Salomonøerne

Charlottes blog fra Salomonøerne

”I skal passe på hernede…”. Damen hvisker det diskret til mig, da Jakob har samlet et større opløb, mens han tager billeder af de lokale bøller, som spiller op til kameraet med stor iver, og en betel-nøddesælgerske tæt på Honiara Market. ”It is not safe, they are bad people” slutter hun af, inden hun går videre. Jeg får hurtigt hanket op i mand, børn og klapvogn, og vi begiver os videre ned ad gaden, mens latteren over dagens – formodentlig ugens – højdepunkt fortager sig. Turister er der ikke mange af i Solomon, slet ikke bestående af to små blonde børn og en rødhåret mand, så vi vækker opsigt, hvor end vi går. Heldigvis positiv opmærksomhed. Folk er flinke; hilser og giver hånd, men derfor behøver man jo ikke at være hverken godtroende og naiv. Slet ikke i nærheden af en byens marked, der som altid er en magnet for lommetyve og andet godtfolk.

Det er 3.dagen i Solomon øernes hovedstad Honiara. Først nu har vi haft lyst til at hive kameraet frem og for alvor begynde at tage billeder. Netop ankommet og uden fornemmelse for stemningen er Honiara ikke et sted, man flasher sine værdier eller trænger sig ind på folk. Nu har de efterhånden set os trave rundt i byen nogle dage, og vi føler os mere hjemme.

For 5 år siden stod byen i flammer pga. intern revolte, og øens politi får stadig støtte af det internationale politikorps. Her minder måske mest om et mere udviklet Kiribati (som er et virkelig lowlife land i Stillehavet!): Mindre skrald, folk taler langt bedre engelsk, men der er stadig
noget meget utæmmet over det hele. Måske som på Jamaica, hvor man heller ikke skal ”messe” med nogen. Men ”rejse med kant” har jo sin charme indimellem.

Vi kom desværre ikke rundt til andre øer på Solomon, da priserne var skyhøje for både færge, videre transfer og overnatning, hvor man endda selv skulle medbringe og tilberede maden! Så vi nød en stille og rolig uge med masser af tid til udforske hovedstaden.

Skt. Agnes Missionary Transit House bliver vores hjem på Solomon. Det ligger tæt på hovedgaden og overfor markedet, men oppe ad en stejl bakke. Det er et hjertevarmt sted, og vi får et dejligt stort værelse med 4 senge for 330 kr. pr. nat. Der er køkken, spisestue og opholdstue med havudsigt, så vi kan selv sørge for de måltider, vi ønsker. Betsy the Boss styrer løjerne
på stedet, og Ellen sørger for det hele skinner. Betsy har sønnen Kilan, som er en måned ældre end Jonas. Ungerne leger mange timer med hans legetøj på husets åbne underetage, imens de voksne nyder en bog og havudsigten. Efter frokost går vi hver dag tur i nogle timer eller tre, inden det er tid til før-mygge-hygge på værelset. Solomon er hårdt ramt af malaria, så vi holder os inden døre ved skumringstid, hvor myggene er mest hidsige. Kilan havde haft malaria ugen forinden, så selvom vi ikke så mange myg, var vi glade for vores malarone-tabletter! Det eneste dyr, vi rent faktisk så på hotellet var en rotte, der pilede gennem spisestuen under morgenmaden, inden den nærmest fløj ud af vinduet i anden sals højde! Så blev maden fluks pakket i plastikkasser med låg
på.

Vi skulle jo selv sørge for morgenmad og gik derfor på opdagelse i de lokale supermarkeder. Priserne var vanvittige for alt er importeret og transporteret langt. Vi rendte rundt og tog billeder af de mest vanvittige priser, gad vide hvad personalet har tænkt :o) Nogle eksempler: 30 Huggies bleer: 240 kr. (80 kr. på Fiji for 34 stk), Æske chokolade 225 kr. Lille plade chokolade 30 kr. Mælk mellem 13-20 kr. cornflakes, 1 kg uden æske, 180 kr. (vi havde en pose med fra Fiji til 18 kr.),
1,5 kg havregryn 45 kr. (det købte vi!), en kopnudel med skål 40 kr.! Nudler uden skål kunne fås fra 2,5-10 kr. Müesli 115 kr. for en æske. En dåse tunfisk 20 kr. Og så videre…Nogle ting kunne selvfølgelig fås lidt billigere i små, snuskede butikker, men niveauet var generelt hårrejsende! Dette skal sammenholdes med, at Ellen på hotellet tjente 800 kr. om måneden. Hun havde 6 børn, hvoraf den yngste var 16 nu, og hun havde indprentet sine børn, at de skulle nøjes med to, højst tre børn, for flere end det var fuldstændig umuligt at forsøge med prisernes himmelflugt de seneste år.

Ude i provinserne, fortalte tasmanske Wade, som var BBC dyrefilmsfotograf, os, at der var sindssygt billigt at leve, for der var intet at købe! Han havde et lille hus på en anden ø, og han fiskede selv sine fisk og levede af sine medbragte 20 kg ris og købte grøntsager af de lokale.

Men i ”storbyen” Honiara med massiv arbejdsløshed, ingen selvfangede fisk etc., var det en daglig kamp at få enderne til at mødes. Mange unge, som gamle druknede sorgerne ved at tygge betel-nød. Meget kan man kalde betelnøddetygning, men noget skjult misbrug kan det ikke klassificeres
som! En knaldrød kæft og dybt misfarvede tænder og læber er ikke sådan at løbe fra. Minnie, en lokal dame jeg snakkede med på hotellet, fortalte, at betelnøden gjorde folk afslappede og snakkesalige og gjorde det nemmere at glemme hverdagen. I gamle dage havde landsbyens ældste brugt nøden i forbindelse med forhandlinger, så stemningen blev god.

Der var små betel-boder alle vegne: En omvendt
papkasse, en håndfuld nødder (og måske et glas med cigaretter solgt enkeltvis),
og du havde en business. S$1 var prisen pr nød, omkring 90 øre. Omkring boden
var der åbne skaller og masser af røde spytklatter. Hvis der var en vandpyt
eller lignende i nærheden var vandet farvet rødt. Det var med at have øjnene med
sig på gaden, for pludselig kom en rød stråle sejlede forbi fra en af de yndige
brugere. Mange unge kvinder tyggede, og faktisk så jeg to piger på 8 år med
røde munde, og jeg må sige, jeg var chokeret! Hvem fa’en gider gifte sig med en
pige med bordeaux tænder i en alder af 18 år?? Al den betelnød gav virkelig
landet et skær af fattigdom og håbløshed; folk stod og hang alle vegne, alt var
spyttet til, skallerne flød – og fik det hele til at virke endnu mere håbløst.
Der var mange steder, hvor der stod betelnød-forbudt, og det kan man ikke
bebrejde hotel- og restaurantejere!

Ikke at der var så supermange restaurant ejere i byen
:o) Det var lidt af en kamp at finde steder at spise, hvis man ikke ville
betale rigtig mange penge eller spise i den aller usleste baggydebiks. Lime
Lounge var expat-tilholdssted nr. 1 (Expats er udlændingene der bor eller
arbejder i et pågældende land). Loungen lå midt i skumlus hovedgaden og ind
trådte man på en lækker europæisk cafe. Priserne var lettere astronomiske i
forhold til madmængden, så vi spiste der meget få gange. Eksempelvis 22 kr. for
2 skiver toastbrød med smør eller 35 kr. for en kande med lime juice!

Sights er der ikke mange af på Solomon, hvis man ikke
dykker. 76 skibs- og flyvrag fra Anden Verdenskrig ligger på bunden af Iron
Buttom Sound, så der er nok at kigge på under vandet! Oven vande er det straks
mere lorent. Der er en Botanisk have. Den er desværre tegnet forkert ind i
Lonely Planet guidebogen, så vi endte med at gå op på toppen af et bjerg i den
ondeste middagshede, blot for at blive fortalt at haven lå nedenfor bjerget.
Argghh. Heldigvis kørte en taxa os ned til bagindgangen og satte os af. Hmm.
Der var en vakkelvoren træbro som ledte ind på en junglesti, som vi skulle
følge 15 min. for at komme til Botanisk Haves indgang. Det var lidt af en
udfordring med klapvogn mv. men frem kom vi da. Botanisk Have havde nogle
vandrestier (vi havde lige prøvet den ene) og så lidt små haver og en meget
ussel legeplads med olie på tingene (så fik vi lidt mere tøj at donere væk…).
Det supermoderne og nybyggede Rove fængsel lå foran indgangen. Det blev bygget
i forbindelse med urolighederne i 2000. Jakob forsøgte at komme ind på visit,
men det krævede en skriftlig tilladelse fra kommisæren, hvilket vi desværre
ikke havde tid til at vente på svaret på. Det kunne ellers have været en
oplevelse. Jeg tror, der var nogle hårde typer derinde.

En anden såkaldt seværdighed var Chinatown, som viste
sig at være en western film-style skummel række af butikker med spændende plastik
junk, dåsemad og madrasser langs en hullet jordvej. Tjek! Det var hurtigt
klaret.

Nationalmuseet er vi nødt til at besøge! Først skal vi finde (side)indgangen og derefter
damen med nøglerne til museumsbygningen. Hun låser den sørgelige lille hængelås
op, som beskytter landets fineste skatte. Lokalet er en lille hal med
udstillede sten, figurer samt plancher. Der er også ting fra 2. verdenskrig og
en figur med en kæmpe diller, og det er sådan cirka dét.

Bagefter gav man en donation som entre, hvorefter man
venligt, men bestemt blev ført til gæstebogen. Gæstebogen gav en god forklaring
på, hvorfor museet var aflåst i åbningstiden: Der havde været én anden turist 9
dage tidligere og i løbet af de sidste 3-4 uger havde der været omkring 14
besøgende. Så jeg skrev troligt alle vores fire navne ind, så de havde nogle besøgstal
at imponere ledelsen med :o) Jeg blev glad for museets store souvenirbutik, da
Solomon har nogle ret særprægede traditionelle figurer. Jeg endte med at lokke
Jakob til at købe en stor 5 kgs stenudskæring. Ikke at vi manglede bagage, men
den var fin!

Det er lidt overraskende med alle de indkøb, for først dagen forinden havde vi købt vores første
souvenir i 2 måneder. En stenfigur af en af de lokale guder. Den har et
hundelignende hoved og i dens fremstrakte arme kan den enten holde et
hoved/skelet eller en due. Den skal sidde forrest på kanoen, så fremmede
landbyer kan se, om man kommer med fred (duen, sjovt nok) eller er på
krigsstien som hovedjæger! Solomon er jo en god, gammel kannibal-højborg, hvor
man overtog den slagne fjendes mana
eller styrke, ved at gufle lidt af ham.

Et andet glimrende tidsfordriv var swimmingpoolen på Honiara
Hotel, som man kan bruge for 55 kr. om dagen eller ved at købe frokost. Vi
falder for sidstnævnte, ikke mindst da det viser sig, man kan få en hel hummer med
tilbehør for 120 kr. Det samme som en pakke müesli koster! Et meget
kontrastfyldt land i sandhed.

Vi er også flere gange på Honiara Market, der som
tidligere nævnt, er samlingsstedet for byens indbyggere, da det er her, de
køber deres grøntsager og friskfangede fisk. Sjældent har jeg set friskere fisk!
Store og flotte, sølvfarvede krabater, som løbende hives i land i små både og
sejles ind til kajen ved markedet, hvorefter de smides på disken! En stor fisk
koster kun 20 kr., men jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skulle tilberede
den, så det bliver ikke vores aftensmad desværre. En anden ting markedet er rig på, og som
Solomon er kendt for, er de sorte indfødte med blonde eller gullige afroer! Det
er genetisk betinget, og én pige kan være sorthåret, mens hendes søster er
blond. Øboerne er heldigvis stolte af deres børn, så der var intet problem med
at få lov til at fotografere dem. Den smukkeste pige, vi mødte på markedet var
kulsort, meget mørkere end de andre. Hun havde en brun slangekrølle ned i
panden og det kridhvideste smil ever! Hun var desværre lidt genert – ikke
mindst fordi halvdelen af boderne syntes, det var hammerskægt Jakob ville tage
hendes billede.

Som nævnt tidligere er det ikke kun markedet, men også
mørket som kalder de mere skumle personer frem. Vi bliver fra alle sider
advaret om at bevæge os ud om aftenen, da der lurer folk i mørket på den lille
bakke, man skal op og ned ad for at komme til hovedgaden. Efter mørkets
frembrud, kan vi gå over på et andet hotel på samme vej, og det er sådan ca.
det. Så en udforskning af nattelivet må vente til en anden god gang.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.