forhindre turkmenske turister der har drukket for meget vodka i at falde ned i hullet (som det angiveligt var sket for en lokal mand for ikke så længe siden – han overlevede angiveligt ved ’at krølle sig sammen ind til nogen kunne hjælpe ham op’).
Så snart vi til fods forlader det varme krater efter solen er gået ned føles det i det flade, åbne landskab koldere end i selv den ondeste danske vinternat. Vi gætter på det indregnet windchill faktor føles som tyve frostgrader som vi går de 400 meter hen til vores jurte hvor vi skal overnatte. I ly af det tykke filttelt og nær varmen fra det bål der forefindes inde i jurtens midte (der er ikke skorsten/udtræk, men vi får at vide at jurtens tag er et hullet net hvor røgen kan slippe ud) spiser vi lækker Shashlyk (grilspyd) med kylling, salat, brød og vodka.. Stantours ejer kun én jurte, så Shamurad siger at han har tænkt sig at sove ude i bilen. Jeg tænker at derude vil han da fryse ihjel (han har ikke tænkt sig at starte bilen) og at der er masser af plads herinde i jurten. ’When there is wife there may be romance’ svarer vores flinke chauffør. Jeg forsikrer den gode mand om at chancerne for romantik er temmelig små så længe der er frostgrader inde i teltet. Til sidst indvilliger han heldigvis i at sove med os i jurten, hvilket har den behagelige fordel at han cirka hver anden time ligger frisk brænde på bålet, så vi får et varmesupplement til de tykke russiske militærsoveposer vi har lejet.
Næste morgen er alt vores vand i bilen og i jurten frosset til is. Et par sporadiske skyer på himlen hjælper til at gør solopgangen interessant og farverig. Lige ved siden af krateret har fire turkmenske turister slået deres to tynde telte op i læ bag deres bil på den bidende kolde slette. Rundt om teltene ligger tomme vodkaflasker. Kun en af teltets fire beboere er i stand til at bevæge sig ud af teltet for at betragte solopgangen.
Tilbage i Asjkhabad tager vi forskellige taxaer – og privatbiler som også let kan prajes som taxaer – rundt til byens seværdigheder. Med et par selvlærte russiske gloser og google maps med offline kort på telefonen finder vi relativt let rundt. Alle taxachauffører skal selvfølgelig have præcis det samme billede siddende i forruden. Det forestiller en storsmilende præsident iført en stor hvid pelshue. Han sidder på en smuk hest og holder i sin favn nuttet udseende hund som naturligvis er hvid. På den vis besøger vi Zoologisk have, Hippodromen (hvor der i sæsonen er hestevæddeløb) og det futuristiske brudepalads ’Bagt Kuschke’, der ligner en tredimensionel kæmpestjerne. Til sidste ender vi på udsigtsrestauranten på næstøverste etage i Yildiz – Turkemenistans svar på Dubais sejl/Burj al-Arab (bygget af arkitektfirmaet bag den nye triumfbue i Paris mm). Her får vi Carpaccio til forret og kanin og bøf til hovedret og et par fadøl for i alt 100 kroner, på det der muligvis er landets fineste restaurant.
Vi har nået meget på vores blot fire dage i dette land, der om noget er forskelligt fra alle de andre. Da vi skal hjem fra Yildiz må vi vente længe på vores taxa iflg. chaufføren fordi ’alle veje var lukkede i en time fordi præsidenten skulle hjem’. Vi bliver sat af et par kilometer fra hotellet fordi Charlotte gerne vil gå en sidste tur i byen. En sidste tur gennem enorme, øde parker med kæmpe springvand, marmorsøjler og guldstatuer af heste og turkmenske verdensmænd. Her er absolut ingen andre mennesker i parkerne ’for turkmenere kan ikke lide at gå’. Det er en mere end en kilometer lang omvej at gå uden om præsidentpaladset, men af et par undtagelsesvist imødekommende vagter får vi lov til at benytte vejen der leder lige igennem paladsområdet selv om de fleste af de strenge soldater der står opstillet for hver hundrede meter ligner nogen der synes det er en dårlig ide. Vi sover et par timer på vores formentlig overvågede ’hotel of Ministry of Internal Affairs’ inden det midt om natten er tid til at tage tilbage til den futuristiske lufthavn der ligner en kæmpe fugl og derfra flyve hjem til vores søde børn.