Egypten 2020 Blog

Turbeskrivelse Egypten 2020 – Når ferien ikke går helt efter planen..

Planen er ellers simpel: nul pyramider, nul museer, nul gravkamre, nul feluke-bådture på Nilen. I stedet står den på fjorten dages skriveophold og afslapning i Luxor plus et par dage i Kairo forinden og derefter. Familien havde ikke lyst til at tage med da Charlotte hellere ville prøve brudekjole, så jeg er afsted solo.

I Kairo er der koldt, da jeg ankommer. Ti grader om natten, femten-tyve grader om dagen og overskyet. Mit hostel hedder Cecilia Hostel og ligger på sjette sal i verdens måske ældste bygning. Selv om bygningen måske er verdens ældste ligner elevatoren på uforlignelig vis noget af endnu ældre dato. Efter at jeg har set den i dagslys tør jeg ikke længere tage den. Om aftenen spekulerer jeg lidt over hvad jeg skal gøre hvis der skulle gå ild i denne old-arabiske brandfælde af et faldefærdigt højhus. Her ville selv Bruce Willis formentlig ikke kunne få mig ud í tide. Jeg prøver at slå disse tanker ud af hovedet og går til køjs. I gaden under mig simultandytter et uforståeligt stort antal køretøjer af enhver art – og med enhver slags horn – sig lystigt igennem aftenen, men alligevel lykkes det mig til sidst at falde i søvn midt i kakofonien. Lidt senere vågner jeg dog fordi det lugter brændt. Betryggende. Heldigvis kan jeg næste dag konstatere at det bare er røg der hænger i luften over byen at det lugter af.

Tolv timer i tog til Luxor koster 25 kroner på anden klasse. Nådigt sluppet for at tilbagelægge næsten 700 kilometer med dagstoget langs den fine Nil. Egyptere kan godt lide at råbe dejligt højt til hinanden. Det kan de godt få lang tid til at gå med i et tog. Udlændinge må egentlig ikke tage dette dags-lokaltog da man hellere vil have dem til at betale 110 USD for turist-VIP-nattoget, men jeg har uden problemer købt en billet på nettet og den fungerer heldigvis fint.

Hjemmefra har jeg medbragt et styks forkølelse som ikke er blevet bedre af en mellemlanding i alt for lækre Kiev i skjorteærmer, sne og minusgrader. Nu ser jeg efter nogle halvkolde dage i Kairo frem til dejlig varme og sol i stort set altid solrige Luxor. Man siger godt nok at det også kan blive koldt om natten i en ørken, men jeg har ikke forudset at det kan blive ned til hvad der føles som under fem grader varmt da jeg ved midnat ankommer til Luxor og snart efter til hotellet hvor jeg skal bo. Jeg kan tydeligt se min egen ånde i den kolde ørkennat. Til gengæld ser jeg det som et godt tegn at både printeren og selve receptionen på hotellet er placeret ude under åben himmel. ”Her har det ikke regnet i seks år” siger Yahya den flinke Reception Manager med et grin.

Jeg vågner tænderklaprende midt om natten. Det føles som om der er frostgrader inde i mit uopvarmede værelse. Ude fra badeværelset kommer der høje lyde af voldsomt fossende vand. Jeg skynder mig derud og kan konstatere at det bare er et toilet der løber. Løber er dog måske en underdrivelse. Det fosser eksplosionsspurtende afsted. Der må være tryk på vandet her tænker jeg mens jeg i halvmørket famler efter hanen på det som jeg tror er toilettets ventiler. Det skulle jeg aldrig have gjort for kort efter kanoneres en tyk stråle iskoldt vand med eksplosionsfart durchrekte ind i Østerboys underbuksebeklædte underliv. Av min arm eller måske rettere av min noget andet tænker jeg idet det går op mig at toilettet åbenbart er udstyret med en bidet-funktion som grundet det usædvanligt høje vandtryk her på tredje sal sprøjter helt usædvanligt kraftigt og skråt op og ud i luften. Jeg flår kroppen og hovedet tilbage hvilket medfører at jeg taber mine tykke briller så de.. – naturligvis.. – lander præcis nede midt i toiletkummen. Så er vi i gang. Velkommen til Egypten!

De efterfølgende nætter er heldigvis slet ikke lige så kolde og dagene er behagelige med sol og op til femogtyve grader. Poolen er til gengæld iskold så den må jeg opgive at bruge.

Nætterne byder på megen sjov og ballade: store egyptiske turgrupper ankommer og af uvisse grunde elsker også disse egyptere at råbe højt og længe lige ind i hovederne på hinanden også når de står lige ved siden af hinanden. Når de står langt fra hinanden – f.eks. når den ene står på hotellets svalegang og den anden nede i gården – synes der ikke at være grænser for deres stemmekraft. En af nætterne beslutter de sig sågar for at holde fødselsdagsfest i hotellets gård mens de slår på tromme. Herligt. Mit værelse ligger naturligvis klos op ad et seks-personers værelse og de seks unge egyptere derinde deles vistnok om kun en nøgle. I hvert fald bliver der banket højlydt på døren mange gange i løbet af en nat.

Hotellet har også et par dejlige hunde som godt kan lide at gø meget højt hele natten nedenfor mit værelse. Naboen er selvfølgelig en gigantisk moske med verdens muligvis kraftigste forstærkersystem. Hver morgen klokken fem kaldes der til bøn på en måde så det muligvis kan høres adskillige kontinenter væk. Efter fem minutter holder det heldigvis op igen. Ti minutter senere når man – hvis man er heldig – er lige ved at falde i søvn igen, så gentager den dejlige seance sig. Jeg har stor respekt for muslimer og deres store gæstfrihed, men hvem er det lige der – hvad religion de nu tilslutter sig – har lyst til at blive vækket to gange hver morgen omkring klokken 5?

Efter en af disse særdeles urolige nætter vågner jeg en morgen klokken 7. Da jeg træder ud af sengen og sætter en fod ned på gulvet er hele gulvet oversvømmet med iskoldt vand. Jeg kigger up på repos’en ude foran mit værelse og kan konstatere at også den nu minder om et soppebassin. ”Men det har jo ikke regnet i 6 år” tænker jeg mens jeg febrilsk kommer i tøjet. Ude på svalegangen er beboerne i værelset to døre længere væk ved at evakuere deres tøj og bagage. Inde på deres badeværelse fosser vandet med højt tryk ud. Jeg finder aldrig ud af om der er gået en pakning eller de simpelthen har glemt at slukke for deres toiletspuler hvorfra vandet altså – mens de trygt har sovet videre – længe er fosset ud.

Undervejs i mit fjorten dage lange ophold får jeg dårlig mave to gange -og må tilbringe lidt herlig tid på potten med at ’følge Bruno i svømmehallen/lære den brune bjørn at danse’…

Og så må jeg også hellere skrive at bortset fra det var de mange lokale ansatte på mit hotel super-søde, mit værelse var fedt, maden var god og jeg fik skrevet en masse – tak til Islam, Yahya, Banal Om Muones, Kamal, Om Mina, Gabriel, Eli, Abdo. Mustafa, Mahmoud, Tony, Sammi, Baraka, Methat, Romani, Ahmed, Yusef, Suleyman, Gerges og Sammeh – Isla Halna Wu Halek – Amin Ya’rab! – hvis du har det godt har vi det godt – og vi takker gud.

Da jeg returnerer til Kairo – efter endnu en knap tolv timer lang og højtråbende togtur – er jeg en lille smule træt. Jeg orker ikke en taxa i Kairos stillestående trafik så jeg slæber min bagage gennem det særdeles tætpakkede og pågående menneskemylder foran Ramses togstationen. Med alt mit habengut tager jeg den også tætpakkede metro frem til mit dejlige Cecilia Hostel.
Næste morgen er flere kæmpe betonstykker netop faldet ned fra taget, har slået hul i plastikmarkisen og er tonset ned og har smadret et af de cafe-borde jeg kort efter spiser morgenmad ved ude på hostellets tagterrasse.

Da jeg i Kairo – akkompagneret af evigt dyttende biler og en insisterende bilalarm som ingen har tænkt sig at slukke – skriver dette, får jeg for tredje gang på turen trompetmave og må haste ud og kaste mere flis i mosen..

Jeg overvejer nu om jeg muligvis skal ændre rejsemål næste gang jeg skal på skriveferie!

(alle billeder i fotoalbummet fra 2020 er taget med iPhone – beklager den lidt forringede kavlitet)

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.