Velkommen til Mali

Ankomst Mali..

Nu er Mali som bekendt ikke det land i verden som udenrigsministeriet er allergladest for at man tager til. Derfor tænkte jeg at når jeg nu ikke fulgte deres råd om at holde mig helt væk måtte jeg hellere følge deres næste råd om at de kraftigt frarådede al færdsel i Mali efter mørkets frembrud..

Jeg startede tidligt om morgenen (klokken 0600 hours hvilket er meget tidligt for en …Account Manager i Axcess) i Burkina Faso’s hovedstad med det fuldstændigt fantastiske navn: Ouagadougou (udtales Wagadugu). Derfra tog jeg en fin, moderne bus en 400 kilometers penge til byen med det næsten ligeså fantastiske navn: Bobo-Dialoussou. Her burde jeg måske have overnattet, men jeg tænkte at jeg godt lige kunne nå frem til Sikasso, Mali inden det blev mørkt. En bedaget taxa tog mig gennem den kaotiske Bobo-trafik og ledte mig til en anden busstation (for hvorfor dog have samme busstation til forskellige ruter/selskaber..). Her holdt en 35 sæders udtjent Mercedes der ville have pyntet på ethvert veteranbilsmuseum. Jeg var der klokken 13 men Mercedesen gik først klokken 15 fik jeg at vide. Hvad tid ankommer den så i Sikasso spurgte jeg på mit ubehjælpsomme skolefranske. Dix-sept heure (kl 17) sagde manden uden at blinke. Ah der – C’est pas vrai, sagde jeg for iflg begge mine Burkina guidebøger (rough guide og lonely planet) tog turen 4 timer og så burden den jo først ankomme kl. 19…og I Afrika plejer turene ikke just at tage kortere tid end forventet. Senest klokken 18 lovede manden der solgte billetten, og vi afgår kl femten nul nul dut lovede han, mens han grinede og sikkert tænkte på sin efterfølgende tur ned i banken.

Det går måske lige tænkte jeg for det bliver jo først mørkt i Afrika omkring klokken 19.
Bussen startede sin færd klokken 15.15 og brugte de første 45 minutter på at køre rundt og forsøge at samle flere passagerer op. Opsamlingsstederne blev livligt koordineret via diverse mobiltelefoner. Klokken Dix-Sept heure var vi naturligvis ikke nået særligt langt og det gik op for mig at jeg måske havde flere problemer end Mali i potentielt mørke. I den ene af mine guidebøger stod der at grænsen lukkede når det blev mørkt i den anden stod der klokken 18…

Vi ankom til grænsen i skumringen klokken 18.10. Heldigvis var den stadig åben. Efter 45 minutters formalia, sniksnak og kontrol med kontrol på var det lykkedes os at tjekke ud af Burkina Faso. Så skulle vi bare ind i Mali. Se nu var det selvfølgelig pludselig endog meget mørkt, hvilket ikke just gjorde det let at udfylde indrejseformularen som naturligvis skulle udfyldes i mulm og mørke på en skæv træbænk udendørs (ved et bål(?)). Nå, men jeg fik mit stempel og troede at nu var der bare en let times kørsel til Sikasso som heldigvis kun ligger cirka 45 minutter fra grænsen. Først skulle vi dog lige igennem tolden. Tolden betød at alle skulle ud af bussen med deres ting. Min rygsæk var surret fast oppe på taget men den skulle naturligvis ned og gennemrodes ligesom utallige udspændte ris- og kornsække som der blev sparket til med alvorlige miner.

Vejen fra grænsen var så meget det modsatte af asfalteret som man kan forestille sig. Bumlende, svingende rød afrikansk jordvej med store huller. Se, nu var det at en af mine (i øvrigt meget flinke) medpassagerer udtalte de legandariske ord som jeg her skal forsøge at gengive efter bedste evne mine ringe franskkundskaber til trods: ”Le Chauffeur connaits pas la route. C’est la premier fois” eller noget i den stil. Godt så. I Mali i mørket med bus-køreskoleelev som ikke kender vejen. Men det var der råd for. Han kunne jo bare spørge passagererne! Så hver gang vejen delte sig vendte han sig om med store sorte spørgende øjne, hvorefter en venlig sjæl der havde gjort turen før oplyste ham om den rigtige retning.

Hehe…Nå, men nu kunne man måske godt være en lille smule nervøs ved at køre efter mørkets frembrud i Mali og det var svært helt at undlade at tænke på om banditter kunne finde på at sætte en vejspærring op et sted nær det øde grænseområde. Især fordi der rent faktisk var vejspærringer ca. hvert tiende kilometer..Uha…Heldigvis var det dog noget militæret stod for – men ud skulle vi hver gang og have gennemrodet alting igen. En af de andre fra bussen sagde at det var fordi der var så mange problemer i Mali, at de skulle tjekke om vi havde våben og var ude på ballade.

Klokken 20.30 (5,5 time efter skeduleret afgang) ankom vi til Sikasso. Busstationen mindede om slumbyerne udenfor Cape Town (før de ryddede op ifm. VM i fodbold). Belært af erfaring tænkte jeg at jeg hellere med det samme måtte finde ud af hvordan ruteplanen for afgange fra Sikasso lød ifht. senere brug. En lokal fætter sagde at jeg bare skulle følge med ham. Da vi havde gået en halv kilometer gennem mørke, fattige, slumafrika sagde jeg ”Ou est le Gare Autobus?” Ah det er lige derovre svarede min negerven og pegede på nogle lys omtrent 1,5 kilometer væk..Så tænkte Øster alligevel at det måske ikke var verdens skarpeste træk at tåge rundt med al sin baggage (inkl penge, pas, min PC og et kamera som ikke er helt billigt) i mørket i Mali på egen. ”Nej” sagde jeg så til vejviserafroamerikaneren som så helt fortvivlet ud.
Jeg fandt så en taxa og blev kørt til byens iflg. Rough Guide fineste hotel. (Det skal lige indskydes at Lonely Planet helt har opgivet at komme med information om Mali og Rough Guide infoen var fra 2007 før konflikten). Nå, men hotellet, der hed ”Zanga” stod stadig. Desværre forholdt det sig dog således at byens fineste hotel hverken havde strøm eller vand. ”Men vi har værelser” sagde en optimistisk sjæl ude foran hotellet.

Jeg var temmelig sulten da jeg hele dagen kun havde fortæret en yoghurt, et halvt flute og tre bananer så jeg spurgte om der var nogen der kendte et hotel med en restaurant. Ok ja der er både Le Mamelon (ca.) og Tata var der en der sagde. Foran Mamelon stod der en sur stodder og mange års tredjeverdensrejseerfaringer har lært mig at hoteller med sure stoddere skal man holde sig fra fordi sure stoddere oftere roder i ens ting med henblik på at fordele verdens urimeligt fordelte goder lidt anderledes..

Så jeg tog videre til Tata (formedelst 11 kroner i taxa hvilket var dobbelttakst fordi det var nat og de sikkert kunne se at jeg så en kende træt ud). Til gengæld var der huller i undervognen så man kunne se direkte ned på vejen. På Tata var der fino violino. Jeg fik et fint værelse med myggenet, el, vand og eget das. Så gik jeg ud til receptionisten og spurgte hvor restauranten lå. Men klokken er halv ti sagde han på fransk. Dem i køkkenet er gået hjem. Ah der. Jeg gennemrodede min rejse-forrådspose og nappede mine sidste to gennemvarme og nærmest totalt opløste bananer sammen med tre sure afrikanske appelsiner med grøn skræl, indtog dem med væmmelse og hoppede derefter i seng efter en rejsedag på femten og en halv time…

(og dér gik strømmen naturligvis ligesom jeg – her dagen efter – satte det sidste punktum – håber køkkenet på hotellet alligevel er åbent for jeg er stadig temmelig sulten efter stort set ikke at have spist i to dage..)

Velkommen til Mali!

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.