Filippinerne Blog

Manila – dag 1-3 (25 – 27 JAN 2017)

Det regner i Manila. Fin vedvarende støvregn. Fra tagterrassen i 6. sals højde glor jeg ud over Malate bydelen i det centrale Manila. I det fjerne kan jeg se et kors på toppen af en kirke, et hotel med swimmingpool på taget og et falmet gult skilt der reklamerer for Western Union Money transfer. Bag byens tage skimter jeg Stillehavet. Stillehavet, hvor jeg snart skal ud. Jeg skal flyve langt og længe og er lidt spændt på om det hele lykkes. Jeg håber at jeg – midt i nat – får lov at passere det amerikanske territorium Guam, hvortil jeg flyver om lidt. Og jeg håber der ikke går noget galt undervejs på min færd der allerede i løbet af de næste 28 timer indeholder ikke mindre end 5 mellemlandinger.

Manila, Philippines.

På den anden side af Adriatico-gaden saver og hamrer svedige arbejdsmænd ved siden af et åbent korrugeret halvtag. Under taget er et interimistisk gadekøkken med mintgrønne platikkstole og -borde. Nu tiltager regnen til en kraftig troperegn og de svedige mænd får pludselig travlt med at få deres værktøj ind i tørvejr. Nede på gadekøkkenet kunne jeg sikkert spise de samme risnudler med kylling og grønt for det halve af de 18 kroner jeg giver her på tagterrassen over Wanderers Guesthouse, hvor jeg til gengæld er omgivet af hippie-backpackere i tanktops der drikker bananashakes og kigger ned på deres telefoner.

Turen til Manila forløb sådan her: Jeg spiste mad og drak øl i SAS loungen. Jeg spiste mad og drak øl på flyet til Istanbul. Jeg spiste mad og drak øl i Turkish loungen i Istanbul. Jeg spiste mad og drak øl i flyet til Manila. Jeg sov 5-6 timer på tre sæder nede bagi. Og spiste mad og drak juice. Alt for let. Sådan håber jeg det bliver ved.

Egentlig havde jeg købt en flybillet til Hong Kong. Retur for 500 kroner og 18.000 Eurobonus point (cirka det halve antal point af hvad en tur til f.eks. Paris normalt koster) på slagtilbud hos SAS. Men når billetterne mellem Hong Kong og Manila kom oveni og de ekstra feriedage der krævede blev indregnet kunne det alligevel ikke svare sig. Så jeg afbestilte billetten og fik penge og point retur. Det kan man indtil dagen før når man flyver med SAS. Det er en underlig verden vi lever i når man kan købe en flybillet retur til Hong Kong for 500 kroner og afbestille den igen med et dags varsel, når den alligevel ikke er god nok.

Det klarer nu langsomt op over Malate. Udborede knallerter, gamle cykeltaxaer med sidevogne og en stor firkantet fillippinerbus der ligner en krydsning mellem en pimpet amerikansk skolebus fra 1950erne og en forvokset dåse sardiner med kraftige riller kører forbi i gaden under mig. Foran på bussen står der ved siden af et billede af Jesus ”Black Nazarene” med kæmpestore bogstaver.

Jeg spekulerer over om jeg får problemer med Guam. United Airlines har da jeg forsøgte at checke ind online tidligere i dag oplyst mig at ”der er forhold der gør at jeg skal tjekke ind personligt”. Jeg ved godt hvorfor. Mit ESTA som man naturligvis skal have selv om man kun er i transit i amerikansk territorium som Guam blev afvist. Fordi jeg siden 2011 har været i lande som Amerika synes er farlige.

Så jeg har været en dejlig tur på den amerikanske ambassade på Østerbro og sikret mig et visum. Det var næsten alt for let. Man skulle bare udfylde en masse formularer på nettet. I den ene af dem spurgte de hvilke lande har du besøgt i løbet af de sidste 5 år. Svaret foregik via en drop down menu hvor man kun kunne vælge et land af gangen. Den del alene tog to timer. Så skulle jeg angive ”hvad min familie i Amerika hedder” samt alle de uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser jeg i mit liv har arbejdet på med adresser og kontaktoplysninger. Und so weiter. I et andet system skulle man betale 1100 kroner (uanset om man fik visum eller ej). I et tredje system skulle man bestille tid. Tidligst om tre uger. En dato der så selvfølgelig blev flyttet (af ambassaden) fordi jeg havde fået bestilt tid lige samtidig med at en vis Hr Trumf holdt sin sejrstale. Da dagen kom måtte man godt have lov til at stå i kø ude på gaden i en lille time i 5 graders frost selv om man forinden havde bestilt tid. Efter security tjek som var dobbelt så grundigt som ude i lufthavnen måtte man godt have lov til at stå i næsten en time mere i en manuel kø selv om man havde trukket et ret så digitalt nummer (her var ens mobil/PC naturligvis frataget en så havde man ikke medbragt en bog havde man mulighed for at kede sig lidt). Så skulle man diskutere lidt med en dame der synes jeg kun skulle have transitvisum (når jeg nu kun skulle være i transit). Selve interviewet tog til gengæld under et minut hvor cirka det eneste jeg sagde var ”I would like to visit every country in the world”. Og en uge senere fik jeg faktisk både et transit- og et turistvisum. Og nu håber jeg den flinke dame i check in skranken hos United Airlines lader mig boarde flyet ind og ud af Guam, selv om jeg i mit pas har et visum, hvilket hun jo nok godt kan regne ud betyder at jeg har tilladt mig at besøge nogle af denne verdens ifølge amerikanerne skumle lande.

Dem der stadig læser med i denne som sædvanlig alt for lange post undrer sig måske over at jeg skriver på dansk. Jeg skriver på dansk fordi jeg har snydt. Hehe. Og jaja jeg ved godt at jeg selv har lavet en ny engelsk hjemmeside & facebookside og ih hvor er det dejligt og ih hvor jeg sagde at jeg ville skrive der. Svindel og humbug. For jeg kan jo egentlig bedst lide at skrive på vores dejlige modersmål (og jeg synes det er en lille smule svært at skrive på engelsk). Så nu bliver det dansk her på siden med engelske oversættelser/recaps på den anden side. Hehe. Men please like alligevel / lad være med at unlike den anden side..

Jeg ved også godt at den nye side har et lidt liret navn. Men nu er det sådan at jeg i løbet af det sidste år er blevet venner med / har interviewet tre ret seje rejsekarle (læs interviewene her: Interviews med Henrik Travel, OnceUponaSaga and Onestep4ward) som hver har deres egen engelske sider og de tre har i gennemsnit – siger og skriver – i alt ca. 100.000 følgere hver på de sociale medier. Det betyder at de får billige eller gratis overnatninger og det kunne Østerboy jo også godt tænke sig. Så derfor bryggede jeg lige et site sammen med et navn der forhåbentlig kan appellere til såvel Trumf som Hallarious tilhængere på den anden side af dammen. Og jeg mangler nu kun lidt over 99.000 følgere for at nå op på siden af den andre.. (så venligt like røven ud af bukserne og pls don’t stop following..).

Med venlig hilsen fra Manila hvor solen nu bryder langsomt gennem skyerne.

Østerboy – soon going Pacific.

PS tjek et enkelt Turkish lounge billede.

Turkish Lounge i Istanbul – på vej til Manila

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.