Going Bonga in Tonga

Charlottes blog fra Tonga

Efter ufattelig mange skærmydsler med Air Pacific med
aflysninger, ombookninger, nye aflysninger og ændrede tider skulle vi endelig
til Tonga! Ikke i fire nætter som først planlagt, ikke i tre nætter som anden
planlægning, men kun med en enkelt overnatning. Vi skulle komme omkring
frokosttid fredag og flyve hjem lørdag aften.

Flyet var til reparation, så Air Pacific havde indsat
et Conwair 580 propelfly, som udgik af produktion i 1954! Det er et ret stort
fly og underligt højt, da hjulenes ben er meget lange fordi de ikke trækkes op under flyet, men altid er ude. Designet med andre benzinpriser in mente! Flyene blev
gennemgribende renoveret i 60’erne og ja, de kan åbenbart stadig flyve! Jakobs
pilot ven sagde, at han ville overveje at gå op i det, hvis vejret var godt og…

Nuvel, vi gav Jakob en nervepille og drog af sted. Indeni
lignede flyet noget fra en ældgammel James Bond Film; brede lædersæder,
benplads man i dag kun ser på første klasse og vinduer i dobbelt størrelse af
normalt. Alt i alt så passagererne ikke for stolte ud, men vi kom i luften og der
kan ikke herske tvivl om, at følsomheden overfor turbolens var større i de gode
gamle dage. Der kom lige et par sug i maven, da vi passerede skydækket. Vi
skulle kun flyve 1 time og 40 min og godt det samme for det var tænderklaprende
koldt hele vejen. Halvvejs på turen begyndte det at simultan-dryppe fra panelet
med lamper etc. Der var en klods over alles pladser, som åbenbart samlede
kondensen og gav de i forvejen nervøse endnu flere trækninger. Jeg kunne nu ikke
hidse mig op over det og tørrede det bare af med en serviet i mine kolde, stive
fingre :o)

Ned kom vi også, endda i ét stykke. Kabinen drog et
kollektivt lettelsens suk, og så var kursen ellers sat mod
Tonga-Tourism-Japanese-Style. Vi ville leje en bil, så vi kunne komme rundt og
se øen. Eneste minus; Lufthavnens tre biludlejningsfirmaer havde kun åbent,
hvis man havde bestilt dem i forvejen. Hmm. Lokal mand lagde mobiltelefon til
og efter diverse rundringninger faldt valget på Tongas svar på ”Rent a Wreck”:
Sunshine Carhire, som havde en ledig bil, som endda var rimelig billig. Vi blev
samlet op i lufthavnen, som ligger ca. 20 min. kørsel væk fra Hovedstaden
Nu’kualofa. Den skønne øse, som tilfaldt os, var en gammel, grøn Toyota
Stationcar – hvilket jo var smart med bagagen. Nummerpladen bagpå hang skævt i
sin sidste skrue, køleren var storbulet og med huller i, førersædet hældende
mærkeligt til højre og en lampe lyste i panelet (Not to worry, dén betød da
ingenting!). Bilen kom selvfølgelig med tom tank – og skulle afleveres ligedan,
hvilket jo kendetegner fattige lande, men stadig er en evig kilde til
irritation.

Vi drønede en tur gennem hovedstaden (ca. 30.000
indbyggere, 1 planshuse med haver og en støvet kineserkiosk eller
gulvspand-shop placeret hist og her – alt i alt lige så spændende som fiskerinoteringen).
Vi fik ikke meget street-cred for slæden, men vi faldt sært godt ind i
billedet, bortset fra vi vejede 1/3 af de lokale og var en lille smule blegere
:o)

Vi fik et family room med to dobbeltsenge hos Ben på ”Ali
Baba Guesthouse” – og nu hvor jeg skriver dette giver det pludselig meget mere
mening, at der var dekoreret med Mellemøsten-tema over det hele, bortset fra de
kæmpe udskårne sværdfisk, det var totalt Tonga islæt :o) Der var hotelejerens
børn af australsk-tonga mix, en hund, katte og en gynge. Så ungerne var glade!

Ved aftenstid kørte vi af sted mod en bette restaurant,
som hed ”Pizza & Pasta”. Modigt, syntes vi selv, da vi ikke har været lige
heldige i den afdeling indtil videre. Men, men, men det viste sig, at
indehaveren var en italiensk mand, hvis grandmama havde lært han at lave mad i
moderlandet. Ulala. Mens han gik i krig med pizza og spaghetti carbonara, havde
vi 20 min til at se resten af hovedstaden i. Japanese style holder ind i
mellem. Vi så posthuset og hovedgaden for både 2., 3. og 4. gang, kongens
palads og et fedt hotel, som lignede expat-reden # 1 samt stranden. Derefter
retur til gude-føde, som mama Miraculi ville ønske, hun kunne koge den. Der var
nærmest håndgemæng over spaghettien mellem mig og Jonas, og pizzaen var lige i
øjet. Ydermere kunne restauranten byde på en sandkasse, en masse unger i
pågældende sandkasse samt en hundehvalp, der hed Snoopi. Det var topmålet af
vellykket aften!

Næste morgen vågnede vi ved at Jonas sov på
klinkegulvet, hvilket han ikke plejer at gøre. Grunden kunne være han havde
klaget over mavesmerter om aftenen (vi tog stadig de infame malaria piller), og
det havde desværre udmøntet sig i, at han var smurt ind i afføring, for nu at
sige det pænt – vi takker for hans fremsynethed mht. til at lægge sig ned på klinkegulvet
– og så skal der bare arbejdes lidt mere med konceptet ”At vække mor”, så det
ikke tørrer helt ind! Euu, jeg havde den seje dreng i koldt bad i tyve min.
mens jeg prøvede at opløse bæ i hår, tånegle og hvor den slags ellers kan putte
sig på et ellers så lækkert drengebarn.

Vi kom derfor lidt senere af sted end planlagt, men kl.
10 stod vi på byens overdækkede marked, som peakede om lørdagen (yes!) – det
lignede sgu egentlig rimelig meget alle de andre markeder, vi har set i verden,
men hvis man ikke gad glo på flere taro-rødder eller bananklaser, kunne man med
åben mund og polypper indtage de lokale ”skønheder”. Tonga damer kan være helt
spiffe til de runder de 25 år, derefter går det hurtigere ned af bakke end en
Amagerbank aktie. En taxa chauffør på Fiji havde grinet og sagt: ”Women from
Tonga, they are BIIIG”, da han hørte, vi skulle dertil – og manden havde ret…
De lokale damers ansigtstræk bliver meget grove med alderen og – det er ikke
pænt sagt – temmelig uformelige og mandhaftige – der var overskæg, som ville
gøre en 17 årig knægt jaloux! Det sjove er den traditionelle klædedragt, som
rigtig mange gik med, hvilket jeg inderligt synes er superfedt, de holder fast
i. Det var enten et stykke stof, a la et stort viskestykke, som blev snøret om
mave og mås, eller et flettet siv-bælte med lange sivstrimler ned til knæene
eller all-in modellen som lignede at folk havde rullet sig ind i deres
sove-siv-måtte. Meget fikst. Måske mindre fikst, hvis man vejede 150+ kg – så
ligner man unægtelig en meget stor omvandrende reklame for: 1. dybstegt mad, 2.
sivmåttefabrikken. Alas, vi måtte nøgternt konstatere: Ja, også din røv ser stor ud i den sivmåtte.

Shoppingmæssigt var der ikke meget nyt under solen, men
Jakob købte dog en t-shirt på markedet (som han fortrød dagen efter), og han
fik mig til at købe en perlemorsblomst halskæde til 24 kr., så sig ikke, vi
ikke støttede den lokale business. :o)

Ud i det blå

Vi passerer Sunshine Carrental for 17. gang på vej ud af
byen – den er virkelig lille – nu skal vi bogstavelig talt land og rige rundt!
Vi sætter kurs mod Ha’atafu på øens vestlige side. Det var her på den yderste
tange, vi skulle have boet på hos Svenn, dengang cyklonen ramte Tonga. Vi kører
de 20 km fra hovedstaden, og et par kilometer fra målet møder vi et vejarbejde.
Grrr. ”I kan bare snuppe strandvejen”, siger de flinke folk. Og vi skrumler
derudaf. Og takker for at vi lejede den bulede dåse, da vi kører med lyden af
blade og grene, der skraber langs den ene side, det meste af vejen. Vi tør ikke
køre ned af den eneste vej, der fører tilbage til ”hovedvejen”, da den vist
kræver 4wd. så vi vender om og skraber nænsomt den anden side af bilen også.

Vi snupper i stedet den første og bedste sidevej, som
endda viser ned til hele to resorts. De er begge lukkede, da det er lavsæson,
men ham, der passer på det ene, siger, vi bare kan låne haven og deres private
strand. Vi hygger på stranden i en times tid – det er hot hot, klokken er 11,
så vi prøver at holde os i skyggen med afstikkere ned til vandet for at bade.
Det er nææææsten bountystrand, men der er tang i vandet og på stranden, så stor
pil nedad på bountyskalaen. Vi ser til gengæld en hund, der står på et
surfbrædt ude i vandet, og det trækker i den modsatte retning :o)

Vi spiser frokost i haven; æggesandwich, bananer, æbler
mv. som er indkøbt på markedet og nyder den fine have med den storslåede udsigt
over havet

Sjovt skilt:.

Is it a plane? Is
it a bird? No, it’s …Batman?!

Kl. 13 kører vi af sted, for nu skal vi finde mere
information om nogle flying foxes (store flagermus, der ligner ræve i ansigtet,
spooky) som skulle leve i landsbyen Kolovai, som vi alligevel kører igennem.
Jakob standser ved en kiosk i byen og får den præcis lokation: ”Når du passerer
skiltet med ”Farvel Kolovai”, kører du 10-20 sekunder mere, og så sidder de i
træerne”. Vi gør som manden siger og ganske rigtigt: I nogle kæmpetræer er der
fyldt med store sorte klumper der hænger og dingler. Ikke noget nuttet over
disse krabater. Vi går ind i en have, hvor huset er skoddet til, og kigger
nærmere på bæsterne. Det var sådan én vi spiste i Vanuatu. Hvis jeg havde set
dem først så tæt på, tror jeg ikke, jeg havde haft lyst til det måltid
alligevel! Ungerne larmer lidt og flagermusene begynder at pibe og skrige for
at advare hinanden. Pludselige letter de fra træet og i løbet af kort tid er
måske 100 kæmpeflagermus med vingespand på op til 50 cm flakset hen over
hovedet på os. De lander i nogle træer, der står længere inde på grunden. Det
ser sjovt ud, nå de lander; det ligner de bare griber fast med kløerne i grenen,
og halvanden gyngning og et vupti senere, hænger de med hovedet nedad, a la
død-papegøje-style i tegnefilm. Vi kan tydeligt se deres ansigter, kløer, tynde
skelet og i det stærke sollys bliver læderhuden, som udgør vingerne, gennemsigtig.
Lidt skræmmende. Jeg tænker, hvad gør de arme husejere, når de vil holde
havefest – har de så 500 stor-pibende flagermus med som baggrundsmuzak?

Fiskende grise

Næste mission er nogle blowholes, som er skabt ved at
havet presses op igennem huller i gammelt lava og/eller koraller, som ligger på
kystlinjen. Det strækker sig over et 5 km langt område og ses bedst i høj sø og
blæst. Det kan vi ikke prale med – lavvande og strålende sol er, hvad vi har at
arbejde med. Men det er stadig imponerende, når der kommer en ordentlig bølge
ind, som presser vandet op. I blæsevejr kan man se 100 blowholes skyde 30 meter
op i luften samtidig, men det må vist vente til næste gang :o)

Herefter nyindstillede Jakob sin radar og jagten gik ind
på Tongas ”fishing pigs” – fiskende grise… Ja…det er mystisk, og vi fandt dem
faktisk efter råd fra en lokal kioskdame (hvad skulle vi gøre uden
landsbykiosker!), som gav os navnet på de to nordøstlige landsbyer Navutoka og
Talafo’ou, hvor man kunne se fænomenet. Vi var heldige, for det var lavvande og
masser af grissebasser – store som små – var ude og smæske sig i fisk fanget i
huller, hvor vandet havde trukket sig tilbage. De lokale mænd og kvinder var
også ude og fange fisk på denne måde. Jonas sov desværre, men Ava syntes, det
var sjovt at se grise traske rundt i vandet.

Derefter så vi Tonga svar på Stonehenge, en skilt med:
’’Her gik Kaptajn Cook i land” og palmertræer med røde stammer – Det eneste, vi
missede, var nogle drypstenshuler, både fordi vi efterhånden nærmede os
tidspunktet for afleveringen af bilen i lufthavnen, og fordi vi ikke havde
nogle penge tilbage, så kunne vi ikke betale entreen alligevel!

Lily fra Sunshine synes ikke at bekymre sig om, at vi
havde et fly, vi skulle ombord på, så hun kom tøffende 30 min efter aftalt tid
(efter vi havde ringet på lokal dames mobil og rykket hende).

Vi kom ombord på
fint og moderne fly, som hurtigt, varmt og støjfrit bragte os hjem til Mama på
Fiji. Vi skulle egentlig flyve helt til Suva, men der var ikke flere connecting
flights om aftenen fra Nadi, så vi snuppede en nat hjemme hos Mama. Vi kunne
heldigvis stille tiden en time tilbage, så kl. var 20 da vi ankom til glade råb
og kindkys til hele familien. Vi var savnet! Det første forbindelsesfly gik kl.
7 om morgenen, hvilket jeg nægtede at tage, så kl. 14 efter morgenmad, og badning
med indbygget frøredning ved badejernet Jakob af 3 frække frøer, som svømmede
rundt i poolen og ikke kunne komme op selv.

Tilbage i Suva fik vi det samme værelse som sidst på
Travel Inn på Gorrie Street. Man vænner sig hurtigt til to soveværelser og eget
køkken 🙂 Det gør en smule lettere at få ungerne i seng, at de ikke bliver
forstyrret af os andre. Vi giver 190 kr. pr nat. Det er billigt på denne her
tur.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.