Comorerne Blog

Turbeskrivelse Comorerne land nr. 194/196

English version here.

Comorerne er et af verdens mindst besøgte selvstændige lande. Det ligger mellem Madagaskar og det afrikanske kontinent. Kun få flyselskaber flyver til landet. Et af dem er Air Madagaskar som jeg efter lidt billetforviklinger får lov til at sige ombord hos (Air Madagaskar ændrede returflyvningen til at gå via Mayotte og det krævede iflg. Travelgenio – som jeg uheldigvis havde købt billetten igennem – at billetten blev ’revalideret’, hvilket først lykkedes to dage før afgang efter en lang og sej kamp).

Comorerne er en tidligere fransk koloni, hvilket betyder at det er et godt sted at befinde sig hvis man kan tale fransk. Det betyder også at der er flere steder hvor man kan få god fransk mad. Jeg indlogerer mig på ’Fredens have’ – ’Jardin de la Paix’-hotellet i hjertet af hovedstaden (50 Euro pr nat med aricon og morgenmad, Comorerne er ikke særligt billigt) og bestiller straks en særdeles velsmagende hummer i karry med kartoffelmos (12 Euro). I mange fattige fiskerilande er hummer ikke nogen særlig eksklusiv spise og retterne på menuen med kylling eller oksekød koster nogenlunde det samme.

Derefter går jeg på byrundtur i hovedstaden. Comorerne er 99% (sunni) muslimsk (den sidste ene procent er kristne tilflyttere og NGOere typisk fra Frankrig) så overalt i gaderne går mænd rundt i lange – ofte hvide – muslimske kjortler og bærer på hovedet den traditionelle runde muslimske hat. Kvinderne har flagrende, farverige lange gevandter og slør. Hurtigt finder jeg ud af at de ikke bryder sig om at blive fotograferet og tager derfor kun ganske enkelte billeder af kvinder og da kun fra lang afstand. Lidt en skam for på byens store (og fattige) søndagsmarked ser jeg adskillige kvinder med gul pasta smurt i ansigtet – dem ville jeg grumme gerne have foreviget, men jeg fornemmer at det ikke er det rette sted at stikke mit store Nikon op i snotten på dem. Skraldet flyder i gaderne, her emmer af fattigdom og så snart man drejer væk fra de større veje ser man alenlange rækker af blikskure. Varmen er lummer og trykkende som jeg sjældent har oplevet det og det føles som om temperaturen er over fyrre grader.

Næste dag har jeg formedelst 40 Euro hyret Ibrahim – en flink fyr på 32 år, der har en søn og en datter på 11 og 7 år – til at køre mig på ø-rundtur. Overalt på øen ses landskaber af sorte lavasten. Når entreprenante Ibrahim ikke taler i telefon eller sender SMS’er eller aftaler dette og hint med folk han møder langs vejen beretter han at lavastenene stammer fra ’et katastrofalt vulkanudbrud i 1975 – og et mindre et i år 2000’. Han fortæller også (på fransk) at indbyggertallet i landet udgør 5.000 individer plus 2.000 kinesere der arbejder med at anlægge veje. Senere finder jeg ud af at befolkningstallet i Comorerne udgør omkring 850.000 personer, så Ibrahims øvrige oplysninger skal muligvis tages med et gran salt – og internettet fungerer kun sporadisk her på Comorerne, så det er ikke altid let at faktatjekke.

Nordkysten af Comorerne byder på vulkansøen Lac Sale som ingen ved hvor dyb er. Den ligger syret og smukt omgivet af bjerge, palmer, hav og kyst. Til min store overraskelse er de nærliggende strande her på nordkysten helt vildt smukke – nærmest flottere end dem i Seychellerne og Mauritius. Ved Maloudia-stranden (som på comorisk betyder ’bølge-stranden’) har præsidenten to dage tidligere lagt de første sten til et nyt 5-etagers luksusresort der skal opføres af firmaet ’Armada Dubai’. ”Her er ingen andre resorter på hele øen og det seneste forsøg på et luksushotel gik nedenom og hjem for 15 år siden”, får jeg at vide af den Dubai-baserede englænder Abdulla der er projektleder for opførelsen af Armada-hotellet.

Jeg ser kun en restaurant på hele nordkysten og her skal fisken, risene og tomatsovsen bestilles mindst to timer i forvejen. Da jeg veltilfreds sidder og gnasker den glimrende fisk i mig, kommer Emily forbi. Hun er fra Minneapolis, har lært sig selv at tale Comorisk og arbejder for det amerikanske Peace Corps. I halvandet år har hun boet i landsbyen ved siden af restauranten sammen med de lokale som hun hver dag underviser i engelsk. Hun skal bo her et år mere og elsker det simple liv her ved bølgestranden og de to andre og næsten ligeså smukke strande i de næste to bugter. ’Vi har ikke haft strøm i 20 dage fortæller hun. Udover da præsidenten var her da tændte de for generatoren i en times tid. Og vi har lige fået at vide at vi heller ikke vil have strøm de næste 45 dage’. Siger hun uden at ligne en der synes det er noget særligt stort problem.

Jeg har kun tre dage / to nætter i Comorerne og det er egentlig meget passende for udover at spise udmærket fransk mad er her når man har set hovedstaden, søndagsmarkedet og været på ø-rundtur ikke så vanvittigt meget at foretage sig (udover at snakke med de seje NGO’ere der hænger ud i ’Fredens have’ that is). Men øen har en nogenlunde venlig befolkning, og som sagt en flot vulkansø, nogle overraskende fantastiske strande og er et godt sted hvis man gerne vil øve sig i at tale fransk.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.