(English version here)
”Hvis I ikke vil med, så går jeg den bare selv” sagde Flemming min kære 78-årige far.
Samariakløften i det sydvestlige Kreta er Europas længste kløft. Der er tretten kilometer ned gennem kløften med et fald på 1.200 højdemeter. Plus tre kilometer fra kløftens udgang ned til byen med den sorte stenstrand der hedder Agia Roumeli, hvorfra en stor færge som det eneste transportmiddel leder tilbage mod civilisationen.
Min søster Bodil og jeg tænkte at vi nok hellere måtte følge trop. Og efter en vis mængde overtalelse tog vi hver vores ældste barn – Ava og Hjalte begge på 11 år – med.
Vi blev hentet klokken 05.45 og efter et par timers hård bjergkørsel stod vi og hundefrøs på toppen af et bjerg. Tusind mennesker går i snit igennem kløften pr dag i sæsonen fik vi fortalt. Kun en bus var nået frem før os så vi var til at begynde med relativt alene om at puste små skyer af varm ånde ud i den kolde bjergluft. Under os lå skyerne smukt omkring bjergtoppene, så det lignede et af billederne fra screensaveren på min computer og bag os malede solen horisonten rødgul.
Min far havde valgt at iføre sig et par flotte, brune sejlersko der var næsten af samme årgang som ham selv. Dem havde han tidligere med stor succes vandret i i Spanien kunne han berette. Jeg selv havde tænkt at for at gå ned ad bakke på en sti i et par timer ville et par fladbundede converse-sko nok være et helt fint valg.
Min kære gamle far lagde ud i et hidsigt opskruet tempo. Vi skulle jo gerne holde de langsomme fra vores egen bus og alle dem fra de senere ankommende busser bag os mente han. Frejdigt løb han nærmest ned ad bjerget. Stien bestod af store runde, umagelige sten som i starten hvor det var stejlest ofte var udformede som deciderede – og heldigvis for det – trappetrin.
Efter en meget stejl halv time var vi allerede trætte både af at gå nedad og især af at træde ovenpå uendeligt mange hårde, glatte irregulære sten. Tempoet blev derfor sat ned. En smuk, ung spansk pige som var en af de sidste fra vores egen bus der overhalede os spurgte hvor gammel min far var da hun passerede. Hele hendes gruppe klappede ad ham de de hørte at han var 78 år. Havde de fået øje på hans brune sejlersko havde de muligvis klappet endnu højere.
Efter to timer havde vi gået 3,8 kilometer. Min far var gledet et par gange og havde desværre fået en blodig flænge på den ene arm. ”Det skal I ikke tænke på” sagde min far som var sikker på at han sagtens kunne klare 12 kilometer mere.
De næste to timer gik Hr Øster Senior sidelæns ned ad trapperne ved ganske lav hastighed. På den måde kunne hans udmærkede sejlersko bedst stå fast mente han. Vores unger løb frejdigt i forvejen og byggede små stendiger, mens bagtroppen med Hr Øster Senior og hans to børn – som efter gentagende forespørgsler endelig havde fået lov til at bære Hr Øster Seniors taske – nu skød en temmelig reduceret hastighed på omkring 1,5 km/t. Efter 4 timers vandring havde vi tilbagelagt 7 kilometer med at samlet fald på cirka en kilometer. At vende om og gå en højdekilometer op var ikke rigtig nogen option. De sidste ni kilometer var til gengæld i nogenlunde fladt terræn. På dejlige plane, grus-vandrestier forestillede vi os.
Toiletterne var overbesørgede ildelugtende skure med et hul i jorden. Til gengæld var der mange rastepladser med naturlige kilder og muldyr stod klar hvis man skulle komme til skade eller opgive ævredet. Der var sågar en Helipad nær de gamle stenhuse nær den historiske landsby der ligesom bugten lød navnet Samaria.
Da vi endelig nåede ned til det næsten helt udtørrede flodleje i bunden af kløften viste vandrestien sig selvfølgelig at bestå fortrinsvis af flere store, rundede sten. Sten, sten, sten og atter forpulede hvide sten så langt øjet rakte. Hvert eneste skridt krævede koncentration. En vandrestøvle eller blot en ordentlig affjedret løbesko havde her så absolut været at foretrække. Eller måske sågar en vandrestav som jeg ellers i hele mit liv har forsvoret at jeg nogensinde skulle komme til at bruge. Jeg havde pisseondt nede under fødderne af at træde på de evindelige sten. Jeg tør ikke tænke på hvordan min fars fødder havde det i de nu ikke længere helt så fine men stadig fortrinsvis brune sejlersko.
Nu skal det heller ikke være ynk alt sammen. Turen var flot. Solen skinnede gennem træerne. Temperaturen var behagelig. Og ’jernporten’ – kløftens hovedattraktion og smalleste sted med blot tre meter mellem de trehundrede meter høje klipper– tronede majestætisk under middagssolen.
Tempoet steg lidt igen da min far i det fladere landskab slap for at gå sidelæns. Efter tretten kilometer nåede vi efter at have trådt på flere sten end vi formentlig kommer til i de næste mange måneder af vores liv endelig efter knap 6,5 times hård vandring udgangen. Her havde en entreprenant lokal fætter valgt at sætte en bod op der stort set kun solgte præcis det vores selskab på nuværende tidspunkt havde brug for. Fadøl og softice. Genialt. Havde prisen været ti gange højere end de henholdsvis 3 og 2 Euro de kostede, havde vi sikkert købt dem alligevel.
Vi havde drømt om at de sidste tre kilometer ned til stranden ville foregå på dejlig plan asfaltvej. I stedet foregik den på ujævn brostensvej. Sten havde man nok af på de kanter så gaderne i den lille færgeby Agia Roumeli bestod også udelukkende af dejlige toppede brosten. Vores fødder fik aldrig ro. Seksten kilometer af sten, sten og atter sten var endelig tilbagelagt da vi til sidst nåede helt frem til stenstranden. Børnene (og min søster) så friske ud som om de kun lige var gået de tohundrede meter hjem fra skole. Min far og jeg lagde os direkte ned på strandens sorte småsten Efter få øjeblikke faldt vi i søvn. Men vi gjorde det. Sammen og i flade sko.
Efter en time med færge i solnedgangen og to timers kørsel på smalle bjergveje gennem vanvittige hårnålesving nåede vi klokken 20.15 – 14,5 timer efter afgang – tilbage til vores dejlige hotel. Her kunne receptionisten Kulia oplyse at det bedste mod ømme muskler skulle være at spise bananer. Dette trick synes dog ikke helt at virke for nu snart to døgn efter vores lille udflugt går de to ældste mandlige generationer fortsat sidelæns op og ned ad hotellets trapper.