Vanuatu

Charlottes blog fra Vanuatu

Puha, det er længe siden jeg har skrevet en update.
Malaronepillerne mod malaria giver mig hovedpine, så de sidste uger har trukket
tænder ud.. Og ikke just skrivetrang. Render rundt med solbriller indenfor, så
er den gal :o)

Men turen til Vanuatu var forrygende og skulle lige
synke ind inden der kunne sættes ord på. Det er vist mit 85. land og det røg
lige i top 3. nuj, jeg er glad for at have været dér. Det giver baghjul til
alle de andre lande i Stillehavet vi har besøgt. Så det var heldigt det var et
af de sidste lande herude i det store ingenting.

Vi fløj fra Solomon og ankom til hovedstaden Port Vila,
som Lonely Planet sælger som den hyggeligste ”storby” i Stillehavet. Yeah
right! ”Wonderful Port Vila” eller hvad deres turist organisation hedder har
gjort deres lobby arbejde ordentligt! Vi boede på ”Room with a view#, som var
passende, da hotellet lå oppe ad bjergsiden, som byen breder sig op ad, med
manifique udsigt over bugten. Oppe på den kæmpestore, overdækkede veranda på
øverste etage var der liggestole, borde, store og en dejlig stue med sofaer,
klaver og masser af hjemlig hygge med kunst på væggene og tydeligt kvindeligt
touch. Ejeren hed Justine, en herlig, skrupforvirret überspinkel sydkoreaner.

Vores hyggelige aftentur var ikke den der gav det
bedste indtryk af byen! Bilerne kørte vanvittigt hurtigt, og det var bare med
at springe for livet, hvis man bevægede sig over gaden. Butikkerne var
superdyre. I lufthavnen på Solomon havde Jakob købt en trædelfin til Ava til 60
kr. og en træ-skildpadde til Jonas til 40 kr. En tilsvarende delfin kostede 300
kr. i Port Vila! Vi ledte længe efter et sted at spise som var til at betale,
og endte med et kun halvdyrt sted, dog med god mad!

Dagen efter skulle vi flyve til øen Tanna med Air
Vanuatu. Vi sad pænt ude i lufthavnen 5.30, da flyet skulle flyve kl. 7. Det
viste sig, de fleste først tjekkede ind 30 min før, da check ind først lukkede
ti min før afgang (hvilket de ikke lige synes, de skulle oplyse os om, da vi
kom dagen før og spurgte). Så vi fik noget ud af dagen fra morgenstunden! Det
viste sig ydermere, at det 17 personers fly, vi skulle flyve med, var
nedgraderet til et 8 personers fly, da der kun var 8 der skulle med afgangen.
Det faldt ikke i god jord med Herr Øster, som ikke er fan af små fly! Piloten
hed Graham, og han virkede supercool. Det endte med at kun os fire plus én
anden passager var mødt op, så det var ligesom at have privatfly. Jeg undlod
venligst at gøre Jakob opmærksom på, at loftspanelerne var sat fast med
gaffatape hist og her. Det kunne vente til efter landingen.

Vi blev samlet op af guiden Philip fra Jungle Oasis i
en Toyota Hilux pickup truck, som var de eneste køretøjer på øen. Vi kørte
først til Linakel og provianterede vand m.m. til de fire nætter vi skulle
spendere på resortet. Det tog os derefter 1½ time at skrumle over diverse
bjerge for at komme frem til J.O. Med resort tænker de fleste jo på Holiday Inn
eller lign, men det var en dejlig palmelund med de fineste små haver i
labyrintisk grundplan, smukt holdt og plejet og på en sprød bund af sort
vulkansand! Sandet var ret praktisk for når det regnede, så sugede det
lynhurtigt ned i jorden. Ellers ville der have været nogle massive mudderpøle,
da der kom nogle voldsomme skybrud den første aften. Vi blev indlogeret i en
fin træhytte med en stor overdækket veranda foran. Den indeholdt dobbeltseng,
enkeltseng, bord og myggenet und nichts weiter. Men hvem har brug for mere? Der
var også en hytte4 meter oppe i et træ. Vi havde egentlig booket den flere måneder
forinden, men som vi ankom, fortalte ejeren Kelson, at de liiiige skulle skifte
gulvplankerne på verandaen deroppe og lave stigens rækværk. Så om to dage ville
den være klar. Stigen var heller ikke velegnet for Jonas, så vi valgte at sove
i den gode Bungalow i jordhøjde de første nætter uden kny! Der var to bad og
toilet-bygninger, så det var glimrende forhold – og man lærte hurtigt at vælge
de rigtige gange, så man kunne komme hurtigst gennem havebusk labyrinterne :o)
I hvert fald de fleste af gangene!

Der var også en solid træbygning, som fungerede som
restaurant og et lille køkken bagved, hvor vores mad kunne opbevares i en stor
kummefryser. Der var kun strøm fra generatoren fra 18-21, så maden var frisk,
og kyllingen slagtet lige inden spisetid! Lucian var en pige på 19, som
fungerede som vores kokkepige. Og Philip var vores dedikerede guide. Han var
heldigvis meget behageligt selskab ellers kunne man nok have fået kuller af han
var omkring det meste af tiden. Alle talte super engelsk, da det er deres
skolesprog. Der er mange lokale dialekter og Philip talte 10 af dem alene plus
engelsk og pidgin (ruskumsnusk engelsk), som de lokale bruger som intersprog.

Vi havde valgt Jungle Oasis pga. to ting; 1. én fra De
Berejstes Klub anbefalede stedet, 2. Det lå LIGE neden for vulkan Mt. Yasur,
hvilket var grunden til vi var kommet.

Det var meningen, at Jakob skulle have været oppe på
vulkanen denne aften, men med den tidlige morgen, flyve-stress, biltur etc. –
for ikke at nævne regnen! – valgte vi at skyde det en aften. Det var derfor vi
havde 4 nætter, så der var lidt at tage af. Vi stirrede konstant mod himlen og
sendte mange mentale mariehøns af sted. Vi troede det konstant tordnede, men det
var ”bare” vulkanen, som skød magma og kæmpe sten ud af sit indre med jævne
mellemrum. Den blev ekstra agiteret af regn, så der var fuld skrue på
lydkulissen! Børnene syntes det var herligt at komme på ”sand” og kunne lege
frit. Der var pt. ingen bil på J.O., da den var gået i stykker pga. de dårlige
veje. De forskellige beboere derude var relateret på forskellig vis og hjalp
hinanden med at køre, når deres biler på skift brød sammen. Det var ikke fordi
de høvlede penge ind på turisterne. Vi var de første gæster i 3 måneder på
vores hotel, og vi betalte omkring 600 kr. om dagen for logi, morgen- og
aftensmad. frokosten klarede vi selv med kopnudler, brød, bananer, havregrød
etc.

Næste morgen havde Philip arrangeret et besøg i
landsbyen Taupo, hvor mændene gerne ville danse deres traditionelle danse for
os mod en lille donation på 120 kr. (1000 lokale tala pr voksen), som gik til
landsbyen. De havde meget begrænset mulighed for at tjene kontanter, og da
turisterne var mere end få i lavsæsonen, var vi mere end glade for at støtte
dem. 6 mænd og 6 drenge var mødt op for at danse. Dansepladsen var en stor
rydning i junglen med interimistiske bambusbænke omkring. For enden af pladsen
stod der et kæmpemæssigt banyontræ, hvor de havde lavet en portåbning igennem.
De havde også en lille butik – aka træplade – med halskæder og nogle
stenudskæringer. Mændene og drengene var kun iført en lille bast-kost foran
tissemanden, en såkaldt namba, og så var der eller bar, sort mås for alle
pengene! Jonas fik et lille ”sheat” på også udenpå bleen, men var ikke meget
for det desværre. Så blev der budt velkommen ved høvdingen Jack, som havde en
flot høvdingekæde med en svinetand i og derefter stampet og danset og rystet
bast-kost og bregner og hvad andet der nu hørte med til påklædningen. Det var
superfint, og den yngste dreng på 3 år var lige til at spise. Det var moderne
siden de havde danset for turister sidst, så de var meget glade for os og gav
Jakob alt den tid han ønskede til at tage billeder bagefter – inkl. ham selv
iført bast-kost. Nice – Der var virkelig tale om salt og peber kombinationen på
billederne. Vi købte en høvdingekæde til 30 kr., som souvenir. Nambaen var den
traditionelle beklædning og blev stadig brugt til ceremonielle danse, som de
gik meget op i at holde i hævd ved fx omskæringsfester o.l.

Om eftermiddagen legede vi hjemme i haven og slappede
af med bøger etc. Skønt! Jeg kunne virkelig bare slappe af dér og resten af
familien lige så. Ved femtiden gik Jakob og Philip op mod vulkanen. Det var en
45 mins gåtur op til krateret, men de var heldige at komme med på ladet af en
pick up. Det havde været helt fantastisk at se vulkanen, og jeg glædede mig
meget til det blev min tur dagen efter.

Næste dag skulle vi se Taupo damerne danse. Vi gik
all-in på den lokale underholdning. Det er rigtig synd de andre turister blot
drønede op på vulkanen og – hvis de blev her i flere dage – ellers sad på
resortsne dagen lang. Det var også en stor fornøjelse at besøge damernes
danseplads, som lå tættere på hotellet. Der var linet et par håndfulde damer og
piger op og en del af dem var topløse med kun et langt bastskørt på. De var
fint malet i ansigterne og nogle af skørterne var farvede også. Der blev danset
lystigt og bagefter tog Jakob billeder igen. De var tydeligvis generte og ikke
vant til at posere, men de var ligesom alle andre vi mødre, umådelig søde og
åbne. Ava fik lov til at prøve et pige bastskørt og fik malet ansigtet ved en
af damerne trykkede sin ansigtsmaling af på hende, smart smart.

Bagefter besøgte vi en landsby, hvor damerne sad i
kirken og sang, og alle rollingerne måtte hen og røre Jonas hvide hud.

Kl. 16.45 kom min vulkanguide Joseph for at hente mig
(Philip havde fri). Joseph var en ældre fætter til Philip, og han havde sit
eget sted længere nede ad vejen (Mountain Breeze) og meget erfaren guide. Han
lugtede desværre også voldsomt af sved, så jeg prøvede at holde mig et skridt
foran ham på turen op ad vulkanen. Han fortalte mange spændende ting om
traditionerne på øen, naturen, vulkanen mv. Efter at have gået i 25 min. fik vi
et lift af en bil som havde kørt på dagtur fra lufthavnssiden af øen 2-3 timer
væk, hvor de eneste mere luksuriøse overnatninger befandt sig. Der var et meget
ungt par og et ældre engelsk par. Pigens påklædning var lidt mystisk, da de
lokale – trods deres danse-påklædning – er ret blufærdige. Jeg har ikke set et
dameknæ i mange uger, da der er noget med at damelår og knæ er meget private!
Pigen, som var sød og snakkesalig, var iført afklippede jeans så korte at de
fuldstændig lignede min bikini-underdel (briefs hedder det vist), og så havde
hun en bikinitop på og en gennemsigtig skjorte som stoppede et godt stykke over
navlen. Fresh påklædning til en vulkan udflugt. (Behøver jeg nævne hun frøs og
blev ædt af sandfluer?).

Men vi startede ud på parkeringspladsen, som bestod i
noget sort lavasand med store og små stenblokke spredt dekorativt omkring. Det
var udspydelser fra vulkanen, når den var i level 3 eller mere. Lige nu var den
i level 2. Det vil sige, den var meget aktiv uden at være superfarlig. Jeg
havde en hvid byggemand bob hjelm med just in case.

Jeg var i trygge hænder hos Joseph (den anden bils
guide var en dame der vidste nada om vulkanen og sikkerhed!), og han forklarede
os, at vi skulle se efter lysglimtene, som var forløbere til de store, herligt
larmende brag efterfulgt af kaskader af magna, som lagde sig på vulkanens
bagvæg. Der var tre huller ind til jordens indre, de to lå tæt på hinanden og
det tredje lidt væk. Der var kæmpe forskel på at se vulkanen i dagslys og
skumring/aften. Vi stod på kraterkanten og kiggede ned i det kæmpe gab. Der var
en stejl skrænt, derefter et fladt stykke hen til selve lava-hullerne. Jeg
passede godt på med min klodsethed in mente, det var ikke lige et sted, jeg
havde lyst til at falde ned. Da det skumrede trak Joseph mig væk fra de andre,
og vi gik langs kanten væk fra det flade udsigtsplateau. Vi kom over helt over
i højre side af vulkanen, så vi kunne kigge ned i den uden det flade stykke
skyggede for hullerne. Jeg prøvede at tage film af udbruddene det bedste jeg
havde lært. Det var ikke helt nemt at time! Der var et kolossalt udbrud lige
foran mig med et gigantisk brag, og jeg fløj tilbage som reaktion. Heldigvis
var skrænten bag mig let skånende, ellers havde det nok ikke været et super
genialt move :o)

Inden det blev bælgravende mørkt gik vi tilbage til de
andre og nød synet. I mørket kunne man se al den røde magma flyve op i lufte og
lande på siderne, mens støvskyen som stod op blev farvet knaldlyserød. Det var
helt ubeskriveligt. Det er nok den flotteste, mest ur-agtige naturoplevelse jeg
har haft. Joseph fortalte, at vulkanen var en helligdom for dem, men de ikke
ofrede direkte i den, men nede i landsbyen til ceremonier. Han havde fortalt
mig på vej op at, hvis man smed skrald eller opførte sig upassende, røg man ud
(af hovedindgangen, ikke ned i vulkanen) på røv og albuer. Det var meget godt
at vide for den unge fyr stod og overvejede om han kunne kaste sin drikke-kokosnød
(!) helt ned i vulkanen og se den blive skudt op (what!). Fik hvisket til ham,
at det nok var en rimelig dårlig ide at forsøge sig med…

Vi kørte med bilen ned igen, helt oppe og svinge over
den store oplevelse. Næste aften skulle Jakob op igen for at tage flere
billeder, så jeg havde ikke mulighed for at komme op igen. Verdamte regnvejr
første aften.

Tredje dag var Philips fridag, så Joseph – nu vasket –
tog os med til en bjerglandsby som lå to km til venstre for Jungle Oasis (Taupo
lå 2 km til højre). Vi kunne ikke have klapvognen med på junglestien, men
heldigvis var Joseph en stærk mand som uden problemer bar Jonas på skuldrene
hele vejen. Det var meget varmt og med den høje luftfugtighed var vi meget
svedige, meget hurtigt! Tanna bliver kaldt den venlige ø, fordi der ikke er
nogle farlige kryb eller planter. Det var meget betryggende at vide ude i
junglen med to små børn.

Vi endte turen ind til dansepladsen med at bestige et
mindre bjerg og så kunne vi ellers samle underkæben op fra jorden. Pladsen lå i
rydning yderst på bjerget med direkte udsigt til hele Mt. Yasur. Det var
sindssygt flot – og hvis ikke vejen havde været så dagslyskrævende havde jeg
gerne set vulkanens røde røgskyer om aftnen fra dette sted.

Her dansede Imayo 24 landsbyboerne af begge køn og alle
aldre sammen for os. Vi fik en meget varm velkomst af høvdingen, som hed Wahim.
Disse folk var endnu mere isolerede end de andre, vi havde besøgt, så vi gav
dem gladeligt 1000 tala ekstra (60 kr.), og så fik vi til gengæld en fin
udskåret stenfugl som gave af høvdingen bagefter. Udover dansene og sangene
viste de os, hvordan de lavede ild ved at gnide to træstykker mod hinanden og
også, hvordan de lavede en båre af nogle tallerkenstore blade de lagde i lag og
så kunne de holde i stænglerne som håndtag. Det er mig en fortsat gåde hvorfor
de ikke bare faldt igennem, men hey, lidt mysterier må der jo gerne være her i
verden.

Dette var vores sidste aften. Kelson havde med stor
snilde repareret trætophyttens gulv og gelænder og mig og ungerne flyttede derop,
mens Jakob gik på vulkantur igen. Den kvikke læser tænker sikkert, hvordan
kommer man på toilettet i et træhytte, men frygt ej, der var selvfølgelig et
træk og slip toilet i sin egen udhuling i det gigantiske træ med indgang fra
terrassen. Vi sov glimrende i træhytten, selvom noget af en hvis størrelse
kravlede rundt på taget på et tidspunkt, men så klaprede jeg lidt med døren og
det stak af igen.

Sidste dag oprandt og det var vemodigt at tage afsked
med Jungle Oasis. Vi var blevet gode venner med Philips ged ”Medi”, som elskede
at blive fodret med grene med blade på. Vi holdt filmbio i restauranten om
aftenen, hvor de voksne med stor fornøjelse så med på diverse dansksprogede
tegnefilm, da der ikke var fjernsyn herude.

Dagens program var at tage af sted kl. 8, køre til
Linakel og derfra videre til en helt ægte traditionel landsby (Jakel), hvor de
stadig gik med Nambo skørter og bare bryster og levede som de – næsten – altid
havde gjort.

Vores egen firhjulstrækker kunne ikke klare vejen (eller
manglen på samme) op til landsbyen. Men efter vi havde fået trukket bilen fri
og vendt om blev vi samlet op af Willys lokale taxa-pick up truck – med ladet
fyldt af passagerer – som tog os med op til landsbyen. Vi gik rundt i de
forskellige bosættelser og blev præsenteret for høvdingen. En ung knøs på kun
72 år. Den gamle høvding, som var død nogle år forinden, havde levet til han
blev 110 år gammel! Personligt er jeg ikke helt sikker på, at jeg havde orket
at leve af tarorødder og bananer og at rende rundt med bar mås i myggeland i
110 år, men godt gået, gammelfar!

En ung fyr havde bygget en træhytte meget, meget højt
oppe i et træ. Det er et under jeg fik klatret hele vejen derop på den
vakkelvorne, skæve stige bundet sammen med lianer. Men belønningen for
udfordringen var udsigten ud over dalen med jungle så langt øjet rakte.

Stemningen var ikke ligeså god her i Jakel som de andre
byer, vi besøgte. De var dybt traditionelle i deres levevis her, men alligevel
mere vant til turister (de lå tæt på de få dyre resorts). Vi gav 1500 tala pr
voksen her, men der var også mange der dansede. Mændene gav den meget godt gas,
mens kvinderne bare stod og hoppede lidt på stedet og lignede nogle, der
hellere ville vaske op.

På vej tilbage skulle vi egentlig have stoppet 30 min
og spist frokost hos Philips familie på vej til lufthavnen. Vi skulle flyve med
et ældgammelt fly hjem, men 1½ time inden vores afgang fløj et moderne fly.
Jakob var jo meget lidt glad for de gamle fly, så af en eller anden åndssvag
grund blev vi lidt forhippede på at nå det tidlige fly – og ikke mindst fordi
de lokale inkl. vores guide Philip – havde ualmindelig dårlig tidsfornemmelse
og ikke kunne anslå, hvor lang tid det tog at køre til lufthavnen, og heller
ikke kunne lide at sige ”nej” til ”kunden” og fortælle, det var halsløs gerning
at forsøge at nå flyet… Nå, men vi fortalte at vi ville droppe frokosten (som
vi forinden havde fortalt der var en risiko for ville ske) og vi kørte over
stok og sten ud mod lufthavnen. Detaljen var, at vores bagage skrumlede rundt
med vores første guide, og han var ikke sådan lige at finde! Det korte af det
lange blev at vi mødtes med bagagen i lufthavnen, flyet var fløjet før tid, da
alle passagerer var mødt op, og det var jo lidt nitten at have stresset sådan
og nu skulle vente 1½ time. Hvad Philip ikke havde fortalt os (det lå ikke til
de lokale at afsløre følelser og ønsker) var at han ikke havde set sin familie,
kone og børn i 3 måneder og at han nu ikke ville nå at se dem for han skulle
køre med tilbage Jungle Oasis – og vi kunne ikke nå tilbage til landsbyen de
boede i, selvom vi gerne havde villet. Uhh, det gjorde sgu naller i lang tid
efter at vi havde droppet frokosten og ikke bare taget dagen i ro og mag.
Philip havde været så sød ved os – og havde han da bare lige smidt et ord om,
at dette var hans første chance i lang tid for at se familien, så havde vi slet
ikke overvejet andet end at tage emd ham hjem. Og i bagklogskabens ulideligt
klare lys var det jo også lidt tovligt ikke at prøve at spise på rigtig lokal
maner. Det var en ærgerlig afslutning på den mest fantastiske oplevelse på
turen, og vores hidtil eneste fejldisponering.

Turen hjem gik fint – dette fly var også gammelt, men
helt uden synlig gaffatape!

Vores faste taxachauffør Joseph stod klar i lufthavnen
og kørte os hjem til ”Room with a View”. Vi tilbragte 3 dage dér og ungerne nød
at lege på den kæmpestore terrasse, mens Jakob cyklede på tur i området. Han
fik udleveret en for lille cykel med halvflade dæk og så kørte han ellers på
tur i bjergene, som en anden Pantani.

Den ene aften tog vi en lokal white-van-bus ud til
restauranten L’Houstalet som var berømte for deres ”Flagermus i Rødvinssauce”
(Flying fox). Ungerne fik en omgang Spaghetti Bolognaise. Ejeren var en ældre
fransk herre på omkring de 60 år. Der kom brød på bordet. Sprødt fransk
baguette. Ulala, det er længe siden vi har fået godt brød. Børnenes spaghetti smagte
sindssygt godt og kom med rigtig ost til at drysse ovenpå! Den eneste gode ost
jeg har smagt i 2 måneder på dette tidspunkt var en lille humpel på et fly, så
op på flutet med det og stor nydelse indtraf øjeblikkeligt. Selve flagermusen
smagte overraskende godt! Sovsen to-die-for :o) Kødet var mørt, mørkt og med
tydelig vildtsmag. Måske lidt af la fasan bare 100 gange bedre. Sjovt at det
endte med at være et af de mest velsmagende måltider på turen! Jonas blev lidt
overtræt, og vi satte straks efter måltidet var færdigt kursen mod døren.
Ejeren spurgte hvor vi boede. Vi fortalte det, og han tilbød at køre os hjem
trods en godt fyldt restaurant! Jamen, ok med os da og ind i bilen. Han viser
sig at have boet i Vanuatu i 30 år. Han har 5 børn med 5 forskellige damer, og
var nu på nr. 6 (og ikke flere børn!). Total Jørgen Leth respekt dér…

Det var vemodigt, da vi kørte med Joseph ud i
lufthavnen. Der var mange ugers eventyr tilbage på Vanuatus andre øer, men så
må vi jo vende tilbage en anden god gang! I lufthavnen fik ungerne hver deres
flettede sivtaske af nogle ældre australske mænd, som de havde fået i
afskedsgave på deres luksushotel. Avas indeholdt endda en rigtig flot
muslingehalskæde! De har slæbt rundt på hver deres taske lige siden, så det var
vist et godt valg de herrer gjorde.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.